Skammer du dig?

 

 

De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂