De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂 

Don’t Grow Up – It’s A Trap !!

Jeg er vokset op i et hjem med faste rutiner. Frokost kl. 12 og aftensmad kl. 18 – sharp!!
Det var nødvendigt for at få hjulene til at køre. Min far havde noget nær en mia. hektar jord selv, og samtidig havde han maskinstation og udførte dermed også rigtig meget markarbejde for andre. Han måtte vide nøjagtigt, hvornår min mor kom med frokost, hvornår hun kom med eftermiddagskaffe, hvornår hun kom med aftensmad og, i de travle perioder, også hvornår hun kom med aftenskaffe.
Det primære, for at spilde så lidt tid på pauser som overhovedet muligt, var planlægning. Der er stadig stor underholdningsværdi i familien, når vi taler om, hvordan min far kunne spise en halv rundenom i én mundfuld, fordi han jo skulle videre.  
Min mor var også nødt til at have faste rutiner for at kunne have maden klar, samtidig med, at hun havde os 3 børn, der er født indenfor godt 3 år.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drømme om at flytte hjemmefra. Ikke fordi jeg ikke kunne li’ at bo hjemme, men jeg havde en udlængsel og jeg havde et stort behov for bestemme selv. Et sted, hvor ingen skulle bestemme, hvornår jeg skulle rydde op, hvornår jeg skulle gå i seng, om jeg måtte sove med lyset tændt, hvem jeg måtte være sammen med og nok mest af alt – hvor jeg ikke skulle være med til at lave markarbejde. At pille sten og flyvehavre er nok bare noget af det, der ligger længst fra drømmene om at være i et pulserende storby-liv. 

Nogle børn, der vokser op på landet kan slet ikke se sig selv bo i en by, men jeg ville ind til byen og bo, og jeg ville ud i verden. Den nærmeste større by i min barndom var Næstved, og jeg var lykkelig da jeg begyndte på gymnasiet, og kunne tage en senere bus og bare gå og kigge på vinduer og mennesker.  Jeg knoklede samtidig med 3 fritidsjobs for at få råd til alle de ting, jeg gerne ville. Ugens højdepunkt var når jeg fik lov til at tage på disco med nogle veninder. Jeg elskede at møde nye mennesker og én ting var helt sikker – jeg var blandt de allersidste, der gik hjem hen på den tidlige morgenstund. 

Jeg begyndte at slå mig i tøjret. Eftersom jeg var den ældste har jeg nok været noget af en mundfuld for mine forældre. Jeg elskede friheden i byen og blev vred af skuffelse, når der blev sagt nej. Mange tårer er trillet på den konto. 

Jeg længtes efter at blive voksen. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme og selv at have ansvaret for mine handlinger og min hverdag. 

Jeg skulle blive klogere !

Da jeg endelig stod i den situation, at jeg var “voksen” og havde mit eget liv, blev jeg så overvældet, at jeg blev skræmt. 

Jeg var lige fyldt 30. Var gift og havde hele pakken. Villa, vogne og 2 vidunderlige små børn. Efter diverse barsler og forældreorlove havde jeg også fået det, jeg troede var mit drømmejob. I mine tanker var jeg den travle mor, der klarede jobbet i dagtimerne, hentede børn, lavede mad, puttede børn inden jeg tog til bestyrelsesmøder i børnehave og vuggestue. I weekenderne så vi venner og familie og mødregruppen blev der også holdt liv i jævnligt. 

*SKRALD* sagde det bare en dag, og klappen gik ned. Lige der midt i køen i Føtex. Dér stod jeg og rystede som espeløv, svedte og troede, at jeg skulle dø. Jeg fik bakset mig selv hjem i seng og der lå jeg i de næste 3 måneder. Jeg turde ikke gå udenfor en dør og de migræneanfald, som var begyndt et par år før, kom nu hyppigt. (I dag kan jeg se, at det var et vink med en vognstang). 

Ansvaret for det hele var blevet større end min psyke kunne klare. I mange måneder trak jeg stikket ud – eller jeg var tvunget til det, for min krop og hjerne ville slet ikke samarbejde. Jeg skiftevis sov og græd, og min mor eller barnepigen hentede børnene næsten hver dag. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ønskede bare at sove fra alt ubehaget og alle tankerne, men jeg turde heller ikke sove, fordi jeg var bange for, at der skete mig eller børnenes far noget, så de var helt alene i verden. 

Angstanfaldet i Føtex blev begyndelsen til enden. Et år efter var jeg skilt og boede i en lejlighed tæt på mit tidligere hjem. Mange svære valg blev truffet – bla. at børnene blev boende hos deres far. Han kunne blive boende i huset og jeg kunne slet ikke bære, at de skulle rives ud af deres trygge hverdag og flytte i lejlighed med mig. Oven i købet var jeg i denne periode totalt ustabil psykisk og levede med daglige angst- eller migræneanfald. 
Det var en beslutning, der blev mødt med mange forskellige meninger, og det er en beslutning som jeg, den dag i dag, stadig kan stille spørgsmålstegn ved. I mit hjerte ved jeg, at det var det bedste, men tro mig, at mine tanker næsten dagligt har stillet spørgsmål som “var det nu det rigtige?”, “kunne du ikke ha’ taget dig lidt mere sammen?” osv. osv. 

14 år er gået.
14 år, hvor jeg dagligt kæmper min egen seje kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv. 
14 lange år, hvor jeg hver dag har savnet at være en “rigtig” mor for mine børn. 
14 år, hvor jeg har hadet betegnelsen “ansvar”, for jeg fik større ansvar end jeg kunne klare. Jeg tog et større ansvar end min krop kunne holde til. Den sagde fra på en så ubehagelig og grim måde. 

Åh, hvor har jeg grædt mange tårer, og hikstende forklaret min terapeut, hvor uduelig jeg føler mig, når jeg ser på min nuværende situation. 45 år, single, mine børn bor ikke hos mig, jeg er førtidspensionist, jeg udnytter slet ikke al den tid, jeg har til rådighed, jeg melder fra til et utal af familiearrangementer og mange dage er jeg så angst, at jeg ikke engang kommer ned ad trappen og tømmer min postkasse. 
Og hvor er det en sej kamp at finde tilbage til, at jeg er nødt til at tage ansvar igen.

Jeg sammenligner mig selv med alle !! og jeg mener virkelig alle. Først og fremmest mine søskende. De står som noget nær perfekte i mine tanker. Fast forhold, gode jobs, gode lønninger, skønne børn, overskud til at lave en masse sammen med deres børn osv. osv.
Dernæst alle jeg ser på gaden (ser dem fra min altan). Jeg ved godt, at man ikke skal dømme på det objektive, men det sker så automatisk i min hjerne, at jeg slet ikke når at følge med. Det arbejder vi meget på i min terapi.

Wow – det var altså det, som voksenlivet havde til mig. 

Godt jeg ikke vidste det, da jeg som 16-årig ikke kunne blive voksen hurtigt nok !!

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

(ansigtsmaske fra Matas)

Mandag måtte jeg tage skeen i den anden hånd og meddele mine omgivelser – og især mine børn – at jeg er nødt til at sætte nogle rammer op for mig selv, hvor det er tilladt for mig, at jeg ikke konstant står til rådighed for hvem, der nu har brug for at tale med mig om et eller andet. 

Min terapeut fik mig overbevist om, at jeg er ved at blive rigtig syg – af stress. 

“Nu må du undskylde, at jeg spørger. Jeg har stor respekt for din terapeut, men ….. ” siger min voksne søn, og fortsætter: “Du arbejder ikke og har hele dagen for dig selv. Hvordan kan du blive stresset?” 

Spørgsmålet kommer da jeg ringer til ham og fortæller, at for fremtiden er min mobil sat på lydløs efter kl. 21.00. De nye rammer indebærer også, at jeg fremover kan finde på at sige, at jeg lige er i gang med noget så jeg ikke kan tale nu, men vil ringe tilbage senere. 

Jeg kan sagtens følge ham i hans spørgsmål, for jeg har da selv tit tænkt, at jeg har de allerbedste betingelser for ikke at blive plaget af stress. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Kroppen fortæller mig noget andet. 

Min krop og min hjerne bliver stresset af hele tiden at være på standby. Konstant står jeg til rådighed, via mobilen og facebook, for mine børn. Naturligvis gør jeg det ! Jeg føler jo, at jeg har en evig gæld til dem, fordi vores liv (deres og mit) ikke har været levet sammen 24/7 i mange år. Jeg skylder dem, at de altid kan få fat i mig og diskutere ting og sager, spørge mig til råds, læsse af når noget går dem på osv. 

Min terapeut og jeg arbejder på denne skyldfølelse, for den dræner mig for energi og giver ikke min krop og hjerne ro. Jeg skal indse, at mine børn er voksne nu og jeg skal tro på, at jeg har været med til at give dem så meget ballast, at de sagtens kan klare sig selv og underholde sig selv på en kedelig efterårsaften. 

Så nu er min mobil sat på lydløs efter kl. 21 og nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv, som gør mig godt. 

Som billedet viser forkæler jeg i aften min hud. Det gør jeg nemlig alt for sjældent – og i min alder er det vist ikke spor for tidligt at sætte ind mod begyndende rynker og træt og trist hud. 

Det er noget helt nyt, at jeg udstiller mig selv – og så med sådan et billede – gosh !!!

Men nu gider jeg ikke længere gemme mig. Livet skal nydes og opleves og mine læsere slipper ikke for at se på det. Basta !! 

Åh ja, livets vej er lang, snoet og fyldt med bakker og dale. En lang soap serie lavet om til et reality program, hvor du selv er hovedpersonen. En udvidet test i til- og fravalg. En shoppingtur, hvor listen er fyldt med ønsker og drømme, og en ironman bestående af 10 års skolegang (3800 m svømning), 18 år med oplæring i at være voksen (180 km cykling) og ca. 42 år før man er sådan rigtig “mentalt” voksen (ca. 42 km løb). 

Undervejs bliver vi udsat for alverdens indtryk, fristelser og pligter. Alting er noget, der styrker os og lærer os at agere i forskellige situationer. Vi har lært vigtigheden af at overleve fysisk. Vi er blevet oplært til at tjene samfundet og fællesskabet – økonomisk og med vores kvalifikationer. Vi skal stadig lære mere, så vi kan gøre denne del bedre og alt sættes ind, så de gode bliver endnu bedre. Vi bliver testet for at måle vores fremgang – i forhold til os selv og i forhold til resten af verden. 

Jeg er optaget af, hvordan vi lærer empati. Hvor og hvornår skal vi lære at alle IKKE er lige? – at ikke alle har det ligesom dig? – at nogle mennesker falder mens de bestiger en bakke? 

De seneste år er det blevet stuerent at se ned på de af vores medmennesker, der ryger i grøften på den sti, der er blevet udstukket. For 100 år siden hjalp du mennesket op – nu får han lov til at blive liggende. Hvis han er heldig er der endnu en krumme tilbage i det madpapir en anden har krøllet sammen og kastet over skulderen og som rammer ham.

“Survival of the Fittest”  – Overlevelse af den med de skarpeste rundsave på albuerne (frit og ikke helt objektivt oversat).

Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, at skolen lægger ligeså stor vægt på oplysning om livets bagsider, som den gør på f.eks. idræt. Fortæl om alle de ting, som eleverne ikke kan se eller måle. Fortæl om alkoholisme, fortæl om arbejdsløshed, fortæl om handicap, fortæl om psykiske sygdomme. Gør det til noget almindeligt – noget, der ikke er farligt at komme i nærheden af. Fjern tabuerne, så lille Frida ikke går og skjuler, at alt ikke er lyserødt hjemme hos hende, hvor far drikker lidt for meget. Så Hans mærker, at han er med i fællesskabet og at der bliver talt åbent og dagligdags om, at han bor hos en plejefamilie fordi hans forældre tager stoffer. Så Anne-Lise får det bedre med at have en mor, der er skizofren. Så Anton ikke behøver at gå og skamme sig over, at hans far er arbejdsløs.

Et samfund, hvor vi samler mennesket op istedet for at smide vores brugte papir i hovedet på det. 

Når man er angst og/eller deprimeret kan det gå ud over ens hukommelse !!

Den er jeg helt med på, men hvorfor er det så lige, at min hjerne ikke glemmer at være angst?
Jeg synes faktisk godt, at min hjerne kunne gøre mig den tjeneste, når nu den gladeligt lader mig glemme aftaler og koder. Den lader mig også have problemer med at læse og bytter rundt på bogstaver og ord, så jeg nogle gange føler mig som en dement på 137 år. 
Men angsten – den er åbenbart blevet lagt i allerforreste rum så den ikke bliver glemt.

Jeg har gennemskuet min hjerne. Den er simpelthen en lille, trodsig pige på 5 år, der kræver, at min opmærksomhed bliver lagt lige der, hvor hun vil ha’ det. Og hun har bestemt, at vi skal være bange – ja, faktisk har hun bestemt, at vi skal være bange for at blive bange.

Mine terapeuter gennem tiden har alle sagt, at det er fordi min hjerne er pænt veludviklet og gennem livet har tænkt sig ud og ind ad situationer.
Men nu skal jeg lære at mærke – ikke tænke, men mærke!

Det bliver hårdt arbejde at få det lært. Angsten har jo netop lært mig, at jeg ikke vil mærke noget, for når jeg mærker min krop, så er det jeg bliver angst.
Og når jeg er angst, så tager jeg vare på den lille pige indeni. Så får hun den opmærksomhed hun kræver. Nu bliver kunsten så, at give hende den uden at give køb på mig selv og mærke ubehag.

Jeg glæder mig til min næste terapi. Der skal vi arbejde med at give slip på det kæmpe behov jeg har for anerkendelse fra en person, som med alt tydelighed har vist, at han ingen interesse har i mig. Jeg har altid troet, at blod var tykkere end vand, men jeg skal have lagt låg på en drømmeverden, som aldrig kan blive sand.

Og jeg skal mærke det helt ind i mit hjerte !!! 

Separationsangst

Denne type angst indebærer usædvanlig stor frygt for adskillelse fra en tilknytningsperson, som regel mor eller far, som strækker sig ud over den almindelige aldersperiode for sådanne reaktioner. Hvis en sådan adskillelse sker, er det vigtigt for barnet hurtigt at genoprette kontakten. Symptomer på sådan angst vil starte, før barnet er 6 år, og vil ofte medføre kropslige symptomer på angst. Barnet vil desuden ofte vægre sig mod at gå i skole.

( kopieret fra Sundhed.dk )

Jeg er slet ikke er noget specielt. Noget af min angst er simpelthen opstået lige efter bogen. Baggrunden for, at jeg som voksen, er bukket under med psykiske problemer er ”bare”, at det, der kan tricke en angstlidelse, altså er sket lige på rette tid og sted.

Jeg er jo født med en sensitiv personlighed. Mit filter for, hvad jeg opfanger af følelser, stemninger, lyde, farver osv. er fyldt med større huller end det filter mange andre er udstyret med. Jeg lader mig nemmere gå på af det, som normalt betegnes som ”småting”, og jeg har svært ved ikke at tænke i farer og katastrofer. Min krop er konstant på vagt og i alarmberedskab.

Men bortset fra det, så har der så også været hændelser på de ”rigtige” tidspunkter, som har lagt bunden for, at jeg skulle få svært ved nogle ting senere i livet.

Med udgangspunkt i ovenstående citat fra sundhed.dk vil jeg her fortælle om en af disse hændelser.

Jeg var fyldt 5 år i februar, som jeg startede i børnehaveklassen i august.  Jeg mindes stadig min stolthed når min far bad mig læse noget i avisen, og jeg kunne læse det flydende for ham. Jeg var skoleklar !

Skæbnen ville, at jeg efter en uges skolegang, skulle på sygehuset og have fjernet polypper.

Dengang ( tilbage i starten af 70’erne ) var det ikke kutyme,  at forældrene blev indlagt sammen med børnene som det er i dag, så jeg blev afleveret på sygehuset, modtaget af en sygeplejerske og så måtte min mor gå igen. Det eneste jeg husker fra opholdet er, at jeg savnede min mor helt forfærdeligt, og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke måtte komme med hjem, når hun besøgte mig.

Da jeg var blevet rask igen, skulle jeg så tilbage til skolen.

De andre børn havde jo lært hinanden noget mere at kende, og jeg har senere fået fortalt, at jeg var meget, meget ked af at blive afleveret hver morgen. Min mor har oplevet at blive ringet op og bedt om at komme fordi jeg var utrøstelig.

Så den fase med separationsangst, som alle børn skal igennem i netop den alder, blev i den grad penslet godt og grundigt ud for mig.

Det var nemlig lige præcis i den alder, at jeg husker mine første små anfald af panikangst. Jeg vidste jo bare ikke, hvad det var – kun, at jeg i mørket om aftenen blev overmandet af tanken om, at jeg en dag skulle dø. At jeg en dag SKAL dø! Følelsen af afmagt over det uundgåelige gav mig åndenød og stærk hjertebanken – og en uudholdelig følelse af panik. Tankespiralen kunne kun brydes ved at slå hånden hårdt ned i madrassen. Få gange var det ikke nok og så så man en lille pige rende grædende op til sine forældre. Med en undskyldning om ”mareridt” kunne man så være heldig at få lov til at putte under mors dyne resten af natten.

Allerede dengang tav jeg om mine virkelige tanker – for hvem skulle dog kunne forstå dem? Jeg forstod dem jo ikke engang selv.

Mit håb er, at jeg nu, hvor jeg har fået sat ord på en af hændelserne, formår at hele mig selv, og med den voksnes fornuft fjerne nogle af de ubehagelige tanker….

Må freden og roen sænke sig over min hårdt prøvede hjerne 🙂