Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

 

Jeg læser det tit. Folk tager en maske på. En maske, der passer ind i den sammenhæng, som de befinder sig i. Hvorfor tør de færreste være sig selv? Hvorfor føler vi, at vi er nødt til at foregive at være en anden end den vi er? Hvorfor må andre ikke se, hvordan vi har det? Og hvem er det, der bestemmer, hvordan man skal have det? Og kan det være positivt at tage en maske på af og til? 

Jeg har hængt mine masker op på væggen. Jeg magter simpelthen ikke ret tit at tage en af dem på – føler jeg. Alligevel smutter der automatisk en maske på, når jeg ser andre mennesker. Når min mor kommer med indkøbene, smiler jeg og snakker og når børnene ringer forsøger jeg at koncentrere mig og lytte til deres ord. De skal jo nødigt mærke, hvor skidt jeg har det. Nogle gange sidder masken dog så løst, at den smutter af undervejs. Jeg bliver ukoncentreret, den brusende lyd i ørerne overdøver deres stemmer og fokus finder vej ud i enhver celle af kroppen og registrerer og mærker efter – på den dumme måde. Jeg bliver den person, jeg er lige nu. Den triste og opgivende mig, som synes, at livet gør rigtig ondt og som bare har lyst til at gemme sig under dynen og græde. 

På den ene side er jeg stærk fortaler for, at vi alle skal vise præcis hvem vi er. Vi skal ikke forstille os og tage en maske på, der passer ind i de omgivelser vi er i lige nu. Vi skal være stolte af den person vi er, og ikke lade os putte i kasser. 

På den anden side kan et bevidst valg af maske gøre noget positivt for os. Når man er trist og nedtrykt, kan det hjælpe at tvinge en lidt mere glad maske på. Prøv det selv. Smil! Man bliver helt automatisk lidt mere glad, ikke? 

I bund og grund er vi dog blevet et samfund af mennesker med maske på, hvor ingen rigtigt tør være sig selv og hvor forskelligheder ses ned på af rigtig mange mennesker. 

Synd og skam, mener jeg. En strømlinet verden – er det at foretrække? Ikke efter min mening. Forskelle gør os større mennesker og at kunne acceptere forskellighed gør os helt automatisk mere åbne for indtryk, der er nye for os. 

Hvorfor kan der ikke bare være plads til os alle? Plads til dig, som du er, og plads til mig, som jeg er. 

 

 

De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂 

Don’t Grow Up – It’s A Trap !!

Jeg er vokset op i et hjem med faste rutiner. Frokost kl. 12 og aftensmad kl. 18 – sharp!!
Det var nødvendigt for at få hjulene til at køre. Min far havde noget nær en mia. hektar jord selv, og samtidig havde han maskinstation og udførte dermed også rigtig meget markarbejde for andre. Han måtte vide nøjagtigt, hvornår min mor kom med frokost, hvornår hun kom med eftermiddagskaffe, hvornår hun kom med aftensmad og, i de travle perioder, også hvornår hun kom med aftenskaffe.
Det primære, for at spilde så lidt tid på pauser som overhovedet muligt, var planlægning. Der er stadig stor underholdningsværdi i familien, når vi taler om, hvordan min far kunne spise en halv rundenom i én mundfuld, fordi han jo skulle videre.  
Min mor var også nødt til at have faste rutiner for at kunne have maden klar, samtidig med, at hun havde os 3 børn, der er født indenfor godt 3 år.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drømme om at flytte hjemmefra. Ikke fordi jeg ikke kunne li’ at bo hjemme, men jeg havde en udlængsel og jeg havde et stort behov for bestemme selv. Et sted, hvor ingen skulle bestemme, hvornår jeg skulle rydde op, hvornår jeg skulle gå i seng, om jeg måtte sove med lyset tændt, hvem jeg måtte være sammen med og nok mest af alt – hvor jeg ikke skulle være med til at lave markarbejde. At pille sten og flyvehavre er nok bare noget af det, der ligger længst fra drømmene om at være i et pulserende storby-liv. 

Nogle børn, der vokser op på landet kan slet ikke se sig selv bo i en by, men jeg ville ind til byen og bo, og jeg ville ud i verden. Den nærmeste større by i min barndom var Næstved, og jeg var lykkelig da jeg begyndte på gymnasiet, og kunne tage en senere bus og bare gå og kigge på vinduer og mennesker.  Jeg knoklede samtidig med 3 fritidsjobs for at få råd til alle de ting, jeg gerne ville. Ugens højdepunkt var når jeg fik lov til at tage på disco med nogle veninder. Jeg elskede at møde nye mennesker og én ting var helt sikker – jeg var blandt de allersidste, der gik hjem hen på den tidlige morgenstund. 

Jeg begyndte at slå mig i tøjret. Eftersom jeg var den ældste har jeg nok været noget af en mundfuld for mine forældre. Jeg elskede friheden i byen og blev vred af skuffelse, når der blev sagt nej. Mange tårer er trillet på den konto. 

Jeg længtes efter at blive voksen. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme og selv at have ansvaret for mine handlinger og min hverdag. 

Jeg skulle blive klogere !

Da jeg endelig stod i den situation, at jeg var “voksen” og havde mit eget liv, blev jeg så overvældet, at jeg blev skræmt. 

Jeg var lige fyldt 30. Var gift og havde hele pakken. Villa, vogne og 2 vidunderlige små børn. Efter diverse barsler og forældreorlove havde jeg også fået det, jeg troede var mit drømmejob. I mine tanker var jeg den travle mor, der klarede jobbet i dagtimerne, hentede børn, lavede mad, puttede børn inden jeg tog til bestyrelsesmøder i børnehave og vuggestue. I weekenderne så vi venner og familie og mødregruppen blev der også holdt liv i jævnligt. 

*SKRALD* sagde det bare en dag, og klappen gik ned. Lige der midt i køen i Føtex. Dér stod jeg og rystede som espeløv, svedte og troede, at jeg skulle dø. Jeg fik bakset mig selv hjem i seng og der lå jeg i de næste 3 måneder. Jeg turde ikke gå udenfor en dør og de migræneanfald, som var begyndt et par år før, kom nu hyppigt. (I dag kan jeg se, at det var et vink med en vognstang). 

Ansvaret for det hele var blevet større end min psyke kunne klare. I mange måneder trak jeg stikket ud – eller jeg var tvunget til det, for min krop og hjerne ville slet ikke samarbejde. Jeg skiftevis sov og græd, og min mor eller barnepigen hentede børnene næsten hver dag. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ønskede bare at sove fra alt ubehaget og alle tankerne, men jeg turde heller ikke sove, fordi jeg var bange for, at der skete mig eller børnenes far noget, så de var helt alene i verden. 

Angstanfaldet i Føtex blev begyndelsen til enden. Et år efter var jeg skilt og boede i en lejlighed tæt på mit tidligere hjem. Mange svære valg blev truffet – bla. at børnene blev boende hos deres far. Han kunne blive boende i huset og jeg kunne slet ikke bære, at de skulle rives ud af deres trygge hverdag og flytte i lejlighed med mig. Oven i købet var jeg i denne periode totalt ustabil psykisk og levede med daglige angst- eller migræneanfald. 
Det var en beslutning, der blev mødt med mange forskellige meninger, og det er en beslutning som jeg, den dag i dag, stadig kan stille spørgsmålstegn ved. I mit hjerte ved jeg, at det var det bedste, men tro mig, at mine tanker næsten dagligt har stillet spørgsmål som “var det nu det rigtige?”, “kunne du ikke ha’ taget dig lidt mere sammen?” osv. osv. 

14 år er gået.
14 år, hvor jeg dagligt kæmper min egen seje kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv. 
14 lange år, hvor jeg hver dag har savnet at være en “rigtig” mor for mine børn. 
14 år, hvor jeg har hadet betegnelsen “ansvar”, for jeg fik større ansvar end jeg kunne klare. Jeg tog et større ansvar end min krop kunne holde til. Den sagde fra på en så ubehagelig og grim måde. 

Åh, hvor har jeg grædt mange tårer, og hikstende forklaret min terapeut, hvor uduelig jeg føler mig, når jeg ser på min nuværende situation. 45 år, single, mine børn bor ikke hos mig, jeg er førtidspensionist, jeg udnytter slet ikke al den tid, jeg har til rådighed, jeg melder fra til et utal af familiearrangementer og mange dage er jeg så angst, at jeg ikke engang kommer ned ad trappen og tømmer min postkasse. 
Og hvor er det en sej kamp at finde tilbage til, at jeg er nødt til at tage ansvar igen.

Jeg sammenligner mig selv med alle !! og jeg mener virkelig alle. Først og fremmest mine søskende. De står som noget nær perfekte i mine tanker. Fast forhold, gode jobs, gode lønninger, skønne børn, overskud til at lave en masse sammen med deres børn osv. osv.
Dernæst alle jeg ser på gaden (ser dem fra min altan). Jeg ved godt, at man ikke skal dømme på det objektive, men det sker så automatisk i min hjerne, at jeg slet ikke når at følge med. Det arbejder vi meget på i min terapi.

Wow – det var altså det, som voksenlivet havde til mig. 

Godt jeg ikke vidste det, da jeg som 16-årig ikke kunne blive voksen hurtigt nok !!

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.  

Dem, der følger med i mine indlæg ved, at jeg glædede mig, som et barn til juleaften, over at være sat i behandling for min søvnapnø. De første dage gik over al forventning. Jeg sov med masken hele natten og havde super flotte tal – *thumbs up*

Siden er det bare gået ned ad bakke. Jeg kan ikke enes med masken. Jeg har endda prøvet flere størrelser, men vores forhold er overhovedet ikke nået op i de højder, som jeg havde forventet. Måske havde jeg sat forventningerne for højt for hold op, hvor er jeg skuffet. 

Faktisk er jeg mere træt end nogensinde. 

Jeg sover fra midnat til klokken er både 13, 14 og 15, og kun 3-5 af timerne er med masken på. Gennem de timer er jeg vågen flere gange og opnår vist aldrig at komme i den gode, dybe søvn.

Masken tynger på min næseryg, og jeg er efterhånden blevet helt hårdhudet på næsen og har også fået et lille sår. 
Jeg føler, at den mindste maske sidder for tæt på den yderste del af næseborene og mindsker passagen.
Jeg føler, at den største maskes inderste siliconekant dækker for det nederste af næseborene, og at hvis jeg ikke ligger helt stille, så smutter luften ud under kanterne.
Mine slimhinder (tror jeg det er) er så irriterede, at jeg sidste nat vågnede af smerter oppe i næsen. 
Jeg føler det som om passagen bliver mindre og mindre for hver nat og “maske-søvnen” slutter altid med, at jeg vågner helt op ved, at jeg ikke kan få luft. Masken dækker kun næsen, så man skal lære at sove med tungen oppe i ganen for at luften ikke fiser ud gennem munden. Når jeg ikke kan få luft åbner jeg jo ubevidst munden og så går der bare helt ged i det hele. 

Jeg har talt med søvnklinikken om det, men skal vente og se tiden an til min kontroltid den 4/12, fordi slimhinderne skal have tid til at hærde. Jeg har dog altid haft dette problem – også før min “maske-tid”, så jeg tror ikke de hinder får det bedre. 

Jeg er medlem af en gruppe for søvnapnø på Facebook, og her siger alle som en, at jeg skal have en “fugter” tilsluttet mit apparat, så jeg ikke får pustet tør luft ind i næsen. Det skal jeg tale med dem om til kontrollen.

Lige nu synes jeg bare, at der er frygtelig lang tid til den 4., for jeg fungerer slet ikke. I mine “vågne” timer er jeg ved at dratte om af træthed, jeg er svimmel, mine nerver sidder helt uden på tøjet, jeg fryser og jeg glæder mig slet ikke til at skulle i seng om aftnen. Det er ellers en af mine største glæder her i livet. Jeg orker knapt nok at spise –  ikke engang en skål havregryn – jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle holde mig oprejst for at gå i køkkenet og hente det. Jeg lever af totalt tomme kalorier i form af det juleslik, jeg allerede havde købt ind. Mit humør er langt under O, og min angst er i top. 

Så min glæde over at være kommet i behandling er på nuværende tidspunkt vendt til kæmpe skuffelse, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skal få det bedre. 

Ja, det var så endnu en omgang ynk fra min side. 

Det er ikke altid så nemt at leve, og når man, som jeg, har nogle hæklefejl i kysen, så skal der bare ikke så meget til at slå én ud af kurs. 

Jeg er slået ud af kurs, men ved at være hudløst ærlig omkring, hvordan jeg har det og hvilke kampe jeg kæmper, håber jeg jo også, at jeg kan skabe åbenhed omkring det hele, så det ikke forbliver et tabu, at livet ikke altid er lyserødt. 

Og så håber jeg inderligt, at jeg en dag kommer hel og styrket ud på den anden side og bliver i stand til at hjælpe andre samme vej… 

Tendensen i vores samfund er, at man ikke skal klynke og have ondt af sig selv. 
Det gælder om at klemme balderne sammen og så ellers bare få det bedste ud af det hele. 

Jeg har klemt balderne så meget sammen, at jeg i teorien aldrig ville kunne lave et kopi-shot af det meget kendte foto af Kim Kardashians bagdel. At virkeligheden er en anden er et godt billede på, hvordan min verden er skruet sammen. For i teorien har jeg jo været i forskellige former for terapi i rigtig mange år, og i lige så mange år har jeg fået “lykkepiller” så jeg burde jo fungere, men virkeligheden er en anden. 

Jeg strammede mig an i går, hvor min far havde fødselsdag. Lige præcis hans fødselsdag har jeg jævnligt ikke deltaget i. Den eneste grund er faktisk, at den falder lige på denne årstid, hvor overgangen til vinter med våde og grå dage gør mit sind mørkt og trist. Automatisk sætter min dårlige samvittighed ind, fordi jeg gerne vil glæde ham med at komme – eller rettere – jeg vil helst ikke skuffe ham ved ikke at komme til fødselsdag, fordi jeg synes, at jeg skylder både ham og min mor hele verden. Uden dem havde jeg sikkert levet på gaden og haft en gæld på et mange-cifret beløb. 
Igår tog jeg hen og fik en dåse cola og en hjemmebagt bolle trods et angstniveau på noget nær en million. Jeg klarede det, og det er jeg glad for. Jeg har det bedre med, at jeg har været der igår og så måske må melde afbud på søndag, hvor hele familien er inviteret. 

Men jeg klynker i dag og jeg har vildt ondt af mig selv. 

I dag har jeg nemlig været i terapi og det var simpelthen så hård en omgang. Jeg havde ikke sovet meget i nat (det maskineri, der skal afhjælpe min søvnapnø slås jeg med hele natten igennem, så det giver ikke meget søvn), så jeg havde i den grad følelserne uden på tøjet fra starten af, samtidig med, at jeg var svimmel og “ude-af-min-krop”. 

Min terapeut er i en verdensklasse helt for sig selv. Jeg ser hende som et meget fantastisk menneske og jeg føler mig tryg ved hende. Den tryghed tror jeg i høj grad var grunden til, at jeg i dag fik et mega angstanfald midt i terapien. Min krop turde reagere på, at det vi talte om var rigtig svært. Men hvor var det dog skræmmende. Jeg hader angstanfald og det er faktisk ikke noget jeg oplever særlig tit. “Min angst” viser sig i dagligt fysisk ubehag og en konstant uro, der forværres når jeg skal være sammen med andre. 

Jeg har sovet siden jeg kom hjem og jeg har stadig den grimme uro og føler mig svimmel og træt. 

Så i dag vil jeg tillade mig at have helt vildt ondt af mig selv og være super ked af, at mit liv er som det er …. 

I morgen må jeg igang igen med arbejdet hen imod at blive rask…. 

Basta !!! 

… ” vi ku’ blive, hvad som helst vi to
       men skyerne hænger, lavt på himlen nu ” …

Jeg sidder og lytter til melankolske sange med Rasmus Walter mens tankerne vandrer og jeg forsøger at få dem ned i ord. 

… ” ku’ vi ligge og drive lidt med tiden nu, 
       uden at tænke på at tænke, bare holde ud ” …

Min krop er ved at vågne. Min hjerne er ved at vågne. 
De har rottet sig sammen og danser jive i mit sind og i mine knogler.
Jeg forsøger, at følge med i de vilde rytmer. Jeg vil gerne være sammen med dem, og jeg ved, at vi tre kan nå uanede højder ….. sammen. 

… ” jeg følger dine bevægelser, og prøver at regne dig ud,
       men dit udtryk er stille, det’ som om du flyder ud “…

Udenpå er kroppen stiv og enhver bevægelse går imod den indre dans. Det gør mig svimmel og giver mig kvalme. Det gør mig anspændt og fodrer min angst. Lydene er hule og utydelige i min boble, hvor kun en syngen for ørerne trænger klart igennem. Knoglerne gør ondt, hver gang jeg ikke blot sidder i min stol. Lænden værker når jeg går og nakken knaser når jeg drejer hovedet. Tankerne løber marathon og kæmper for at nå først frem, men de kommer alle over målstregen samtidig og et målfoto er nyttelyst, for de er allerede på vej mod startlinien igen. 

… “jeg har løbet, for at komme væk herfra, 
      men du er svær at slippe, selvom jeg ikke holder fast i noget ” …

Det er svært at slippe noget velkendt – uanset, hvor lidt godt det gør for os. Det vi kender ligger på rygraden – slået fast med syv-tommer-søm, og kommer frem så snart det har mulighed for det. Ubevidst holder vi fast i det, fordi det er noget vi kender. Kroppen holder fast i det. Hjernen holder fast. Altså holder jeg fast. 
De nye spor var ikke nået at blive dybe nok til at jeg valgte den vej da jeg tog hul på det nye. Jeg er røget lige lukt ind på den gamle, velkendte og dog så uønskede vej. 

I morgen skal jeg i terapi. Jeg glæder mig og frygter det. Det bliver hårdt at sidde der med følelserne udenpå tøjet og angsten, der kører slalom på alle bakkerne i hjernen, på alle knoglerne og gennem hver en åre i min krop. 

Men jeg vinder …. basta !!!!

Der er altid to sider af alting – en for- og en bagside. 

I mit nye kapitel her i livet har jeg ventet spændt på at komme igang fordi jeg så gerne ville opleve forsiden. Og som den person jeg er, vil jeg helst se resultaterne igår. Jeg burde egentlig have lært, at når jeg forventer noget, så ender jeg enten med at blive skuffet eller frustreret. 

Det går rigtig godt med at sove med maske på om natten. Altså så godt som det nu kan gå efter kun 2 nætter med min nye sove-ven. I nat sov jeg 8,3 timer og havde et AHI tal på 0.9 (Det er det tal, der sladrer om, hvor mange verjtrækningspauser jeg gennemsnitligt har på en times søvn – og det skal være under 5,0) 

Jeg kan helt sikkert mærke, at jeg er mere klar i hovedet – på en diffus måde. Jow jow, det giver mening, ikk? Men noget er der i hvert fald forandret. Jeg er ikke træt på samme måde. Det er ikke den der følelse af, at være blevet vækket efter kun 20 minutters søvn, hvor man kan føle sig helt influenza-agtig. Jeg vil godt gå så vidt som til at sige, at jeg har en vis følelse af at være frisk om morgenen. 

Og så til bagsiden. Min hjerne kan da bare slet ikke forstå en hujende …. *leder efter et pænt ord* …. hmm.. den fatter ikke, hvad der sker. Hele dagen i dag har jeg haft et angstniveau, der har ligget på 10 (på en skala fra 1-10, hvor 10 er det næsten uudholdelige). Det har kriblet og krablet i hele kroppen af uro. Jeg har haft kvalme og været svimmel og haft en irriterende trykken i hovedet. Altså den velkendte angst, som jeg har haft så mange år. 

Jeg tænker flere ting om det. 

Min første tanke er, at en dårligt iltet hjerne måske ikke optager mine antidepressiver 100%, men det gør den så når hjernen får nok ilt – så det er måske en slags tilvænning jeg oplever nu – ligesom når jeg ændrer medicin. 

En anden tanke er, at en hjerne, der ikke får ilt nok måske er med til at dulme angsten, fordi hjernen ikke opfatter alt, hvad der sker, og nu er den pludselig vågen og modtager alle mulige indtryk, som den skal forholde sig til og det er ligesom at vække Holger Danske, som gør sig klar til kamp. 

Noget sker der i hvert fald, og det er godt nok svært at se det positive i mere angst, men på den anden side – angsten slår mig jo trods alt ikke ihjel – det kan ubehandlet søvnapnø jo ende med. 

Jeg forsøgte at hoppe op på hesten igen ved at gå hen og handle ind. Tror lige, at jeg venter et par dage med det – for hold da op, hvor min hjerne troede, at det var vildt farligt. Jeg var flere gange ved at løbe skrigende ud af butikken, men jeg skulle jo ha’ mad og man skal jo også betale for det man tager med ud 😀 .. 

Jeg kæmper videre i morgen !! .. basta !! 

Man skal lige vænne sig til, at der er andre lyde i soveværelset. 

I aftes var jeg til forundersøgelse på søvnklinikken i Silkeborg. Jeg var så heldig at få en afbudstid – min oprindelige tid var ellers den 27. november. 

Universet har i den grad været med mig i alt det her. Heldet ville, at den læge, der skulle lave forundersøgelsen, var den ørelæge jeg er blevet undersøgt af i Randers, og som henviste mig videre. 

Til klinikken bliver henvist både fra egen læge og ørelæger. Derfor skal alle gennem forundersøgelsen, men eftersom jeg jo havde fået diagnosen “ekstrem søvnapnø” havde han helt ekstraordinært fået sat i stand, at jeg kunne få mit søvnapparat med hjem allerede igår. 

Sygeplejersken, der skulle udlevere min nye sengekammerat, var utrolig sød og meget grundig i at vejlede mig om alt fra, hvordan apparatet virker, hvad jeg kan aflæse på skærmen og hvordan det hele skal holdes rent. Jeg sad med masken på i ca. 5 minutter for at se, hvordan jeg havde det med den. Første gang den blev sat på, blev jeg da godt nok noget forskrækket. Masken dækker kun næsen og fordi den puster luft ind skal man huske at lukke munden og sætte tungen op i ganen, for ellers fiser luften gennem næsen og ud gennem munden. Det er en speciel og meget mærkelig fornemmelse. 

Jeg var lidt nervøs for at gå i seng, for jeg vidste jo ikke helt, hvordan jeg ville reagere i løbet af natten – om jeg ville hive masken af i søvne eller om lydene fra maskinen ville holde mig vågen. 

Sådan så jeg ud da jeg havde installeret mig med det hele og lå klar til at sove: 

I løbet af natten var jeg vågen et par gange, men sov i bund og grund okay. Jeg var spændt på at vågne op og aflæse maskinen, for at se, hvordan mine tal så ud. 

Maskinen måler, hvor længe jeg har sovet, om masken har siddet rigtigt (er markeret med en smiley) og hvor mange pauser jeg har haft i min vejrtrækning. En person uden søvnapnø har under 5 pauser i timen i løbet af en nattesøvn. Mit udgangspunkt var 85 pauser i timen. Se lige resultatet fra min allerførste nat:

 

Det må i den grad siges at være godkendt !! 🙂 

Fysisk følte jeg mig ikke synderlig anderledes da jeg vågnede end jeg plejer. Jeg var stadig groggy og træt, men jeg vågnede da på den rigtige side af middag og nu, hvor jeg har været oppe i nogle timer synes jeg, at jeg har det en smule bedre end jeg plejer. Min næse føltes lidt tilstoppet de første vågne timer og min hals er øm – ligesom under en forkølelse, men det er sikkert bare her under opstarten. 

Jeg er blevet fortalt af læger, sygeplejersker og andre, at der sagtens kan gå nogle uger inden man mærker den fulde effekt. En belastet hjerne og krop skal lige have tid til at restituere sig, men jeg er fuld af forhåbninger for mit nye liv. 

Bring it on !!! 😀

 

Hele ugen har vi her i landet haft fokus på cancer. Det hele kuliminerede i aften i et gigantisk indsamlingsshow på TV2. 

Jeg har grinet, jeg har lyttet interesseret og jeg har grædt i stride strømme over de følelsesladede historier. Jeg har nydt de musiske indslag og jeg har følt mig stolt over, at vi, i vores lille land, står sammen og kan stampe så mange penge op i den gode sags tjeneste. 

Jeg er taknemmelig over, at der bliver sat fokus på, hvad cancer betyder for den, der er ramt og for den syges pårørende og omkreds. Hver 3. af os risikerer, at vi en dag står med en cancer diagnose i hånden, så ingen tvivl om, at en tilføring af midler til forskning, oplysning, behandling og efterbehandling er super vigtig. 

Personligt er jeg vild med, at vi har kendte mennesker. En vis kendis-faktor skaber opmærksomhed og fokus på mange ting. 

På de sociale medier er der kommet en helt masse forskellige meninger omkring indsamlingen. Jeg har listet nogle af dem op her og kommer hjertens gerne med min egen mening om dem.

“hykleri”. Hold da helt op, hvor jeg synes, at det er hyklerisk når alle politikerne sidder der og smiler og er så stolte af dem selv over, at de sidder i Call-Centeret for at modtage donationer. Det er jo selv samme politikere (i hvert fald de fleste af dem), der har gjort det så vanskeligt for kræftramte at få et anstændigt liv bagefter. Sygedagpengeregler, regler for at få mennesker uden arbejde tilbage på arbejdsmarkedet og kommunale systemer, der slet ikke møder mennesker, hvor de er, men er bygget på mistænkeliggørelse og regelrytteri – det er ting, som gør livet surt for både den syge, den helbredte og familien. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke har mere respekt for mennesket. 

TV2 og deres “løn” for at afholde showet: Det har bragt ramaskrig, at TV2 tager sig betalt for at køre denne kampagne og afholde det store indsamlingsshow. Her mener jeg, at vi lige skal stikke fingeren i jorden og huske på, at TV2 er en virksomhed, der ikke har nogen anddel i vores licenskroner. Klart, at de ikke bare kan lave sådan en kampagne gratis. Iflg. Kræftens Bekæmpelse laver TV2 faktisk showet forholdsvist gratis, men de får refunderet nogle af deres udgifter. Fair nok i min bog. Havde det nu været DR, der havde stået for alt det her, så var sagen en helt anden. De får vores licenskroner, så skulle selvfølgelig ikke tjene penge på det. 

“Andre sygdomme er mindre prestigefyldte og det er uretfærdigt, at cancer får så mange penge via indsamlingen”, læste jeg et sted. Jeg vil aldrig kunne forbinde ordet “uretfærdigt” med tilførelse af midler til bekæmpelse af sygdom. Det er uretfærdigt når mennesker bliver ramt af svær sygdom, men ikke, at der bliver indsamlet penge til det. Og hvis man synes, at der er en skævvridning i hvilke sygdomme, der får opmærksomhed, så må man da hjertens gerne være med til at skabe opmærksomhed andre steder også. 

Her til sidst er der kun at juble over, at vi i år samlede endnu mere ind end sidste år. Sådan, Danmark !!!!! 

 

Del budskabet og vær med …

Husk hashtagget #‎DKBloggersKnækkerCancer‬

Sammen kan vi gøre en masse. Støt vores indsamling ved at klikke på billedet. Du kan også hjælpe ved at dele dette blog-indlæg på alle de sociale medier, du er med på. 

Facebook det – tweet det – insta det 🙂 .. 

Hvis du vil have billedet i den bedste opløsning så skriv endelig og jeg kan maile det til dig – eller kontakt Jeanette, der er en af “bagkvinderne” 🙂 

For nogle år siden blev jeg ringet op af en veninde. Hun havde netop fået konstateret søvn-apnø, og mente, at jeg skulle bliver undersøgt for det samme, da jeg i længere tid havde klaget over en del ting, som hun nu kunne kæde sammen med denne lidelse.

 

Jeg talte med min læge om det, men han mente ikke, at det var noget jeg skulle bekymre mig om, selvom jeg og google var ret enige om, at jeg havde de rette symptomer. 

 

Årene er jo så gået – jeg er blevet mere og mere træt. Har ikke haft problemer med at sove op til 16 timer i døgnet, og har været totalt energiforladt i de vågne timer. Ofte sker det, at når jeg vågner hen på formiddagen og rækker ud efter min mobil for at tjekke uret, så er jeg faldet i søvn igen inden jeg har set, hvad klokken er. 

 

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så fik jeg for en måneds tid siden “overtalt” lægen til, at jeg fik en henvisning til en ørelæge. 
I torsdags var jeg så oppe og få udleveret maskineriet, jeg skulle sove med om natten. Fredag morgen klokken så-tidligt-at-det-for-mig-stadig-var-nat, fik jeg foretaget en prik-test hos sygeplejersken, for at udelukke allergi, og bagefter fik jeg så resultatet af sove-testen ved en samtale med ørelægen. 

 

Da han kaldte mig hen til computerskærmen og begyndte at forklare resultatet, blev jeg chokeret. Det var han vist også lidt. Testen viste, at jeg under min søvn – som varede 6½ time – var holdt op med at trække vejret 685 gange. Det er 105 gange i timen – altså næsten 2 gange hvert eneste minut. For lige at gyde endnu mere olie på de rørte vande (som snart også kunne ses i mine øjne) kunne han se, at mit længste vejrtrækningsstop havde varet 55 sekunder. 

 

Så græd jeg! Både af lettelse over, at der var en forklaring på, at jeg har haft det som jeg har, så jeg ikke bare har bildt mig noget ind, men også af forskrækkelse over, at jeg hver gang jeg sover, slet ikke får ilt nok til hjernen. Ikke noget at sige til, jeg har været bange for, at jeg var ved at udvikle demens e.lign. fordi jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at læse en bog, har følt at mine læsefærdigheder generelt var røget tilbage på 5. klasses niveau og bare ikke har orket ret meget. 
Diagnosen blev: ekstrem søvn-apnø. 
Første skridt blev, at jeg med det samme fik at vide, at jeg ikke må køre bil før jeg er i behandling. 
Andet skridt blev, at ørelægen har skrevet “haster” på min henvisning til Silkeborg Sygehus, hvor jeg skal ud 2 gange, så behandling kan sættes i værk hurtigst muligt. 

 

Nu har jeg haft et par dage til at tænke tingene igennem. 

 

Jeg er stadig lettet over, at der er fundet en forklaring. Samtidig er jeg ked af, at jeg skal døje med sådan noget resten af mit liv. Resultatet bliver sandsynligvis, at jeg skal sove med en maske på, som blæser ilt ind i min næse, så hjernen får ilt under søvnen. Det vil gøre, at jeg ikke vågner 2 gange i minuttet fordi jeg ikke kan få luft, og det vil give mig en søvn, der rent faktisk gør, at jeg bliver udhvilet af at sove og ikke, som nu, mere træt. Det er en 100% nødvendig behandling, fordi kroppen lige nu har 3 gange så høj risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme, diabetes II, blodpropper, hjerneblødninger og slagtilfælde. 

 

Jeg er også frustreret og en smule bitter. 
Frustreret over alle de mennesker, der gennem årene har sagt til mig, at grunden til, at jeg er så træt er, at jeg sover for meget, at jeg er doven og mere i den dur. Det har ikke skortet på gode råd til, hvad jeg bør gøre så jeg overkommer mere. 

 

Bitterhed kan man ikke bruge til noget konstruktivt, men jeg mærker den nu alligevel. Jeg er bitter over, at min læge ikke har tænkt ud af boksen når jeg har nævnt mine symptomer – og især når jeg helt specifikt har nævnt denne lidelse. Mange hjerneceller er gået tabt og mange unødvendige lidelser har været en del af min hverdag i mange år fordi jeg ikke er blevet taget alvorligt. At man har psykiske problemer gør ikke, at alt kan puttes i den kasse, der står “psyke” på .. øv… 

 

Mit håb er nu, at den rette behandling vil give mig så meget overskud, at jeg kan få gjort noget ved min vægt. At have for meget fedt på kroppen gør i hvert fald ikke, at luftvejene har det nemmere. Mit ønske er at kunne komme i et forløb, hvor der både er en diætist og nogle træningsmuligheder, hvor personalet har erfaring med angst, så jeg kan blive hjulpet når kroppen skriger “flygt”, som den jo gør, når den er aktiv. 

 

En ny begyndelse – et nyt, og bedre, liv….. 

 

Fakta om søvn-apnø: Taget fra siden om søvnapnø

Når man sover, slapper musklerne i kroppen af. Det gælder også musklerne i de øvre luftveje (næsen, munden og svælget). Hvis de slapper for meget af, kan luftvejene blive forsnævrede. Dette får mange til at begynde at snorke. Somme tider bliver det også svært at trække vejret.

Hvis luftvejene bliver helt tillukkede, opstår en pause i vejrtrækningen, dvs. en såkaldt apnø. Vejrtrækningspausen kan vare fra 10 sekunder og op til ét minut. Obstruktiv søvnapnø er den hyppigste form for søvnapnø og indebærer, at man har gentagne vejrtrækningspauser, når man sover. En del personer har hundredvis af pauser.

Under vejrtrækningspausen falder blodets iltindhold. Hjernen reagerer med at vække personen, så vejrtrækningen starter igen. Denne reaktion sker helt automatisk. Personen kan normalt ikke huske de gentagne opvågninger, når han eller hun vågner om morgenen.

Ud over at søvnen forstyrres, er kampen for at få vejrtrækningen i gang efter hver apnø meget trættende for kroppen. Det nedsatte iltindhold i blodet medfører, at hjertet skal arbejde hårdere, og såvel blodtrykket som mængden af stresshormoner øges. Uden behandling vil de skadelige indvirkninger ophobes, nat efter nat.

Symptomerne:

Snorken, fordi luftvejene blokeres fuldstændig
Vejrtrækningspauser under søvn, der kan vare fra 10 sekunder til op til ét minut
Udtalt træthed om dagen
Hyppige opvågninger, som personen normalt ikke husker er sket
Mange natlige toiletbesøg
Kvælningsfornemmelse
Mareridt
Nattesved
Hovedpine
Koncentrationsbesvær
Indlæringsproblemer
Irritation
Samlivsproblemer
Vægtproblemer
Depression
Forhøjet blodtryk
Smerter i kroppen
Astma og allergier

 

Risici ved ubehandlet søvnapnø:

Forskningen producerer flere og flere beviser for, at søvnapnø kan sættes i forbindelse med en række alvorlige sygdomme. Hvis vejrtrækningspauserne ikke behandles, kan de på længere sigt føre til andre sygdomme, som f.eks. forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, slagtilfælde og diabetes.

Personer, der ikke sover godt, har også sværere ved at tåle stress og løber en højere risiko for arbejdsulykker. Af samme grund er søvnapnø en stor risikofaktor, f.eks. når det drejer sig om bilulykker, især ved langvarig, ensformig kørsel.

Forhøjet blodtryk
Flere og flere undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem søvnapnø og forhøjet blodtryk. Mere end 35 % af alle med søvnapnø har et blodtryk, der overstiger grænsen for, hvad der anses for normalt (140/90 mmHg).1 Omvendt regner man med, at 30 % af alle personer med forhøjet blodtryk har søvnapnø. Antallet stiger til 83 %, hvis man også medregner personer, for hvem det ikke er lykkedes at sænke blodtrykket trods behandling med tre eller flere lægemidler.2

Behandling af søvnapnø fører i mange tilfælde dermed også til en sænkning af blodtrykket.

Hjerte-karsygdomme
Søvnapnø indebærer en stor belastning af både hjertet og dets funktion. Ubehandlede vejrtrækningspauser kan på længere sigt føre til vedvarende skader på blodkarrene og de andre organer, der styrer blodcirkulationen i kroppen. Forhøjet blodtryk, forstyrret hjerterytme, hjertesvigt og øget risiko for hjerteinfarkt og slagtilfælde er nogle eksempler.

Når søvnapnøen behandles, mindskes også belastningen af hjertet og blodkarrene.

Slagtilfælde
Søvnapnø kan øge risikoen for slagtilfælde. Faktisk menes det, at mere end 60 % af alle, der får et slagtilfælde, også har søvnapnø.3 Chancen for, at man kommer sig igen efter et slagtilfælde, er også mindre, hvis man samtidig har søvnapnø.

Rehabilitering kræver energi og motivation, hvilket kræver, at søvnapnøen bliver behandlet.

Diabetes
Det er blevet beregnet, at ca. 60 % af alle type 2 diabetikere har søvnapnø.4 Undersøgelser viser også, at søvnapnø kan være en årsag til type 2 diabetes ved at bidrage til øget insulinresistens.

Diabetikere med søvnapnø oplever ofte en hurtig forbedring af deres diabetes, når vejrtrækningspauserne behandles.

Overvægt
Overvægt er ikke kun en vigtig risikofaktor for udvikling af søvnapnø (op til 40 % af alle overvægtige personer risikerer at få søvnapnø).4 
Mange gange bliver søvnapnøen også en del af en ond cirkel, hvor personen, der føler sig træt, spiser for at holde sig vågen, tager på i vægt og dermed forværrer søvnapnøen. Trætheden gør det også svært for personer med søvnapnø og overvægt at have overskud til at ændre deres kost- og motionsvaner.

Behandling af søvnapnø kan hjælpe mange overvægtige med at få den energi, som er nødvendig for at kunne starte et mere aktivt og sundt liv. Antallet af vejrtrækningspauser reduceres ofte væsentligt og kan i visse tilfælde helt forsvinde ved vægttab.

Stress
Personer med søvnproblemer synes ofte, at livet er stressende. Oplevelsen af stress øger også risikoen for søvnproblemer.5 For en person med søvnapnø kan det hele blive en ond cirkel.

Smerte
Kronisk smerte kan være en grund til, at man sover dårligt, men det kan også være omvendt. I en undersøgelse, der for nylig er blevet offentliggjort, noteredes tre gange højere risiko for at udvikle kroniske smerter hos personer, der oplever, at de ikke er udhvilede, når de vågner om morgenen6.

Til fare for andre på jobbet og i trafikken

Trafikulykker
Undersøgelser viser, at en person med søvnapnø løber syv gange højere risiko for at komme ud for en bilulykke.7 Søvnmanglen gør, at en person med søvnapnø kan være lige så farlig bag rattet, som en person der kører med alkohol i blodet.8 Professionelle chauffører og andre, der også tilbringer lang tid i bilen, løber selvfølgelig højere risiko. Risici i trafikken indebærer desuden ikke kun fare for den, der falder i søvn, men også for medpassagerer og de øvrige bilister, cyklister og fodgængere på vejen.

Arbejdsulykker
Manglen på nattesøvn fører ofte til, at man føler sig søvnig om dagen. Indimellem kan man endda falde i søvn, hvilket kan indebære store farer, især på arbejdspladser, hvor manglende koncentration kan resultere i en ulykke. Det gælder f.eks. inden for procesindustrien, overvågning og patientpleje m.v. samt ikke mindst erhvervschauffører, piloter og andre inden for transportindustrien.

Hvordan behandles søvnapnø?
Der findes i dag forskellige muligheder for behandling af søvnapnø. Hvilken behandling der vælges, beror på sygdommens sværhedsgrad, patientens alder, andre sygdomme (især hjerte-karsygdom) og eventuelle fysiske abnormiteter i næse og svælg.

Den behandling, der bruges hyppigst, og også er mest effektiv, er med et CPAP-apparat og en maske, men lettere tilfælde kan også behandles med snorkeskinne. Kombinationsbehandling bruges også. Man plejer i dag at undgå operation, men i tilfælde af fysiske hindringer, kan operation være nødvendig.

(ansigtsmaske fra Matas)

 

Mandag måtte jeg tage skeen i den anden hånd og meddele mine omgivelser – og især mine børn – at jeg er nødt til at sætte nogle rammer op for mig selv, hvor det er tilladt for mig, at jeg ikke konstant står til rådighed for hvem, der nu har brug for at tale med mig om et eller andet. 

Min terapeut fik mig overbevist om, at jeg er ved at blive rigtig syg – af stress. 

“Nu må du undskylde, at jeg spørger. Jeg har stor respekt for din terapeut, men ….. ” siger min voksne søn, og fortsætter: “Du arbejder ikke og har hele dagen for dig selv. Hvordan kan du blive stresset?” 

Spørgsmålet kommer da jeg ringer til ham og fortæller, at for fremtiden er min mobil sat på lydløs efter kl. 21.00. De nye rammer indebærer også, at jeg fremover kan finde på at sige, at jeg lige er i gang med noget så jeg ikke kan tale nu, men vil ringe tilbage senere. 

Jeg kan sagtens følge ham i hans spørgsmål, for jeg har da selv tit tænkt, at jeg har de allerbedste betingelser for ikke at blive plaget af stress. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Kroppen fortæller mig noget andet. 

Min krop og min hjerne bliver stresset af hele tiden at være på standby. Konstant står jeg til rådighed, via mobilen og facebook, for mine børn. Naturligvis gør jeg det ! Jeg føler jo, at jeg har en evig gæld til dem, fordi vores liv (deres og mit) ikke har været levet sammen 24/7 i mange år. Jeg skylder dem, at de altid kan få fat i mig og diskutere ting og sager, spørge mig til råds, læsse af når noget går dem på osv. 

Min terapeut og jeg arbejder på denne skyldfølelse, for den dræner mig for energi og giver ikke min krop og hjerne ro. Jeg skal indse, at mine børn er voksne nu og jeg skal tro på, at jeg har været med til at give dem så meget ballast, at de sagtens kan klare sig selv og underholde sig selv på en kedelig efterårsaften. 

Så nu er min mobil sat på lydløs efter kl. 21 og nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv, som gør mig godt. 

Som billedet viser forkæler jeg i aften min hud. Det gør jeg nemlig alt for sjældent – og i min alder er det vist ikke spor for tidligt at sætte ind mod begyndende rynker og træt og trist hud. 

Det er noget helt nyt, at jeg udstiller mig selv – og så med sådan et billede – gosh !!!

Men nu gider jeg ikke længere gemme mig. Livet skal nydes og opleves og mine læsere slipper ikke for at se på det. Basta !! 

Stilladset omkring blokken er ved at blive pillet ned, så nu kan jeg igen se den dejlige udsigt, som jeg har fået efter, at jeg er flyttet. Og i dag er det regnvejr. I min verden er det positivt, for jeg har en grund til ikke at gå ud. Når det regner er det tilladt at slappe af og lave absolut ingenting. Jeg elsker lyden af regnen på ruderne og at se dråberne der løber ned ad glasset. 

 

Jeg har dog været ude. Min læge har henvist mig til en ørelæge med henblik på nærmere undersøgelse af om jeg lider af søvnapnø. Jeg har altid snorket meget, men gennem de sidste mange år er det blevet værre og jeg har oplevet, at jeg vågner med et sæt fordi jeg føler, at jeg ikke kan få luft. Jeg har været konstant træt og kan ikke huske, hvornår jeg sidst er vågnet og har følt mig udhvilet. 

Ørelægen udspurgte og undersøgte mig og var 99% sikker på, at det er det jeg fejler. Heldigvis sad min mor ude i venteværelset imens, for hun måtte lige kaldes ind da lægen fandt en lang, tynd slange frem, som han skulle bruge for at kigge mig i halsen. Det har helt mit liv været min allerstørste skræk, at jeg en dag skulle have en slange ned i halsen. Mor kom ind og holdt mig i hånden mens lægen førte slangen gennem næsen og ned i halsen. Indrømmet – jeg græd bagefter – af lettelse!! For den undersøgelse tager jeg altså gerne igen. Det var slet ikke slemt. 

Lægen fortalte om symptomer og især om risici ved den her lidelse. Når man døjer med søvnapnø er man i højrisiko for at udvikle type 2 diabetes, blodpropper, hjerte- karsygdomme og …. *trommehvirvel* … depression! Jeg ligger i forvejen i risikogruppen for de fleste af disse lidelser qua min overvægt. 

Den 16/10 skal jeg op og have tilsluttet et lille overvågningsapparat, som jeg skal sove med om natten. Dagen efter skal jeg op til ham og aflevere målingerne og have lavet en prik-test for allergi – for at udelukke den del. Indtil da skal jeg bruge næsespray om aftnen for at sikre så frie luftveje som muligt til natten. 

 

Lige nu sidder jeg så her i regnvejret og synes, at jeg aner et kæmpe lys forude. Tænk, hvis jeg snart kan opleve at være frisk efter søvnen, og genfinde overskuddet i hverdagen. Nøiii, hvor vil det være skønt 🙂