Kan det være rigtigt, at man skal være udstyret med en hel værktøjskasse eller lange negle for at få et glas kakaomælk? 

Er jeg den eneste, der synes, at Tetra Pak skal tjekke nogle af deres medarbejderes syn en ekstra gang?

Jeg er alvorligt bekymret for, at der står en ved en maskine, som er blevet lidt vindøjet. Det synes jeg bestemt, at Tetra Pak bør tage alvorligt og få undersøgt – hurtigt. 

Nu har jeg – for Gud ved, hvilken gang – siddet og bakset med at få hul på en liter kakaomælk. Den fine, lille snip man skal hive i, for at trække folien væk og åbenbare de liflige dråber, knækker halvvejs. Hvad gør man så, hvis man ikke, som jeg, har lange negle? – Her kommer værktøjskassen ind i billedet. Men den rest af folie, der er tilbage er genstridig og slet ikke nok til at få afdækket hullet i kartonen.  Desuden sidder den fast under plastik-kappen. 

Nu begynder panikken at brede sig hos den kakao-krævende forbruger. 

En negl bliver taget i brug (eller et stykke værktøj). Der kommer hul i folien og neglen får nu en tur hele vejen rundt langs kanten for at få åbningen stor nok til, at kakaoen ikke plasker ned i glasset, så man også skal til at tørre de dråber op, der lander udenfor. 

Ak – i den ene ende af de her kanter er der lavet takker. Smart nok – hvis altså man kunne få trukket folien af i ET stykke og så kunne benytte de her takker til at skære folien helt af med. Mindre smart, når den nylakerede negl rammer takkerne. 

Panikken blandes nu med ærgelse. 

Tænk, at der skal være så meget bøvl og så mange frustrationer – bare for at få et glas kakaomælk. 

Så kan de altså påtrykke det her billede nok så mange steder på kartonen: 

Ansvarlige kilder? Hva’be’ha’r

Det er sq ikke i orden!!! 

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.  

Hele ugen har vi her i landet haft fokus på cancer. Det hele kuliminerede i aften i et gigantisk indsamlingsshow på TV2. 

Jeg har grinet, jeg har lyttet interesseret og jeg har grædt i stride strømme over de følelsesladede historier. Jeg har nydt de musiske indslag og jeg har følt mig stolt over, at vi, i vores lille land, står sammen og kan stampe så mange penge op i den gode sags tjeneste. 

Jeg er taknemmelig over, at der bliver sat fokus på, hvad cancer betyder for den, der er ramt og for den syges pårørende og omkreds. Hver 3. af os risikerer, at vi en dag står med en cancer diagnose i hånden, så ingen tvivl om, at en tilføring af midler til forskning, oplysning, behandling og efterbehandling er super vigtig. 

Personligt er jeg vild med, at vi har kendte mennesker. En vis kendis-faktor skaber opmærksomhed og fokus på mange ting. 

På de sociale medier er der kommet en helt masse forskellige meninger omkring indsamlingen. Jeg har listet nogle af dem op her og kommer hjertens gerne med min egen mening om dem.

“hykleri”. Hold da helt op, hvor jeg synes, at det er hyklerisk når alle politikerne sidder der og smiler og er så stolte af dem selv over, at de sidder i Call-Centeret for at modtage donationer. Det er jo selv samme politikere (i hvert fald de fleste af dem), der har gjort det så vanskeligt for kræftramte at få et anstændigt liv bagefter. Sygedagpengeregler, regler for at få mennesker uden arbejde tilbage på arbejdsmarkedet og kommunale systemer, der slet ikke møder mennesker, hvor de er, men er bygget på mistænkeliggørelse og regelrytteri – det er ting, som gør livet surt for både den syge, den helbredte og familien. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke har mere respekt for mennesket. 

TV2 og deres “løn” for at afholde showet: Det har bragt ramaskrig, at TV2 tager sig betalt for at køre denne kampagne og afholde det store indsamlingsshow. Her mener jeg, at vi lige skal stikke fingeren i jorden og huske på, at TV2 er en virksomhed, der ikke har nogen anddel i vores licenskroner. Klart, at de ikke bare kan lave sådan en kampagne gratis. Iflg. Kræftens Bekæmpelse laver TV2 faktisk showet forholdsvist gratis, men de får refunderet nogle af deres udgifter. Fair nok i min bog. Havde det nu været DR, der havde stået for alt det her, så var sagen en helt anden. De får vores licenskroner, så skulle selvfølgelig ikke tjene penge på det. 

“Andre sygdomme er mindre prestigefyldte og det er uretfærdigt, at cancer får så mange penge via indsamlingen”, læste jeg et sted. Jeg vil aldrig kunne forbinde ordet “uretfærdigt” med tilførelse af midler til bekæmpelse af sygdom. Det er uretfærdigt når mennesker bliver ramt af svær sygdom, men ikke, at der bliver indsamlet penge til det. Og hvis man synes, at der er en skævvridning i hvilke sygdomme, der får opmærksomhed, så må man da hjertens gerne være med til at skabe opmærksomhed andre steder også. 

Her til sidst er der kun at juble over, at vi i år samlede endnu mere ind end sidste år. Sådan, Danmark !!!!! 

Del budskabet og vær med …

Husk hashtagget #‎DKBloggersKnækkerCancer‬

Sammen kan vi gøre en masse. Støt vores indsamling ved at klikke på billedet. Du kan også hjælpe ved at dele dette blog-indlæg på alle de sociale medier, du er med på. 

Facebook det – tweet det – insta det 🙂 .. 

Hvis du vil have billedet i den bedste opløsning så skriv endelig og jeg kan maile det til dig – eller kontakt Jeanette, der er en af “bagkvinderne” 🙂 

Åh ja, livets vej er lang, snoet og fyldt med bakker og dale. En lang soap serie lavet om til et reality program, hvor du selv er hovedpersonen. En udvidet test i til- og fravalg. En shoppingtur, hvor listen er fyldt med ønsker og drømme, og en ironman bestående af 10 års skolegang (3800 m svømning), 18 år med oplæring i at være voksen (180 km cykling) og ca. 42 år før man er sådan rigtig “mentalt” voksen (ca. 42 km løb). 

Undervejs bliver vi udsat for alverdens indtryk, fristelser og pligter. Alting er noget, der styrker os og lærer os at agere i forskellige situationer. Vi har lært vigtigheden af at overleve fysisk. Vi er blevet oplært til at tjene samfundet og fællesskabet – økonomisk og med vores kvalifikationer. Vi skal stadig lære mere, så vi kan gøre denne del bedre og alt sættes ind, så de gode bliver endnu bedre. Vi bliver testet for at måle vores fremgang – i forhold til os selv og i forhold til resten af verden. 

Jeg er optaget af, hvordan vi lærer empati. Hvor og hvornår skal vi lære at alle IKKE er lige? – at ikke alle har det ligesom dig? – at nogle mennesker falder mens de bestiger en bakke? 

De seneste år er det blevet stuerent at se ned på de af vores medmennesker, der ryger i grøften på den sti, der er blevet udstukket. For 100 år siden hjalp du mennesket op – nu får han lov til at blive liggende. Hvis han er heldig er der endnu en krumme tilbage i det madpapir en anden har krøllet sammen og kastet over skulderen og som rammer ham.

“Survival of the Fittest”  – Overlevelse af den med de skarpeste rundsave på albuerne (frit og ikke helt objektivt oversat).

Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, at skolen lægger ligeså stor vægt på oplysning om livets bagsider, som den gør på f.eks. idræt. Fortæl om alle de ting, som eleverne ikke kan se eller måle. Fortæl om alkoholisme, fortæl om arbejdsløshed, fortæl om handicap, fortæl om psykiske sygdomme. Gør det til noget almindeligt – noget, der ikke er farligt at komme i nærheden af. Fjern tabuerne, så lille Frida ikke går og skjuler, at alt ikke er lyserødt hjemme hos hende, hvor far drikker lidt for meget. Så Hans mærker, at han er med i fællesskabet og at der bliver talt åbent og dagligdags om, at han bor hos en plejefamilie fordi hans forældre tager stoffer. Så Anne-Lise får det bedre med at have en mor, der er skizofren. Så Anton ikke behøver at gå og skamme sig over, at hans far er arbejdsløs.

Et samfund, hvor vi samler mennesket op istedet for at smide vores brugte papir i hovedet på det.