De siger, jeg blot skal vende den anden kind til
men hvad nu, hvis det ikke er det, jeg inderst inde vil
Hvad nu, hvis jeg har lyst til skrige min frustration ud?
råbe dem ind i hovedet – og stikke dem en blodig tud
Råbe til dem, hvor såret jeg inderst inde er
fordi de gi’r mig følelsen, at jeg ingenting er værd

Jeg ved godt, jeg ikke er som mange andre
at jeg ikke kan styre tankerne når de vil vandre
at jeg ikke selv kan tjene til dagen og vejen
men hvad er det galt med blot at være sin egen?

Hvem er det fjols, der har opfundet samfundets kasser?
og hvad med os – der ikke i en boks, sådan lige passer?

Når selvværdet dykker og mørket invaderer sindet
Når tiden med glæde og styrke kun findes i mindet
Hvordan er det så egentlig, at de hjælper mig?
så jeg igen kan finde ind på livets landevej

Er det ved at fortælle mig, at min tilstand kun er en form for pjat?
At dem der virkelig er syge, er dem, der kun har den evige nat
Dem, der er fysisk syge og ikke kan reddes
men ikke mig, hvor kun dårlige tanker konstant spredes

Har I egentlig prøvet at have det ligesom mig?
At føle, at livets lektie nogle gange er alt for sej
Ikke at kunne fatte, at nogen kan elske èn
Ikke at kunne se, hvor man skal sætte sine ben
Hvor hjemmets vægge er det eneste trygge
Hvor ensomhed af og til er den eneste lykke
Hvor glæde og begejstring bare ikke trænger ind
men flyver hen over hovedet som en sagte vind
Det eneste der virkelig trænger direkte ind i ho’det
er alt det man ikke når – ja, alt støvet og rodet
Beskidte ruder ud i mod den pulserende verden
måske perfekt – for så er der ingen, der ser smerten

Den dårlige samvittighed er min bedste ven
Den vender nemlig tilbage – igen og igen
Den kan jeg stole på – for den er ved min side
Hvor ville jeg ønske, det var jer, der kom i tide og utide.

Rundt omkring i min lille lejlighed står der flyttekasser. Nogle er fyldte – de fleste er ikke samlet endnu. Jeg føler, at jeg er med og samtidig, at jeg mangler så meget. 

Jeg ser det lidt som et billede på, hvordan min liv er lige nu. 
Kasserne i min rygsæk og også igang med at blive pakket ud og pakket ned igen, så tingene kan ligge bedre og skabe en ny virkelighed. 

I morgen starter mit nye liv. Dvs. jeg får nøglerne til mit nye liv i morgen. I løbet af de næste 14 dage skal det liv så formes. 
Jeg kan mærke, at jeg står et nyt sted i mit liv. Et sted, hvor jeg ikke længere vil gå på kompromis. Et sted, hvor jeg tør sige, hvad jeg mener og hvad jeg vil ha’. Et sted, hvor jeg tager ansvar – ikke kun for mit liv, men også for mig selv. Jeg giver mig selv det som jeg vil ha’, og lader mig kun begrænse af min kassebeholdning 😉 Samtidig er der stadig en masse arbejde at tage fat på, men jeg føler, at jeg nu kan tage fat på at gøre noget godt bedre, og ikke blot se terapi som en redningsplanke for overhovedet at overleve dagen. 

Den terapi jeg har modtaget gennem den sidste tid bærer frugt synes jeg. I den sidste uges tid har mit angstniveau ligget lavere end det plejer, og jeg får mere fra hånden i det daglige. Jeg føler mig gladere og kan faktisk mærke små bobler, der rører på sig. 

Min flytning er planlagt i detaljer. Jeg har haft rigtig god nytte af at bruge en kalender til at holde styr på datoer og aftaler. Det er første gang i mit liv, at det rigtigt har virket for mig. Det gør mig roligere og giver mig et større overblik. 

Jeg glæder mig over min personlige fremgang og jeg glæder mig for vildt til at flytte i en anden og større lejlighed, hvor jeg endelig får en stor stue og en altan. Jeg har gennem de 4½ år, jeg har boet i min nuværende lejlighed, opdaget, hvor vigtigt det er for mig, at kunne se natur og have mulighed for at sætte mig ud på en altan, hvor jeg være udenfor og samtidig være mig selv. 

Rigtig god sommer allesammen – mine blogindlæg vil nok blive en smule begrænsede i den kommende tid, for jeg skal ud og leve livet 😀 

Det er ikke for sjov, at jeg sagde ja til at supplere mine antidepressiver med anden medicin. Og det er ved Gud heller ikke særlig sjovt lige nu. 

Jeg har nu været på den dosis, som lægen mener jeg skal ligge på, i en god uges tid. 
Jeg ved, at jeg skal tage pillerne 4-6 uger for at opnå den fulde virkning. Jeg håber bare ikke, at sådan som jeg har det nu, er en del af den fulde virkning, for det holder  jeg simpelthen ikke ud. 

Medicinen skal tage toppen af min angst, men lige nu sidder jeg med en masse tanker om, at den supplerende medicin måske modvirker min daglige medicin. Kan det være tilfældet? 
Jeg har så meget angst, at hver dag er en kamp for at overleve. Kroppen sitrer og jeg oplever de her ufrivillige ryk i alle kroppens lemmer, så det er svært at sidde stille eller lave noget, der kræver en eller anden brug af min finmotorik. Rent tankemæssigt føler jeg ikke den store forandring, det er alt sammen fysisk. Men det er jo netop også de fysiske reaktioner, der fodrer min angst. 
Jeg har i den sidste uges tid haft flere angstanfald. Noget som jeg kun oplevede lige i starten af min sygdom, for 14 år siden, og som jeg igennem alle årene har været lykkelig over ikke at døje med. Det er klart, at det føles som et enormt tilbageskridt. 

Det sociale er blevet et helvede igen. Det er ikke som det plejer, med at jeg er vildt nervøs inden der kommer nogen, og så går det over når de er her. Jeg er rystende angst inden der kommer nogen, og jeg kan næsten ikke holde det ud, mens jeg er sammen med andre, og jeg kan slet ikke overskue at skulle ud af mit hjem. 

Allerhelst vil jeg bare sove og håbe på at vågne op en dag og være normal.

Efter en hård, men meget givende terapi i dag, er der nogle ting, der er faldet på plads for mig. Eller – nogle ting, som jeg skal arbejde med for at de bliver 100% sande for mig. 
Nogle af jer kender måske spejløvelsen. Den går ud på, at man hver dag (gerne flere gange om dagen) stiller sig foran sit spejl og siger noget pænt til sig selv. Det kunne være: “Jeg er god nok!”. Det fungerer nemlig sådan, at jo mere man siger noget højt for sig selv – og til sig selv – jo mere sandt bliver det, for til sidst at være en ny måde at se på sig selv. 

Jeg er ikke god til spejløvelsen. Jeg bliver svimmel når jeg ser på mig selv i spejlet. Det gør jeg fordi mit indre billede af mig selv, slet ikke hænger sammen med den person jeg ser i spejlet. Personen i spejlet skræmmer mig. Personen i spejlet ser ikke ud, som jeg gerne vil have hende til at se ud. Personen i spejlet er ikke den unge kvinde, som jeg stadig tror jeg er – eller som jeg bare så frygtelig gerne vil være igen. Her skal jeg lige have set nogle realiteter i øjnene. 

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. 

Jeg er god til at tænke. Rigtig god til at tænke. Faktisk er jeg så god til det, at jeg tænker mit liv i smadder. Alt foregår i mit hoved og ikke i mine følelser. Jeg mærker ikke mig selv. Jeg mærker ikke efter, når min terapeut stiller et spørgsmål. Jeg tænker mig til svaret – og gerne det svar, som jeg tror vil gøre hende glad og får mig til at fremstå som en god klient. Mens jeg svarer (det som hun sikkert gerne vil høre) tænker jeg videre på, hvad jeg skal svare når hun sikkert spørger om det eller det. Jeg roder mig ud i lange vævende forklaringer for at udstråle, at jeg er helt med på, hvad hun mener. Det er jeg også. Jeg er udemæket klar over, hvor hun vil hen og hvad meningen med det er. Lige indtil hun fanger mig med et spørgsmål eller en sætning, som jeg ikke havde forudset. Det sker som regel lidt inde sessionen, hvor min hjerne begynder at blive en lille smule træt og slappe en lille smule af. BUM ! Så sidder jeg der og aner ikke hvad jeg skal svare, for lige pludselig kan jeg ikke tænke mig til det. 

Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Altså det, der med, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare for at svare “rigtigt”. Jeg ryger ind i nogle automatiske og indgroede tanker om, at jeg er kommet til kort i en diskussion og jeg ikke længere ved, hvad jeg selv mener og står for. Jeg hader at komme til kort. Hader at tabe en diskussion, fordi det får mig til at føle mig dum og mindre værd. 
Jeg føler mig ikke mindre værd i forhold til min terapeut – men tankerne er de samme – jeg ryger ind i noget velkendt. 

Men jeg tænker i stedet for at mærke efter. Mine følelser mærkes ikke automatisk. For det ryger automatisk en tur op i hjernen og så kan jeg hurtigt for tænkt det i smadder. Glæden mærker jeg ikke i maven, for tankerne kører sit eget ræs og de har bestemt, hvordan jeg skal opleve glæde. Det skal jeg nemlig åbenbart ikke, for til glæde hører også sorg, og min hjerne har bestemt, at jeg ikke vil være ked af det. 

Det er hvad jeg lige kan huske her på siddende bag. 

Ved ikke om det giver mening for andre end mig selv, men jeg har virkelig fået noget at arbejde med. Det er super dejligt at vide, at jeg får en terapi, som jeg er 100% overbevist om vil gøre mig velfungerende igen. 

Jeg kan mærke glæden over det – en lille bitte smule – små bitte bobler lige der, hvor jeg har mit helt eget sted ind i brystkassen. Det sted, hvor jeg kan finde ro og det sted, hvor jeg skal mærke følelserne. Stedet er der og det er åbent for mig. Det er her jeg skal finde livets glæder frem igen – ikke i hjernen !! 🙂