Ja, jeg beklager mig …

Tendensen i vores samfund er, at man ikke skal klynke og have ondt af sig selv. 
Det gælder om at klemme balderne sammen og så ellers bare få det bedste ud af det hele. 

Jeg har klemt balderne så meget sammen, at jeg i teorien aldrig ville kunne lave et kopi-shot af det meget kendte foto af Kim Kardashians bagdel. At virkeligheden er en anden er et godt billede på, hvordan min verden er skruet sammen. For i teorien har jeg jo været i forskellige former for terapi i rigtig mange år, og i lige så mange år har jeg fået “lykkepiller” så jeg burde jo fungere, men virkeligheden er en anden. 

Jeg strammede mig an i går, hvor min far havde fødselsdag. Lige præcis hans fødselsdag har jeg jævnligt ikke deltaget i. Den eneste grund er faktisk, at den falder lige på denne årstid, hvor overgangen til vinter med våde og grå dage gør mit sind mørkt og trist. Automatisk sætter min dårlige samvittighed ind, fordi jeg gerne vil glæde ham med at komme – eller rettere – jeg vil helst ikke skuffe ham ved ikke at komme til fødselsdag, fordi jeg synes, at jeg skylder både ham og min mor hele verden. Uden dem havde jeg sikkert levet på gaden og haft en gæld på et mange-cifret beløb. 
Igår tog jeg hen og fik en dåse cola og en hjemmebagt bolle trods et angstniveau på noget nær en million. Jeg klarede det, og det er jeg glad for. Jeg har det bedre med, at jeg har været der igår og så måske må melde afbud på søndag, hvor hele familien er inviteret. 

Men jeg klynker i dag og jeg har vildt ondt af mig selv. 

I dag har jeg nemlig været i terapi og det var simpelthen så hård en omgang. Jeg havde ikke sovet meget i nat (det maskineri, der skal afhjælpe min søvnapnø slås jeg med hele natten igennem, så det giver ikke meget søvn), så jeg havde i den grad følelserne uden på tøjet fra starten af, samtidig med, at jeg var svimmel og “ude-af-min-krop”. 

Min terapeut er i en verdensklasse helt for sig selv. Jeg ser hende som et meget fantastisk menneske og jeg føler mig tryg ved hende. Den tryghed tror jeg i høj grad var grunden til, at jeg i dag fik et mega angstanfald midt i terapien. Min krop turde reagere på, at det vi talte om var rigtig svært. Men hvor var det dog skræmmende. Jeg hader angstanfald og det er faktisk ikke noget jeg oplever særlig tit. “Min angst” viser sig i dagligt fysisk ubehag og en konstant uro, der forværres når jeg skal være sammen med andre. 

Jeg har sovet siden jeg kom hjem og jeg har stadig den grimme uro og føler mig svimmel og træt. 

Så i dag vil jeg tillade mig at have helt vildt ondt af mig selv og være super ked af, at mit liv er som det er …. 

I morgen må jeg igang igen med arbejdet hen imod at blive rask…. 

Basta !!!