Glæde og skuffelse går hånd i hånd …

Dem, der følger med i mine indlæg ved, at jeg glædede mig, som et barn til juleaften, over at være sat i behandling for min søvnapnø. De første dage gik over al forventning. Jeg sov med masken hele natten og havde super flotte tal – *thumbs up*

Siden er det bare gået ned ad bakke. Jeg kan ikke enes med masken. Jeg har endda prøvet flere størrelser, men vores forhold er overhovedet ikke nået op i de højder, som jeg havde forventet. Måske havde jeg sat forventningerne for højt for hold op, hvor er jeg skuffet. 

Faktisk er jeg mere træt end nogensinde. 

Jeg sover fra midnat til klokken er både 13, 14 og 15, og kun 3-5 af timerne er med masken på. Gennem de timer er jeg vågen flere gange og opnår vist aldrig at komme i den gode, dybe søvn.

Masken tynger på min næseryg, og jeg er efterhånden blevet helt hårdhudet på næsen og har også fået et lille sår. 
Jeg føler, at den mindste maske sidder for tæt på den yderste del af næseborene og mindsker passagen.
Jeg føler, at den største maskes inderste siliconekant dækker for det nederste af næseborene, og at hvis jeg ikke ligger helt stille, så smutter luften ud under kanterne.
Mine slimhinder (tror jeg det er) er så irriterede, at jeg sidste nat vågnede af smerter oppe i næsen. 
Jeg føler det som om passagen bliver mindre og mindre for hver nat og “maske-søvnen” slutter altid med, at jeg vågner helt op ved, at jeg ikke kan få luft. Masken dækker kun næsen, så man skal lære at sove med tungen oppe i ganen for at luften ikke fiser ud gennem munden. Når jeg ikke kan få luft åbner jeg jo ubevidst munden og så går der bare helt ged i det hele. 

Jeg har talt med søvnklinikken om det, men skal vente og se tiden an til min kontroltid den 4/12, fordi slimhinderne skal have tid til at hærde. Jeg har dog altid haft dette problem – også før min “maske-tid”, så jeg tror ikke de hinder får det bedre. 

Jeg er medlem af en gruppe for søvnapnø på Facebook, og her siger alle som en, at jeg skal have en “fugter” tilsluttet mit apparat, så jeg ikke får pustet tør luft ind i næsen. Det skal jeg tale med dem om til kontrollen.

Lige nu synes jeg bare, at der er frygtelig lang tid til den 4., for jeg fungerer slet ikke. I mine “vågne” timer er jeg ved at dratte om af træthed, jeg er svimmel, mine nerver sidder helt uden på tøjet, jeg fryser og jeg glæder mig slet ikke til at skulle i seng om aftnen. Det er ellers en af mine største glæder her i livet. Jeg orker knapt nok at spise –  ikke engang en skål havregryn – jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle holde mig oprejst for at gå i køkkenet og hente det. Jeg lever af totalt tomme kalorier i form af det juleslik, jeg allerede havde købt ind. Mit humør er langt under O, og min angst er i top. 

Så min glæde over at være kommet i behandling er på nuværende tidspunkt vendt til kæmpe skuffelse, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skal få det bedre. 

Ja, det var så endnu en omgang ynk fra min side. 

Det er ikke altid så nemt at leve, og når man, som jeg, har nogle hæklefejl i kysen, så skal der bare ikke så meget til at slå én ud af kurs. 

Jeg er slået ud af kurs, men ved at være hudløst ærlig omkring, hvordan jeg har det og hvilke kampe jeg kæmper, håber jeg jo også, at jeg kan skabe åbenhed omkring det hele, så det ikke forbliver et tabu, at livet ikke altid er lyserødt. 

Og så håber jeg inderligt, at jeg en dag kommer hel og styrket ud på den anden side og bliver i stand til at hjælpe andre samme vej…