Supplerende medicin del 2.

Hvor er jeg glad for, at jeg skrev et indlæg om min opstart på supplerende medicin den 3/4-2014. I dag er nemlig første dag på optrapningen af medicinen, og jeg har hele dagen været overbevist om, at jeg har det meget værre end da jeg startede på pillerne dengang. Nu kan jeg jo så læse, at jeg vist har det nogenlunde på samme måde i dag, hvor jeg har fordoblet dosis. Det giver mig håb om, at det bare lige er i nogle dage, at jeg kan mærke forandringen. 

I samråd med min læge trapper jeg kun meget langsomt op. Det er da også derfor, at jeg har ligget på den første dosis i lidt mere end 3 uger. Min datter har været her i påskeferien, så der ville jeg ikke til at trappe op, når jeg nu kender mig selv så godt, at jeg ved, at jeg flipper lidt ud og også får nogle fysiske udfordringer. 

Jeg er overbevist om, at allerede den lave dosis har gjort mig godt. Påsken med datteren er gået rigtig godt. Jeg deltog endda i en påskefrokost hos min søster og datteren og jeg blev en time efter, at de andre var gået. Min søster er super skøn. Hende og jeg fik lige vendt dagen og det var en rigtig dejlig afslutning på nogle gode timer sammen med familien. 
I påsken har jeg også været ude at handle ind flere gange (sammen med datteren) og vi har gået nogle gode ture. Så alt i alt har det været en tid, hvor jeg har haft det bedre end jeg har haft i meget lang tid. 

Jeg har også endelig gået igang med min terapi igen. Psykoterapeuten var her i onsdags og kommer igen torsdag den 1/5. Vi vil gå i dybden med nogle ting, der er meget svære for mig at tale om, og som heller ikke vil blive belyst her på bloggen. Selvom jeg er meget åben omkring mig selv, er der nogle kort, jeg holder meget tæt på kroppen 🙂 

Det var blot en lille update på situationen herfra – glæder mig til, at jeg om kort tid kan skrive et indlæg om, at angsten ikke længere er den, der styrer mit liv, men at det er MIG, der styrer mine tanker i en positiv retning. 

Dag 1 på supplerende medicin …

Jeg har endnu en gang valgt at afprøve om et supplement til mine antidepressiver kan have en positiv virkning på mig.  
Denne gang er jeg mere besluttet på at give det en reel chance og ikke opgive efter det første døgn. 

Har du læst nogle af mine seneste indlæg, vil du nok have lagt mærke til, at angsten fylder alt for meget i mit liv. Det må der gøres noget ved. Jeg håber, at jeg kan holde tilvænningsperioden for supplerende medicin ud denne gang, så jeg kan få et fundament for at kunne arbejde mere med angsten, så den ikke længere vil have magten over mig. 

Det præparat jeg har accepteret er et middel jeg også fik i starten af min sygdom, så jeg kender pillerne og ved, at jeg dengang havde det ok med dem. Jeg skal kun have en lille dosis som supplement, så det er bare om at knibe ballerne sammen og stå opstarten igennem. 

Her på dag 1 (jeg tog pillen sammen med den medicin jeg har fået de sidste 7 år inden sengetid i aftes) kan jeg godt mærke, at jeg har noget andet medicin i kroppen. Jeg lagde ud med at sove fra kl. 1 i nat til kl. 20 her til aften. Har været vågen et par gange i løbet af dagen, men er faldet hurtigt i søvn igen. Det kan både være pga. pillerne, men det kan også være mit normale reaktionsmønster, der sætter ind. Jeg har det med at blive meget, meget træt og sove for at holde det svære på afstand. 
Mit hoved er lidt som fyldt med vat og det er lidt svært at tænke og mærke kroppen helt. Jeg er mere svimmel end jeg plejer at være og kroppen føles ret tung. 

De 2 andre gange, hvor jeg har prøvet et supplement, har jeg også sovet hele dagen efter første portion. Derudover var jeg totalt zombie-agtig og frygtelig skræmt af reaktionerne og tog aldrig mere end den første pille. 

Denne gang vil jeg give det en chance og finde trøst i, at det er en medicin jeg har fået før, så jeg ved, at jeg ikke bliver syg af den og jeg ved, at jeg kan tåle den. 

Kommer med en up-date, når der er gået nogle flere dage. ….