Indfald - Affald - Udfald ...

Tiden ….

Infinity-Time1

Selv ikke en influenza, med hals- og lungebetændelse og en hestekur af medicin, har kunnet holde min hjerne fra at tænke. De fleste tanker går på, hvordan jeg langsomt slår mig selv ihjel ved konstant at være i en stresstilstand og en handlingslammet passivitet, og hvordan den tanke ikke engang er nok til at finde en smule overskud og hive mig op af dyndet.

Med min fornuft ved jeg jo godt, hvad jeg burde gøre, og jeg er udemærket klar over, at det er mine tanker, der “ødelægger” det hele for mig. Dog er det mine automatiske reaktioner og handlingsmønstre, der overtager så snart jeg føler en smule ubehag og bliver skræmt.

Tiden skræmmer mig enormt meget i øjeblikket. Det gælder både det at have for lidt tid, og det at have for meget tid.
Julemåneden står for døren og i år har jeg planlagt, at jeg bare skal have styr på det i ordentlig tid. Eftersom jeg ikke går i butikker, bliver alt handlet ind på nettet. Det betyder så også, at jeg jo ikke kan sove hele dagen, for tænk, hvis jeg ikke hører, at det ringer på døren når mine varer kommer. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, for de sidste dage har jeg faktisk været vågen på helt andre tidspunkter end jeg plejer. Jeg sørger for at komme op mellem kl. 7 og 8 (som i perioder plejer at være det tidspunkt, jeg går i seng på) så jeg ikke ser endnu værre ud end normalt når pakkeposten kommer. 

Det positive er, at jeg kan mærke, at jeg er glad for at jeg er ved at have klaret alle julegaverne – yay for det! Det negative er så, at jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg skal bruge tiden til, for jeg er jo stadig handlingslammet. Hjemmet er der overhovedet ikke styr på og julepynten kommer nok heller ikke op i år. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg ikke skal forlange for meget af mig selv – ligger trods alt med influenza (på 2. uge – øv ) og at jeg jo nok når det hele en dag. 
Lige nu er kl. ikke engang 10. Jeg har været oppe i 4 timer og har faktisk, for første gang i 14 dage, været udenfor for at gå en lille tur. Men nu sidder jeg så her, og er vildt skræmt over al den tid, der er tilbage af dagen. Jeg kan mærke, at det stresser mig, at der er ting jeg burde gøre, men ikke magter at gå igang med, og det er jo begrænset, hvor spændende det er at se TV og spille spil på Facebook i mange timer ad gangen. Nå, det ender jo nok med en middagslur – hvis altså pakkeposten har været her inden da 🙂

Men tilbage til det med, at jeg ikke gør nok for min egen sundhed. Mit kolesteroltal er for højt og jeg er udemærket klar over, at jeg spiser totalt usundt. Hvorfor er det så, at jeg ikke kan tage mig sammen til at gøre noget ved det? Jeg bruger mange timer på at tænker over, at jeg jo inviterer blodpropperne og hjerte/kar-sygdommene hver eneste gang, jeg sætter en færdigret i microovnen og hvert eneste måltid, hvor jeg ikke spiser noget grønt. Og hvert eneste måltid, som jeg springer over, fordi jeg bare ikke magter, at gå i køkkenet og finde noget. 
De gange jeg “tager mig sammen” og går i køkkenet for at lave mad selv, får jeg de vildeste angstanfald og jeg er SÅ bange for at falde om og miste bevidstheden, så hytten futter af – med mig selv som ekstra brændsel. Og jeg er stadig der i livet, hvor jeg kun tør udfordre de mindre angstprovokerende ting. 
Men jeg er stadig træt af, at jeg ikke kan hive rumpetten op på mig selv og gøre noget ved den frygt jeg har for at blive syg fordi jeg ikke passer ordentlig på mig selv ..

Et lidt rodet indslag i dag, men sådan er min hjerne jo indrettet hehe. 

1

  • Krokodullen

    Jeg har selv lidt problemer med ordene i dag. Eller faktisk vil ordene slet ikke rigtigt komme til mig i dag – men jeg synes alligevel, at jeg lige vil fortælle dig, at jeg igen genkender det meste af det, du skriver. Jeg er selv rigtig angst for tiden (det har du måske læst), og jeg er heller ikke dér, hvor jeg udfordrer de store ting i forhold til angsten. Nogle gange føles det som om, at det er den, der styrer mig og ikke mig, der styrer den. I perioder i hvert fald. Det kender du sikkert godt.

    Det er svært for mig at foretage aktive ændringer i hverdagen. Og det bliver desværre ikke altid lettere “bare” fordi kolesterol eller andet advarer mig om, at det er ved at være på tide. Det lyder som om, at du har det på lidt samme måde.

    Som sagt mangler jeg ord i dag, og jeg synes ikke rigtigt, at jeg kan formulere mig ordentligt, og tænke kan jeg heller ikke. Så jeg stopper her og sender dig i stedet knus og tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Indfald - Affald - Udfald ...