Et par ord om julen ...

Don’t grow up …

Mausefalle_101278Don’t Grow Up – It’s A Trap !!

Jeg er vokset op i et hjem med faste rutiner. Frokost kl. 12 og aftensmad kl. 18 – sharp!!
Det var nødvendigt for at få hjulene til at køre. Min far havde noget nær en mia. hektar jord selv, og samtidig havde han maskinstation og udførte dermed også rigtig meget markarbejde for andre. Han måtte vide nøjagtigt, hvornår min mor kom med frokost, hvornår hun kom med eftermiddagskaffe, hvornår hun kom med aftensmad og, i de travle perioder, også hvornår hun kom med aftenskaffe.
Det primære, for at spilde så lidt tid på pauser som overhovedet muligt, var planlægning. Der er stadig stor underholdningsværdi i familien, når vi taler om, hvordan min far kunne spise en halv rundenom i én mundfuld, fordi han jo skulle videre.  
Min mor var også nødt til at have faste rutiner for at kunne have maden klar, samtidig med, at hun havde os 3 børn, der er født indenfor godt 3 år.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drømme om at flytte hjemmefra. Ikke fordi jeg ikke kunne li’ at bo hjemme, men jeg havde en udlængsel og jeg havde et stort behov for bestemme selv. Et sted, hvor ingen skulle bestemme, hvornår jeg skulle rydde op, hvornår jeg skulle gå i seng, om jeg måtte sove med lyset tændt, hvem jeg måtte være sammen med og nok mest af alt – hvor jeg ikke skulle være med til at lave markarbejde. At pille sten og flyvehavre er nok bare noget af det, der ligger længst fra drømmene om at være i et pulserende storby-liv. 

Nogle børn, der vokser op på landet kan slet ikke se sig selv bo i en by, men jeg ville ind til byen og bo, og jeg ville ud i verden. Den nærmeste større by i min barndom var Næstved, og jeg var lykkelig da jeg begyndte på gymnasiet, og kunne tage en senere bus og bare gå og kigge på vinduer og mennesker.  Jeg knoklede samtidig med 3 fritidsjobs for at få råd til alle de ting, jeg gerne ville. Ugens højdepunkt var når jeg fik lov til at tage på disco med nogle veninder. Jeg elskede at møde nye mennesker og én ting var helt sikker – jeg var blandt de allersidste, der gik hjem hen på den tidlige morgenstund. 

Jeg begyndte at slå mig i tøjret. Eftersom jeg var den ældste har jeg nok været noget af en mundfuld for mine forældre. Jeg elskede friheden i byen og blev vred af skuffelse, når der blev sagt nej. Mange tårer er trillet på den konto. 

Jeg længtes efter at blive voksen. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme og selv at have ansvaret for mine handlinger og min hverdag. 

Jeg skulle blive klogere !

Da jeg endelig stod i den situation, at jeg var “voksen” og havde mit eget liv, blev jeg så overvældet, at jeg blev skræmt. 

Jeg var lige fyldt 30. Var gift og havde hele pakken. Villa, vogne og 2 vidunderlige små børn. Efter diverse barsler og forældreorlove havde jeg også fået det, jeg troede var mit drømmejob. I mine tanker var jeg den travle mor, der klarede jobbet i dagtimerne, hentede børn, lavede mad, puttede børn inden jeg tog til bestyrelsesmøder i børnehave og vuggestue. I weekenderne så vi venner og familie og mødregruppen blev der også holdt liv i jævnligt. 

*SKRALD* sagde det bare en dag, og klappen gik ned. Lige der midt i køen i Føtex. Dér stod jeg og rystede som espeløv, svedte og troede, at jeg skulle dø. Jeg fik bakset mig selv hjem i seng og der lå jeg i de næste 3 måneder. Jeg turde ikke gå udenfor en dør og de migræneanfald, som var begyndt et par år før, kom nu hyppigt. (I dag kan jeg se, at det var et vink med en vognstang). 

Ansvaret for det hele var blevet større end min psyke kunne klare. I mange måneder trak jeg stikket ud – eller jeg var tvunget til det, for min krop og hjerne ville slet ikke samarbejde. Jeg skiftevis sov og græd, og min mor eller barnepigen hentede børnene næsten hver dag. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ønskede bare at sove fra alt ubehaget og alle tankerne, men jeg turde heller ikke sove, fordi jeg var bange for, at der skete mig eller børnenes far noget, så de var helt alene i verden. 

Angstanfaldet i Føtex blev begyndelsen til enden. Et år efter var jeg skilt og boede i en lejlighed tæt på mit tidligere hjem. Mange svære valg blev truffet – bla. at børnene blev boende hos deres far. Han kunne blive boende i huset og jeg kunne slet ikke bære, at de skulle rives ud af deres trygge hverdag og flytte i lejlighed med mig. Oven i købet var jeg i denne periode totalt ustabil psykisk og levede med daglige angst- eller migræneanfald. 
Det var en beslutning, der blev mødt med mange forskellige meninger, og det er en beslutning som jeg, den dag i dag, stadig kan stille spørgsmålstegn ved. I mit hjerte ved jeg, at det var det bedste, men tro mig, at mine tanker næsten dagligt har stillet spørgsmål som “var det nu det rigtige?”, “kunne du ikke ha’ taget dig lidt mere sammen?” osv. osv. 

14 år er gået.
14 år, hvor jeg dagligt kæmper min egen seje kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv. 
14 lange år, hvor jeg hver dag har savnet at være en “rigtig” mor for mine børn. 
14 år, hvor jeg har hadet betegnelsen “ansvar”, for jeg fik større ansvar end jeg kunne klare. Jeg tog et større ansvar end min krop kunne holde til. Den sagde fra på en så ubehagelig og grim måde. 

Åh, hvor har jeg grædt mange tårer, og hikstende forklaret min terapeut, hvor uduelig jeg føler mig, når jeg ser på min nuværende situation. 45 år, single, mine børn bor ikke hos mig, jeg er førtidspensionist, jeg udnytter slet ikke al den tid, jeg har til rådighed, jeg melder fra til et utal af familiearrangementer og mange dage er jeg så angst, at jeg ikke engang kommer ned ad trappen og tømmer min postkasse. 
Og hvor er det en sej kamp at finde tilbage til, at jeg er nødt til at tage ansvar igen.

Jeg sammenligner mig selv med alle !! og jeg mener virkelig alle. Først og fremmest mine søskende. De står som noget nær perfekte i mine tanker. Fast forhold, gode jobs, gode lønninger, skønne børn, overskud til at lave en masse sammen med deres børn osv. osv.
Dernæst alle jeg ser på gaden (ser dem fra min altan). Jeg ved godt, at man ikke skal dømme på det objektive, men det sker så automatisk i min hjerne, at jeg slet ikke når at følge med. Det arbejder vi meget på i min terapi.

Wow – det var altså det, som voksenlivet havde til mig. 

Godt jeg ikke vidste det, da jeg som 16-årig ikke kunne blive voksen hurtigt nok !!

1

  • Bodille

    Det er svært at vide om beslutninger var rigtige eller forkerte. Jeg er sikker på det var det rigtige du gjorde. Ellers havde du ikke taget de valg, du gjorde. Det havde været lettere at gøre noget andet!

    I stor respekt

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et par ord om julen ...