Det er Tanken, der tæller …

Nogle gange må man bare tage sig selv i at være nødt til at samle kæben op fra et sted langt mod syd.

Det har jeg oplevet i dag.

Jeg har gennem mit 44 årige lange liv indset, at der faktisk findes mennesker, der ved mere end mig. Dvs. på nogle punkter er der nogen, der har en større viden end jeg har.  Det er jo bestemt ikke en generel ting, vel 😉

Pga. af, at jeg har et par vævefejl i kysen, har jeg 2 personer tilknyttet, som hjælper mig på forskellig vis. Den ene er en følgesvend og den anden er en støtte-kontakt-person via kommunen. 
I dag  havde jeg besøg af min støtte-kontakt-person. Vi talte lidt om, hvordan det var gået siden sidst og kom jo helt naturligt ind på, at mit angstniveau ligger temmelig  højt for tiden. Vi talte lidt om, hvad grunden kunne være og så var det jo, at vi selvfølgelig skulle omkring, hvad jeg kunne gøre for at mindske min angst. Han har gang på gang sagt til mig, at en af de mest sikre metoder til at gøre det er at handle. Handle – handle – handle. (Det siger min følgesvend faktisk også hver gang vi ses). 

Heldet/uheldet ville, at jeg i dag var ved at løbe tør for cigaretter. Den situation har jeg stået i et par dage, men jeg har simpelthen ikke kunnet overtale mig selv til at gå hen på tanken og købe nogen. 
Vi blev så enige om, at det da var det, vi skulle i dag. Hen på tanken og købe smøger!! 

Enhver, der døjer med angst ved, hvad der skete herefter. Sveden piblede frem, hjertet begyndte at hamre, musklerne sitrede og spændebåndet omkring panden blev strammet ind så alt begyndte at svimle. Der var ikke andet for end at lade være med at tænke mere og så gøre, som der blev sagt: “Handle!” 

Jeg husker ikke turen hen på tanken – der er nu heller ikke ret langt ;). Selvfølgelig var det lige i et frikvarter for den nærliggende skole, så butikken var fyldt med smukke, unge mennesker – de der irriterende væsner, der har hele livet foran sig og som altid bringer minderne tilbage på en svunden tid. 
Nå, men smøgerne blev købt og så var det jo, at det “utænkelige” skete: jeg begyndte at nyde solens stråler på vejen tilbage. Faktisk nød jeg det så meget, at jeg accepterede at udvide turen – say what?. Vi satte os endda på en bænk i solen og snakkede et pænt stykke tid. Da hans besøg var ovre indså jeg, at mit angstniveau var dalet en hel del og har været til at holde ud resten af dagen. 

En lille krølle på dagen er, at jeg har været henne på tanken igen i aften. Syntes jeg var berettiget til en belønning, så der er røget lidt chokolade indenbords i aften 🙂 🙂 

Så jeg har i dag måttet krybe til korset og indrømme, at en anden var klogere på mig , end jeg selv var ….