Don’t Grow Up – It’s A Trap !!

Jeg er vokset op i et hjem med faste rutiner. Frokost kl. 12 og aftensmad kl. 18 – sharp!!
Det var nødvendigt for at få hjulene til at køre. Min far havde noget nær en mia. hektar jord selv, og samtidig havde han maskinstation og udførte dermed også rigtig meget markarbejde for andre. Han måtte vide nøjagtigt, hvornår min mor kom med frokost, hvornår hun kom med eftermiddagskaffe, hvornår hun kom med aftensmad og, i de travle perioder, også hvornår hun kom med aftenskaffe.
Det primære, for at spilde så lidt tid på pauser som overhovedet muligt, var planlægning. Der er stadig stor underholdningsværdi i familien, når vi taler om, hvordan min far kunne spise en halv rundenom i én mundfuld, fordi han jo skulle videre.  
Min mor var også nødt til at have faste rutiner for at kunne have maden klar, samtidig med, at hun havde os 3 børn, der er født indenfor godt 3 år.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drømme om at flytte hjemmefra. Ikke fordi jeg ikke kunne li’ at bo hjemme, men jeg havde en udlængsel og jeg havde et stort behov for bestemme selv. Et sted, hvor ingen skulle bestemme, hvornår jeg skulle rydde op, hvornår jeg skulle gå i seng, om jeg måtte sove med lyset tændt, hvem jeg måtte være sammen med og nok mest af alt – hvor jeg ikke skulle være med til at lave markarbejde. At pille sten og flyvehavre er nok bare noget af det, der ligger længst fra drømmene om at være i et pulserende storby-liv. 

Nogle børn, der vokser op på landet kan slet ikke se sig selv bo i en by, men jeg ville ind til byen og bo, og jeg ville ud i verden. Den nærmeste større by i min barndom var Næstved, og jeg var lykkelig da jeg begyndte på gymnasiet, og kunne tage en senere bus og bare gå og kigge på vinduer og mennesker.  Jeg knoklede samtidig med 3 fritidsjobs for at få råd til alle de ting, jeg gerne ville. Ugens højdepunkt var når jeg fik lov til at tage på disco med nogle veninder. Jeg elskede at møde nye mennesker og én ting var helt sikker – jeg var blandt de allersidste, der gik hjem hen på den tidlige morgenstund. 

Jeg begyndte at slå mig i tøjret. Eftersom jeg var den ældste har jeg nok været noget af en mundfuld for mine forældre. Jeg elskede friheden i byen og blev vred af skuffelse, når der blev sagt nej. Mange tårer er trillet på den konto. 

Jeg længtes efter at blive voksen. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme og selv at have ansvaret for mine handlinger og min hverdag. 

Jeg skulle blive klogere !

Da jeg endelig stod i den situation, at jeg var “voksen” og havde mit eget liv, blev jeg så overvældet, at jeg blev skræmt. 

Jeg var lige fyldt 30. Var gift og havde hele pakken. Villa, vogne og 2 vidunderlige små børn. Efter diverse barsler og forældreorlove havde jeg også fået det, jeg troede var mit drømmejob. I mine tanker var jeg den travle mor, der klarede jobbet i dagtimerne, hentede børn, lavede mad, puttede børn inden jeg tog til bestyrelsesmøder i børnehave og vuggestue. I weekenderne så vi venner og familie og mødregruppen blev der også holdt liv i jævnligt. 

*SKRALD* sagde det bare en dag, og klappen gik ned. Lige der midt i køen i Føtex. Dér stod jeg og rystede som espeløv, svedte og troede, at jeg skulle dø. Jeg fik bakset mig selv hjem i seng og der lå jeg i de næste 3 måneder. Jeg turde ikke gå udenfor en dør og de migræneanfald, som var begyndt et par år før, kom nu hyppigt. (I dag kan jeg se, at det var et vink med en vognstang). 

Ansvaret for det hele var blevet større end min psyke kunne klare. I mange måneder trak jeg stikket ud – eller jeg var tvunget til det, for min krop og hjerne ville slet ikke samarbejde. Jeg skiftevis sov og græd, og min mor eller barnepigen hentede børnene næsten hver dag. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ønskede bare at sove fra alt ubehaget og alle tankerne, men jeg turde heller ikke sove, fordi jeg var bange for, at der skete mig eller børnenes far noget, så de var helt alene i verden. 

Angstanfaldet i Føtex blev begyndelsen til enden. Et år efter var jeg skilt og boede i en lejlighed tæt på mit tidligere hjem. Mange svære valg blev truffet – bla. at børnene blev boende hos deres far. Han kunne blive boende i huset og jeg kunne slet ikke bære, at de skulle rives ud af deres trygge hverdag og flytte i lejlighed med mig. Oven i købet var jeg i denne periode totalt ustabil psykisk og levede med daglige angst- eller migræneanfald. 
Det var en beslutning, der blev mødt med mange forskellige meninger, og det er en beslutning som jeg, den dag i dag, stadig kan stille spørgsmålstegn ved. I mit hjerte ved jeg, at det var det bedste, men tro mig, at mine tanker næsten dagligt har stillet spørgsmål som “var det nu det rigtige?”, “kunne du ikke ha’ taget dig lidt mere sammen?” osv. osv. 

14 år er gået.
14 år, hvor jeg dagligt kæmper min egen seje kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv. 
14 lange år, hvor jeg hver dag har savnet at være en “rigtig” mor for mine børn. 
14 år, hvor jeg har hadet betegnelsen “ansvar”, for jeg fik større ansvar end jeg kunne klare. Jeg tog et større ansvar end min krop kunne holde til. Den sagde fra på en så ubehagelig og grim måde. 

Åh, hvor har jeg grædt mange tårer, og hikstende forklaret min terapeut, hvor uduelig jeg føler mig, når jeg ser på min nuværende situation. 45 år, single, mine børn bor ikke hos mig, jeg er førtidspensionist, jeg udnytter slet ikke al den tid, jeg har til rådighed, jeg melder fra til et utal af familiearrangementer og mange dage er jeg så angst, at jeg ikke engang kommer ned ad trappen og tømmer min postkasse. 
Og hvor er det en sej kamp at finde tilbage til, at jeg er nødt til at tage ansvar igen.

Jeg sammenligner mig selv med alle !! og jeg mener virkelig alle. Først og fremmest mine søskende. De står som noget nær perfekte i mine tanker. Fast forhold, gode jobs, gode lønninger, skønne børn, overskud til at lave en masse sammen med deres børn osv. osv.
Dernæst alle jeg ser på gaden (ser dem fra min altan). Jeg ved godt, at man ikke skal dømme på det objektive, men det sker så automatisk i min hjerne, at jeg slet ikke når at følge med. Det arbejder vi meget på i min terapi.

Wow – det var altså det, som voksenlivet havde til mig. 

Godt jeg ikke vidste det, da jeg som 16-årig ikke kunne blive voksen hurtigt nok !!

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.