Noget småt kan blive til noget stort …

Separationsangst

Denne type angst indebærer usædvanlig stor frygt for adskillelse fra en tilknytningsperson, som regel mor eller far, som strækker sig ud over den almindelige aldersperiode for sådanne reaktioner. Hvis en sådan adskillelse sker, er det vigtigt for barnet hurtigt at genoprette kontakten. Symptomer på sådan angst vil starte, før barnet er 6 år, og vil ofte medføre kropslige symptomer på angst. Barnet vil desuden ofte vægre sig mod at gå i skole.

( kopieret fra Sundhed.dk )

 

Jeg er slet ikke er noget specielt. Noget af min angst er simpelthen opstået lige efter bogen. Baggrunden for, at jeg som voksen, er bukket under med psykiske problemer er ”bare”, at det, der kan tricke en angstlidelse, altså er sket lige på rette tid og sted.

Jeg er jo født med en sensitiv personlighed. Mit filter for, hvad jeg opfanger af følelser, stemninger, lyde, farver osv. er fyldt med større huller end det filter mange andre er udstyret med. Jeg lader mig nemmere gå på af det, som normalt betegnes som ”småting”, og jeg har svært ved ikke at tænke i farer og katastrofer. Min krop er konstant på vagt og i alarmberedskab.

Men bortset fra det, så har der så også været hændelser på de ”rigtige” tidspunkter, som har lagt bunden for, at jeg skulle få svært ved nogle ting senere i livet.

Med udgangspunkt i ovenstående citat fra sundhed.dk vil jeg her fortælle om en af disse hændelser.

Jeg var fyldt 5 år i februar, som jeg startede i børnehaveklassen i august.  Jeg mindes stadig min stolthed når min far bad mig læse noget i avisen, og jeg kunne læse det flydende for ham. Jeg var skoleklar !

Skæbnen ville, at jeg efter en uges skolegang, skulle på sygehuset og have fjernet polypper.

Dengang ( tilbage i starten af 70’erne ) var det ikke kutyme,  at forældrene blev indlagt sammen med børnene som det er i dag, så jeg blev afleveret på sygehuset, modtaget af en sygeplejerske og så måtte min mor gå igen. Det eneste jeg husker fra opholdet er, at jeg savnede min mor helt forfærdeligt, og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke måtte komme med hjem, når hun besøgte mig.

Da jeg var blevet rask igen, skulle jeg så tilbage til skolen.

De andre børn havde jo lært hinanden noget mere at kende, og jeg har senere fået fortalt, at jeg var meget, meget ked af at blive afleveret hver morgen. Min mor har oplevet at blive ringet op og bedt om at komme fordi jeg var utrøstelig.

Så den fase med separationsangst, som alle børn skal igennem i netop den alder, blev i den grad penslet godt og grundigt ud for mig.

Det var nemlig lige præcis i den alder, at jeg husker mine første små anfald af panikangst. Jeg vidste jo bare ikke, hvad det var – kun, at jeg i mørket om aftenen blev overmandet af tanken om, at jeg en dag skulle dø. At jeg en dag SKAL dø! Følelsen af afmagt over det uundgåelige gav mig åndenød og stærk hjertebanken – og en uudholdelig følelse af panik. Tankespiralen kunne kun brydes ved at slå hånden hårdt ned i madrassen. Få gange var det ikke nok og så så man en lille pige rende grædende op til sine forældre. Med en undskyldning om ”mareridt” kunne man så være heldig at få lov til at putte under mors dyne resten af natten.

Allerede dengang tav jeg om mine virkelige tanker – for hvem skulle dog kunne forstå dem? Jeg forstod dem jo ikke engang selv.

Mit håb er, at jeg nu, hvor jeg har fået sat ord på en af hændelserne, formår at hele mig selv, og med den voksnes fornuft fjerne nogle af de ubehagelige tanker….

Må freden og roen sænke sig over min hårdt prøvede hjerne 🙂