Dem, der følger med i mine indlæg ved, at jeg glædede mig, som et barn til juleaften, over at være sat i behandling for min søvnapnø. De første dage gik over al forventning. Jeg sov med masken hele natten og havde super flotte tal – *thumbs up*

Siden er det bare gået ned ad bakke. Jeg kan ikke enes med masken. Jeg har endda prøvet flere størrelser, men vores forhold er overhovedet ikke nået op i de højder, som jeg havde forventet. Måske havde jeg sat forventningerne for højt for hold op, hvor er jeg skuffet. 

Faktisk er jeg mere træt end nogensinde. 

Jeg sover fra midnat til klokken er både 13, 14 og 15, og kun 3-5 af timerne er med masken på. Gennem de timer er jeg vågen flere gange og opnår vist aldrig at komme i den gode, dybe søvn.

Masken tynger på min næseryg, og jeg er efterhånden blevet helt hårdhudet på næsen og har også fået et lille sår. 
Jeg føler, at den mindste maske sidder for tæt på den yderste del af næseborene og mindsker passagen.
Jeg føler, at den største maskes inderste siliconekant dækker for det nederste af næseborene, og at hvis jeg ikke ligger helt stille, så smutter luften ud under kanterne.
Mine slimhinder (tror jeg det er) er så irriterede, at jeg sidste nat vågnede af smerter oppe i næsen. 
Jeg føler det som om passagen bliver mindre og mindre for hver nat og “maske-søvnen” slutter altid med, at jeg vågner helt op ved, at jeg ikke kan få luft. Masken dækker kun næsen, så man skal lære at sove med tungen oppe i ganen for at luften ikke fiser ud gennem munden. Når jeg ikke kan få luft åbner jeg jo ubevidst munden og så går der bare helt ged i det hele. 

Jeg har talt med søvnklinikken om det, men skal vente og se tiden an til min kontroltid den 4/12, fordi slimhinderne skal have tid til at hærde. Jeg har dog altid haft dette problem – også før min “maske-tid”, så jeg tror ikke de hinder får det bedre. 

Jeg er medlem af en gruppe for søvnapnø på Facebook, og her siger alle som en, at jeg skal have en “fugter” tilsluttet mit apparat, så jeg ikke får pustet tør luft ind i næsen. Det skal jeg tale med dem om til kontrollen.

Lige nu synes jeg bare, at der er frygtelig lang tid til den 4., for jeg fungerer slet ikke. I mine “vågne” timer er jeg ved at dratte om af træthed, jeg er svimmel, mine nerver sidder helt uden på tøjet, jeg fryser og jeg glæder mig slet ikke til at skulle i seng om aftnen. Det er ellers en af mine største glæder her i livet. Jeg orker knapt nok at spise –  ikke engang en skål havregryn – jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle holde mig oprejst for at gå i køkkenet og hente det. Jeg lever af totalt tomme kalorier i form af det juleslik, jeg allerede havde købt ind. Mit humør er langt under O, og min angst er i top. 

Så min glæde over at være kommet i behandling er på nuværende tidspunkt vendt til kæmpe skuffelse, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skal få det bedre. 

Ja, det var så endnu en omgang ynk fra min side. 

Det er ikke altid så nemt at leve, og når man, som jeg, har nogle hæklefejl i kysen, så skal der bare ikke så meget til at slå én ud af kurs. 

Jeg er slået ud af kurs, men ved at være hudløst ærlig omkring, hvordan jeg har det og hvilke kampe jeg kæmper, håber jeg jo også, at jeg kan skabe åbenhed omkring det hele, så det ikke forbliver et tabu, at livet ikke altid er lyserødt. 

Og så håber jeg inderligt, at jeg en dag kommer hel og styrket ud på den anden side og bliver i stand til at hjælpe andre samme vej… 

Tendensen i vores samfund er, at man ikke skal klynke og have ondt af sig selv. 
Det gælder om at klemme balderne sammen og så ellers bare få det bedste ud af det hele. 

Jeg har klemt balderne så meget sammen, at jeg i teorien aldrig ville kunne lave et kopi-shot af det meget kendte foto af Kim Kardashians bagdel. At virkeligheden er en anden er et godt billede på, hvordan min verden er skruet sammen. For i teorien har jeg jo været i forskellige former for terapi i rigtig mange år, og i lige så mange år har jeg fået “lykkepiller” så jeg burde jo fungere, men virkeligheden er en anden. 

Jeg strammede mig an i går, hvor min far havde fødselsdag. Lige præcis hans fødselsdag har jeg jævnligt ikke deltaget i. Den eneste grund er faktisk, at den falder lige på denne årstid, hvor overgangen til vinter med våde og grå dage gør mit sind mørkt og trist. Automatisk sætter min dårlige samvittighed ind, fordi jeg gerne vil glæde ham med at komme – eller rettere – jeg vil helst ikke skuffe ham ved ikke at komme til fødselsdag, fordi jeg synes, at jeg skylder både ham og min mor hele verden. Uden dem havde jeg sikkert levet på gaden og haft en gæld på et mange-cifret beløb. 
Igår tog jeg hen og fik en dåse cola og en hjemmebagt bolle trods et angstniveau på noget nær en million. Jeg klarede det, og det er jeg glad for. Jeg har det bedre med, at jeg har været der igår og så måske må melde afbud på søndag, hvor hele familien er inviteret. 

Men jeg klynker i dag og jeg har vildt ondt af mig selv. 

I dag har jeg nemlig været i terapi og det var simpelthen så hård en omgang. Jeg havde ikke sovet meget i nat (det maskineri, der skal afhjælpe min søvnapnø slås jeg med hele natten igennem, så det giver ikke meget søvn), så jeg havde i den grad følelserne uden på tøjet fra starten af, samtidig med, at jeg var svimmel og “ude-af-min-krop”. 

Min terapeut er i en verdensklasse helt for sig selv. Jeg ser hende som et meget fantastisk menneske og jeg føler mig tryg ved hende. Den tryghed tror jeg i høj grad var grunden til, at jeg i dag fik et mega angstanfald midt i terapien. Min krop turde reagere på, at det vi talte om var rigtig svært. Men hvor var det dog skræmmende. Jeg hader angstanfald og det er faktisk ikke noget jeg oplever særlig tit. “Min angst” viser sig i dagligt fysisk ubehag og en konstant uro, der forværres når jeg skal være sammen med andre. 

Jeg har sovet siden jeg kom hjem og jeg har stadig den grimme uro og føler mig svimmel og træt. 

Så i dag vil jeg tillade mig at have helt vildt ondt af mig selv og være super ked af, at mit liv er som det er …. 

I morgen må jeg igang igen med arbejdet hen imod at blive rask…. 

Basta !!! 

… ” vi ku’ blive, hvad som helst vi to
       men skyerne hænger, lavt på himlen nu ” …

Jeg sidder og lytter til melankolske sange med Rasmus Walter mens tankerne vandrer og jeg forsøger at få dem ned i ord. 

… ” ku’ vi ligge og drive lidt med tiden nu, 
       uden at tænke på at tænke, bare holde ud ” …

Min krop er ved at vågne. Min hjerne er ved at vågne. 
De har rottet sig sammen og danser jive i mit sind og i mine knogler.
Jeg forsøger, at følge med i de vilde rytmer. Jeg vil gerne være sammen med dem, og jeg ved, at vi tre kan nå uanede højder ….. sammen. 

… ” jeg følger dine bevægelser, og prøver at regne dig ud,
       men dit udtryk er stille, det’ som om du flyder ud “…

Udenpå er kroppen stiv og enhver bevægelse går imod den indre dans. Det gør mig svimmel og giver mig kvalme. Det gør mig anspændt og fodrer min angst. Lydene er hule og utydelige i min boble, hvor kun en syngen for ørerne trænger klart igennem. Knoglerne gør ondt, hver gang jeg ikke blot sidder i min stol. Lænden værker når jeg går og nakken knaser når jeg drejer hovedet. Tankerne løber marathon og kæmper for at nå først frem, men de kommer alle over målstregen samtidig og et målfoto er nyttelyst, for de er allerede på vej mod startlinien igen. 

… “jeg har løbet, for at komme væk herfra, 
      men du er svær at slippe, selvom jeg ikke holder fast i noget ” …

Det er svært at slippe noget velkendt – uanset, hvor lidt godt det gør for os. Det vi kender ligger på rygraden – slået fast med syv-tommer-søm, og kommer frem så snart det har mulighed for det. Ubevidst holder vi fast i det, fordi det er noget vi kender. Kroppen holder fast i det. Hjernen holder fast. Altså holder jeg fast. 
De nye spor var ikke nået at blive dybe nok til at jeg valgte den vej da jeg tog hul på det nye. Jeg er røget lige lukt ind på den gamle, velkendte og dog så uønskede vej. 

I morgen skal jeg i terapi. Jeg glæder mig og frygter det. Det bliver hårdt at sidde der med følelserne udenpå tøjet og angsten, der kører slalom på alle bakkerne i hjernen, på alle knoglerne og gennem hver en åre i min krop. 

Men jeg vinder …. basta !!!!