Tanker om forhold …

 

 

Ingen går igennem livet uden at få knust sit hjerte – mindst én gang.

 

Når jeg nu sidder som single kvinde på 40+ kan jeg af og til savne det at være to. At have en i livet, som man vil gøre alt for – én man kan dele tanker og oplevelser med – én, hvor man føler sig 100% tryg og 100% elsket.

 

Jeg har mødt en del, som har været bange for at være alene. Ikke at de har sagt det direkte, men de har vist det i deres handlinger. De er gået fra det ene forhold og direkte over i det næste. Sådan er jeg ikke. Jeg har det godt i mit eget selskab. Det er jo kun nogle gange, at det kunne være rart at dele sit liv med en anden voksen person.

 

På den ene side kan jeg godt misunde de personer, der straks går videre. Dem, der lynhurtigt forelsker sig på ny og starter et nyt forhold op. På den anden side har jeg faktisk også lidt ondt af dem. Signalerer det ikke, at de er lidt overfladiske? Hvor dybe er følelserne, hvis man så hurtigt kan pakke dem væk for én person og putte dem over på en anden?

Nogle gange har man brug for længere tid til at hele end man har andre gange. Det er jeg helt med på. Af og til når man ikke så langt ind i forholdet, at følelserne når helt ind i hjerte og sjæl. Andre gange har man (forhåbentlig) været dybt involveret og har derfor brug for en vis tid til at få styr på det hele igen. 

Men hvordan heler man et hjerte, der er blevet trampet på? Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når det ikke er ens følelser man er blevet såret på, men det er ens grundliggende tro på, at den man er sammen med altid vil dit bedste? Når alle ens grænser er blevet overskredet med langdistanceraketter? 

I min verden er man sammen med en anden person, fordi denne person indeholder en hel masse ting, som man godt kan lide. Alle mennesker indeholder selvfølgelig også ting, man synes mindre godt om. Men når man vælger at være i forhold med et bestemt menneske, så er det fordi det positive i stor grad overskygger det mindre positive. Når man så er nået så langt, at man elsker personen, så står man last og brast i gode, som i dårlige tider – eller hvad? Er det okay, at have den indstilling, at så længe man havde de bedste intentioner da man gik ind i forholdet, så gør det ikke så meget at bakke ud, hvis der kommer en periode, der ikke er så lyserød? Er det også okay, at man så afsøger jagtmarkerne for at se, om man skulle være heldig at finde noget, der er mere lyserødt? Er det naivt at indgå i et forhold med én, som i en moden alder har adskillige brudte forhold bag sig, og som har en masse dårligt at sige om hver eneste kvinde han har været sammen med før dig? 

Jeg svarer selv på det sidste spørgsmål. JA, det er naivt. En person, der ikke kan tale pænt om tidligere partnere, vil temmelig sikkert heller ikke tale pænt om dig, hvis jeres forhold ender en dag. 

Tilbage til et af mine tidligere spørgsmål. Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når man står i en situtaion, hvor hjertet ikke er knust pga. tabet af partneren, men knust pga. hans handlinger? Kan man genvinde evnen til at have tillid til et andet menneske? Hvordan finder man modet til at være sårbar og åben? 

Én ting er at blive såret på sine følelser. At skulle affinde sig med, at den person du holder af ikke længere har samme følelser for dig. Noget helt andet er, at blive fravalgt for den du er. At blive fravalgt af én, hvor du har taget mod til dig og åbnet for dine inderste tanker, frygt og sårbarhed. At blive fortalt, at uanset, hvad der sker, så vil din partner bakke dig op 100% – og når du så får en periode, hvor sindet er mørkere og tungere, bliver du valgt fra – ikke med ord, men med handling i form af tavshed, kulde og afvisning. Følelser kan jeg deale med, der skal alligevel gå mange år før jeg mærker kærligheden helt ind i mit hjerte. Faktisk er det værre for mig at blive “narret” ind i en overbevisning om, at man er to om alt – både op- og nedture.

Alt hvad vi kommer ud for modner os. Det lærer os en lektie. Det giver os en ekstra lag af viden på vores sjæl. 

Jeg har lært, at jeg aldrig mere vil gå på kompromis med mig selv. Første gang jeg mærker og hører alarmklokkerne bimle vil jeg reagere på dem og sige fra. Aldrig mere vil jeg lade en person bruge mine psykiske sårbarheder til at opnå egen tilfredsstillelse. Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mine principper for at han selv føler sig som et stærkere menneske. Og aldrig mere vil jeg lade mig narre af én der siger et og gennem handlinger viser noget helt andet. 

Mit liv er for kort til små og usikre mennesker, der har brug for at gøre andre ondt for selv at have det godt. 

Basta !!!