Digt fra 2012, som jeg fik lyst til at dele med jer …
Dulledimsen
De siger, jeg blot skal vende den anden kind til men hvad nu, hvis det ikke er det, jeg inderst inde vil Hvad nu, hvis jeg har lyst til skrige min frustration ud? råbe dem ind i hovedet – og stikke dem en blodig tud Råbe til dem, hvor såret jeg inderst inde er fordi de gi’r mig følelsen, at jeg ingenting er værd
Jeg ved godt, jeg ikke er som mange andre at jeg ikke kan styre tankerne når de vil vandre at jeg ikke selv kan tjene til dagen og vejen men hvad er det galt med blot at være sin egen?
Hvem er det fjols, der har opfundet samfundets kasser? og hvad med os – der ikke i en boks, sådan lige passer?
Når selvværdet dykker og mørket invaderer sindet Når tiden med glæde og styrke kun findes i mindet Hvordan er det så egentlig, at de hjælper mig? så jeg igen kan finde ind på livets landevej
Er det ved at fortælle mig, at min tilstand kun er en form for pjat? At dem der virkelig er syge, er dem, der kun har den evige nat Dem, der er fysisk syge og ikke kan reddes men ikke mig, hvor kun dårlige tanker konstant spredes
Har I egentlig prøvet at have det ligesom mig? At føle, at livets lektie nogle gange er alt for sej Ikke at kunne fatte, at nogen kan elske èn Ikke at kunne se, hvor man skal sætte sine ben Hvor hjemmets vægge er det eneste trygge Hvor ensomhed af og til er den eneste lykke Hvor glæde og begejstring bare ikke trænger ind men flyver hen over hovedet som en sagte vind Det eneste der virkelig trænger direkte ind i ho’det er alt det man ikke når – ja, alt støvet og rodet Beskidte ruder ud i mod den pulserende verden måske perfekt – for så er der ingen, der ser smerten
Den dårlige samvittighed er min bedste ven Den vender nemlig tilbage – igen og igen Den kan jeg stole på – for den er ved min side Hvor ville jeg ønske, det var jer, der kom i tide og utide.
Ingen kommentarer endnu