Dulledimsen
Dulledimsen
“Penge er ikke alt” – hvor mange gange har du ikke hørt den sætning? Og nej, penge er virkelig ikke alt, men de er så svære at mangle.
Min flytning har bestemt ikke været gratis, og nu begynder bunden af kisten at kunne anes. Er der noget, der kan påvirke min psyke, så er det når der kommer uventede regninger. Jeg har styr på mit budget og kan li’ det sådan, så uforudsete ting giver mig indre uro og kvalme.
Egentlig er det lidt af et paradoks.
Mine handlinger fungerer bedst for mig, når det ikke er planlagt på forhånd, men min økonomi skal være planlagt ned til mindste 50-øre. Her tåler jeg ikke overraskelser. De får mig til at være meget bevidst om, at jeg ikke bare lige kan arbejde over et par timer og så få lidt ekstra i lønningsposen. Sådan fungerer en førtidspension jo ikke. Tænk, om man kunne skrive de ekstra timer på, som man bruger hver dag på at arbejde med sig selv. Min førtidspension kan jo egentlig betegnes som en slags kompensation for at jeg ikke kan arbejde, men det arbejde jeg udfører overstiger langt de 37 timer, som andres arbejdsdag er. Jeg arbejder 16 timer i døgnet – eller 112 timer om ugen. Mit job kan ikke måles i papirstakke, der reduceres eller antallet af fittings, der bliver produceret. Livskvalitet og mængden af angstdæmpende øvelser og tanker kan bare ikke måles, men er i den grad også et værdigt arbejde.
Ups – tilbage til økonomien. Som skrevet, så kan jeg mærke kroppen reagere når jeg ikke kan se, at enderne mødes og jeg mangler stadig at holde sommerferie med min datter. Hun kommer en uge i starten af august og jeg krydser fingre for, at jeg har det så godt, at vi kan lave noget sammen.
Så – jeg ønsker mig et pengetræ. Det behøver ikke at blive stort og fyldt med sedler – bare lige så jeg kan klare mig ….
Dulledimsen
Rundt omkring i min lille lejlighed står der flyttekasser. Nogle er fyldte – de fleste er ikke samlet endnu. Jeg føler, at jeg er med og samtidig, at jeg mangler så meget.
Jeg ser det lidt som et billede på, hvordan min liv er lige nu.
Kasserne i min rygsæk og også igang med at blive pakket ud og pakket ned igen, så tingene kan ligge bedre og skabe en ny virkelighed.
I morgen starter mit nye liv. Dvs. jeg får nøglerne til mit nye liv i morgen. I løbet af de næste 14 dage skal det liv så formes.
Jeg kan mærke, at jeg står et nyt sted i mit liv. Et sted, hvor jeg ikke længere vil gå på kompromis. Et sted, hvor jeg tør sige, hvad jeg mener og hvad jeg vil ha’. Et sted, hvor jeg tager ansvar – ikke kun for mit liv, men også for mig selv. Jeg giver mig selv det som jeg vil ha’, og lader mig kun begrænse af min kassebeholdning 😉 Samtidig er der stadig en masse arbejde at tage fat på, men jeg føler, at jeg nu kan tage fat på at gøre noget godt bedre, og ikke blot se terapi som en redningsplanke for overhovedet at overleve dagen.
Den terapi jeg har modtaget gennem den sidste tid bærer frugt synes jeg. I den sidste uges tid har mit angstniveau ligget lavere end det plejer, og jeg får mere fra hånden i det daglige. Jeg føler mig gladere og kan faktisk mærke små bobler, der rører på sig.
Min flytning er planlagt i detaljer. Jeg har haft rigtig god nytte af at bruge en kalender til at holde styr på datoer og aftaler. Det er første gang i mit liv, at det rigtigt har virket for mig. Det gør mig roligere og giver mig et større overblik.
Jeg glæder mig over min personlige fremgang og jeg glæder mig for vildt til at flytte i en anden og større lejlighed, hvor jeg endelig får en stor stue og en altan. Jeg har gennem de 4½ år, jeg har boet i min nuværende lejlighed, opdaget, hvor vigtigt det er for mig, at kunne se natur og have mulighed for at sætte mig ud på en altan, hvor jeg være udenfor og samtidig være mig selv.
Rigtig god sommer allesammen – mine blogindlæg vil nok blive en smule begrænsede i den kommende tid, for jeg skal ud og leve livet 😀
Dulledimsen
Jeg har i længere tid overvejet at dekorere min stue med en wallsticker. Jeg har ledt på nettet for at finde den helt rigtige, fordi det var vigtigt for mig, at det blev en dekoration, der virkelig sagde mig noget og ville give mig en positiv oplevelse når jeg opholder mig i stuen. Min stue er indrettet fortrinsvist i sort/hvid – mine vægge er hvide og kun dekoreret med en hylde over mit spisebord. Den plads jeg havde udset til at blive pyntet var pladsen over min sofa. Et sted jeg ser hver gang jeg kommer ind i min stue.
Jeg fandt den helt rigtige hos COOLPRINT.dk
Jeg modtog min wallsticker ca. et døgn efter, at den var bestilt. Sikkert indpakket i et rør og med en udførlig vejledning i, hvordan den skulle sættes op. Selv jeg, der er udstyret med flere tommelfingre end de fleste, forstod, hvad jeg skulle gøre.
Og hold da helt op – det var SÅ nemt at sætte den op på væggen, selvom jeg har savsmuldstapet med ret grov tekstur. Det ser ud som om ordene er malet på min væg og jeg er totalt vild med resultatet.
Teksten – LOVE THE LIFE YOU LIVE – live the life you love – er blevet min daglige kilde til positive tanker. Hver gang jeg læser ordene bliver jeg i bedre humør og føler mig styrket i mine kampe i livet. (dem kan du læse om i tidligere opslag, hvis du har interesse for det).
Til sidst vil jeg lige påpege, at jeg har wallstickers i andre rum og har også haft i stuen før, men ingen af dem har været så nemme at sætte op som den her, og jeg har ikke før oplevet så hurtig en levering og så fyldestgørende en forklaring til, hvordan man sætter wallstickeren op.