Nødvendigt ego-trip …

(ansigtsmaske fra Matas)

 

Mandag måtte jeg tage skeen i den anden hånd og meddele mine omgivelser – og især mine børn – at jeg er nødt til at sætte nogle rammer op for mig selv, hvor det er tilladt for mig, at jeg ikke konstant står til rådighed for hvem, der nu har brug for at tale med mig om et eller andet. 

Min terapeut fik mig overbevist om, at jeg er ved at blive rigtig syg – af stress. 

“Nu må du undskylde, at jeg spørger. Jeg har stor respekt for din terapeut, men ….. ” siger min voksne søn, og fortsætter: “Du arbejder ikke og har hele dagen for dig selv. Hvordan kan du blive stresset?” 

Spørgsmålet kommer da jeg ringer til ham og fortæller, at for fremtiden er min mobil sat på lydløs efter kl. 21.00. De nye rammer indebærer også, at jeg fremover kan finde på at sige, at jeg lige er i gang med noget så jeg ikke kan tale nu, men vil ringe tilbage senere. 

Jeg kan sagtens følge ham i hans spørgsmål, for jeg har da selv tit tænkt, at jeg har de allerbedste betingelser for ikke at blive plaget af stress. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Kroppen fortæller mig noget andet. 

Min krop og min hjerne bliver stresset af hele tiden at være på standby. Konstant står jeg til rådighed, via mobilen og facebook, for mine børn. Naturligvis gør jeg det ! Jeg føler jo, at jeg har en evig gæld til dem, fordi vores liv (deres og mit) ikke har været levet sammen 24/7 i mange år. Jeg skylder dem, at de altid kan få fat i mig og diskutere ting og sager, spørge mig til råds, læsse af når noget går dem på osv. 

Min terapeut og jeg arbejder på denne skyldfølelse, for den dræner mig for energi og giver ikke min krop og hjerne ro. Jeg skal indse, at mine børn er voksne nu og jeg skal tro på, at jeg har været med til at give dem så meget ballast, at de sagtens kan klare sig selv og underholde sig selv på en kedelig efterårsaften. 

Så nu er min mobil sat på lydløs efter kl. 21 og nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv, som gør mig godt. 

Som billedet viser forkæler jeg i aften min hud. Det gør jeg nemlig alt for sjældent – og i min alder er det vist ikke spor for tidligt at sætte ind mod begyndende rynker og træt og trist hud. 

Det er noget helt nyt, at jeg udstiller mig selv – og så med sådan et billede – gosh !!!

Men nu gider jeg ikke længere gemme mig. Livet skal nydes og opleves og mine læsere slipper ikke for at se på det. Basta !!