De der små pletter …

Vi har dem alle sammen. De der små pletter på huden – modermærkerne. Normalt er de ganske ufarlige, men medierne er gode til at holde os vågne og opmærksomme på, at vi skal holde øje med dem. 

Jeg har selv en del. Måske har jeg flere end jeg ved, for jeg er jo en typisk Skandinav – den nordiske type. Blå øjne (med lidt gråt og grønt iblandet), lys hud, født blondine med et rødligt skær, der er kommet til efterhånden som håret er blevet mørkere og et hav af fregner. Fregnerne har haft kronede dage her i sommersolen og har formeret sig med lynets hast. Jeg bliver ikke brun, ligesom de der “irriterende” typer med fin og næsten u-fregnet hud gør. Jeg bliver rød/brun – hvis jeg da ikke er så heldig at få så meget sol at fregnerne flyder helt sammen 😉 .. 

Tilbage til modermærkerne. Ja, vi skal være opmærksomme på dem, for de kan være farlige. Selv har jeg fået fjernet nogle stykker i årenes løb – for at være på den sikre side, men de har heldigvis alle været udenfor fare. 

Nu skal jeg på den igen. Denne gang er det anderledes. Denne gang har jeg en anden følelse omkring det. Denne gang var lægen ikke sikker på, at det ikke kan være noget skidt. 

En dag jeg løb forvirret rundt i lejligheden inden jeg skulle ud af døren, bemærker min datter et mærke på min ene balde. Hun synes det ser underligt ud og siger, at det skal jeg da vist lige ha’ undersøgt. Nu er det jo ikke et sted jeg selv har nærstuderet og andre har heller ikke nævnt noget før. Mobilen kommer i sving og jeg tager billeder fra alle leder og kanter og kan godt se, at det her modermærke ser anderledes ud end de andre tusinde jeg har. 

Jeg har i hele mit voksenliv været opmærksom på de her mærker, fordi jeg ved, at min hudtype er en risikofaktor sammenholdt med, at jeg har været solskoldet et hav af gange. Jeg tilhører en generation, hvor det med solcreme og høje faktor-tal ikke var det, der blev brugt mest tid på. 

Lægen kiggede på det i mandags. Han kunne godt se, at det ikke har lige kanter og at det er forskelligfarvet. Altså lige præcis de ting, der kendetegner noget ikke så godt. På onsdag skal det fjernes og sendes ind til undersøgelser. 

Tankerne ræser omkring emnet – også uden, at jeg egentlig kan hive fat i en af tankerne. Jeg kan mærke, at min krop reagerer på den ukendte faktor med de klassiske angstsymptomer, som jeg bare hader så meget og som jeg troede, at jeg havde nogenlunde styr på. 

Der er lang tid til onsdag og der er endnu længere tid til svaret ligger klart – 10 dage efter onsdag. 

Det er nu jeg skal arbejde med mig selv så godt jeg formår. Bruge alle de teknikker jeg har lært gennem årene for at angsten ikke får lov til at overtage mine dage. Jeg har fortalt mig selv, at det er ok, at jeg sover alt for meget lige nu. Det er ok, at jeg ikke får lavet så mange dagligdags ting og det er ok, at jeg ikke laver min eksponering og udfordrer min angst i denne periode. Angsten er jo udfordret rigeligt 🙂