Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂 

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

… ” vi ku’ blive, hvad som helst vi to
       men skyerne hænger, lavt på himlen nu ” …

Jeg sidder og lytter til melankolske sange med Rasmus Walter mens tankerne vandrer og jeg forsøger at få dem ned i ord. 

… ” ku’ vi ligge og drive lidt med tiden nu, 
       uden at tænke på at tænke, bare holde ud ” …

Min krop er ved at vågne. Min hjerne er ved at vågne. 
De har rottet sig sammen og danser jive i mit sind og i mine knogler.
Jeg forsøger, at følge med i de vilde rytmer. Jeg vil gerne være sammen med dem, og jeg ved, at vi tre kan nå uanede højder ….. sammen. 

… ” jeg følger dine bevægelser, og prøver at regne dig ud,
       men dit udtryk er stille, det’ som om du flyder ud “…

Udenpå er kroppen stiv og enhver bevægelse går imod den indre dans. Det gør mig svimmel og giver mig kvalme. Det gør mig anspændt og fodrer min angst. Lydene er hule og utydelige i min boble, hvor kun en syngen for ørerne trænger klart igennem. Knoglerne gør ondt, hver gang jeg ikke blot sidder i min stol. Lænden værker når jeg går og nakken knaser når jeg drejer hovedet. Tankerne løber marathon og kæmper for at nå først frem, men de kommer alle over målstregen samtidig og et målfoto er nyttelyst, for de er allerede på vej mod startlinien igen. 

… “jeg har løbet, for at komme væk herfra, 
      men du er svær at slippe, selvom jeg ikke holder fast i noget ” …

Det er svært at slippe noget velkendt – uanset, hvor lidt godt det gør for os. Det vi kender ligger på rygraden – slået fast med syv-tommer-søm, og kommer frem så snart det har mulighed for det. Ubevidst holder vi fast i det, fordi det er noget vi kender. Kroppen holder fast i det. Hjernen holder fast. Altså holder jeg fast. 
De nye spor var ikke nået at blive dybe nok til at jeg valgte den vej da jeg tog hul på det nye. Jeg er røget lige lukt ind på den gamle, velkendte og dog så uønskede vej. 

I morgen skal jeg i terapi. Jeg glæder mig og frygter det. Det bliver hårdt at sidde der med følelserne udenpå tøjet og angsten, der kører slalom på alle bakkerne i hjernen, på alle knoglerne og gennem hver en åre i min krop. 

Men jeg vinder …. basta !!!!

Når man er angst og/eller deprimeret kan det gå ud over ens hukommelse !!

Den er jeg helt med på, men hvorfor er det så lige, at min hjerne ikke glemmer at være angst?
Jeg synes faktisk godt, at min hjerne kunne gøre mig den tjeneste, når nu den gladeligt lader mig glemme aftaler og koder. Den lader mig også have problemer med at læse og bytter rundt på bogstaver og ord, så jeg nogle gange føler mig som en dement på 137 år. 
Men angsten – den er åbenbart blevet lagt i allerforreste rum så den ikke bliver glemt.

Jeg har gennemskuet min hjerne. Den er simpelthen en lille, trodsig pige på 5 år, der kræver, at min opmærksomhed bliver lagt lige der, hvor hun vil ha’ det. Og hun har bestemt, at vi skal være bange – ja, faktisk har hun bestemt, at vi skal være bange for at blive bange.

Mine terapeuter gennem tiden har alle sagt, at det er fordi min hjerne er pænt veludviklet og gennem livet har tænkt sig ud og ind ad situationer.
Men nu skal jeg lære at mærke – ikke tænke, men mærke!

Det bliver hårdt arbejde at få det lært. Angsten har jo netop lært mig, at jeg ikke vil mærke noget, for når jeg mærker min krop, så er det jeg bliver angst.
Og når jeg er angst, så tager jeg vare på den lille pige indeni. Så får hun den opmærksomhed hun kræver. Nu bliver kunsten så, at give hende den uden at give køb på mig selv og mærke ubehag.

Jeg glæder mig til min næste terapi. Der skal vi arbejde med at give slip på det kæmpe behov jeg har for anerkendelse fra en person, som med alt tydelighed har vist, at han ingen interesse har i mig. Jeg har altid troet, at blod var tykkere end vand, men jeg skal have lagt låg på en drømmeverden, som aldrig kan blive sand.

Og jeg skal mærke det helt ind i mit hjerte !!! 

Som et lille barn, der glæder sig til juleaften, så meget glæder jeg mig til i morgen.

Jeg skal have terapi efter en god sommerpause. Jeg skal have vendt mit hjerne, så jeg finder styrken til at fastholde min gode udvikling. 

Den sidste uges tid har jeg mærket rigtig meget, at jeg har kørt i et højt gear sommeren over. Ikke at jeg er ked af det – slet ikke – men jeg har brug for nogle værktøjer til at huske mig selv og huske at geare ned en gang imellem. Erfaringen har jo vist mig, at jo højere jeg flyver, jo dybere falder jeg, og jeg er slet ikke klar til at falde. Jeg skal bare lige have lidt hjælp til at takle det hele på en mere hensigtsmæssig måde, så jeg selv styrer “faldet” så det ikke slår så hårdt. Drømmen er jo, at jeg med tiden kan styre helt udenom faldet; at jeg lærer at passe på mig selv indimellem, så jeg slet ikke falder – det kunne være så fedt!!

Jeg har nydt at kunne en helt masse igen, men min kloge hjerne har banket på den sidste uges tid og fortalt mig, at der er noget jeg skal have ændret.
Angsten har vist sit grimme ansigt – ikke helt så tydeligt som den plejer, men klart nok til, at jeg slet ikke er i tvivl om, at den gerne vil have min opmærksomhed. Det skal den også nok få, men på mine præmisser.

Så jeg glæder mig til, at jeg skal mødes med min terapeut i morgen, for jeg ved, at hun er den, der kan hjælpe mig allerbedst.  

*Musikken drøner ud af stamdiskotekets højttalere. Rummet er fyldt med glade mennesker, der hygger sig i hinandens selskab. Jeg kommer op i baren efter en tur på dansegulvet og mit blik fanger den her høje, mørkhårede fyr med de flotteste øjne, jeg til dato har set. Mine øjne fanger hans et kort sekund, men genert som jeg er, skynder jeg mig at kaste blikket videre rundt i lokalet. Da jeg kort tid efter kigger efter ham igen er han væk.
Lidt efter tager jeg den sædvanlige “runde” til de nærliggende dansesteder og får et sug i maven, da jeg ser ham et af de steder. Før jeg ved af det danser vi tæt og aldrig – hverken før eller siden – har mit hjerte hamret så hårdt og mine sanser været så modtagelige. Natten forløber som den slags møder ofte gør – og sådan fortsætter det i nogle måneder – vi mødes i byen osv….. *

Nogle mennesker behøver kun at være i ens liv ganske kort for at sætte et livslangt fodtryk, og her i sommervarmen koger min hjerne over med minder – fodret af opdagelsen om, at denne mand har været ledig på markedet for ganske kort tid siden.

Nogle mennesker vil sikkert synes, at jeg her krænger lige lidt for meget ud omkring mig selv. Andre vil mene, at det er spild af tid at hænge sig i noget, der skete tilbage i 1988.
Selv mener jeg, at det jo er min fortid, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Alt hvad jeg har oplevet på godt og ondt, har været med til at skabe min nutid.

Tiden med denne fyr har, set i bakspejlet, lært mig rigtig meget. Flere ting ville jeg måske aldrig have lært at værdsætte – såsom bandet D.A.D. eller, at SIF er et fodboldhold, man for altid har i hjertet. Jeg ville nok heller ikke have lært at sætte så stor pris på en tur forbi bagerens bagdør på vej hjem fra byen, og den glæde, der faktisk er ved at gå hånd i hånd over banelegemet med en pose rundstykker og en liter kakaomælk.
Jeg har også lært, at “You Only Live Once” og vil ikke igen lade tilbageholdenhed lade et forhold løbe ud i sandet, fordi jeg ikke tør springe ud i at fortælle, at jeg ønsker mere.

*Jeg sidder på radiatoren på stamdiskoteket. Han er der også og bemærker, at jeg er usædvanlig tavs. Jeg føler mig trist fordi jeg gerne vil tage forholdet et niveau op og lære ham at kende i hverdagen også. Vi har jo “kun” weekenderne sammen og jeg kan mærke, at jeg vil så meget mere. Han kommer hen flere gange og snakker lidt og på et tidspunkt spørger han, hvad der er galt. Jeg svarer, at jeg bare er lidt trist. Jeg føler, at han ved præcis, hvad jeg tænker for næste spørgsmål er: “Fortæl mig, hvad det er du gerne vil”, men min frygt for at blive afvist får mig til at sige, at der ikke er noget* 

Er det ikke bare så velkendt? At man ikke tør !

Det er bare slut med ikke at turde springe ud i noget, som jeg virkelig har lyst til. At sidde her et kvart århundrede senere og fortryde er simpelthen for dumt. 

Jeg deler lige et digt med jer, som jeg skrev tilbage i 2004. Ingen grund til at pensle ud, hvem det handler om, men det viser jo også, at den her fyr har været i mine tanker lige siden……. 

YOLO – husk det !! 

De siger, jeg blot skal vende den anden kind til
men hvad nu, hvis det ikke er det, jeg inderst inde vil
Hvad nu, hvis jeg har lyst til skrige min frustration ud?
råbe dem ind i hovedet – og stikke dem en blodig tud
Råbe til dem, hvor såret jeg inderst inde er
fordi de gi’r mig følelsen, at jeg ingenting er værd

Jeg ved godt, jeg ikke er som mange andre
at jeg ikke kan styre tankerne når de vil vandre
at jeg ikke selv kan tjene til dagen og vejen
men hvad er det galt med blot at være sin egen?

Hvem er det fjols, der har opfundet samfundets kasser?
og hvad med os – der ikke i en boks, sådan lige passer?

Når selvværdet dykker og mørket invaderer sindet
Når tiden med glæde og styrke kun findes i mindet
Hvordan er det så egentlig, at de hjælper mig?
så jeg igen kan finde ind på livets landevej

Er det ved at fortælle mig, at min tilstand kun er en form for pjat?
At dem der virkelig er syge, er dem, der kun har den evige nat
Dem, der er fysisk syge og ikke kan reddes
men ikke mig, hvor kun dårlige tanker konstant spredes

Har I egentlig prøvet at have det ligesom mig?
At føle, at livets lektie nogle gange er alt for sej
Ikke at kunne fatte, at nogen kan elske èn
Ikke at kunne se, hvor man skal sætte sine ben
Hvor hjemmets vægge er det eneste trygge
Hvor ensomhed af og til er den eneste lykke
Hvor glæde og begejstring bare ikke trænger ind
men flyver hen over hovedet som en sagte vind
Det eneste der virkelig trænger direkte ind i ho’det
er alt det man ikke når – ja, alt støvet og rodet
Beskidte ruder ud i mod den pulserende verden
måske perfekt – for så er der ingen, der ser smerten

Den dårlige samvittighed er min bedste ven
Den vender nemlig tilbage – igen og igen
Den kan jeg stole på – for den er ved min side
Hvor ville jeg ønske, det var jer, der kom i tide og utide.

Efter en hård, men meget givende terapi i dag, er der nogle ting, der er faldet på plads for mig. Eller – nogle ting, som jeg skal arbejde med for at de bliver 100% sande for mig. 
Nogle af jer kender måske spejløvelsen. Den går ud på, at man hver dag (gerne flere gange om dagen) stiller sig foran sit spejl og siger noget pænt til sig selv. Det kunne være: “Jeg er god nok!”. Det fungerer nemlig sådan, at jo mere man siger noget højt for sig selv – og til sig selv – jo mere sandt bliver det, for til sidst at være en ny måde at se på sig selv. 

Jeg er ikke god til spejløvelsen. Jeg bliver svimmel når jeg ser på mig selv i spejlet. Det gør jeg fordi mit indre billede af mig selv, slet ikke hænger sammen med den person jeg ser i spejlet. Personen i spejlet skræmmer mig. Personen i spejlet ser ikke ud, som jeg gerne vil have hende til at se ud. Personen i spejlet er ikke den unge kvinde, som jeg stadig tror jeg er – eller som jeg bare så frygtelig gerne vil være igen. Her skal jeg lige have set nogle realiteter i øjnene. 

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. 

Jeg er god til at tænke. Rigtig god til at tænke. Faktisk er jeg så god til det, at jeg tænker mit liv i smadder. Alt foregår i mit hoved og ikke i mine følelser. Jeg mærker ikke mig selv. Jeg mærker ikke efter, når min terapeut stiller et spørgsmål. Jeg tænker mig til svaret – og gerne det svar, som jeg tror vil gøre hende glad og får mig til at fremstå som en god klient. Mens jeg svarer (det som hun sikkert gerne vil høre) tænker jeg videre på, hvad jeg skal svare når hun sikkert spørger om det eller det. Jeg roder mig ud i lange vævende forklaringer for at udstråle, at jeg er helt med på, hvad hun mener. Det er jeg også. Jeg er udemæket klar over, hvor hun vil hen og hvad meningen med det er. Lige indtil hun fanger mig med et spørgsmål eller en sætning, som jeg ikke havde forudset. Det sker som regel lidt inde sessionen, hvor min hjerne begynder at blive en lille smule træt og slappe en lille smule af. BUM ! Så sidder jeg der og aner ikke hvad jeg skal svare, for lige pludselig kan jeg ikke tænke mig til det. 

Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Altså det, der med, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare for at svare “rigtigt”. Jeg ryger ind i nogle automatiske og indgroede tanker om, at jeg er kommet til kort i en diskussion og jeg ikke længere ved, hvad jeg selv mener og står for. Jeg hader at komme til kort. Hader at tabe en diskussion, fordi det får mig til at føle mig dum og mindre værd. 
Jeg føler mig ikke mindre værd i forhold til min terapeut – men tankerne er de samme – jeg ryger ind i noget velkendt. 

Men jeg tænker i stedet for at mærke efter. Mine følelser mærkes ikke automatisk. For det ryger automatisk en tur op i hjernen og så kan jeg hurtigt for tænkt det i smadder. Glæden mærker jeg ikke i maven, for tankerne kører sit eget ræs og de har bestemt, hvordan jeg skal opleve glæde. Det skal jeg nemlig åbenbart ikke, for til glæde hører også sorg, og min hjerne har bestemt, at jeg ikke vil være ked af det. 

Det er hvad jeg lige kan huske her på siddende bag. 

Ved ikke om det giver mening for andre end mig selv, men jeg har virkelig fået noget at arbejde med. Det er super dejligt at vide, at jeg får en terapi, som jeg er 100% overbevist om vil gøre mig velfungerende igen. 

Jeg kan mærke glæden over det – en lille bitte smule – små bitte bobler lige der, hvor jeg har mit helt eget sted ind i brystkassen. Det sted, hvor jeg kan finde ro og det sted, hvor jeg skal mærke følelserne. Stedet er der og det er åbent for mig. Det er her jeg skal finde livets glæder frem igen – ikke i hjernen !! 🙂 

Solen skinner og foråret er kommet. Fuglene kvidrer lystigt lige før solen står op. Alting spirer og verden bliver igen fyldt med farver. Det er jo lige til at blive glad i låget af.

Jeg er bare ikke glad. Mit mørke rum vil ikke lade lyset komme ind – uanset, hvor meget jeg ønsker det. – Uanset, hvor meget jeg synes, at jeg kæmper. – Uanset, hvor mange positive ting, jeg gentager for mig selv i løbet af dagen. 

Jeg har faktisk ikke noget imod modløsheden. Det jeg har noget imod er angstens grimme ansigt, der har limet sig fast på min hjerne. 
Modløshed ved jeg, at jeg kan vinde over. Angsten der imod, det er den, der sætter en stopper for alt, hvad jeg er. Det er den, der får mig ned med nakken – gang på gang. Det er den, der får mig til at blive handlingslammet, og den, der får mig ind i karrusellen med selvmedlidenhed og et hav af fysiske symptomer. 

For hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort forkert, siden at jeg i dag skal have det sådan her? Hvorfor må jeg ikke få lov til at nyde livet? Og hvorfor kan jeg ikke bare sige “f*ck af angst – jeg gider dig ikke”? Hvorfor er jeg så svag, at jeg lader den vinde over mig?

Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, at jeg skal eksponere mig selv. Jeg ved, at jeg skal sætte mig i de svære situationer for at vinde på den lange bane. Jeg ved, at de fysiske ting ikke er “sygdom”, men angstens måde at vise mig sit ansigt på. Jeg ved, at jeg skal starte med de helt små ting og gradvist øge “presset”. 

Jeg ved også, hvor svært det er at stå ud af sengen, når hele verden sejler for øjnene af en. Og jeg ved, hvor svært det er at gå ud i solen, når fortovet på forunderligvis er lavet om til en sti af vat og elastikken kravler helt op omkring hjernen og prøver at mase hals og hoved sammen. Når maven ruller rundt og kvalmen stiger til uanede højder. Når tankerne løber stærkere end deltagerne ved et marathon. Når bare det, at sidde stille i sofaen og dreje hovedet synes som om besvimelsen er lige på trapperne og man føler, at man lige mister et sekund eller to i sin bevidsthed. 

Ja, så er det altså, at jeg synes det er hamrende synd for mig. Det er her, at jeg mister troen på det gode liv. Det er her, hvor jeg mister gejsten for at kæmpe. 

Og det er her, jeg tænker: “Hvorfor lige mig?” 

Dér var igen én af dem. Jeg kan slet ikke undgå at se dem. Uanset, hvor jeg kigger hen, så får jeg øje på dem, ordene. De kloge ord om, hvordan jeg bør tænke. De små belærende sætninger, der på én gang signalerer både styrke og svaghed. Styrke for den, der kan, og svaghed for den, der kæmper for at kunne.

På den gode dag bliver også jeg styrket. 

På den dårlige dag bliver jeg yderligere svækket. Ramt af ordene. Mærker den dårlige samvittighed over, at jeg ikke altid kan få min hjerne til at tænke positive tanker. Ryger ind i den dumme spiral, hvor kroppen reagerer fysisk på mine negative tanker – reagerer på den hammer, jeg er så god til at slå mig selv i hovedet med. Kroppens reaktioner skræmmer mig -> tankerne bliver mere negative -> kroppen reagerer voldsommere og så kører spiralen sin vante gang.

Jeg deler dem selv, de kloge ord. På Facebook og på Twitter. Ordene er jo sande. Og det siges jo, at gentagelser skaber virkelighed. For hver gang jeg læser ordene bliver meningen lidt mere virkelig i min hjerne. 

En dag vil de påvirke mig positivt – også på en dårlig dag. 

Ingen går igennem livet uden at få knust sit hjerte – mindst én gang.

Når jeg nu sidder som single kvinde på 40+ kan jeg af og til savne det at være to. At have en i livet, som man vil gøre alt for – én man kan dele tanker og oplevelser med – én, hvor man føler sig 100% tryg og 100% elsket.

Jeg har mødt en del, som har været bange for at være alene. Ikke at de har sagt det direkte, men de har vist det i deres handlinger. De er gået fra det ene forhold og direkte over i det næste. Sådan er jeg ikke. Jeg har det godt i mit eget selskab. Det er jo kun nogle gange, at det kunne være rart at dele sit liv med en anden voksen person.

På den ene side kan jeg godt misunde de personer, der straks går videre. Dem, der lynhurtigt forelsker sig på ny og starter et nyt forhold op. På den anden side har jeg faktisk også lidt ondt af dem. Signalerer det ikke, at de er lidt overfladiske? Hvor dybe er følelserne, hvis man så hurtigt kan pakke dem væk for én person og putte dem over på en anden?

Nogle gange har man brug for længere tid til at hele end man har andre gange. Det er jeg helt med på. Af og til når man ikke så langt ind i forholdet, at følelserne når helt ind i hjerte og sjæl. Andre gange har man (forhåbentlig) været dybt involveret og har derfor brug for en vis tid til at få styr på det hele igen. 

Men hvordan heler man et hjerte, der er blevet trampet på? Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når det ikke er ens følelser man er blevet såret på, men det er ens grundliggende tro på, at den man er sammen med altid vil dit bedste? Når alle ens grænser er blevet overskredet med langdistanceraketter? 

I min verden er man sammen med en anden person, fordi denne person indeholder en hel masse ting, som man godt kan lide. Alle mennesker indeholder selvfølgelig også ting, man synes mindre godt om. Men når man vælger at være i forhold med et bestemt menneske, så er det fordi det positive i stor grad overskygger det mindre positive. Når man så er nået så langt, at man elsker personen, så står man last og brast i gode, som i dårlige tider – eller hvad? Er det okay, at have den indstilling, at så længe man havde de bedste intentioner da man gik ind i forholdet, så gør det ikke så meget at bakke ud, hvis der kommer en periode, der ikke er så lyserød? Er det også okay, at man så afsøger jagtmarkerne for at se, om man skulle være heldig at finde noget, der er mere lyserødt? Er det naivt at indgå i et forhold med én, som i en moden alder har adskillige brudte forhold bag sig, og som har en masse dårligt at sige om hver eneste kvinde han har været sammen med før dig? 

Jeg svarer selv på det sidste spørgsmål. JA, det er naivt. En person, der ikke kan tale pænt om tidligere partnere, vil temmelig sikkert heller ikke tale pænt om dig, hvis jeres forhold ender en dag. 

Tilbage til et af mine tidligere spørgsmål. Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når man står i en situtaion, hvor hjertet ikke er knust pga. tabet af partneren, men knust pga. hans handlinger? Kan man genvinde evnen til at have tillid til et andet menneske? Hvordan finder man modet til at være sårbar og åben? 

Én ting er at blive såret på sine følelser. At skulle affinde sig med, at den person du holder af ikke længere har samme følelser for dig. Noget helt andet er, at blive fravalgt for den du er. At blive fravalgt af én, hvor du har taget mod til dig og åbnet for dine inderste tanker, frygt og sårbarhed. At blive fortalt, at uanset, hvad der sker, så vil din partner bakke dig op 100% – og når du så får en periode, hvor sindet er mørkere og tungere, bliver du valgt fra – ikke med ord, men med handling i form af tavshed, kulde og afvisning. Følelser kan jeg deale med, der skal alligevel gå mange år før jeg mærker kærligheden helt ind i mit hjerte. Faktisk er det værre for mig at blive “narret” ind i en overbevisning om, at man er to om alt – både op- og nedture.

Alt hvad vi kommer ud for modner os. Det lærer os en lektie. Det giver os en ekstra lag af viden på vores sjæl. 

Jeg har lært, at jeg aldrig mere vil gå på kompromis med mig selv. Første gang jeg mærker og hører alarmklokkerne bimle vil jeg reagere på dem og sige fra. Aldrig mere vil jeg lade en person bruge mine psykiske sårbarheder til at opnå egen tilfredsstillelse. Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mine principper for at han selv føler sig som et stærkere menneske. Og aldrig mere vil jeg lade mig narre af én der siger et og gennem handlinger viser noget helt andet. 

Mit liv er for kort til små og usikre mennesker, der har brug for at gøre andre ondt for selv at have det godt. 

Basta !!!