Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

Kan det være rigtigt, at man skal være udstyret med en hel værktøjskasse eller lange negle for at få et glas kakaomælk? 

Er jeg den eneste, der synes, at Tetra Pak skal tjekke nogle af deres medarbejderes syn en ekstra gang?

Jeg er alvorligt bekymret for, at der står en ved en maskine, som er blevet lidt vindøjet. Det synes jeg bestemt, at Tetra Pak bør tage alvorligt og få undersøgt – hurtigt. 

Nu har jeg – for Gud ved, hvilken gang – siddet og bakset med at få hul på en liter kakaomælk. Den fine, lille snip man skal hive i, for at trække folien væk og åbenbare de liflige dråber, knækker halvvejs. Hvad gør man så, hvis man ikke, som jeg, har lange negle? – Her kommer værktøjskassen ind i billedet. Men den rest af folie, der er tilbage er genstridig og slet ikke nok til at få afdækket hullet i kartonen.  Desuden sidder den fast under plastik-kappen. 

Nu begynder panikken at brede sig hos den kakao-krævende forbruger. 

En negl bliver taget i brug (eller et stykke værktøj). Der kommer hul i folien og neglen får nu en tur hele vejen rundt langs kanten for at få åbningen stor nok til, at kakaoen ikke plasker ned i glasset, så man også skal til at tørre de dråber op, der lander udenfor. 

Ak – i den ene ende af de her kanter er der lavet takker. Smart nok – hvis altså man kunne få trukket folien af i ET stykke og så kunne benytte de her takker til at skære folien helt af med. Mindre smart, når den nylakerede negl rammer takkerne. 

Panikken blandes nu med ærgelse. 

Tænk, at der skal være så meget bøvl og så mange frustrationer – bare for at få et glas kakaomælk. 

Så kan de altså påtrykke det her billede nok så mange steder på kartonen: 

Ansvarlige kilder? Hva’be’ha’r

Det er sq ikke i orden!!! 

Kender du den der type, der bare ved alt ? 

Når man bevæger sig meget på nettet og de sociale medier vil man slet ikke kunne undgå at se ting, som man helt automatisk forholder sig til. Man kan heller ikke undgå at støde ind i mennesker, som kan få én op i et felt, der kan blive faretruende rødt. 

Jeg forvandler mig dagligt til en offensiv drage, der bare MÅ spy noget ild ud. 

Jeg er med i flere grupper på Facebook, som omhandler de problemer, jeg selv tumler med i mit liv – bl.a. angst. Her udveksler vi erfaringer og spørgsmål omkring vores lidelse. 
Heldigvis er der nogle, der kommer ud på den anden side – i kortere eller længere perioder, men for pokker, hvor bliver nogle mennesker bare alvidende og belærende, når de føler, at de har set lyset. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke under dem, at de har det bedre – tvært imod – jeg synes bestemt, at det er fedt. Mindre fedt er det dog, at de nu mener, at de kan vejlede andre omkring medicin, alternative metoder og terapi. 
Det positive her er dog, at jeg har lært at vælge mine kampe. I stedet for at argumentere imod, har jeg fundet vejen til “fjern ven”-knappen. Sikke en velsignelse det er, at man ikke konstant får kastet personer i hovedet, hver gang man logger på Facebook.

Det forgående afsnit kommer til at stå i skærende kontrast til det jeg skriver nu, for jeg vil faktisk påstå, at jeg er blevet mere rummelig. Ja, ja, bær over med min dobbelthed 😉 

Før jeg blev syg, var jeg af samme støbning, som de mennesker, der lever sit liv på nationen! (Ekstra Bladets kommentar-forum). Ikke videre flatterende. Havde nogen hovedpine, var min tanke: “tag to panodiler og kom videre”. Var nogen på kontanthjælp, var min tanke: “Der er job til alle, der gider at arbejde” osv. osv. 

Min sygdom har gjort mig mere rummelig, så på det plan er jeg faktisk taknemmelig over, at jeg blev syg. Jæbz – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Måske er ‘rummerlig’ ikke helt det rette ord, for jeg rummer jo ikke alle mennesker. Jeg har i hvert fald meget svært ved at rumme dem, der nedgør andre. 

I dag stiger mit blodtryk gevaldigt, når jeg oplever, at nogle mennesker ser ned på andre. Det kunne ikke rage mig mere, hvorfor folk er, hvor de er. Det, der rager mig er, hvilken personlighed de har. Jeg dømmer ikke folk på, hvad de ser i TV, hvordan de bliver aflønnet, deres politiske ståsted, deres religion eller hvilken sexualitet de har. Jeg dømmer på, hvordan de opfører sig overfor andre mennesker og især, hvordan de opfører sig overfor dem, der har det svært i livet.

Som Nik & Jay synger: “Dem du møder på vej op møder du på vej ned” – og en del møder du såmænd nok også igen selvom du går ligeud.

Når jeg læser kommentarer til diverse artikler, der bliver delt på Facebook, så er det, at jeg forvandler mig til dragen. Jeg bliver grebet af uretfærdigheden og den manglende empati. Jeg bliver grebet af folks egoisme og den stærkt voksende “mig-mig-mig-mentalitet”.
Det slår knuder i min mave, når nogle mennesker bare slet ikke kan se tingene ovenfra og går efter manden i stedet for bolden. Mange af dem har såmænd ikke engang læst artiklen før de har lavet en maveplasker på tastaturet og fået trykket de grimmeste ord ud, som de kender. Ordene er tilmed ofte møntet på andre, der har skrevet en kommentar – gosh!. 

Men ak, det er jo ikke fordi vores politikkere går foran med et godt eksempel. Der er åbenbart gået sport i, at være det parti, der træder mest på dem, der ligger ned i forvejen. Jæbz – min politikker-lede er i den grade intakt – og den officielle valgkamp er ikke engang startet endnu. 

Jeg er sq lidt stolt af mig selv på det her punkt. Jeg elsker at debattere, men jeg kan altså godt få min mening frem uden at skulle træde andre helt ned under de gulvbrædder, der allerede er rådne. Jeg har været heldig – ja, det er man jo nu til dags – for jeg har kun én gang fået tilsendt en “sviner” i min indbakke efter, at jeg har kommenteret et sted. Tak for “bloker-knappen”!! 😉 

Det blev til en blandet landhandel her i en sen nattetime 🙂 

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.