Ingen roser uden torne … (søvnapnø)

Der er altid to sider af alting – en for- og en bagside. 

I mit nye kapitel her i livet har jeg ventet spændt på at komme igang fordi jeg så gerne ville opleve forsiden. Og som den person jeg er, vil jeg helst se resultaterne igår. Jeg burde egentlig have lært, at når jeg forventer noget, så ender jeg enten med at blive skuffet eller frustreret. 

Det går rigtig godt med at sove med maske på om natten. Altså så godt som det nu kan gå efter kun 2 nætter med min nye sove-ven. I nat sov jeg 8,3 timer og havde et AHI tal på 0.9 (Det er det tal, der sladrer om, hvor mange verjtrækningspauser jeg gennemsnitligt har på en times søvn – og det skal være under 5,0) 

Jeg kan helt sikkert mærke, at jeg er mere klar i hovedet – på en diffus måde. Jow jow, det giver mening, ikk? Men noget er der i hvert fald forandret. Jeg er ikke træt på samme måde. Det er ikke den der følelse af, at være blevet vækket efter kun 20 minutters søvn, hvor man kan føle sig helt influenza-agtig. Jeg vil godt gå så vidt som til at sige, at jeg har en vis følelse af at være frisk om morgenen. 

Og så til bagsiden. Min hjerne kan da bare slet ikke forstå en hujende …. *leder efter et pænt ord* …. hmm.. den fatter ikke, hvad der sker. Hele dagen i dag har jeg haft et angstniveau, der har ligget på 10 (på en skala fra 1-10, hvor 10 er det næsten uudholdelige). Det har kriblet og krablet i hele kroppen af uro. Jeg har haft kvalme og været svimmel og haft en irriterende trykken i hovedet. Altså den velkendte angst, som jeg har haft så mange år. 

Jeg tænker flere ting om det. 

Min første tanke er, at en dårligt iltet hjerne måske ikke optager mine antidepressiver 100%, men det gør den så når hjernen får nok ilt – så det er måske en slags tilvænning jeg oplever nu – ligesom når jeg ændrer medicin. 

En anden tanke er, at en hjerne, der ikke får ilt nok måske er med til at dulme angsten, fordi hjernen ikke opfatter alt, hvad der sker, og nu er den pludselig vågen og modtager alle mulige indtryk, som den skal forholde sig til og det er ligesom at vække Holger Danske, som gør sig klar til kamp. 

Noget sker der i hvert fald, og det er godt nok svært at se det positive i mere angst, men på den anden side – angsten slår mig jo trods alt ikke ihjel – det kan ubehandlet søvnapnø jo ende med. 

Jeg forsøgte at hoppe op på hesten igen ved at gå hen og handle ind. Tror lige, at jeg venter et par dage med det – for hold da op, hvor min hjerne troede, at det var vildt farligt. Jeg var flere gange ved at løbe skrigende ud af butikken, men jeg skulle jo ha’ mad og man skal jo også betale for det man tager med ud 😀 .. 

Jeg kæmper videre i morgen !! .. basta !! 

Første nat med ny sengekammerat …

6443888-drlig-svn

Man skal lige vænne sig til, at der er andre lyde i soveværelset. 

I aftes var jeg til forundersøgelse på søvnklinikken i Silkeborg. Jeg var så heldig at få en afbudstid – min oprindelige tid var ellers den 27. november. 

Universet har i den grad været med mig i alt det her. Heldet ville, at den læge, der skulle lave forundersøgelsen, var den ørelæge jeg er blevet undersøgt af i Randers, og som henviste mig videre. 

Til klinikken bliver henvist både fra egen læge og ørelæger. Derfor skal alle gennem forundersøgelsen, men eftersom jeg jo havde fået diagnosen “ekstrem søvnapnø” havde han helt ekstraordinært fået sat i stand, at jeg kunne få mit søvnapparat med hjem allerede igår. 

Sygeplejersken, der skulle udlevere min nye sengekammerat, var utrolig sød og meget grundig i at vejlede mig om alt fra, hvordan apparatet virker, hvad jeg kan aflæse på skærmen og hvordan det hele skal holdes rent. Jeg sad med masken på i ca. 5 minutter for at se, hvordan jeg havde det med den. Første gang den blev sat på, blev jeg da godt nok noget forskrækket. Masken dækker kun næsen og fordi den puster luft ind skal man huske at lukke munden og sætte tungen op i ganen, for ellers fiser luften gennem næsen og ud gennem munden. Det er en speciel og meget mærkelig fornemmelse. 

Jeg var lidt nervøs for at gå i seng, for jeg vidste jo ikke helt, hvordan jeg ville reagere i løbet af natten – om jeg ville hive masken af i søvne eller om lydene fra maskinen ville holde mig vågen. 

Sådan så jeg ud da jeg havde installeret mig med det hele og lå klar til at sove: 

1

I løbet af natten var jeg vågen et par gange, men sov i bund og grund okay. Jeg var spændt på at vågne op og aflæse maskinen, for at se, hvordan mine tal så ud. 

Maskinen måler, hvor længe jeg har sovet, om masken har siddet rigtigt (er markeret med en smiley) og hvor mange pauser jeg har haft i min vejrtrækning. En person uden søvnapnø har under 5 pauser i timen i løbet af en nattesøvn. Mit udgangspunkt var 85 pauser i timen. Se lige resultatet fra min allerførste nat:

10593090_10152764946656590_2960510777379489306_n

 

Det må i den grad siges at være godkendt !! 🙂 

Fysisk følte jeg mig ikke synderlig anderledes da jeg vågnede end jeg plejer. Jeg var stadig groggy og træt, men jeg vågnede da på den rigtige side af middag og nu, hvor jeg har været oppe i nogle timer synes jeg, at jeg har det en smule bedre end jeg plejer. Min næse føltes lidt tilstoppet de første vågne timer og min hals er øm – ligesom under en forkølelse, men det er sikkert bare her under opstarten. 

Jeg er blevet fortalt af læger, sygeplejersker og andre, at der sagtens kan gå nogle uger inden man mærker den fulde effekt. En belastet hjerne og krop skal lige have tid til at restituere sig, men jeg er fuld af forhåbninger for mit nye liv. 

Bring it on !!! 😀

 

…tanker om Knæk Cancer, show, hykleri, håb og meget mere …

Hele ugen har vi her i landet haft fokus på cancer. Det hele kuliminerede i aften i et gigantisk indsamlingsshow på TV2. 

Jeg har grinet, jeg har lyttet interesseret og jeg har grædt i stride strømme over de følelsesladede historier. Jeg har nydt de musiske indslag og jeg har følt mig stolt over, at vi, i vores lille land, står sammen og kan stampe så mange penge op i den gode sags tjeneste. 

Jeg er taknemmelig over, at der bliver sat fokus på, hvad cancer betyder for den, der er ramt og for den syges pårørende og omkreds. Hver 3. af os risikerer, at vi en dag står med en cancer diagnose i hånden, så ingen tvivl om, at en tilføring af midler til forskning, oplysning, behandling og efterbehandling er super vigtig. 

Personligt er jeg vild med, at vi har kendte mennesker. En vis kendis-faktor skaber opmærksomhed og fokus på mange ting. 

På de sociale medier er der kommet en helt masse forskellige meninger omkring indsamlingen. Jeg har listet nogle af dem op her og kommer hjertens gerne med min egen mening om dem.

“hykleri”. Hold da helt op, hvor jeg synes, at det er hyklerisk når alle politikerne sidder der og smiler og er så stolte af dem selv over, at de sidder i Call-Centeret for at modtage donationer. Det er jo selv samme politikere (i hvert fald de fleste af dem), der har gjort det så vanskeligt for kræftramte at få et anstændigt liv bagefter. Sygedagpengeregler, regler for at få mennesker uden arbejde tilbage på arbejdsmarkedet og kommunale systemer, der slet ikke møder mennesker, hvor de er, men er bygget på mistænkeliggørelse og regelrytteri – det er ting, som gør livet surt for både den syge, den helbredte og familien. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke har mere respekt for mennesket. 

TV2 og deres “løn” for at afholde showet: Det har bragt ramaskrig, at TV2 tager sig betalt for at køre denne kampagne og afholde det store indsamlingsshow. Her mener jeg, at vi lige skal stikke fingeren i jorden og huske på, at TV2 er en virksomhed, der ikke har nogen anddel i vores licenskroner. Klart, at de ikke bare kan lave sådan en kampagne gratis. Iflg. Kræftens Bekæmpelse laver TV2 faktisk showet forholdsvist gratis, men de får refunderet nogle af deres udgifter. Fair nok i min bog. Havde det nu været DR, der havde stået for alt det her, så var sagen en helt anden. De får vores licenskroner, så skulle selvfølgelig ikke tjene penge på det. 

“Andre sygdomme er mindre prestigefyldte og det er uretfærdigt, at cancer får så mange penge via indsamlingen”, læste jeg et sted. Jeg vil aldrig kunne forbinde ordet “uretfærdigt” med tilførelse af midler til bekæmpelse af sygdom. Det er uretfærdigt når mennesker bliver ramt af svær sygdom, men ikke, at der bliver indsamlet penge til det. Og hvis man synes, at der er en skævvridning i hvilke sygdomme, der får opmærksomhed, så må man da hjertens gerne være med til at skabe opmærksomhed andre steder også. 

Her til sidst er der kun at juble over, at vi i år samlede endnu mere ind end sidste år. Sådan, Danmark !!!!! 

Knæk Cancer – sammen med andre bloggere …

DKBloggerKnækkerCancer

 

Del budskabet og vær med …

Husk hashtagget #‎DKBloggersKnækkerCancer‬

Sammen kan vi gøre en masse. Støt vores indsamling ved at klikke på billedet. Du kan også hjælpe ved at dele dette blog-indlæg på alle de sociale medier, du er med på. 

Facebook det – tweet det – insta det 🙂 .. 

Hvis du vil have billedet i den bedste opløsning så skriv endelig og jeg kan maile det til dig – eller kontakt Jeanette, der er en af “bagkvinderne” 🙂 

Lettelse krydret med frustration …

For nogle år siden blev jeg ringet op af en veninde. Hun havde netop fået konstateret søvn-apnø, og mente, at jeg skulle bliver undersøgt for det samme, da jeg i længere tid havde klaget over en del ting, som hun nu kunne kæde sammen med denne lidelse.

 

Jeg talte med min læge om det, men han mente ikke, at det var noget jeg skulle bekymre mig om, selvom jeg og google var ret enige om, at jeg havde de rette symptomer. 

 

Årene er jo så gået – jeg er blevet mere og mere træt. Har ikke haft problemer med at sove op til 16 timer i døgnet, og har været totalt energiforladt i de vågne timer. Ofte sker det, at når jeg vågner hen på formiddagen og rækker ud efter min mobil for at tjekke uret, så er jeg faldet i søvn igen inden jeg har set, hvad klokken er. 

 

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så fik jeg for en måneds tid siden “overtalt” lægen til, at jeg fik en henvisning til en ørelæge. 
I torsdags var jeg så oppe og få udleveret maskineriet, jeg skulle sove med om natten. Fredag morgen klokken så-tidligt-at-det-for-mig-stadig-var-nat, fik jeg foretaget en prik-test hos sygeplejersken, for at udelukke allergi, og bagefter fik jeg så resultatet af sove-testen ved en samtale med ørelægen. 

 

Da han kaldte mig hen til computerskærmen og begyndte at forklare resultatet, blev jeg chokeret. Det var han vist også lidt. Testen viste, at jeg under min søvn – som varede 6½ time – var holdt op med at trække vejret 685 gange. Det er 105 gange i timen – altså næsten 2 gange hvert eneste minut. For lige at gyde endnu mere olie på de rørte vande (som snart også kunne ses i mine øjne) kunne han se, at mit længste vejrtrækningsstop havde varet 55 sekunder. 

 

Så græd jeg! Både af lettelse over, at der var en forklaring på, at jeg har haft det som jeg har, så jeg ikke bare har bildt mig noget ind, men også af forskrækkelse over, at jeg hver gang jeg sover, slet ikke får ilt nok til hjernen. Ikke noget at sige til, jeg har været bange for, at jeg var ved at udvikle demens e.lign. fordi jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at læse en bog, har følt at mine læsefærdigheder generelt var røget tilbage på 5. klasses niveau og bare ikke har orket ret meget. 
Diagnosen blev: ekstrem søvn-apnø. 
Første skridt blev, at jeg med det samme fik at vide, at jeg ikke må køre bil før jeg er i behandling. 
Andet skridt blev, at ørelægen har skrevet “haster” på min henvisning til Silkeborg Sygehus, hvor jeg skal ud 2 gange, så behandling kan sættes i værk hurtigst muligt. 

 

Nu har jeg haft et par dage til at tænke tingene igennem. 

 

Jeg er stadig lettet over, at der er fundet en forklaring. Samtidig er jeg ked af, at jeg skal døje med sådan noget resten af mit liv. Resultatet bliver sandsynligvis, at jeg skal sove med en maske på, som blæser ilt ind i min næse, så hjernen får ilt under søvnen. Det vil gøre, at jeg ikke vågner 2 gange i minuttet fordi jeg ikke kan få luft, og det vil give mig en søvn, der rent faktisk gør, at jeg bliver udhvilet af at sove og ikke, som nu, mere træt. Det er en 100% nødvendig behandling, fordi kroppen lige nu har 3 gange så høj risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme, diabetes II, blodpropper, hjerneblødninger og slagtilfælde. 

 

Jeg er også frustreret og en smule bitter. 
Frustreret over alle de mennesker, der gennem årene har sagt til mig, at grunden til, at jeg er så træt er, at jeg sover for meget, at jeg er doven og mere i den dur. Det har ikke skortet på gode råd til, hvad jeg bør gøre så jeg overkommer mere. 

 

Bitterhed kan man ikke bruge til noget konstruktivt, men jeg mærker den nu alligevel. Jeg er bitter over, at min læge ikke har tænkt ud af boksen når jeg har nævnt mine symptomer – og især når jeg helt specifikt har nævnt denne lidelse. Mange hjerneceller er gået tabt og mange unødvendige lidelser har været en del af min hverdag i mange år fordi jeg ikke er blevet taget alvorligt. At man har psykiske problemer gør ikke, at alt kan puttes i den kasse, der står “psyke” på .. øv… 

 

Mit håb er nu, at den rette behandling vil give mig så meget overskud, at jeg kan få gjort noget ved min vægt. At have for meget fedt på kroppen gør i hvert fald ikke, at luftvejene har det nemmere. Mit ønske er at kunne komme i et forløb, hvor der både er en diætist og nogle træningsmuligheder, hvor personalet har erfaring med angst, så jeg kan blive hjulpet når kroppen skriger “flygt”, som den jo gør, når den er aktiv. 

 

En ny begyndelse – et nyt, og bedre, liv….. 

 

Fakta om søvn-apnø: Taget fra siden om søvnapnø

Når man sover, slapper musklerne i kroppen af. Det gælder også musklerne i de øvre luftveje (næsen, munden og svælget). Hvis de slapper for meget af, kan luftvejene blive forsnævrede. Dette får mange til at begynde at snorke. Somme tider bliver det også svært at trække vejret.

Hvis luftvejene bliver helt tillukkede, opstår en pause i vejrtrækningen, dvs. en såkaldt apnø. Vejrtrækningspausen kan vare fra 10 sekunder og op til ét minut. Obstruktiv søvnapnø er den hyppigste form for søvnapnø og indebærer, at man har gentagne vejrtrækningspauser, når man sover. En del personer har hundredvis af pauser.

Under vejrtrækningspausen falder blodets iltindhold. Hjernen reagerer med at vække personen, så vejrtrækningen starter igen. Denne reaktion sker helt automatisk. Personen kan normalt ikke huske de gentagne opvågninger, når han eller hun vågner om morgenen.

Ud over at søvnen forstyrres, er kampen for at få vejrtrækningen i gang efter hver apnø meget trættende for kroppen. Det nedsatte iltindhold i blodet medfører, at hjertet skal arbejde hårdere, og såvel blodtrykket som mængden af stresshormoner øges. Uden behandling vil de skadelige indvirkninger ophobes, nat efter nat.

Symptomerne:

Snorken, fordi luftvejene blokeres fuldstændig
Vejrtrækningspauser under søvn, der kan vare fra 10 sekunder til op til ét minut
Udtalt træthed om dagen
Hyppige opvågninger, som personen normalt ikke husker er sket
Mange natlige toiletbesøg
Kvælningsfornemmelse
Mareridt
Nattesved
Hovedpine
Koncentrationsbesvær
Indlæringsproblemer
Irritation
Samlivsproblemer
Vægtproblemer
Depression
Forhøjet blodtryk
Smerter i kroppen
Astma og allergier

 

Risici ved ubehandlet søvnapnø:


Forskningen producerer flere og flere beviser for, at søvnapnø kan sættes i forbindelse med en række alvorlige sygdomme. Hvis vejrtrækningspauserne ikke behandles, kan de på længere sigt føre til andre sygdomme, som f.eks. forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, slagtilfælde og diabetes.

Personer, der ikke sover godt, har også sværere ved at tåle stress og løber en højere risiko for arbejdsulykker. Af samme grund er søvnapnø en stor risikofaktor, f.eks. når det drejer sig om bilulykker, især ved langvarig, ensformig kørsel.

Forhøjet blodtryk
Flere og flere undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem søvnapnø og forhøjet blodtryk. Mere end 35 % af alle med søvnapnø har et blodtryk, der overstiger grænsen for, hvad der anses for normalt (140/90 mmHg).1 Omvendt regner man med, at 30 % af alle personer med forhøjet blodtryk har søvnapnø. Antallet stiger til 83 %, hvis man også medregner personer, for hvem det ikke er lykkedes at sænke blodtrykket trods behandling med tre eller flere lægemidler.2

Behandling af søvnapnø fører i mange tilfælde dermed også til en sænkning af blodtrykket.

Hjerte-karsygdomme
Søvnapnø indebærer en stor belastning af både hjertet og dets funktion. Ubehandlede vejrtrækningspauser kan på længere sigt føre til vedvarende skader på blodkarrene og de andre organer, der styrer blodcirkulationen i kroppen. Forhøjet blodtryk, forstyrret hjerterytme, hjertesvigt og øget risiko for hjerteinfarkt og slagtilfælde er nogle eksempler.

Når søvnapnøen behandles, mindskes også belastningen af hjertet og blodkarrene.

Slagtilfælde
Søvnapnø kan øge risikoen for slagtilfælde. Faktisk menes det, at mere end 60 % af alle, der får et slagtilfælde, også har søvnapnø.3 Chancen for, at man kommer sig igen efter et slagtilfælde, er også mindre, hvis man samtidig har søvnapnø.

Rehabilitering kræver energi og motivation, hvilket kræver, at søvnapnøen bliver behandlet.

Diabetes
Det er blevet beregnet, at ca. 60 % af alle type 2 diabetikere har søvnapnø.4 Undersøgelser viser også, at søvnapnø kan være en årsag til type 2 diabetes ved at bidrage til øget insulinresistens.

Diabetikere med søvnapnø oplever ofte en hurtig forbedring af deres diabetes, når vejrtrækningspauserne behandles.

Overvægt
Overvægt er ikke kun en vigtig risikofaktor for udvikling af søvnapnø (op til 40 % af alle overvægtige personer risikerer at få søvnapnø).4 
Mange gange bliver søvnapnøen også en del af en ond cirkel, hvor personen, der føler sig træt, spiser for at holde sig vågen, tager på i vægt og dermed forværrer søvnapnøen. Trætheden gør det også svært for personer med søvnapnø og overvægt at have overskud til at ændre deres kost- og motionsvaner.

Behandling af søvnapnø kan hjælpe mange overvægtige med at få den energi, som er nødvendig for at kunne starte et mere aktivt og sundt liv. Antallet af vejrtrækningspauser reduceres ofte væsentligt og kan i visse tilfælde helt forsvinde ved vægttab.

Stress
Personer med søvnproblemer synes ofte, at livet er stressende. Oplevelsen af stress øger også risikoen for søvnproblemer.5 For en person med søvnapnø kan det hele blive en ond cirkel.

Smerte
Kronisk smerte kan være en grund til, at man sover dårligt, men det kan også være omvendt. I en undersøgelse, der for nylig er blevet offentliggjort, noteredes tre gange højere risiko for at udvikle kroniske smerter hos personer, der oplever, at de ikke er udhvilede, når de vågner om morgenen6.

Til fare for andre på jobbet og i trafikken

Trafikulykker
Undersøgelser viser, at en person med søvnapnø løber syv gange højere risiko for at komme ud for en bilulykke.7 Søvnmanglen gør, at en person med søvnapnø kan være lige så farlig bag rattet, som en person der kører med alkohol i blodet.8 Professionelle chauffører og andre, der også tilbringer lang tid i bilen, løber selvfølgelig højere risiko. Risici i trafikken indebærer desuden ikke kun fare for den, der falder i søvn, men også for medpassagerer og de øvrige bilister, cyklister og fodgængere på vejen.

Arbejdsulykker
Manglen på nattesøvn fører ofte til, at man føler sig søvnig om dagen. Indimellem kan man endda falde i søvn, hvilket kan indebære store farer, især på arbejdspladser, hvor manglende koncentration kan resultere i en ulykke. Det gælder f.eks. inden for procesindustrien, overvågning og patientpleje m.v. samt ikke mindst erhvervschauffører, piloter og andre inden for transportindustrien.

Hvordan behandles søvnapnø?
Der findes i dag forskellige muligheder for behandling af søvnapnø. Hvilken behandling der vælges, beror på sygdommens sværhedsgrad, patientens alder, andre sygdomme (især hjerte-karsygdom) og eventuelle fysiske abnormiteter i næse og svælg.

Den behandling, der bruges hyppigst, og også er mest effektiv, er med et CPAP-apparat og en maske, men lettere tilfælde kan også behandles med snorkeskinne. Kombinationsbehandling bruges også. Man plejer i dag at undgå operation, men i tilfælde af fysiske hindringer, kan operation være nødvendig.

Nødvendigt ego-trip …

dfghj

(ansigtsmaske fra Matas)

 

Mandag måtte jeg tage skeen i den anden hånd og meddele mine omgivelser – og især mine børn – at jeg er nødt til at sætte nogle rammer op for mig selv, hvor det er tilladt for mig, at jeg ikke konstant står til rådighed for hvem, der nu har brug for at tale med mig om et eller andet. 


Min terapeut fik mig overbevist om, at jeg er ved at blive rigtig syg – af stress. 


Nu må du undskylde, at jeg spørger. Jeg har stor respekt for din terapeut, men ….. ” siger min voksne søn, og fortsætter: “Du arbejder ikke og har hele dagen for dig selv. Hvordan kan du blive stresset?” 


Spørgsmålet kommer da jeg ringer til ham og fortæller, at for fremtiden er min mobil sat på lydløs efter kl. 21.00. De nye rammer indebærer også, at jeg fremover kan finde på at sige, at jeg lige er i gang med noget så jeg ikke kan tale nu, men vil ringe tilbage senere. 


Jeg kan sagtens følge ham i hans spørgsmål, for jeg har da selv tit tænkt, at jeg har de allerbedste betingelser for ikke at blive plaget af stress. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Kroppen fortæller mig noget andet. 


Min krop og min hjerne bliver stresset af hele tiden at være på standby. Konstant står jeg til rådighed, via mobilen og facebook, for mine børn. Naturligvis gør jeg det ! Jeg føler jo, at jeg har en evig gæld til dem, fordi vores liv (deres og mit) ikke har været levet sammen 24/7 i mange år. Jeg skylder dem, at de altid kan få fat i mig og diskutere ting og sager, spørge mig til råds, læsse af når noget går dem på osv. 


Min terapeut og jeg arbejder på denne skyldfølelse, for den dræner mig for energi og giver ikke min krop og hjerne ro. Jeg skal indse, at mine børn er voksne nu og jeg skal tro på, at jeg har været med til at give dem så meget ballast, at de sagtens kan klare sig selv og underholde sig selv på en kedelig efterårsaften. 


Så nu er min mobil sat på lydløs efter kl. 21 og nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv, som gør mig godt. 


Som billedet viser forkæler jeg i aften min hud. Det gør jeg nemlig alt for sjældent – og i min alder er det vist ikke spor for tidligt at sætte ind mod begyndende rynker og træt og trist hud. 


Det er noget helt nyt, at jeg udstiller mig selv – og så med sådan et billede – gosh !!!


Men nu gider jeg ikke længere gemme mig. Livet skal nydes og opleves og mine læsere slipper ikke for at se på det. Basta !!