Nogle gange må man bare tage sig selv i at være nødt til at samle kæben op fra et sted langt mod syd.

Det har jeg oplevet i dag.

Jeg har gennem mit 44 årige lange liv indset, at der faktisk findes mennesker, der ved mere end mig. Dvs. på nogle punkter er der nogen, der har en større viden end jeg har.  Det er jo bestemt ikke en generel ting, vel 😉

Pga. af, at jeg har et par vævefejl i kysen, har jeg 2 personer tilknyttet, som hjælper mig på forskellig vis. Den ene er en følgesvend og den anden er en støtte-kontakt-person via kommunen. 
I dag  havde jeg besøg af min støtte-kontakt-person. Vi talte lidt om, hvordan det var gået siden sidst og kom jo helt naturligt ind på, at mit angstniveau ligger temmelig  højt for tiden. Vi talte lidt om, hvad grunden kunne være og så var det jo, at vi selvfølgelig skulle omkring, hvad jeg kunne gøre for at mindske min angst. Han har gang på gang sagt til mig, at en af de mest sikre metoder til at gøre det er at handle. Handle – handle – handle. (Det siger min følgesvend faktisk også hver gang vi ses). 

Heldet/uheldet ville, at jeg i dag var ved at løbe tør for cigaretter. Den situation har jeg stået i et par dage, men jeg har simpelthen ikke kunnet overtale mig selv til at gå hen på tanken og købe nogen. 
Vi blev så enige om, at det da var det, vi skulle i dag. Hen på tanken og købe smøger!! 

Enhver, der døjer med angst ved, hvad der skete herefter. Sveden piblede frem, hjertet begyndte at hamre, musklerne sitrede og spændebåndet omkring panden blev strammet ind så alt begyndte at svimle. Der var ikke andet for end at lade være med at tænke mere og så gøre, som der blev sagt: “Handle!” 

Jeg husker ikke turen hen på tanken – der er nu heller ikke ret langt ;). Selvfølgelig var det lige i et frikvarter for den nærliggende skole, så butikken var fyldt med smukke, unge mennesker – de der irriterende væsner, der har hele livet foran sig og som altid bringer minderne tilbage på en svunden tid. 
Nå, men smøgerne blev købt og så var det jo, at det “utænkelige” skete: jeg begyndte at nyde solens stråler på vejen tilbage. Faktisk nød jeg det så meget, at jeg accepterede at udvide turen – say what?. Vi satte os endda på en bænk i solen og snakkede et pænt stykke tid. Da hans besøg var ovre indså jeg, at mit angstniveau var dalet en hel del og har været til at holde ud resten af dagen. 

En lille krølle på dagen er, at jeg har været henne på tanken igen i aften. Syntes jeg var berettiget til en belønning, så der er røget lidt chokolade indenbords i aften 🙂 🙂 

Så jeg har i dag måttet krybe til korset og indrømme, at en anden var klogere på mig , end jeg selv var ….

Separationsangst

Denne type angst indebærer usædvanlig stor frygt for adskillelse fra en tilknytningsperson, som regel mor eller far, som strækker sig ud over den almindelige aldersperiode for sådanne reaktioner. Hvis en sådan adskillelse sker, er det vigtigt for barnet hurtigt at genoprette kontakten. Symptomer på sådan angst vil starte, før barnet er 6 år, og vil ofte medføre kropslige symptomer på angst. Barnet vil desuden ofte vægre sig mod at gå i skole.

( kopieret fra Sundhed.dk )

Jeg er slet ikke er noget specielt. Noget af min angst er simpelthen opstået lige efter bogen. Baggrunden for, at jeg som voksen, er bukket under med psykiske problemer er ”bare”, at det, der kan tricke en angstlidelse, altså er sket lige på rette tid og sted.

Jeg er jo født med en sensitiv personlighed. Mit filter for, hvad jeg opfanger af følelser, stemninger, lyde, farver osv. er fyldt med større huller end det filter mange andre er udstyret med. Jeg lader mig nemmere gå på af det, som normalt betegnes som ”småting”, og jeg har svært ved ikke at tænke i farer og katastrofer. Min krop er konstant på vagt og i alarmberedskab.

Men bortset fra det, så har der så også været hændelser på de ”rigtige” tidspunkter, som har lagt bunden for, at jeg skulle få svært ved nogle ting senere i livet.

Med udgangspunkt i ovenstående citat fra sundhed.dk vil jeg her fortælle om en af disse hændelser.

Jeg var fyldt 5 år i februar, som jeg startede i børnehaveklassen i august.  Jeg mindes stadig min stolthed når min far bad mig læse noget i avisen, og jeg kunne læse det flydende for ham. Jeg var skoleklar !

Skæbnen ville, at jeg efter en uges skolegang, skulle på sygehuset og have fjernet polypper.

Dengang ( tilbage i starten af 70’erne ) var det ikke kutyme,  at forældrene blev indlagt sammen med børnene som det er i dag, så jeg blev afleveret på sygehuset, modtaget af en sygeplejerske og så måtte min mor gå igen. Det eneste jeg husker fra opholdet er, at jeg savnede min mor helt forfærdeligt, og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke måtte komme med hjem, når hun besøgte mig.

Da jeg var blevet rask igen, skulle jeg så tilbage til skolen.

De andre børn havde jo lært hinanden noget mere at kende, og jeg har senere fået fortalt, at jeg var meget, meget ked af at blive afleveret hver morgen. Min mor har oplevet at blive ringet op og bedt om at komme fordi jeg var utrøstelig.

Så den fase med separationsangst, som alle børn skal igennem i netop den alder, blev i den grad penslet godt og grundigt ud for mig.

Det var nemlig lige præcis i den alder, at jeg husker mine første små anfald af panikangst. Jeg vidste jo bare ikke, hvad det var – kun, at jeg i mørket om aftenen blev overmandet af tanken om, at jeg en dag skulle dø. At jeg en dag SKAL dø! Følelsen af afmagt over det uundgåelige gav mig åndenød og stærk hjertebanken – og en uudholdelig følelse af panik. Tankespiralen kunne kun brydes ved at slå hånden hårdt ned i madrassen. Få gange var det ikke nok og så så man en lille pige rende grædende op til sine forældre. Med en undskyldning om ”mareridt” kunne man så være heldig at få lov til at putte under mors dyne resten af natten.

Allerede dengang tav jeg om mine virkelige tanker – for hvem skulle dog kunne forstå dem? Jeg forstod dem jo ikke engang selv.

Mit håb er, at jeg nu, hvor jeg har fået sat ord på en af hændelserne, formår at hele mig selv, og med den voksnes fornuft fjerne nogle af de ubehagelige tanker….

Må freden og roen sænke sig over min hårdt prøvede hjerne 🙂

Jeg stod med en whisky-cola på Boudisque i Silkeborg. Så kiggede jeg mig lige rundt og sov vist nok en enkelt gang og pludselig sidder jeg som fraskilt mor til 2 i en lejlighed i Randers og modtager førtidspension . 

Hvordan gik det lige til ?

Jeg er blevet ramt af det uundgåelige: Tiden ! *skriiig*

Indrømmet – jeg kan ikke genkende den person jeg ser i spejlet. Hvor blev den 20 årige unge kvinde af? Hende med store, strålende øjne og stram hud? En ond ånd har besat mit spejl og mærkeligt nok, skal den altid være der, når jeg kigger ind. Min onde ånd ser altid træt ud, mangler liv i blikket og det er ligesom om, at de der nedadvendte mundvige har fået overbevist huden om at give efter for tyngdekraften. (Det er nu ikke kun i ansigtet det er sket – fortrinene og bagdelen er også voldsomt tiltrukket af jordens indre magnetfelt)

 Ja, over natten gik jeg fra at være hende, der altid var klar på en fest og som forlod drinken i baren når DJ’en satte remixet af alle Shakin’ Stevens’ hit på pladespilleren og styrtede ud på dansegulvet – alene eller sammen med veninderne, til at være Frøken kedelig, der har mest kontakt med andre via internettet. Fra jævnligt indtag af ret pæne mængder af alkohol og livet og med store drømme om, hvordan mit liv skulle være når jeg blev “voksen” til nu kun at indtage pæne mængder af diverse antidepressive midler. Drømmene om hvordan mit liv skal være er der dog stadig, og håbet om, at jeg får mulighed for at indhente noget af det forsømte, nægter jeg at give slip på. 

Ak ja, tiden går stærkt, så jeg har travlt. Travlt med at finde tilbage til livet og få det levet ……. mens tid er 🙂