Dulledimsen
Dulledimsen
Solen skinner og foråret er kommet. Fuglene kvidrer lystigt lige før solen står op. Alting spirer og verden bliver igen fyldt med farver. Det er jo lige til at blive glad i låget af.
Jeg er bare ikke glad. Mit mørke rum vil ikke lade lyset komme ind – uanset, hvor meget jeg ønsker det. – Uanset, hvor meget jeg synes, at jeg kæmper. – Uanset, hvor mange positive ting, jeg gentager for mig selv i løbet af dagen.
Jeg har faktisk ikke noget imod modløsheden. Det jeg har noget imod er angstens grimme ansigt, der har limet sig fast på min hjerne.
Modløshed ved jeg, at jeg kan vinde over. Angsten der imod, det er den, der sætter en stopper for alt, hvad jeg er. Det er den, der får mig ned med nakken – gang på gang. Det er den, der får mig til at blive handlingslammet, og den, der får mig ind i karrusellen med selvmedlidenhed og et hav af fysiske symptomer.
For hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort forkert, siden at jeg i dag skal have det sådan her? Hvorfor må jeg ikke få lov til at nyde livet? Og hvorfor kan jeg ikke bare sige “f*ck af angst – jeg gider dig ikke”? Hvorfor er jeg så svag, at jeg lader den vinde over mig?
Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, at jeg skal eksponere mig selv. Jeg ved, at jeg skal sætte mig i de svære situationer for at vinde på den lange bane. Jeg ved, at de fysiske ting ikke er “sygdom”, men angstens måde at vise mig sit ansigt på. Jeg ved, at jeg skal starte med de helt små ting og gradvist øge “presset”.
Jeg ved også, hvor svært det er at stå ud af sengen, når hele verden sejler for øjnene af en. Og jeg ved, hvor svært det er at gå ud i solen, når fortovet på forunderligvis er lavet om til en sti af vat og elastikken kravler helt op omkring hjernen og prøver at mase hals og hoved sammen. Når maven ruller rundt og kvalmen stiger til uanede højder. Når tankerne løber stærkere end deltagerne ved et marathon. Når bare det, at sidde stille i sofaen og dreje hovedet synes som om besvimelsen er lige på trapperne og man føler, at man lige mister et sekund eller to i sin bevidsthed.
Ja, så er det altså, at jeg synes det er hamrende synd for mig. Det er her, at jeg mister troen på det gode liv. Det er her, hvor jeg mister gejsten for at kæmpe.
Og det er her, jeg tænker: “Hvorfor lige mig?”
Dulledimsen
“Oh, I have a lot of compassion”, she says and talks about her mother being sick from depressions while having to work three jobs. Her hand makes the well-known move to put the long, black hair in place.
She sits in her place with a huge amount of grace. She seems calm and centered. A woman, who is at peace with herself. She radiates strength when she says: “But it’s not an excuse!”
When I watch the Reunions of “The Real Wives of Beverly Hills” I am amazed by her beauty, but I have to admit, that I am not amazed by her words.
Joyce (if you watch the show, you have guessed it already, right?) is right, when she claims that Brandi’s depression is no excuse for a potty mouth. But suffering from depression explains a great deal! I am surprised, that Joyce can not look behind the harsh words and see the real reasons for Brandi’s behaviour during the last season of the show. If Joyce has seen her mother suffer from such a bad mental health, and if she is this all-embracing person, that she works hard to appear like, she would understand and find it in her heart to forgive Brandi’s behaviour – no matter what. She might not be able to be her best friend – after all, harsh words hurt no matter what condition you are in when you say them – but still – she would not take it all so serious and be able to move forward and not pay attention to Brandi. Oh, and I think that’s what being a christian means, too 😉
There is a saying: “Avoid what doesn’t bring you happiness”
So I would suggest, that Joyce simply aknowledge, that you cannot be friends with everybody and not everybody wants to be your friend. That’s it. Actually this goes for Brandi, too. She as well, should just avoid people, who don’t make her feel good.
My own purpose in this earthly life is to raise awareness about depression and anxiety.
This is something that can strike everyone. You cannot say, that just because you are beautiful and talented and succesfull you shouldn’t feel depressed. It’s all chemical stuff that happens in your brains. Being stressed, for a longer period of time, can make it happen. So no wonder it happened to Brandi at this time of her life, where she has had to go through some extremely difficult things.
I wish more people would be able to see beyond actions and look into the reasons. And I especially wish, that people, who have the public’s attention through the medias, would think twice before picking on someone who’s already falling.
“It’s not an excuse”
– no, but it’s an explanation.
Please notice, that this blog-update is ONLY about the theme “depression”, that was brought up in the Reunion part II – other things will be on my blog in the time to come…
Dulledimsen
Dér var igen én af dem. Jeg kan slet ikke undgå at se dem. Uanset, hvor jeg kigger hen, så får jeg øje på dem, ordene. De kloge ord om, hvordan jeg bør tænke. De små belærende sætninger, der på én gang signalerer både styrke og svaghed. Styrke for den, der kan, og svaghed for den, der kæmper for at kunne.
På den gode dag bliver også jeg styrket.
På den dårlige dag bliver jeg yderligere svækket. Ramt af ordene. Mærker den dårlige samvittighed over, at jeg ikke altid kan få min hjerne til at tænke positive tanker. Ryger ind i den dumme spiral, hvor kroppen reagerer fysisk på mine negative tanker – reagerer på den hammer, jeg er så god til at slå mig selv i hovedet med. Kroppens reaktioner skræmmer mig -> tankerne bliver mere negative -> kroppen reagerer voldsommere og så kører spiralen sin vante gang.
Jeg deler dem selv, de kloge ord. På Facebook og på Twitter. Ordene er jo sande. Og det siges jo, at gentagelser skaber virkelighed. For hver gang jeg læser ordene bliver meningen lidt mere virkelig i min hjerne.
En dag vil de påvirke mig positivt – også på en dårlig dag.
Dulledimsen
Ingen går igennem livet uden at få knust sit hjerte – mindst én gang.
Når jeg nu sidder som single kvinde på 40+ kan jeg af og til savne det at være to. At have en i livet, som man vil gøre alt for – én man kan dele tanker og oplevelser med – én, hvor man føler sig 100% tryg og 100% elsket.
Jeg har mødt en del, som har været bange for at være alene. Ikke at de har sagt det direkte, men de har vist det i deres handlinger. De er gået fra det ene forhold og direkte over i det næste. Sådan er jeg ikke. Jeg har det godt i mit eget selskab. Det er jo kun nogle gange, at det kunne være rart at dele sit liv med en anden voksen person.
På den ene side kan jeg godt misunde de personer, der straks går videre. Dem, der lynhurtigt forelsker sig på ny og starter et nyt forhold op. På den anden side har jeg faktisk også lidt ondt af dem. Signalerer det ikke, at de er lidt overfladiske? Hvor dybe er følelserne, hvis man så hurtigt kan pakke dem væk for én person og putte dem over på en anden?
Nogle gange har man brug for længere tid til at hele end man har andre gange. Det er jeg helt med på. Af og til når man ikke så langt ind i forholdet, at følelserne når helt ind i hjerte og sjæl. Andre gange har man (forhåbentlig) været dybt involveret og har derfor brug for en vis tid til at få styr på det hele igen.
Men hvordan heler man et hjerte, der er blevet trampet på? Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når det ikke er ens følelser man er blevet såret på, men det er ens grundliggende tro på, at den man er sammen med altid vil dit bedste? Når alle ens grænser er blevet overskredet med langdistanceraketter?
I min verden er man sammen med en anden person, fordi denne person indeholder en hel masse ting, som man godt kan lide. Alle mennesker indeholder selvfølgelig også ting, man synes mindre godt om. Men når man vælger at være i forhold med et bestemt menneske, så er det fordi det positive i stor grad overskygger det mindre positive. Når man så er nået så langt, at man elsker personen, så står man last og brast i gode, som i dårlige tider – eller hvad? Er det okay, at have den indstilling, at så længe man havde de bedste intentioner da man gik ind i forholdet, så gør det ikke så meget at bakke ud, hvis der kommer en periode, der ikke er så lyserød? Er det også okay, at man så afsøger jagtmarkerne for at se, om man skulle være heldig at finde noget, der er mere lyserødt? Er det naivt at indgå i et forhold med én, som i en moden alder har adskillige brudte forhold bag sig, og som har en masse dårligt at sige om hver eneste kvinde han har været sammen med før dig?
Jeg svarer selv på det sidste spørgsmål. JA, det er naivt. En person, der ikke kan tale pænt om tidligere partnere, vil temmelig sikkert heller ikke tale pænt om dig, hvis jeres forhold ender en dag.
Tilbage til et af mine tidligere spørgsmål. Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når man står i en situtaion, hvor hjertet ikke er knust pga. tabet af partneren, men knust pga. hans handlinger? Kan man genvinde evnen til at have tillid til et andet menneske? Hvordan finder man modet til at være sårbar og åben?
Én ting er at blive såret på sine følelser. At skulle affinde sig med, at den person du holder af ikke længere har samme følelser for dig. Noget helt andet er, at blive fravalgt for den du er. At blive fravalgt af én, hvor du har taget mod til dig og åbnet for dine inderste tanker, frygt og sårbarhed. At blive fortalt, at uanset, hvad der sker, så vil din partner bakke dig op 100% – og når du så får en periode, hvor sindet er mørkere og tungere, bliver du valgt fra – ikke med ord, men med handling i form af tavshed, kulde og afvisning. Følelser kan jeg deale med, der skal alligevel gå mange år før jeg mærker kærligheden helt ind i mit hjerte. Faktisk er det værre for mig at blive “narret” ind i en overbevisning om, at man er to om alt – både op- og nedture.
Alt hvad vi kommer ud for modner os. Det lærer os en lektie. Det giver os en ekstra lag af viden på vores sjæl.
Jeg har lært, at jeg aldrig mere vil gå på kompromis med mig selv. Første gang jeg mærker og hører alarmklokkerne bimle vil jeg reagere på dem og sige fra. Aldrig mere vil jeg lade en person bruge mine psykiske sårbarheder til at opnå egen tilfredsstillelse. Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mine principper for at han selv føler sig som et stærkere menneske. Og aldrig mere vil jeg lade mig narre af én der siger et og gennem handlinger viser noget helt andet.
Mit liv er for kort til små og usikre mennesker, der har brug for at gøre andre ondt for selv at have det godt.
Basta !!!
Dulledimsen
Jeg har i længere tid overvejet at dekorere min stue med en wallsticker. Jeg har ledt på nettet for at finde den helt rigtige, fordi det var vigtigt for mig, at det blev en dekoration, der virkelig sagde mig noget og ville give mig en positiv oplevelse når jeg opholder mig i stuen. Min stue er indrettet fortrinsvist i sort/hvid – mine vægge er hvide og kun dekoreret med en hylde over mit spisebord. Den plads jeg havde udset til at blive pyntet var pladsen over min sofa. Et sted jeg ser hver gang jeg kommer ind i min stue.
Jeg fandt den helt rigtige hos COOLPRINT.dk
Jeg modtog min wallsticker ca. et døgn efter, at den var bestilt. Sikkert indpakket i et rør og med en udførlig vejledning i, hvordan den skulle sættes op. Selv jeg, der er udstyret med flere tommelfingre end de fleste, forstod, hvad jeg skulle gøre.
Og hold da helt op – det var SÅ nemt at sætte den op på væggen, selvom jeg har savsmuldstapet med ret grov tekstur. Det ser ud som om ordene er malet på min væg og jeg er totalt vild med resultatet.
Teksten – LOVE THE LIFE YOU LIVE – live the life you love – er blevet min daglige kilde til positive tanker. Hver gang jeg læser ordene bliver jeg i bedre humør og føler mig styrket i mine kampe i livet. (dem kan du læse om i tidligere opslag, hvis du har interesse for det).
Til sidst vil jeg lige påpege, at jeg har wallstickers i andre rum og har også haft i stuen før, men ingen af dem har været så nemme at sætte op som den her, og jeg har ikke før oplevet så hurtig en levering og så fyldestgørende en forklaring til, hvordan man sætter wallstickeren op.
