Når man bevæger sig meget på nettet og de sociale medier vil man slet ikke kunne undgå at se ting, som man helt automatisk forholder sig til. Man kan heller ikke undgå at støde ind i mennesker, som kan få én op i et felt, der kan blive faretruende rødt.
Jeg forvandler mig dagligt til en offensiv drage, der bare MÅ spy noget ild ud.
Jeg er med i flere grupper på Facebook, som omhandler de problemer, jeg selv tumler med i mit liv – bl.a. angst. Her udveksler vi erfaringer og spørgsmål omkring vores lidelse. Heldigvis er der nogle, der kommer ud på den anden side – i kortere eller længere perioder, men for pokker, hvor bliver nogle mennesker bare alvidende og belærende, når de føler, at de har set lyset. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke under dem, at de har det bedre – tvært imod – jeg synes bestemt, at det er fedt. Mindre fedt er det dog, at de nu mener, at de kan vejlede andre omkring medicin, alternative metoder og terapi. Det positive her er dog, at jeg har lært at vælge mine kampe. I stedet for at argumentere imod, har jeg fundet vejen til “fjern ven”-knappen. Sikke en velsignelse det er, at man ikke konstant får kastet personer i hovedet, hver gang man logger på Facebook.
Det forgående afsnit kommer til at stå i skærende kontrast til det jeg skriver nu, for jeg vil faktisk påstå, at jeg er blevet mere rummelig. Ja, ja, bær over med min dobbelthed 😉
Før jeg blev syg, var jeg af samme støbning, som de mennesker, der lever sit liv på nationen! (Ekstra Bladets kommentar-forum). Ikke videre flatterende. Havde nogen hovedpine, var min tanke: “tag to panodiler og kom videre”. Var nogen på kontanthjælp, var min tanke: “Der er job til alle, der gider at arbejde” osv. osv.
Min sygdom har gjort mig mere rummelig, så på det plan er jeg faktisk taknemmelig over, at jeg blev syg. Jæbz – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Måske er ‘rummerlig’ ikke helt det rette ord, for jeg rummer jo ikke alle mennesker. Jeg har i hvert fald meget svært ved at rumme dem, der nedgør andre.
I dag stiger mit blodtryk gevaldigt, når jeg oplever, at nogle mennesker ser ned på andre. Det kunne ikke rage mig mere, hvorfor folk er, hvor de er. Det, der rager mig er, hvilken personlighed de har. Jeg dømmer ikke folk på, hvad de ser i TV, hvordan de bliver aflønnet, deres politiske ståsted, deres religion eller hvilken sexualitet de har. Jeg dømmer på, hvordan de opfører sig overfor andre mennesker og især, hvordan de opfører sig overfor dem, der har det svært i livet.
Som Nik & Jay synger: “Dem du møder på vej op møder du på vej ned” – og en del møder du såmænd nok også igen selvom du går ligeud.
Når jeg læser kommentarer til diverse artikler, der bliver delt på Facebook, så er det, at jeg forvandler mig til dragen. Jeg bliver grebet af uretfærdigheden og den manglende empati. Jeg bliver grebet af folks egoisme og den stærkt voksende “mig-mig-mig-mentalitet”. Det slår knuder i min mave, når nogle mennesker bare slet ikke kan se tingene ovenfra og går efter manden i stedet for bolden. Mange af dem har såmænd ikke engang læst artiklen før de har lavet en maveplasker på tastaturet og fået trykket de grimmeste ord ud, som de kender. Ordene er tilmed ofte møntet på andre, der har skrevet en kommentar – gosh!.
Men ak, det er jo ikke fordi vores politikkere går foran med et godt eksempel. Der er åbenbart gået sport i, at være det parti, der træder mest på dem, der ligger ned i forvejen. Jæbz – min politikker-lede er i den grade intakt – og den officielle valgkamp er ikke engang startet endnu.
Jeg er sq lidt stolt af mig selv på det her punkt. Jeg elsker at debattere, men jeg kan altså godt få min mening frem uden at skulle træde andre helt ned under de gulvbrædder, der allerede er rådne. Jeg har været heldig – ja, det er man jo nu til dags – for jeg har kun én gang fået tilsendt en “sviner” i min indbakke efter, at jeg har kommenteret et sted. Tak for “bloker-knappen”!! 😉
Det blev til en blandet landhandel her i en sen nattetime 🙂
Ingen kommentarer endnu