Efter en hård, men meget givende terapi i dag, er der nogle ting, der er faldet på plads for mig. Eller – nogle ting, som jeg skal arbejde med for at de bliver 100% sande for mig. Nogle af jer kender måske spejløvelsen. Den går ud på, at man hver dag (gerne flere gange om dagen) stiller sig foran sit spejl og siger noget pænt til sig selv. Det kunne være: “Jeg er god nok!”. Det fungerer nemlig sådan, at jo mere man siger noget højt for sig selv – og til sig selv – jo mere sandt bliver det, for til sidst at være en ny måde at se på sig selv.
Jeg er ikke god til spejløvelsen. Jeg bliver svimmel når jeg ser på mig selv i spejlet. Det gør jeg fordi mit indre billede af mig selv, slet ikke hænger sammen med den person jeg ser i spejlet. Personen i spejlet skræmmer mig. Personen i spejlet ser ikke ud, som jeg gerne vil have hende til at se ud. Personen i spejlet er ikke den unge kvinde, som jeg stadig tror jeg er – eller som jeg bare så frygtelig gerne vil være igen. Her skal jeg lige have set nogle realiteter i øjnene.
Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om.
Jeg er god til at tænke. Rigtig god til at tænke. Faktisk er jeg så god til det, at jeg tænker mit liv i smadder. Alt foregår i mit hoved og ikke i mine følelser. Jeg mærker ikke mig selv. Jeg mærker ikke efter, når min terapeut stiller et spørgsmål. Jeg tænker mig til svaret – og gerne det svar, som jeg tror vil gøre hende glad og får mig til at fremstå som en god klient. Mens jeg svarer (det som hun sikkert gerne vil høre) tænker jeg videre på, hvad jeg skal svare når hun sikkert spørger om det eller det. Jeg roder mig ud i lange vævende forklaringer for at udstråle, at jeg er helt med på, hvad hun mener. Det er jeg også. Jeg er udemæket klar over, hvor hun vil hen og hvad meningen med det er. Lige indtil hun fanger mig med et spørgsmål eller en sætning, som jeg ikke havde forudset. Det sker som regel lidt inde sessionen, hvor min hjerne begynder at blive en lille smule træt og slappe en lille smule af. BUM ! Så sidder jeg der og aner ikke hvad jeg skal svare, for lige pludselig kan jeg ikke tænke mig til det.
Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Altså det, der med, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare for at svare “rigtigt”. Jeg ryger ind i nogle automatiske og indgroede tanker om, at jeg er kommet til kort i en diskussion og jeg ikke længere ved, hvad jeg selv mener og står for. Jeg hader at komme til kort. Hader at tabe en diskussion, fordi det får mig til at føle mig dum og mindre værd. Jeg føler mig ikke mindre værd i forhold til min terapeut – men tankerne er de samme – jeg ryger ind i noget velkendt.
Men jeg tænker i stedet for at mærke efter. Mine følelser mærkes ikke automatisk. For det ryger automatisk en tur op i hjernen og så kan jeg hurtigt for tænkt det i smadder. Glæden mærker jeg ikke i maven, for tankerne kører sit eget ræs og de har bestemt, hvordan jeg skal opleve glæde. Det skal jeg nemlig åbenbart ikke, for til glæde hører også sorg, og min hjerne har bestemt, at jeg ikke vil være ked af det.
Det er hvad jeg lige kan huske her på siddende bag.
Ved ikke om det giver mening for andre end mig selv, men jeg har virkelig fået noget at arbejde med. Det er super dejligt at vide, at jeg får en terapi, som jeg er 100% overbevist om vil gøre mig velfungerende igen.
Jeg kan mærke glæden over det – en lille bitte smule – små bitte bobler lige der, hvor jeg har mit helt eget sted ind i brystkassen. Det sted, hvor jeg kan finde ro og det sted, hvor jeg skal mærke følelserne. Stedet er der og det er åbent for mig. Det er her jeg skal finde livets glæder frem igen – ikke i hjernen !! 🙂
Ingen kommentarer endnu