Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

Del budskabet og vær med …

Husk hashtagget #‎DKBloggersKnækkerCancer‬

Sammen kan vi gøre en masse. Støt vores indsamling ved at klikke på billedet. Du kan også hjælpe ved at dele dette blog-indlæg på alle de sociale medier, du er med på. 

Facebook det – tweet det – insta det 🙂 .. 

Hvis du vil have billedet i den bedste opløsning så skriv endelig og jeg kan maile det til dig – eller kontakt Jeanette, der er en af “bagkvinderne” 🙂 

*Musikken drøner ud af stamdiskotekets højttalere. Rummet er fyldt med glade mennesker, der hygger sig i hinandens selskab. Jeg kommer op i baren efter en tur på dansegulvet og mit blik fanger den her høje, mørkhårede fyr med de flotteste øjne, jeg til dato har set. Mine øjne fanger hans et kort sekund, men genert som jeg er, skynder jeg mig at kaste blikket videre rundt i lokalet. Da jeg kort tid efter kigger efter ham igen er han væk.
Lidt efter tager jeg den sædvanlige “runde” til de nærliggende dansesteder og får et sug i maven, da jeg ser ham et af de steder. Før jeg ved af det danser vi tæt og aldrig – hverken før eller siden – har mit hjerte hamret så hårdt og mine sanser været så modtagelige. Natten forløber som den slags møder ofte gør – og sådan fortsætter det i nogle måneder – vi mødes i byen osv….. *

Nogle mennesker behøver kun at være i ens liv ganske kort for at sætte et livslangt fodtryk, og her i sommervarmen koger min hjerne over med minder – fodret af opdagelsen om, at denne mand har været ledig på markedet for ganske kort tid siden.

Nogle mennesker vil sikkert synes, at jeg her krænger lige lidt for meget ud omkring mig selv. Andre vil mene, at det er spild af tid at hænge sig i noget, der skete tilbage i 1988.
Selv mener jeg, at det jo er min fortid, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Alt hvad jeg har oplevet på godt og ondt, har været med til at skabe min nutid.

Tiden med denne fyr har, set i bakspejlet, lært mig rigtig meget. Flere ting ville jeg måske aldrig have lært at værdsætte – såsom bandet D.A.D. eller, at SIF er et fodboldhold, man for altid har i hjertet. Jeg ville nok heller ikke have lært at sætte så stor pris på en tur forbi bagerens bagdør på vej hjem fra byen, og den glæde, der faktisk er ved at gå hånd i hånd over banelegemet med en pose rundstykker og en liter kakaomælk.
Jeg har også lært, at “You Only Live Once” og vil ikke igen lade tilbageholdenhed lade et forhold løbe ud i sandet, fordi jeg ikke tør springe ud i at fortælle, at jeg ønsker mere.

*Jeg sidder på radiatoren på stamdiskoteket. Han er der også og bemærker, at jeg er usædvanlig tavs. Jeg føler mig trist fordi jeg gerne vil tage forholdet et niveau op og lære ham at kende i hverdagen også. Vi har jo “kun” weekenderne sammen og jeg kan mærke, at jeg vil så meget mere. Han kommer hen flere gange og snakker lidt og på et tidspunkt spørger han, hvad der er galt. Jeg svarer, at jeg bare er lidt trist. Jeg føler, at han ved præcis, hvad jeg tænker for næste spørgsmål er: “Fortæl mig, hvad det er du gerne vil”, men min frygt for at blive afvist får mig til at sige, at der ikke er noget* 

Er det ikke bare så velkendt? At man ikke tør !

Det er bare slut med ikke at turde springe ud i noget, som jeg virkelig har lyst til. At sidde her et kvart århundrede senere og fortryde er simpelthen for dumt. 

Jeg deler lige et digt med jer, som jeg skrev tilbage i 2004. Ingen grund til at pensle ud, hvem det handler om, men det viser jo også, at den her fyr har været i mine tanker lige siden……. 

YOLO – husk det !! 

Dér var igen én af dem. Jeg kan slet ikke undgå at se dem. Uanset, hvor jeg kigger hen, så får jeg øje på dem, ordene. De kloge ord om, hvordan jeg bør tænke. De små belærende sætninger, der på én gang signalerer både styrke og svaghed. Styrke for den, der kan, og svaghed for den, der kæmper for at kunne.

På den gode dag bliver også jeg styrket. 

På den dårlige dag bliver jeg yderligere svækket. Ramt af ordene. Mærker den dårlige samvittighed over, at jeg ikke altid kan få min hjerne til at tænke positive tanker. Ryger ind i den dumme spiral, hvor kroppen reagerer fysisk på mine negative tanker – reagerer på den hammer, jeg er så god til at slå mig selv i hovedet med. Kroppens reaktioner skræmmer mig -> tankerne bliver mere negative -> kroppen reagerer voldsommere og så kører spiralen sin vante gang.

Jeg deler dem selv, de kloge ord. På Facebook og på Twitter. Ordene er jo sande. Og det siges jo, at gentagelser skaber virkelighed. For hver gang jeg læser ordene bliver meningen lidt mere virkelig i min hjerne. 

En dag vil de påvirke mig positivt – også på en dårlig dag. 

Ingen går igennem livet uden at få knust sit hjerte – mindst én gang.

Når jeg nu sidder som single kvinde på 40+ kan jeg af og til savne det at være to. At have en i livet, som man vil gøre alt for – én man kan dele tanker og oplevelser med – én, hvor man føler sig 100% tryg og 100% elsket.

Jeg har mødt en del, som har været bange for at være alene. Ikke at de har sagt det direkte, men de har vist det i deres handlinger. De er gået fra det ene forhold og direkte over i det næste. Sådan er jeg ikke. Jeg har det godt i mit eget selskab. Det er jo kun nogle gange, at det kunne være rart at dele sit liv med en anden voksen person.

På den ene side kan jeg godt misunde de personer, der straks går videre. Dem, der lynhurtigt forelsker sig på ny og starter et nyt forhold op. På den anden side har jeg faktisk også lidt ondt af dem. Signalerer det ikke, at de er lidt overfladiske? Hvor dybe er følelserne, hvis man så hurtigt kan pakke dem væk for én person og putte dem over på en anden?

Nogle gange har man brug for længere tid til at hele end man har andre gange. Det er jeg helt med på. Af og til når man ikke så langt ind i forholdet, at følelserne når helt ind i hjerte og sjæl. Andre gange har man (forhåbentlig) været dybt involveret og har derfor brug for en vis tid til at få styr på det hele igen. 

Men hvordan heler man et hjerte, der er blevet trampet på? Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når det ikke er ens følelser man er blevet såret på, men det er ens grundliggende tro på, at den man er sammen med altid vil dit bedste? Når alle ens grænser er blevet overskredet med langdistanceraketter? 

I min verden er man sammen med en anden person, fordi denne person indeholder en hel masse ting, som man godt kan lide. Alle mennesker indeholder selvfølgelig også ting, man synes mindre godt om. Men når man vælger at være i forhold med et bestemt menneske, så er det fordi det positive i stor grad overskygger det mindre positive. Når man så er nået så langt, at man elsker personen, så står man last og brast i gode, som i dårlige tider – eller hvad? Er det okay, at have den indstilling, at så længe man havde de bedste intentioner da man gik ind i forholdet, så gør det ikke så meget at bakke ud, hvis der kommer en periode, der ikke er så lyserød? Er det også okay, at man så afsøger jagtmarkerne for at se, om man skulle være heldig at finde noget, der er mere lyserødt? Er det naivt at indgå i et forhold med én, som i en moden alder har adskillige brudte forhold bag sig, og som har en masse dårligt at sige om hver eneste kvinde han har været sammen med før dig? 

Jeg svarer selv på det sidste spørgsmål. JA, det er naivt. En person, der ikke kan tale pænt om tidligere partnere, vil temmelig sikkert heller ikke tale pænt om dig, hvis jeres forhold ender en dag. 

Tilbage til et af mine tidligere spørgsmål. Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når man står i en situtaion, hvor hjertet ikke er knust pga. tabet af partneren, men knust pga. hans handlinger? Kan man genvinde evnen til at have tillid til et andet menneske? Hvordan finder man modet til at være sårbar og åben? 

Én ting er at blive såret på sine følelser. At skulle affinde sig med, at den person du holder af ikke længere har samme følelser for dig. Noget helt andet er, at blive fravalgt for den du er. At blive fravalgt af én, hvor du har taget mod til dig og åbnet for dine inderste tanker, frygt og sårbarhed. At blive fortalt, at uanset, hvad der sker, så vil din partner bakke dig op 100% – og når du så får en periode, hvor sindet er mørkere og tungere, bliver du valgt fra – ikke med ord, men med handling i form af tavshed, kulde og afvisning. Følelser kan jeg deale med, der skal alligevel gå mange år før jeg mærker kærligheden helt ind i mit hjerte. Faktisk er det værre for mig at blive “narret” ind i en overbevisning om, at man er to om alt – både op- og nedture.

Alt hvad vi kommer ud for modner os. Det lærer os en lektie. Det giver os en ekstra lag af viden på vores sjæl. 

Jeg har lært, at jeg aldrig mere vil gå på kompromis med mig selv. Første gang jeg mærker og hører alarmklokkerne bimle vil jeg reagere på dem og sige fra. Aldrig mere vil jeg lade en person bruge mine psykiske sårbarheder til at opnå egen tilfredsstillelse. Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mine principper for at han selv føler sig som et stærkere menneske. Og aldrig mere vil jeg lade mig narre af én der siger et og gennem handlinger viser noget helt andet. 

Mit liv er for kort til små og usikre mennesker, der har brug for at gøre andre ondt for selv at have det godt. 

Basta !!! 

Jeg har i længere tid overvejet at dekorere min stue med en wallsticker. Jeg har ledt på nettet for at finde den helt rigtige, fordi det var vigtigt for mig, at det blev en dekoration, der virkelig sagde mig noget og ville give mig en positiv oplevelse når jeg opholder mig i stuen. Min stue er indrettet fortrinsvist i sort/hvid – mine vægge er hvide og kun dekoreret med en hylde over mit spisebord. Den plads jeg havde udset til at blive pyntet var pladsen over min sofa. Et sted jeg ser hver gang jeg kommer ind i min stue.

Jeg fandt den helt rigtige hos COOLPRINT.dk 

Jeg modtog min wallsticker ca. et døgn efter, at den var bestilt. Sikkert indpakket i et rør og med en udførlig vejledning i, hvordan den skulle sættes op. Selv jeg, der er udstyret med flere tommelfingre end de fleste, forstod, hvad jeg skulle gøre. 

Og hold da helt op – det var SÅ nemt at sætte den op på væggen, selvom jeg har savsmuldstapet med ret grov tekstur. Det ser ud som om ordene er malet på min væg og jeg er totalt vild med resultatet. 

Teksten – LOVE THE LIFE YOU LIVE – live the life you love – er blevet min daglige kilde til positive tanker. Hver gang jeg læser ordene bliver jeg i bedre humør og føler mig styrket i mine kampe i livet. (dem kan du læse om i tidligere opslag, hvis du har interesse for det).

Til sidst vil jeg lige påpege, at jeg har wallstickers i andre rum og har også haft i stuen før, men ingen af dem har været så nemme at sætte op som den her, og jeg har ikke før oplevet så hurtig en levering og så fyldestgørende en forklaring til, hvordan man sætter wallstickeren op.