Kakaomælk, følelser og YOLO …

blog

 

*Musikken drøner ud af stamdiskotekets højttalere. Rummet er fyldt med glade mennesker, der hygger sig i hinandens selskab. Jeg kommer op i baren efter en tur på dansegulvet og mit blik fanger den her høje, mørkhårede fyr med de flotteste øjne, jeg til dato har set. Mine øjne fanger hans et kort sekund, men genert som jeg er, skynder jeg mig at kaste blikket videre rundt i lokalet. Da jeg kort tid efter kigger efter ham igen er han væk.
Lidt efter tager jeg den sædvanlige “runde” til de nærliggende dansesteder og får et sug i maven, da jeg ser ham et af de steder. Før jeg ved af det danser vi tæt og aldrig – hverken før eller siden – har mit hjerte hamret så hårdt og mine sanser været så modtagelige. Natten forløber som den slags møder ofte gør – og sådan fortsætter det i nogle måneder – vi mødes i byen osv….. *

 

Nogle mennesker behøver kun at være i ens liv ganske kort for at sætte et livslangt fodtryk, og her i sommervarmen koger min hjerne over med minder – fodret af opdagelsen om, at denne mand har været ledig på markedet for ganske kort tid siden.


Nogle mennesker vil sikkert synes, at jeg her krænger lige lidt for meget ud omkring mig selv. Andre vil mene, at det er spild af tid at hænge sig i noget, der skete tilbage i 1988.

Selv mener jeg, at det jo er min fortid, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Alt hvad jeg har oplevet på godt og ondt, har været med til at skabe min nutid.


Tiden med denne fyr har, set i bakspejlet, lært mig rigtig meget. Flere ting ville jeg måske aldrig have lært at værdsætte – såsom bandet D.A.D. eller, at SIF er et fodboldhold, man for altid har i hjertet. Jeg ville nok heller ikke have lært at sætte så stor pris på en tur forbi bagerens bagdør på vej hjem fra byen, og den glæde, der faktisk er ved at gå hånd i hånd over banelegemet med en pose rundstykker og en liter kakaomælk.

Jeg har også lært, at “You Only Live Once” og vil ikke igen lade tilbageholdenhed lade et forhold løbe ud i sandet, fordi jeg ikke tør springe ud i at fortælle, at jeg ønsker mere.


*Jeg sidder på radiatoren på stamdiskoteket. Han er der også og bemærker, at jeg er usædvanlig tavs. Jeg føler mig trist fordi jeg gerne vil tage forholdet et niveau op og lære ham at kende i hverdagen også. Vi har jo “kun” weekenderne sammen og jeg kan mærke, at jeg vil så meget mere. Han kommer hen flere gange og snakker lidt og på et tidspunkt spørger han, hvad der er galt. Jeg svarer, at jeg bare er lidt trist. Jeg føler, at han ved præcis, hvad jeg tænker for næste spørgsmål er: “Fortæl mig, hvad det er du gerne vil”, men min frygt for at blive afvist får mig til at sige, at der ikke er noget


Er det ikke bare så velkendt? At man ikke tør !

Det er bare slut med ikke at turde springe ud i noget, som jeg virkelig har lyst til. At sidde her et kvart århundrede senere og fortryde er simpelthen for dumt. 


Jeg deler lige et digt med jer, som jeg skrev tilbage i 2004. Ingen grund til at pensle ud, hvem det handler om, men det viser jo også, at den her fyr har været i mine tanker lige siden……. 


YOLO – husk det !! 

Screenshot_13

Jeg ønsker mig et pengetræ …

support-team-penge

 

“Penge er ikke alt” – hvor mange gange har du ikke hørt den sætning? Og nej, penge er virkelig ikke alt, men de er så svære at mangle. 

Min flytning har bestemt ikke været gratis, og nu begynder bunden af kisten at kunne anes. Er der noget, der kan påvirke min psyke, så er det når der kommer uventede regninger. Jeg har styr på mit budget og kan li’ det sådan, så uforudsete ting giver mig indre uro og kvalme

Egentlig er det lidt af et paradoks. 
Mine handlinger fungerer bedst for mig, når det ikke er planlagt på forhånd, men min økonomi skal være planlagt ned til mindste 50-øre. Her tåler jeg ikke overraskelser. De får mig til at være meget bevidst om, at jeg ikke bare lige kan arbejde over et par timer og så få lidt ekstra i lønningsposen. Sådan fungerer en førtidspension jo ikke. Tænk, om man kunne skrive de ekstra timer på, som man bruger hver dag på at arbejde med sig selv. Min førtidspension kan jo egentlig betegnes som en slags kompensation for at jeg ikke kan arbejde, men det arbejde jeg udfører overstiger langt de 37 timer, som andres arbejdsdag er. Jeg arbejder 16 timer i døgnet – eller 112 timer om ugen. Mit job kan ikke måles i papirstakke, der reduceres eller antallet af fittings, der bliver produceret. Livskvalitet og mængden af angstdæmpende øvelser og tanker kan bare ikke måles, men er i den grad også et værdigt arbejde. 

Ups – tilbage til økonomien. Som skrevet, så kan jeg mærke kroppen reagere når jeg ikke kan se, at enderne mødes og jeg mangler stadig at holde sommerferie med min datter. Hun kommer en uge i starten af august og jeg krydser fingre for, at jeg har det så godt, at vi kan lave noget sammen. 

Så – jeg ønsker mig et pengetræ. Det behøver ikke at blive stort og fyldt med sedler – bare lige så jeg kan klare mig …. 

Living a life with anxiety …

(bare with me since english is not my first language – but I try my best)

Have you ever tried to be in a state of fear 24 hours a day? I hope you haven’t, because being in that position is sometimes too hard to cope with. 

I have lived with anxiety for about 14 years now. In between I have had great times, where I was able to control my mind, but I have certainly had really bad times, where the anxiety had a firm grip of my mind and every day was only about surviving. 

People, who have never experienced anxiety have no chance of knowing what we are going through. They cannot imagine how painful and limiting it is, when your body reacts with fear towards a non existing threat. 

There is a huge difference in how people chose to deal with their anxiety. Some take larger or smaller doses of medication, some go through a lot of therapy and some chose to fight the anxiety on their own. No matter what you do it is – in my opinion – important, that you do something. Only from awareness you are able to deal with it. 

This blog is my story. This is how I have chosen to fight anxiety, and even more important to me, my contribution to raising awareness about Anxiety and Depressions. 

Today I am letting you in on the general part. More will come in the following days, weeks and months. 

So – I have lived with Anxiety and Depressions for 14 years now. It all broke out from stress. I was a working mom of two small children, married, living in a house and had a great life. I started this new job after having been on maternity leave with my youngest. It was a stressful job and suddenly I found myself having migraines way too often. Aura attacks where I couldn’t see and couldn’t speak. I tried to hang in there, but one day I broke down crying in a huge panic attack. I was hospitalized and my brain got scanned – nothing there (except what is supposed to be there). My doctor prescribed anti depressives, but I had to change the medication a few times before we found the right kind for me.

During this time my marriage suffered big deal. After having been sick for a year we ended the marriage. Due to my mental challenges it was decided that the kids should be living with their father, because at that time, he was the one, who could provide a stabil home for them, and through everything my main concern has always been my children.

Through 14 years I have tried almost everything. Medication, psychologists, shrinks, acupuncture, NLP (neurolinguistic programming), psychotherapy, combinations of them all – yeah, you name it.

For the past 6 weeks I have felt better than ever. I have been doing all the stuff I couldn’t do for 14 years. I am now combining more kinds of medication with a new psychotherapist, with whom I feel so safe and I feel she understands everything I say and feel.

First important step is to aknowledge the problem and then find the treatment that works for you.

Don’t give up – treat yourself like you would treat your suffering child. You wouldn’t give up on your child, right? Never give up on yourself either 🙂

—– More to come —— 

Jeg er min egen styrke …

punch-clipart-punch

 

 

Sommeren er på sit højeste og jeg tør allerede nu – uden at blinke – sige, at denne sommer har været den bedste sommer i mange år. 

Jeg har oplevet mere den sidste måned end jeg har oplevet i de sidste 14 år – tilsammen. Eller næsten. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men følelsen af, at det er sådan er ganske virkelig. 

For de fleste mennesker er det jo helt normalt at handle ind, besøge familien, selv at få besøg, tage bus og tog osv., men for mig er det som at have besteget Mount Everest, hver gang jeg laver en af disse ting. Høj puls og besværet vejrtrækning på turen op, og en eufori af universielle dimensioner når man er nået toppen og mærker rusen over, at man klarede det.

Indkøb foretages nu af mig selv – nogle gange i selskab med min mor, men for det meste kun i selskab med min lille, rullende kuffert. 
Lejligheden er blevet indviet med en middag for noget af familien. 
Min søn har været hos mig i 14 dage og vi har hygget os så meget, at mit hjerte næsten bobler over af lykkefølelse. Sammen var vi på en heldags togtur og sammen fik vi sat hans nærmeste fremtid i system.

Jeg har en indre ro og mærker en enorm styrke.

En styrke, der gør, at selv lidt økonomisk udfordring ikke giver plads til mørket.
En styrke, der gør, at jeg kun har et skuldertræk tilovers for den, der førhen havde held til at køre mig ned.
En styrke, der gør, at nogle mennesker er blevet så bitte, bitte små i mine øjne.
En styrke, der gør, at jeg kan fokusere på det vigtigste i mit liv – nemlig mine børn – og bakke dem op når de har det mindre fedt.

En styrke, der bobler inde i mig og kæmper med glæden om at få mest plads.

Jeg elsker sommer og jeg elsker livet ……..