Stilladset omkring blokken er ved at blive pillet ned, så nu kan jeg igen se den dejlige udsigt, som jeg har fået efter, at jeg er flyttet. Og i dag er det regnvejr. I min verden er det positivt, for jeg har en grund til ikke at gå ud. Når det regner er det tilladt at slappe af og lave absolut ingenting. Jeg elsker lyden af regnen på ruderne og at se dråberne der løber ned ad glasset. 

Jeg har dog været ude. Min læge har henvist mig til en ørelæge med henblik på nærmere undersøgelse af om jeg lider af søvnapnø. Jeg har altid snorket meget, men gennem de sidste mange år er det blevet værre og jeg har oplevet, at jeg vågner med et sæt fordi jeg føler, at jeg ikke kan få luft. Jeg har været konstant træt og kan ikke huske, hvornår jeg sidst er vågnet og har følt mig udhvilet. 

Ørelægen udspurgte og undersøgte mig og var 99% sikker på, at det er det jeg fejler. Heldigvis sad min mor ude i venteværelset imens, for hun måtte lige kaldes ind da lægen fandt en lang, tynd slange frem, som han skulle bruge for at kigge mig i halsen. Det har helt mit liv været min allerstørste skræk, at jeg en dag skulle have en slange ned i halsen. Mor kom ind og holdt mig i hånden mens lægen førte slangen gennem næsen og ned i halsen. Indrømmet – jeg græd bagefter – af lettelse!! For den undersøgelse tager jeg altså gerne igen. Det var slet ikke slemt. 

Lægen fortalte om symptomer og især om risici ved den her lidelse. Når man døjer med søvnapnø er man i højrisiko for at udvikle type 2 diabetes, blodpropper, hjerte- karsygdomme og …. *trommehvirvel* … depression! Jeg ligger i forvejen i risikogruppen for de fleste af disse lidelser qua min overvægt. 

Den 16/10 skal jeg op og have tilsluttet et lille overvågningsapparat, som jeg skal sove med om natten. Dagen efter skal jeg op til ham og aflevere målingerne og have lavet en prik-test for allergi – for at udelukke den del. Indtil da skal jeg bruge næsespray om aftnen for at sikre så frie luftveje som muligt til natten. 

Lige nu sidder jeg så her i regnvejret og synes, at jeg aner et kæmpe lys forude. Tænk, hvis jeg snart kan opleve at være frisk efter søvnen, og genfinde overskuddet i hverdagen. Nøiii, hvor vil det være skønt 🙂

Åh ja, livets vej er lang, snoet og fyldt med bakker og dale. En lang soap serie lavet om til et reality program, hvor du selv er hovedpersonen. En udvidet test i til- og fravalg. En shoppingtur, hvor listen er fyldt med ønsker og drømme, og en ironman bestående af 10 års skolegang (3800 m svømning), 18 år med oplæring i at være voksen (180 km cykling) og ca. 42 år før man er sådan rigtig “mentalt” voksen (ca. 42 km løb). 

Undervejs bliver vi udsat for alverdens indtryk, fristelser og pligter. Alting er noget, der styrker os og lærer os at agere i forskellige situationer. Vi har lært vigtigheden af at overleve fysisk. Vi er blevet oplært til at tjene samfundet og fællesskabet – økonomisk og med vores kvalifikationer. Vi skal stadig lære mere, så vi kan gøre denne del bedre og alt sættes ind, så de gode bliver endnu bedre. Vi bliver testet for at måle vores fremgang – i forhold til os selv og i forhold til resten af verden. 

Jeg er optaget af, hvordan vi lærer empati. Hvor og hvornår skal vi lære at alle IKKE er lige? – at ikke alle har det ligesom dig? – at nogle mennesker falder mens de bestiger en bakke? 

De seneste år er det blevet stuerent at se ned på de af vores medmennesker, der ryger i grøften på den sti, der er blevet udstukket. For 100 år siden hjalp du mennesket op – nu får han lov til at blive liggende. Hvis han er heldig er der endnu en krumme tilbage i det madpapir en anden har krøllet sammen og kastet over skulderen og som rammer ham.

“Survival of the Fittest”  – Overlevelse af den med de skarpeste rundsave på albuerne (frit og ikke helt objektivt oversat).

Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, at skolen lægger ligeså stor vægt på oplysning om livets bagsider, som den gør på f.eks. idræt. Fortæl om alle de ting, som eleverne ikke kan se eller måle. Fortæl om alkoholisme, fortæl om arbejdsløshed, fortæl om handicap, fortæl om psykiske sygdomme. Gør det til noget almindeligt – noget, der ikke er farligt at komme i nærheden af. Fjern tabuerne, så lille Frida ikke går og skjuler, at alt ikke er lyserødt hjemme hos hende, hvor far drikker lidt for meget. Så Hans mærker, at han er med i fællesskabet og at der bliver talt åbent og dagligdags om, at han bor hos en plejefamilie fordi hans forældre tager stoffer. Så Anne-Lise får det bedre med at have en mor, der er skizofren. Så Anton ikke behøver at gå og skamme sig over, at hans far er arbejdsløs.

Et samfund, hvor vi samler mennesket op istedet for at smide vores brugte papir i hovedet på det. 

Vi har dem alle sammen. De der små pletter på huden – modermærkerne. Normalt er de ganske ufarlige, men medierne er gode til at holde os vågne og opmærksomme på, at vi skal holde øje med dem. 

Jeg har selv en del. Måske har jeg flere end jeg ved, for jeg er jo en typisk Skandinav – den nordiske type. Blå øjne (med lidt gråt og grønt iblandet), lys hud, født blondine med et rødligt skær, der er kommet til efterhånden som håret er blevet mørkere og et hav af fregner. Fregnerne har haft kronede dage her i sommersolen og har formeret sig med lynets hast. Jeg bliver ikke brun, ligesom de der “irriterende” typer med fin og næsten u-fregnet hud gør. Jeg bliver rød/brun – hvis jeg da ikke er så heldig at få så meget sol at fregnerne flyder helt sammen 😉 .. 

Tilbage til modermærkerne. Ja, vi skal være opmærksomme på dem, for de kan være farlige. Selv har jeg fået fjernet nogle stykker i årenes løb – for at være på den sikre side, men de har heldigvis alle været udenfor fare. 

Nu skal jeg på den igen. Denne gang er det anderledes. Denne gang har jeg en anden følelse omkring det. Denne gang var lægen ikke sikker på, at det ikke kan være noget skidt. 

En dag jeg løb forvirret rundt i lejligheden inden jeg skulle ud af døren, bemærker min datter et mærke på min ene balde. Hun synes det ser underligt ud og siger, at det skal jeg da vist lige ha’ undersøgt. Nu er det jo ikke et sted jeg selv har nærstuderet og andre har heller ikke nævnt noget før. Mobilen kommer i sving og jeg tager billeder fra alle leder og kanter og kan godt se, at det her modermærke ser anderledes ud end de andre tusinde jeg har. 

Jeg har i hele mit voksenliv været opmærksom på de her mærker, fordi jeg ved, at min hudtype er en risikofaktor sammenholdt med, at jeg har været solskoldet et hav af gange. Jeg tilhører en generation, hvor det med solcreme og høje faktor-tal ikke var det, der blev brugt mest tid på. 

Lægen kiggede på det i mandags. Han kunne godt se, at det ikke har lige kanter og at det er forskelligfarvet. Altså lige præcis de ting, der kendetegner noget ikke så godt. På onsdag skal det fjernes og sendes ind til undersøgelser. 

Tankerne ræser omkring emnet – også uden, at jeg egentlig kan hive fat i en af tankerne. Jeg kan mærke, at min krop reagerer på den ukendte faktor med de klassiske angstsymptomer, som jeg bare hader så meget og som jeg troede, at jeg havde nogenlunde styr på. 

Der er lang tid til onsdag og der er endnu længere tid til svaret ligger klart – 10 dage efter onsdag. 

Det er nu jeg skal arbejde med mig selv så godt jeg formår. Bruge alle de teknikker jeg har lært gennem årene for at angsten ikke får lov til at overtage mine dage. Jeg har fortalt mig selv, at det er ok, at jeg sover alt for meget lige nu. Det er ok, at jeg ikke får lavet så mange dagligdags ting og det er ok, at jeg ikke laver min eksponering og udfordrer min angst i denne periode. Angsten er jo udfordret rigeligt 🙂