Kender du den der type, der bare ved alt ? 

Når man bevæger sig meget på nettet og de sociale medier vil man slet ikke kunne undgå at se ting, som man helt automatisk forholder sig til. Man kan heller ikke undgå at støde ind i mennesker, som kan få én op i et felt, der kan blive faretruende rødt. 

Jeg forvandler mig dagligt til en offensiv drage, der bare MÅ spy noget ild ud. 

Jeg er med i flere grupper på Facebook, som omhandler de problemer, jeg selv tumler med i mit liv – bl.a. angst. Her udveksler vi erfaringer og spørgsmål omkring vores lidelse. 
Heldigvis er der nogle, der kommer ud på den anden side – i kortere eller længere perioder, men for pokker, hvor bliver nogle mennesker bare alvidende og belærende, når de føler, at de har set lyset. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke under dem, at de har det bedre – tvært imod – jeg synes bestemt, at det er fedt. Mindre fedt er det dog, at de nu mener, at de kan vejlede andre omkring medicin, alternative metoder og terapi. 
Det positive her er dog, at jeg har lært at vælge mine kampe. I stedet for at argumentere imod, har jeg fundet vejen til “fjern ven”-knappen. Sikke en velsignelse det er, at man ikke konstant får kastet personer i hovedet, hver gang man logger på Facebook.

Det forgående afsnit kommer til at stå i skærende kontrast til det jeg skriver nu, for jeg vil faktisk påstå, at jeg er blevet mere rummelig. Ja, ja, bær over med min dobbelthed 😉 

Før jeg blev syg, var jeg af samme støbning, som de mennesker, der lever sit liv på nationen! (Ekstra Bladets kommentar-forum). Ikke videre flatterende. Havde nogen hovedpine, var min tanke: “tag to panodiler og kom videre”. Var nogen på kontanthjælp, var min tanke: “Der er job til alle, der gider at arbejde” osv. osv. 

Min sygdom har gjort mig mere rummelig, så på det plan er jeg faktisk taknemmelig over, at jeg blev syg. Jæbz – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Måske er ‘rummerlig’ ikke helt det rette ord, for jeg rummer jo ikke alle mennesker. Jeg har i hvert fald meget svært ved at rumme dem, der nedgør andre. 

I dag stiger mit blodtryk gevaldigt, når jeg oplever, at nogle mennesker ser ned på andre. Det kunne ikke rage mig mere, hvorfor folk er, hvor de er. Det, der rager mig er, hvilken personlighed de har. Jeg dømmer ikke folk på, hvad de ser i TV, hvordan de bliver aflønnet, deres politiske ståsted, deres religion eller hvilken sexualitet de har. Jeg dømmer på, hvordan de opfører sig overfor andre mennesker og især, hvordan de opfører sig overfor dem, der har det svært i livet.

Som Nik & Jay synger: “Dem du møder på vej op møder du på vej ned” – og en del møder du såmænd nok også igen selvom du går ligeud.

Når jeg læser kommentarer til diverse artikler, der bliver delt på Facebook, så er det, at jeg forvandler mig til dragen. Jeg bliver grebet af uretfærdigheden og den manglende empati. Jeg bliver grebet af folks egoisme og den stærkt voksende “mig-mig-mig-mentalitet”.
Det slår knuder i min mave, når nogle mennesker bare slet ikke kan se tingene ovenfra og går efter manden i stedet for bolden. Mange af dem har såmænd ikke engang læst artiklen før de har lavet en maveplasker på tastaturet og fået trykket de grimmeste ord ud, som de kender. Ordene er tilmed ofte møntet på andre, der har skrevet en kommentar – gosh!. 

Men ak, det er jo ikke fordi vores politikkere går foran med et godt eksempel. Der er åbenbart gået sport i, at være det parti, der træder mest på dem, der ligger ned i forvejen. Jæbz – min politikker-lede er i den grade intakt – og den officielle valgkamp er ikke engang startet endnu. 

Jeg er sq lidt stolt af mig selv på det her punkt. Jeg elsker at debattere, men jeg kan altså godt få min mening frem uden at skulle træde andre helt ned under de gulvbrædder, der allerede er rådne. Jeg har været heldig – ja, det er man jo nu til dags – for jeg har kun én gang fået tilsendt en “sviner” i min indbakke efter, at jeg har kommenteret et sted. Tak for “bloker-knappen”!! 😉 

Det blev til en blandet landhandel her i en sen nattetime 🙂 

Hele ugen har vi her i landet haft fokus på cancer. Det hele kuliminerede i aften i et gigantisk indsamlingsshow på TV2. 

Jeg har grinet, jeg har lyttet interesseret og jeg har grædt i stride strømme over de følelsesladede historier. Jeg har nydt de musiske indslag og jeg har følt mig stolt over, at vi, i vores lille land, står sammen og kan stampe så mange penge op i den gode sags tjeneste. 

Jeg er taknemmelig over, at der bliver sat fokus på, hvad cancer betyder for den, der er ramt og for den syges pårørende og omkreds. Hver 3. af os risikerer, at vi en dag står med en cancer diagnose i hånden, så ingen tvivl om, at en tilføring af midler til forskning, oplysning, behandling og efterbehandling er super vigtig. 

Personligt er jeg vild med, at vi har kendte mennesker. En vis kendis-faktor skaber opmærksomhed og fokus på mange ting. 

På de sociale medier er der kommet en helt masse forskellige meninger omkring indsamlingen. Jeg har listet nogle af dem op her og kommer hjertens gerne med min egen mening om dem.

“hykleri”. Hold da helt op, hvor jeg synes, at det er hyklerisk når alle politikerne sidder der og smiler og er så stolte af dem selv over, at de sidder i Call-Centeret for at modtage donationer. Det er jo selv samme politikere (i hvert fald de fleste af dem), der har gjort det så vanskeligt for kræftramte at få et anstændigt liv bagefter. Sygedagpengeregler, regler for at få mennesker uden arbejde tilbage på arbejdsmarkedet og kommunale systemer, der slet ikke møder mennesker, hvor de er, men er bygget på mistænkeliggørelse og regelrytteri – det er ting, som gør livet surt for både den syge, den helbredte og familien. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke har mere respekt for mennesket. 

TV2 og deres “løn” for at afholde showet: Det har bragt ramaskrig, at TV2 tager sig betalt for at køre denne kampagne og afholde det store indsamlingsshow. Her mener jeg, at vi lige skal stikke fingeren i jorden og huske på, at TV2 er en virksomhed, der ikke har nogen anddel i vores licenskroner. Klart, at de ikke bare kan lave sådan en kampagne gratis. Iflg. Kræftens Bekæmpelse laver TV2 faktisk showet forholdsvist gratis, men de får refunderet nogle af deres udgifter. Fair nok i min bog. Havde det nu været DR, der havde stået for alt det her, så var sagen en helt anden. De får vores licenskroner, så skulle selvfølgelig ikke tjene penge på det. 

“Andre sygdomme er mindre prestigefyldte og det er uretfærdigt, at cancer får så mange penge via indsamlingen”, læste jeg et sted. Jeg vil aldrig kunne forbinde ordet “uretfærdigt” med tilførelse af midler til bekæmpelse af sygdom. Det er uretfærdigt når mennesker bliver ramt af svær sygdom, men ikke, at der bliver indsamlet penge til det. Og hvis man synes, at der er en skævvridning i hvilke sygdomme, der får opmærksomhed, så må man da hjertens gerne være med til at skabe opmærksomhed andre steder også. 

Her til sidst er der kun at juble over, at vi i år samlede endnu mere ind end sidste år. Sådan, Danmark !!!!! 

I vores, ellers så skønne, lille land, går tingene helt skævt for tiden.
Den ene uforstålige lov efter den anden bliver indført og efterhånden minder det mest om en omvendt Robin Hood fortælling. 
Tag for eksempel den nye kontanthjælpsreform, hvor gensidig forsøgerpligt er et af punkterne. 

Lad mig lige lægge ud med, at jeg grundlæggende ikke er uenig i, at lever man fast sammen med en partner skal man selvfølgelig have samme fordele/ulemper som hvis man var gift.

Der, hvor det går galt med min forståelse er den måde som regering og kommuner i de sidste år har arbejdet hen imod reformen og har kørt sig i stilling til at kunne vaske sine hænder i den nærmeste håndvask overfor de personer, der bliver ramt. 

Lad mig kommer med et eksempel:

En 40-årig kvinde, der er i job og har en normal hverdag med venner og veninder, et hjemmeboende barn, lejet rækkehus og vovse – og en cykel ;). Kvinden bliver opereret og planen er jo så, at hun skal være sygemeldt en periode og derefter vende tilbage til sit job. Nogle uger efter operationen har hun det dog stadig dårligt og en nat bliver hun indlagt akut med store smerter og undersøgelser viser, at kirurgen har skåret hendes urinleder over 😮 . 
Nu følger en re-operation og en lang periode på sygedagpenge. 
I første omgang betyder det, for kvinden i mit eksempel, at hun må flytte i en billigere bolig. 
I næste omgang betyder det, at hun bliver nødt til at sælge sin hund, da hun efter måneder stadig har så store smerter, at hun ikke kan holde til at lege med den og gå de ture som sådan en har krav på. 
Smerterne fortsætter og hun bliver sendt til diverse undersøgelser og selvfølgelig skal der ske en udredning i forhold til sygedagpengene. På et tidspunkt siger hendes læge til hende, at han har noget smertestillende medicin, som hun skal tage og det gør hun selvfølgelig også. Efter et par uger taler jeg med hende og hun fortæller, at hun har det meget underligt efter hun er begyndt på medicinen. Hun giver mig navnet på pillerne og stor er min forbavselse, da jeg genkender dem som antidepressiver 😮 Efter den behandling fra lægens side skifter hun læge. Der er på det her tidspunkt gået et års tid siden operationen. 
For at hun kan få forlængelse på sine sygedagepenge, kræver kommunen/jobcenteret, at hun begynder at gå til fysioterapeut og da hun samtidig er ved at gå ned psykisk over al den her uvished og alle smerterne, beder de hende gå til psykolog også. 
Disse behandlinger er egenbetaling, men nødvendige for, at hun kan fortsætte på den ydelse hun modtager nu. 
Ak ak ak – efter kort tid tager kommunen alligevel sygedagpengene fra hende og sætter hende over på kontanthjælp, hvilket betyder en nedgang i indtægt på omkring 2500,- udbetalt om måneden. Et naturligt resultat er jo så, at hun i hvertfald ikke kan fortsætte sine behandlinger. 
I det her forløb har hun måttet alliere sig med en bisidder, da hun flere gange har fået ny sagsbehandler, som hver især har stillet svartider i udsigt, som for det meste er blevet overskredet med adskillige uger/måneder og først er kommet når hun har rykket for det mange gange – og først når hun er gået til lederen fordi hun ikke modtager svar på mails eller de beskeder hun lægger på tlf.svareren. 

Diagnose fra psykiatrien er nu blevet til Depression og flere angstlidelser.
Både psykolog, fysioterapeut og egen læge rapporterer til kommunen, at hun ikke vil være i stand til at udføre et job i mere end max. 1-2 timer om dagen pga. konstante smerter. 
Med til historien hører, at kirurgen ganske vist indrømmer, at han har lavet en fejl, men at det var et “hændeligt uheld” så i øjeblikket kører en ankesag, da sagen faldt ud til hans fordel (det kan man jo så undre sig gevaldigt over, men måske skal det ses i lyset af at kirurgen og hendes læge er gode venner?).

En lang forklaring, men den er vigtig for at kunne forstå, hvordan mennesker bliver taget som gidsler i det kommunale regi, for at de kan spare nogle penge. Sagen er nemlig den, at var vores eksempel kommet i fleksjob mens hun var på sygedagpenge, ville hun skulle have én sats, men kommer hun det mens hun er på kontanthjælp er det en væsentlig lavere sats, hvilket jo KUN er til kommunens fordel. 

Så i dag sidder vores eksempel alene i sin bolig, modtager kontanthjælp, har psykiske problemer og konstante smerter (som der ikke kan gøre noget ved og som ingen anerkender, trods det, at det jo er logik for perlehøns, at en sund, frisk kvinde der før havde job og kunne alt og så bliver fejlopereret og nu må leve med kraftige smerter, kun kan skyldes den operation) og har mistet store dele af sit sociale netværk, da angst og depression også er en del af hendes dagligdag nu – og kan ikke få de økonomiske ender til at hænge sammen. Der er knapt nok råd til mad og da slet ikke råd til den behandling, der ville gøre hende så godt. 

Så kommunen/jobcenteret har gjort hvad de kunne – for at vore eksempel her bliver så billig i drift som muligt. De har tilsidesat de rapporter de selv har bedt om fra diverse behandlere og hvem er det der sidder tilbage med fletningerne i brevsprækken? 

Jeg forstår ikke, hvordan en regering som den nuværende kan gøre det endnu sværere at være udenfor arbejdsmarkedet i Danmark. Hvordan kan de se sig selv i øjnene? Hvordan kan de gå til valg med løfter om bedre forhold for alle – bedre ældrepleje – bedre vilkår for socialt udsatte – bedre vilkår for børn og unge?
For hvad er det vi har fået? 
Ældrepleje: Helle Thorning Schmidt var en af dem, der talte højest om, at vi skyldte de ældre, at de blev behandlet ordenligt, at de skulle have ret til et bad HVER dag, at de skulle have mere hjemmehjælp osv. osv. det er nu blevet til, at antallet af hjemmehjælpstimer er sat ned, og den nye finanslov ville de ikke ha’ skulle indholde et retskrav om bad bare 2 gange om ugen … *man undres*
Socialt udsatte: Her skal vi igen huske på, at ikke alle på kontanthjælp er mennesker, der reelt kan varetage et normalt job og som bare ikke lige har lyst, men gruppen indeholder i stor grad mennesker, der er blevet syge, men hvor kommunerne gør ALT for at få dem væk fra sygedagpenge-puljen og over på kontanthjælp, for det mindsker kommunens udgifter og får deres tal til at se pænere ud – på papiret. Vi har ikke penge til at hjælpe de som uforskyldt er kommet blandt de svageste, men vi kan sagtens spænde et sikkerhedsnet ud under de mennesker, der selv har valgt at løbe en økonomisk risiko (læs F1 lån)
Børn og unge: Målet og valgsnakken gik på, at vi nu skulle have en af verdens bedste folkeskoler og de bedst uddannede unge mennesker i verden. Straks stillede man sig stejlt overfor lærernes arbejdsvilkår og nægtede dem at gå på arbejde. Hurra – det giver ganske rigtig suværn uddannelse til børnene (ironisk). Så reformerer man SU ydelserne, så de unge er nødt til at arbejde endnu mere ved siden af studierne for at det kan løbe rundt. Uanset, hvor mange brikker man måtte have, der står i vejen for hinanden er det vist logisk, at det ikke ligefrem giver mere tid til at fordybe sig i sit studie.
Man laver inklusion i folkeskolen så børn med specielle behov skal ind i normaltfungerende klasser. Stakkels lille Peter, der er autist – han vil jo helt klart lære en masse af at være i et miljø, der i den grad stresser ham (ironi). 

Man sidder ikke tilbage med en følelse af, at der bliver arbejdet for borgeren, men for at stille sig som politiker, sagsbehandler o.lign. bedst muligt. Også her skal vi huske på, at det jo ikke er politikeren, der mister indtægt. Tvært imod var noget af det første denne regering gjorde, da de fik magten, at varsle reformer og nedskæringer – og derefter give sig selv en lønforhøjelse – det hele klinger lidt hult, ikk? 

I min optik er en venstre-orienteret regering en sammenslutning af mennesker, der varetager de svagestes interesser. Hvor er deres ideologier blevet af?
Vi er et lille land med ca. 6 mio. indbyggere. Alligevel er vi et af de lande der betaler højest kontingent for at være medlem af EU. Vi er et af de lande, der sender mest i udviklingsbistand til u-landene. Vi er et af de lande der først falder til patten, når USA lufter tanker om krigsindsatser rundt om i verden. Vi er et af de lande, der har den højeste udgift på integrationsområdet.
Måske kunne vi skære bare lidt ned på de udgifter og gøre noget godt for de svage i vores eget land i stedet? Og vær lige opmærksom på, at jeg IKKE siger, at vi skal afskaffe udviklingsbistand – vi kunne måske bare lægge os lidt under det niveau, som de store lande betaler. 

Medmenneskeligheden  er væk – pist borte og forsvundet. 

Før i tiden var min tanke om fremtiden, at jeg håbede vi havde passet godt nok på vores jord, så vores børn kunne få et skønt liv. 
Nu er min tanke blevet til frygt for, at vores børn ryger ud af de kasser, som samfundet har opstillet – for så er de sq godt nok lost.