Indfald – Affald – Udfald …

Jeg faldt i dag over et opslag i en af de angstgrupper, jeg er med i på Facebook.
“Bliver jeg nogensinde rask?”, stod der.
Samtidig har jeg fået en opgave af min terapeut, som går ud på, at jeg skal definere hvad jeg gerne vil have ud af mit liv.
Det er ting, der virkelig har sat gang i mine tanker og dette indlæg har taget mange dage at skrive.

I mange år havde jeg også tanken om, om jeg nogensinde kunne blive rask – og jeg har den vel til dels stadig – men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at tænke en smule anderledes. For mig hedder det nu: “Kommer jeg nogensinde til at fungere nogenlunde?”
For 7 år siden ville jeg være rask – i dag vil jeg bare gerne kunne klare de ting, jeg kunne for 7 år siden.

At tænke sig, at jeg en dag skulle nå dertil, at jeg ikke længere drømmer om at blive angst- og depressionsfri, men har slået mig til tåls med at måtte nøjes! Det strider imod alt det, jeg ellers står for. Inderst inde hader jeg ordet “nøjes”, for hvorfor skal man tage til takke med noget, der er mindre end det aller bedste?

Er det et spørgsmål om, at jeg er blevet mere realistisk i forhold til mit liv eller betyder det, at jeg har givet op?
At jeg skulle have givet op er totalt skræmmende, for man giver da ikke op – og man opgiver slet ikke sig selv.

Jeg kan bedre li’ tanken om, at jeg måske er blevet mere realistisk. At jeg har fundet ud af, at man altså ikke kan få alt det man peger på her i livet. Det er der meget få – sikker ingen – der får. Alle har vi ting, som vi gerne ville have var bedre. Men det behøver jo ikke at betyde, at man ikke kan være tilfreds med det man så har. Og det behøver slet ikke betyde, at man ikke må stile efter noget mere.

Hvad er det så, at jeg gerne vil have ud af mit liv?

Jeg har “altid” været sikker på én ting jeg vil opnå, og det er, at jeg – den dag jeg stiller sivskoene – ikke bare vil være et navn i en dødsannonce, som kun familie og nogle få venner genkender. Jeg vil have udrettet noget, så mange mennesker vil sørge over tabet af mig. Jeg ved bare stadig ikke, hvad det skal være hehe.

Jeg ved, at jeg har en smule talent for at skrive, og har også en drøm om at skrive en bog en dag. Lige nu virker det bare uoverskueligt, for det kræver tid og hvis man vil skrive noget, der har bare en smule historie eller hold i virkeligheden, så kræver det også en masse research for at have styr på detaljerne. Nå, det må jeg se på en dag. 

Et andet mål er, at når jeg engang kommer ud på den anden side af det her psykiske helvede (et grimt ord, men det er sådan jeg oplever det), så vil jeg hjælpe andre, der har det svært med livet og være noget for dem. Jeg har nemlig selv enorm respekt for dem, der formår at hjælpe mennesker igennem de kriser som livet byder på, og det er med stor taknemmelighed, at jeg selv modtager denne hjælp. Jeg virker sikkert ikke altid taknemmelig, for det er faktisk ret svært at skulle udsætte sig selv for det ubehag der følger med når man begynder at arbejde med sig selv. 
Jeg mærker meget tydeligt i øjeblikket, hvordan min krop reagerer på arbejdet og forandringerne. Jeg vil ikke gå i detaljer med den side af sagen, bare pointere, at når man er et ængsteligt menneske, vil selv den mindste forandring kunne mærkes. Kunsten er så at lære at blive i det, for at bibeholde en udvikling. – At få smidt de ting ud af rygsækken, som ikke gør gavn. 

Og – som det jo hedder sig – ingen har sagt, at det skal være let. 

Her til sidst tror jeg, at min konklusion bliver, at jeg nok alligevel ikke har slået mig til tåls med, at jeg må nøjes med et mindre udbytte af mit liv end jeg inderst inde ønsker. For jeg vil skisme ikke nøjes. Jeg er nødt til at arbejde hen imod kun at forvente det bedste, for jeg nægter at sidde som 90-årig og være en sur og bitter gammel kone, der bare ikke fik det ud af livet, som hun ønskede. 

Jeg dør jo ikke af at kunne mærke, at jeg arbejder med mig selv – Jeg bliver stærkere af det!! ..
BASTA !!!