Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂 

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.