Vi hører det alle steder fra.

“Du må kæmpe for at komme ud af din situation”
“Du må konfrontere dine udfordringer”
“Du må ikke bare lade stå til”
“Kom nu ind i kampen!”

I samme åndedrag lyder det:

“Husk nu at passe på dig selv”
“Man skal ikke slå større brød op end man kan bage”
“Lyt efter din krop – mærk efter i din krop”

Forvirret? Ja, det tror jeg da nok lige.

Jo, jo – jeg ved godt, at alting er en balancegang, men det er immervæk en balance, der skal læres og, hvor man skal være forberedt på at falde i – igen og igen. 

Kan man kæmpe FOR meget? 

Nu kommer det jo an på, hvad man kæmper for, men for, at det ikke skal blive et blog-indlæg, der tager hele sommeren at læse, vil jeg begrænse mig til min egen situation. 

Ja, jeg kæmper nogle gange alt for meget. Jeg vil have det bedre – og helst igår. 

Når jeg endelig finder noget, der virker for mig – noget, der fjerner angstens sorte tåge fra mit udsyn for en stund, så bliver jeg simpelthen så glad. Når jeg får følelsen af, at nu kan jeg overskue nogle af bakketoppene, så bobler der en lille smule glæde indeni.
Inden det hele så kommer til at lyde FOR lyserødt, så har jeg selvfølgelig min faste følgesvend, der puster mig i nakken – tvivlen. Hvor længe får jeg denne gang, og hvornår vælter læsset igen? 

Ved at tænke sådan – så har jeg allerede inviteret angsten indenfor i varmen. Givet den ansvaret for, hvordan jeg skal ha’ det. Giv den lov til at skalte og valte helt som den selv har lov til.

Så knækker filmen (surprise) og selvfølgelig bebrejder jeg angsten, for ikke at lade mig være i fred og lade mig nyde at have det godt. 

Hvad kan jeg gøre i stedet for? 

Jeg kunne jo starte med at acceptere, at jeg har brug for angsten. Ja – det lyder fjollet, ikk? Men angsten er ikke kun en dårlig ting. Min krop og min hjerne har igennem hele mit liv lært, at den eneste måde, jeg kan give mig selv en pause på, er ved at bliver dårlig. Det er den eneste plausible grund til at være “doven”. Når man er syg, så er det tilladt at ligge på sofaen, drikke sodavand og se TV. Efterhånden som jeg blev mere og mere stresset havde jeg mere og mere brug for at slappe af og holde en pause, men jeg hørte ikke efter. Til sidst brugte hjerne og krop det eneste redskab, som de vidste virkede: Jeg blev syg og dårlig. Hjernen og kroppen er jo bestemt ikke uintelligente. De skal nok gøre, hvad de kan for  at få én til at fatte budskabet. 

Tilbage til accepten. Lige nu øver jeg mig i at rumme angsten og være lydhør. Jeg øver mig i at mærke efter i mig selv og slappe af jævnligt – helst inden angsten er nødt til at fortælle mig det. Jeg øver mig i ikke at ville det hele på én gang. Jeg øver mig i at strukturere mine gøremål – med plads til bare at lave ingenting og impulsive ting (stadig indenfor hjemmets fire vægge). Og så øver jeg mig i at bede om hjælpen, der hvor jeg ved, at den er, når jeg glemmer at stoppe op og får et vink med en vognstang. 

Og midt i alt det her, så glæder jeg mig over, at jeg har de skønneste mennesker i mit liv.

Luna – et over-prægtigt, karismatisk kvindemenneske med healende hænder og direkte adgang til universets evige strøm af kærlighed. Og som forstår at bruge sine evner på den mest fænomenale måde. Hun er både veninde, inspirationskilde og behandler.  
Jeannette – min underskønne veninde, hvor jeg altid bliver hørt og mødt med forståelse. Vi to er “tvillinger, der blev skilt ad ved fødslen” – vi ligner hinanden så meget af sind og tænker ens. 
Maibritt – min totalt dejlige terapeut. Uden hende var jeg aldrig kommet så langt. Her bliver jeg mødt, hvor jer er – jeg får et kærligt spark og bliver guidet rundt i mine tanker på en tryg og dejlig måde. 
Mine skønne børn – mere forstående børn skal man lede længe efter. I 16 år har de måttet tage hensyn og leve med begrænsninger når de var sammen med mig. I 14 år har de undværet at bo sammen med deres mor. Jeres kærlighed betyder alt og min kærlighed til jer er uendelig. 
Mine familie – det er dem, der har fået min praktiske hverdag til at hænge sammen i de sidste 16 år. De står altid klar når der skal handles ind, når lægen skal besøges, når medicinen skal hentes, når jeg har flyttet, når der skal hentes møbler og andet  🙂 
Mine Facebook-venner – som altid er klar med en trøstende eller opløftende bemærkning – tak for det 🙂 

Så når jeg ser på mit liv – så har jeg sq hele pakken og alt, hvad jeg behøver. 

Jeg skal bare lige lære, at passe på mig selv og komme ind i kampen 😛 (hehe)

Kan det være rigtigt, at man skal være udstyret med en hel værktøjskasse eller lange negle for at få et glas kakaomælk? 

Er jeg den eneste, der synes, at Tetra Pak skal tjekke nogle af deres medarbejderes syn en ekstra gang?

Jeg er alvorligt bekymret for, at der står en ved en maskine, som er blevet lidt vindøjet. Det synes jeg bestemt, at Tetra Pak bør tage alvorligt og få undersøgt – hurtigt. 

Nu har jeg – for Gud ved, hvilken gang – siddet og bakset med at få hul på en liter kakaomælk. Den fine, lille snip man skal hive i, for at trække folien væk og åbenbare de liflige dråber, knækker halvvejs. Hvad gør man så, hvis man ikke, som jeg, har lange negle? – Her kommer værktøjskassen ind i billedet. Men den rest af folie, der er tilbage er genstridig og slet ikke nok til at få afdækket hullet i kartonen.  Desuden sidder den fast under plastik-kappen. 

Nu begynder panikken at brede sig hos den kakao-krævende forbruger. 

En negl bliver taget i brug (eller et stykke værktøj). Der kommer hul i folien og neglen får nu en tur hele vejen rundt langs kanten for at få åbningen stor nok til, at kakaoen ikke plasker ned i glasset, så man også skal til at tørre de dråber op, der lander udenfor. 

Ak – i den ene ende af de her kanter er der lavet takker. Smart nok – hvis altså man kunne få trukket folien af i ET stykke og så kunne benytte de her takker til at skære folien helt af med. Mindre smart, når den nylakerede negl rammer takkerne. 

Panikken blandes nu med ærgelse. 

Tænk, at der skal være så meget bøvl og så mange frustrationer – bare for at få et glas kakaomælk. 

Så kan de altså påtrykke det her billede nok så mange steder på kartonen: 

Ansvarlige kilder? Hva’be’ha’r

Det er sq ikke i orden!!! 

Kender du den der type, der bare ved alt ? 

Når man bevæger sig meget på nettet og de sociale medier vil man slet ikke kunne undgå at se ting, som man helt automatisk forholder sig til. Man kan heller ikke undgå at støde ind i mennesker, som kan få én op i et felt, der kan blive faretruende rødt. 

Jeg forvandler mig dagligt til en offensiv drage, der bare MÅ spy noget ild ud. 

Jeg er med i flere grupper på Facebook, som omhandler de problemer, jeg selv tumler med i mit liv – bl.a. angst. Her udveksler vi erfaringer og spørgsmål omkring vores lidelse. 
Heldigvis er der nogle, der kommer ud på den anden side – i kortere eller længere perioder, men for pokker, hvor bliver nogle mennesker bare alvidende og belærende, når de føler, at de har set lyset. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke under dem, at de har det bedre – tvært imod – jeg synes bestemt, at det er fedt. Mindre fedt er det dog, at de nu mener, at de kan vejlede andre omkring medicin, alternative metoder og terapi. 
Det positive her er dog, at jeg har lært at vælge mine kampe. I stedet for at argumentere imod, har jeg fundet vejen til “fjern ven”-knappen. Sikke en velsignelse det er, at man ikke konstant får kastet personer i hovedet, hver gang man logger på Facebook.

Det forgående afsnit kommer til at stå i skærende kontrast til det jeg skriver nu, for jeg vil faktisk påstå, at jeg er blevet mere rummelig. Ja, ja, bær over med min dobbelthed 😉 

Før jeg blev syg, var jeg af samme støbning, som de mennesker, der lever sit liv på nationen! (Ekstra Bladets kommentar-forum). Ikke videre flatterende. Havde nogen hovedpine, var min tanke: “tag to panodiler og kom videre”. Var nogen på kontanthjælp, var min tanke: “Der er job til alle, der gider at arbejde” osv. osv. 

Min sygdom har gjort mig mere rummelig, så på det plan er jeg faktisk taknemmelig over, at jeg blev syg. Jæbz – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, vel? Måske er ‘rummerlig’ ikke helt det rette ord, for jeg rummer jo ikke alle mennesker. Jeg har i hvert fald meget svært ved at rumme dem, der nedgør andre. 

I dag stiger mit blodtryk gevaldigt, når jeg oplever, at nogle mennesker ser ned på andre. Det kunne ikke rage mig mere, hvorfor folk er, hvor de er. Det, der rager mig er, hvilken personlighed de har. Jeg dømmer ikke folk på, hvad de ser i TV, hvordan de bliver aflønnet, deres politiske ståsted, deres religion eller hvilken sexualitet de har. Jeg dømmer på, hvordan de opfører sig overfor andre mennesker og især, hvordan de opfører sig overfor dem, der har det svært i livet.

Som Nik & Jay synger: “Dem du møder på vej op møder du på vej ned” – og en del møder du såmænd nok også igen selvom du går ligeud.

Når jeg læser kommentarer til diverse artikler, der bliver delt på Facebook, så er det, at jeg forvandler mig til dragen. Jeg bliver grebet af uretfærdigheden og den manglende empati. Jeg bliver grebet af folks egoisme og den stærkt voksende “mig-mig-mig-mentalitet”.
Det slår knuder i min mave, når nogle mennesker bare slet ikke kan se tingene ovenfra og går efter manden i stedet for bolden. Mange af dem har såmænd ikke engang læst artiklen før de har lavet en maveplasker på tastaturet og fået trykket de grimmeste ord ud, som de kender. Ordene er tilmed ofte møntet på andre, der har skrevet en kommentar – gosh!. 

Men ak, det er jo ikke fordi vores politikkere går foran med et godt eksempel. Der er åbenbart gået sport i, at være det parti, der træder mest på dem, der ligger ned i forvejen. Jæbz – min politikker-lede er i den grade intakt – og den officielle valgkamp er ikke engang startet endnu. 

Jeg er sq lidt stolt af mig selv på det her punkt. Jeg elsker at debattere, men jeg kan altså godt få min mening frem uden at skulle træde andre helt ned under de gulvbrædder, der allerede er rådne. Jeg har været heldig – ja, det er man jo nu til dags – for jeg har kun én gang fået tilsendt en “sviner” i min indbakke efter, at jeg har kommenteret et sted. Tak for “bloker-knappen”!! 😉 

Det blev til en blandet landhandel her i en sen nattetime 🙂 

Jeg læser det tit. Folk tager en maske på. En maske, der passer ind i den sammenhæng, som de befinder sig i. Hvorfor tør de færreste være sig selv? Hvorfor føler vi, at vi er nødt til at foregive at være en anden end den vi er? Hvorfor må andre ikke se, hvordan vi har det? Og hvem er det, der bestemmer, hvordan man skal have det? Og kan det være positivt at tage en maske på af og til? 

Jeg har hængt mine masker op på væggen. Jeg magter simpelthen ikke ret tit at tage en af dem på – føler jeg. Alligevel smutter der automatisk en maske på, når jeg ser andre mennesker. Når min mor kommer med indkøbene, smiler jeg og snakker og når børnene ringer forsøger jeg at koncentrere mig og lytte til deres ord. De skal jo nødigt mærke, hvor skidt jeg har det. Nogle gange sidder masken dog så løst, at den smutter af undervejs. Jeg bliver ukoncentreret, den brusende lyd i ørerne overdøver deres stemmer og fokus finder vej ud i enhver celle af kroppen og registrerer og mærker efter – på den dumme måde. Jeg bliver den person, jeg er lige nu. Den triste og opgivende mig, som synes, at livet gør rigtig ondt og som bare har lyst til at gemme sig under dynen og græde. 

På den ene side er jeg stærk fortaler for, at vi alle skal vise præcis hvem vi er. Vi skal ikke forstille os og tage en maske på, der passer ind i de omgivelser vi er i lige nu. Vi skal være stolte af den person vi er, og ikke lade os putte i kasser. 

På den anden side kan et bevidst valg af maske gøre noget positivt for os. Når man er trist og nedtrykt, kan det hjælpe at tvinge en lidt mere glad maske på. Prøv det selv. Smil! Man bliver helt automatisk lidt mere glad, ikke? 

I bund og grund er vi dog blevet et samfund af mennesker med maske på, hvor ingen rigtigt tør være sig selv og hvor forskelligheder ses ned på af rigtig mange mennesker. 

Synd og skam, mener jeg. En strømlinet verden – er det at foretrække? Ikke efter min mening. Forskelle gør os større mennesker og at kunne acceptere forskellighed gør os helt automatisk mere åbne for indtryk, der er nye for os. 

Hvorfor kan der ikke bare være plads til os alle? Plads til dig, som du er, og plads til mig, som jeg er. 

De fleste af os har gjort nogle ting vi skammer os over. Ting, som vi nok ville have gjort anderledes i dag – eller slet ikke gjort. 

Mange mennesker har dog også en skam, der stikker meget dybere. Det er en skam, der sidder godt indgroet i personligheden, den sidder limet fast på rygraden og i vores tanker. Den kaster en skygge over enhver handling og enhver tanke vi tænker. Den tillader os ikke at tænke positive tanker ret længe ad gangen. Skammen dukker op som en helt automatisk tanke. 

“Skammer du dig?”, spurgte min søde terapeut mig under sidste session. 

Og ja, hold da op, hvor jeg har meget skam indeni. Ikke bare episoder, hvor jeg krøller tæer, når de dukker op mellem minderne, men også helt basale og eksistentielle ting. 

Jeg skammer mig – faktisk dybt – over, at jeg sidder som 45-årig alene i en lejlighed som førtidspensionist og ikke kan finde ud af livet. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke var rask nok til at kunne tage børnene med mig, da jeg blev skilt. 
Jeg skammer mig over, at jeg ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så jeg kan være ligeså slank som de unge piger i bladene. 
– At jeg ikke hver dag overkommer opvask, støvsugning, tøjvask, madlavning og andre huslige ting. 
– At jeg må have hjælp fra min 70-årige mor eller min hårdtarbejdende søster med egen familie – til at købe ind for mig. 
– At jeg har ladet stå så meget til, at min krop skriger af smerte når jeg udsætter den for bare en lille gåtur. 
– At jeg ikke kan finde ud af at komme ud af min angst og depression efter at have haft dem (og hadet dem) i 15 år. 
– At jeg i lange perioder ikke mærker nogen glæde ved livet og føler mig tom, samtidig med, at jeg har tankemylder.
– Jeg skammer mig over mine følelser og manglen på samme, mit udseende, mit liv og jeg skammer mig over, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal trøste og være god ved mig selv.

……. og mange flere ting…….

“Der er tre niveauer i depression. I det øjeblik en person bliver deprimeret, kommer der også social angst. Vedkommende opfatter i depressionen, at andre ser kritisk på ham eller hende, og så skammer man sig. Alle, der gemmer sig, skammer sig. På et tidspunkt går det op for personen, at det ikke er andre, der ser skævt til en, men en selv, der ser skævt til en selv. Det handler ikke om, hvordan man ser ud, men om den, man er. Og det er dér, at skam er blevet en lidelse i selvet: Som det menneske, jeg er, kan jeg ikke gå ud og vise mig i verden. Og hvordan kan andre elske mig, når jeg ikke kan lide mig selv?.“
….læs hele artiklen her….

I morgen er det terapi-tid igen og jeg føler, at jeg har fået fat i en grundlæggende ting, som vi skal arbejde med. Det er noget helt essentielt i min selvforståelse. Hun kommer på hårdt arbejde med at få mig til at synes om mig selv 🙂 

Don’t Grow Up – It’s A Trap !!

Jeg er vokset op i et hjem med faste rutiner. Frokost kl. 12 og aftensmad kl. 18 – sharp!!
Det var nødvendigt for at få hjulene til at køre. Min far havde noget nær en mia. hektar jord selv, og samtidig havde han maskinstation og udførte dermed også rigtig meget markarbejde for andre. Han måtte vide nøjagtigt, hvornår min mor kom med frokost, hvornår hun kom med eftermiddagskaffe, hvornår hun kom med aftensmad og, i de travle perioder, også hvornår hun kom med aftenskaffe.
Det primære, for at spilde så lidt tid på pauser som overhovedet muligt, var planlægning. Der er stadig stor underholdningsværdi i familien, når vi taler om, hvordan min far kunne spise en halv rundenom i én mundfuld, fordi han jo skulle videre.  
Min mor var også nødt til at have faste rutiner for at kunne have maden klar, samtidig med, at hun havde os 3 børn, der er født indenfor godt 3 år.

Da jeg blev teenager begyndte jeg at drømme om at flytte hjemmefra. Ikke fordi jeg ikke kunne li’ at bo hjemme, men jeg havde en udlængsel og jeg havde et stort behov for bestemme selv. Et sted, hvor ingen skulle bestemme, hvornår jeg skulle rydde op, hvornår jeg skulle gå i seng, om jeg måtte sove med lyset tændt, hvem jeg måtte være sammen med og nok mest af alt – hvor jeg ikke skulle være med til at lave markarbejde. At pille sten og flyvehavre er nok bare noget af det, der ligger længst fra drømmene om at være i et pulserende storby-liv. 

Nogle børn, der vokser op på landet kan slet ikke se sig selv bo i en by, men jeg ville ind til byen og bo, og jeg ville ud i verden. Den nærmeste større by i min barndom var Næstved, og jeg var lykkelig da jeg begyndte på gymnasiet, og kunne tage en senere bus og bare gå og kigge på vinduer og mennesker.  Jeg knoklede samtidig med 3 fritidsjobs for at få råd til alle de ting, jeg gerne ville. Ugens højdepunkt var når jeg fik lov til at tage på disco med nogle veninder. Jeg elskede at møde nye mennesker og én ting var helt sikker – jeg var blandt de allersidste, der gik hjem hen på den tidlige morgenstund. 

Jeg begyndte at slå mig i tøjret. Eftersom jeg var den ældste har jeg nok været noget af en mundfuld for mine forældre. Jeg elskede friheden i byen og blev vred af skuffelse, når der blev sagt nej. Mange tårer er trillet på den konto. 

Jeg længtes efter at blive voksen. Jeg længtes efter selv at kunne bestemme og selv at have ansvaret for mine handlinger og min hverdag. 

Jeg skulle blive klogere !

Da jeg endelig stod i den situation, at jeg var “voksen” og havde mit eget liv, blev jeg så overvældet, at jeg blev skræmt. 

Jeg var lige fyldt 30. Var gift og havde hele pakken. Villa, vogne og 2 vidunderlige små børn. Efter diverse barsler og forældreorlove havde jeg også fået det, jeg troede var mit drømmejob. I mine tanker var jeg den travle mor, der klarede jobbet i dagtimerne, hentede børn, lavede mad, puttede børn inden jeg tog til bestyrelsesmøder i børnehave og vuggestue. I weekenderne så vi venner og familie og mødregruppen blev der også holdt liv i jævnligt. 

*SKRALD* sagde det bare en dag, og klappen gik ned. Lige der midt i køen i Føtex. Dér stod jeg og rystede som espeløv, svedte og troede, at jeg skulle dø. Jeg fik bakset mig selv hjem i seng og der lå jeg i de næste 3 måneder. Jeg turde ikke gå udenfor en dør og de migræneanfald, som var begyndt et par år før, kom nu hyppigt. (I dag kan jeg se, at det var et vink med en vognstang). 

Ansvaret for det hele var blevet større end min psyke kunne klare. I mange måneder trak jeg stikket ud – eller jeg var tvunget til det, for min krop og hjerne ville slet ikke samarbejde. Jeg skiftevis sov og græd, og min mor eller barnepigen hentede børnene næsten hver dag. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ønskede bare at sove fra alt ubehaget og alle tankerne, men jeg turde heller ikke sove, fordi jeg var bange for, at der skete mig eller børnenes far noget, så de var helt alene i verden. 

Angstanfaldet i Føtex blev begyndelsen til enden. Et år efter var jeg skilt og boede i en lejlighed tæt på mit tidligere hjem. Mange svære valg blev truffet – bla. at børnene blev boende hos deres far. Han kunne blive boende i huset og jeg kunne slet ikke bære, at de skulle rives ud af deres trygge hverdag og flytte i lejlighed med mig. Oven i købet var jeg i denne periode totalt ustabil psykisk og levede med daglige angst- eller migræneanfald. 
Det var en beslutning, der blev mødt med mange forskellige meninger, og det er en beslutning som jeg, den dag i dag, stadig kan stille spørgsmålstegn ved. I mit hjerte ved jeg, at det var det bedste, men tro mig, at mine tanker næsten dagligt har stillet spørgsmål som “var det nu det rigtige?”, “kunne du ikke ha’ taget dig lidt mere sammen?” osv. osv. 

14 år er gået.
14 år, hvor jeg dagligt kæmper min egen seje kamp for at vende tilbage til et “normalt” liv. 
14 lange år, hvor jeg hver dag har savnet at være en “rigtig” mor for mine børn. 
14 år, hvor jeg har hadet betegnelsen “ansvar”, for jeg fik større ansvar end jeg kunne klare. Jeg tog et større ansvar end min krop kunne holde til. Den sagde fra på en så ubehagelig og grim måde. 

Åh, hvor har jeg grædt mange tårer, og hikstende forklaret min terapeut, hvor uduelig jeg føler mig, når jeg ser på min nuværende situation. 45 år, single, mine børn bor ikke hos mig, jeg er førtidspensionist, jeg udnytter slet ikke al den tid, jeg har til rådighed, jeg melder fra til et utal af familiearrangementer og mange dage er jeg så angst, at jeg ikke engang kommer ned ad trappen og tømmer min postkasse. 
Og hvor er det en sej kamp at finde tilbage til, at jeg er nødt til at tage ansvar igen.

Jeg sammenligner mig selv med alle !! og jeg mener virkelig alle. Først og fremmest mine søskende. De står som noget nær perfekte i mine tanker. Fast forhold, gode jobs, gode lønninger, skønne børn, overskud til at lave en masse sammen med deres børn osv. osv.
Dernæst alle jeg ser på gaden (ser dem fra min altan). Jeg ved godt, at man ikke skal dømme på det objektive, men det sker så automatisk i min hjerne, at jeg slet ikke når at følge med. Det arbejder vi meget på i min terapi.

Wow – det var altså det, som voksenlivet havde til mig. 

Godt jeg ikke vidste det, da jeg som 16-årig ikke kunne blive voksen hurtigt nok !!

Julen er en dejlig tid. Det er tiden, hvor vi alle pynter op, bager, køber gaver, hygger os i stearinlysenes skær og glæder os til dagene i familien skød.

Okay – jeg løj lidt. Det er ikke alle, der gør disse ting. Der findes en masse mennesker, for hvem julen er en tilbagevendende kamp. Lad os for en stund glemme den rent økonomiske udfordring, som julen kan være for rigtig mange, og koncentrere os om det rent menneskelige. Vi har så mange mennesker i vores land, som af den ene eller den anden grund ikke har overskud til juleriet. Mennesker, som ikke kan overskue indkøb, bagning, pyntning og samværet med andre mennesker.
-Det kan være den ældre Hr. Hansen, som bor alene i sit gamle hus, familien bor langt væk og hustruen og de nærmeste venner er gået bort. Han ser kun hjemmehjælpen, når hun kommer forbi for at give ham medicin.
-Det kan være den 13-årige pige med en spiseforstyrrelse, som frygter julemiddagen, hvor hun skal kæmpe med sig selv for ikke at vise, hvordan hun har det.
-Det kan være den hjemløse, som ikke har nogen at købe gaver til og slet ikke noget sted at være juleaften.
-Det kan være forældrene, der i årets løb har mistet det dyrebareste i verden – deres barn, som skal holde deres første jul uden.
-Det kan være alkoholikeren, som i juledagene drikker endnu mere end hun plejer, fordi hun har dårlig samvittighed over, hvad hun byder sine børn.

Kan købes her

Jeg har simpelthen været så heldig at få fingre i en ny kalender for næste år, og jeg kan næsten ikke få armene ned over, hvor gennemtænkt den er. Det er jeg nødt til at dele med jer. 

Kalenderen hedder “mit 2015” og er genial for personer, som har brug for lidt mere styr på hverdagen. 

Den er egentlig udviklet med henblik på de ældre, men den kan også være en stor hjælp for andre. Den er skrevet med stor skrift og på hver side er emnerne opdelt i felter, som gør kalenderen til et rigtig godt hjælpemiddel for både brugeren og for andre, som følger med i ens hverdag. 

Det helt nye er, at hver side indeholder en besøgskalender. Vi har nok alle prøvet at besøge et af vores ældre familiemedlemmer og spurgt til, hvad han/hun har lavet den sidste tid. Ofte kan de ikke huske det og så er det jo en super god ide, at de besøgende kan skrive ned, at de har været der og lige notere et par ord om, hvad de har talt om. Det kan i øvrigt også komme hjemmepleje/behandlere/besøgspersoner til gode, så der kommer et skønt flow i samtalerne hver gang man er på besøg. 

Nederst på hver side er der et “medicinskab” med plads til at notere eller krydse af når man skal have medicin eller når man har taget den. Igen en kæmpe hjælp – både for sig selv og for andre, der kommer i hjemmet. 

Kalenderen har også felter, hvor man kan notere dagens opgaver, ting man skal huske og sågar plads til at skrive, hvad man har spist denne dag.
Vi ved jo alle godt, at det kan være svært at huske at spise, hvis man døjer med hukommelsen eller har andre ting, man slås med i hverdagen.

Som jeg skrev tidligere er kalenderen udviklet med den ældre generation for øje.
Efter, at jeg har fået den i hænderne kan jeg dog sagtens se den som et rigtig godt hjælpemiddel for mig selv også.
Her kan jeg dagligt notere, hvad jeg har lavet – jeg kan planlægge 1 eller 2 opgaver, og så er det jo skønt at kunne sætte “v” ud for, når opgaven er klaret. I feltet til notater kan jeg holde styr på om, det har været en god, dårlig eller middel dag. I “medicinskabet” får jeg overblikket over op- eller nedtrapning af medicin. Min besøgsven kan på mine dårlige dage skrive lidt om, hvad vi har talt om, så vi begge kan huske det næste gang. Min terapeut kan skrive, hvad vi arbejder med, så jeg kan huske, hvor jeg skal holde mit fokus.

Bagerst er der plads til at skrive sine nøds-telefonnumre og numre til diverse hjemmehjælpere, madordning, behandlere osv. 

Ja, jeg kan blive ved. Jeg ser SÅ mange muligheder i denne kalender og jeg glæder mig til at tage den i brug efter årsskiftet.

Hov – jeg skal da også lige ha’ med, at forsiden kan skiftes ud med et billede, man selv vælger. Det er en åben “plastic-lomme”, hvor man lige kan putte sit yndlingsbillede i.

KON-TUR har eneforhandling på kalenderen – det er jo også dem, der har udviklet den.
Den kan købes i deres SHOP eller du kan finde din NÆRMESTE FORHANDLER.  

Dem, der følger med i mine indlæg ved, at jeg glædede mig, som et barn til juleaften, over at være sat i behandling for min søvnapnø. De første dage gik over al forventning. Jeg sov med masken hele natten og havde super flotte tal – *thumbs up*

Siden er det bare gået ned ad bakke. Jeg kan ikke enes med masken. Jeg har endda prøvet flere størrelser, men vores forhold er overhovedet ikke nået op i de højder, som jeg havde forventet. Måske havde jeg sat forventningerne for højt for hold op, hvor er jeg skuffet. 

Faktisk er jeg mere træt end nogensinde. 

Jeg sover fra midnat til klokken er både 13, 14 og 15, og kun 3-5 af timerne er med masken på. Gennem de timer er jeg vågen flere gange og opnår vist aldrig at komme i den gode, dybe søvn.

Masken tynger på min næseryg, og jeg er efterhånden blevet helt hårdhudet på næsen og har også fået et lille sår. 
Jeg føler, at den mindste maske sidder for tæt på den yderste del af næseborene og mindsker passagen.
Jeg føler, at den største maskes inderste siliconekant dækker for det nederste af næseborene, og at hvis jeg ikke ligger helt stille, så smutter luften ud under kanterne.
Mine slimhinder (tror jeg det er) er så irriterede, at jeg sidste nat vågnede af smerter oppe i næsen. 
Jeg føler det som om passagen bliver mindre og mindre for hver nat og “maske-søvnen” slutter altid med, at jeg vågner helt op ved, at jeg ikke kan få luft. Masken dækker kun næsen, så man skal lære at sove med tungen oppe i ganen for at luften ikke fiser ud gennem munden. Når jeg ikke kan få luft åbner jeg jo ubevidst munden og så går der bare helt ged i det hele. 

Jeg har talt med søvnklinikken om det, men skal vente og se tiden an til min kontroltid den 4/12, fordi slimhinderne skal have tid til at hærde. Jeg har dog altid haft dette problem – også før min “maske-tid”, så jeg tror ikke de hinder får det bedre. 

Jeg er medlem af en gruppe for søvnapnø på Facebook, og her siger alle som en, at jeg skal have en “fugter” tilsluttet mit apparat, så jeg ikke får pustet tør luft ind i næsen. Det skal jeg tale med dem om til kontrollen.

Lige nu synes jeg bare, at der er frygtelig lang tid til den 4., for jeg fungerer slet ikke. I mine “vågne” timer er jeg ved at dratte om af træthed, jeg er svimmel, mine nerver sidder helt uden på tøjet, jeg fryser og jeg glæder mig slet ikke til at skulle i seng om aftnen. Det er ellers en af mine største glæder her i livet. Jeg orker knapt nok at spise –  ikke engang en skål havregryn – jeg kan simpelthen ikke overskue at skulle holde mig oprejst for at gå i køkkenet og hente det. Jeg lever af totalt tomme kalorier i form af det juleslik, jeg allerede havde købt ind. Mit humør er langt under O, og min angst er i top. 

Så min glæde over at være kommet i behandling er på nuværende tidspunkt vendt til kæmpe skuffelse, og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skal få det bedre. 

Ja, det var så endnu en omgang ynk fra min side. 

Det er ikke altid så nemt at leve, og når man, som jeg, har nogle hæklefejl i kysen, så skal der bare ikke så meget til at slå én ud af kurs. 

Jeg er slået ud af kurs, men ved at være hudløst ærlig omkring, hvordan jeg har det og hvilke kampe jeg kæmper, håber jeg jo også, at jeg kan skabe åbenhed omkring det hele, så det ikke forbliver et tabu, at livet ikke altid er lyserødt. 

Og så håber jeg inderligt, at jeg en dag kommer hel og styrket ud på den anden side og bliver i stand til at hjælpe andre samme vej… 

Tendensen i vores samfund er, at man ikke skal klynke og have ondt af sig selv. 
Det gælder om at klemme balderne sammen og så ellers bare få det bedste ud af det hele. 

Jeg har klemt balderne så meget sammen, at jeg i teorien aldrig ville kunne lave et kopi-shot af det meget kendte foto af Kim Kardashians bagdel. At virkeligheden er en anden er et godt billede på, hvordan min verden er skruet sammen. For i teorien har jeg jo været i forskellige former for terapi i rigtig mange år, og i lige så mange år har jeg fået “lykkepiller” så jeg burde jo fungere, men virkeligheden er en anden. 

Jeg strammede mig an i går, hvor min far havde fødselsdag. Lige præcis hans fødselsdag har jeg jævnligt ikke deltaget i. Den eneste grund er faktisk, at den falder lige på denne årstid, hvor overgangen til vinter med våde og grå dage gør mit sind mørkt og trist. Automatisk sætter min dårlige samvittighed ind, fordi jeg gerne vil glæde ham med at komme – eller rettere – jeg vil helst ikke skuffe ham ved ikke at komme til fødselsdag, fordi jeg synes, at jeg skylder både ham og min mor hele verden. Uden dem havde jeg sikkert levet på gaden og haft en gæld på et mange-cifret beløb. 
Igår tog jeg hen og fik en dåse cola og en hjemmebagt bolle trods et angstniveau på noget nær en million. Jeg klarede det, og det er jeg glad for. Jeg har det bedre med, at jeg har været der igår og så måske må melde afbud på søndag, hvor hele familien er inviteret. 

Men jeg klynker i dag og jeg har vildt ondt af mig selv. 

I dag har jeg nemlig været i terapi og det var simpelthen så hård en omgang. Jeg havde ikke sovet meget i nat (det maskineri, der skal afhjælpe min søvnapnø slås jeg med hele natten igennem, så det giver ikke meget søvn), så jeg havde i den grad følelserne uden på tøjet fra starten af, samtidig med, at jeg var svimmel og “ude-af-min-krop”. 

Min terapeut er i en verdensklasse helt for sig selv. Jeg ser hende som et meget fantastisk menneske og jeg føler mig tryg ved hende. Den tryghed tror jeg i høj grad var grunden til, at jeg i dag fik et mega angstanfald midt i terapien. Min krop turde reagere på, at det vi talte om var rigtig svært. Men hvor var det dog skræmmende. Jeg hader angstanfald og det er faktisk ikke noget jeg oplever særlig tit. “Min angst” viser sig i dagligt fysisk ubehag og en konstant uro, der forværres når jeg skal være sammen med andre. 

Jeg har sovet siden jeg kom hjem og jeg har stadig den grimme uro og føler mig svimmel og træt. 

Så i dag vil jeg tillade mig at have helt vildt ondt af mig selv og være super ked af, at mit liv er som det er …. 

I morgen må jeg igang igen med arbejdet hen imod at blive rask…. 

Basta !!! 

… ” vi ku’ blive, hvad som helst vi to
       men skyerne hænger, lavt på himlen nu ” …

Jeg sidder og lytter til melankolske sange med Rasmus Walter mens tankerne vandrer og jeg forsøger at få dem ned i ord. 

… ” ku’ vi ligge og drive lidt med tiden nu, 
       uden at tænke på at tænke, bare holde ud ” …

Min krop er ved at vågne. Min hjerne er ved at vågne. 
De har rottet sig sammen og danser jive i mit sind og i mine knogler.
Jeg forsøger, at følge med i de vilde rytmer. Jeg vil gerne være sammen med dem, og jeg ved, at vi tre kan nå uanede højder ….. sammen. 

… ” jeg følger dine bevægelser, og prøver at regne dig ud,
       men dit udtryk er stille, det’ som om du flyder ud “…

Udenpå er kroppen stiv og enhver bevægelse går imod den indre dans. Det gør mig svimmel og giver mig kvalme. Det gør mig anspændt og fodrer min angst. Lydene er hule og utydelige i min boble, hvor kun en syngen for ørerne trænger klart igennem. Knoglerne gør ondt, hver gang jeg ikke blot sidder i min stol. Lænden værker når jeg går og nakken knaser når jeg drejer hovedet. Tankerne løber marathon og kæmper for at nå først frem, men de kommer alle over målstregen samtidig og et målfoto er nyttelyst, for de er allerede på vej mod startlinien igen. 

… “jeg har løbet, for at komme væk herfra, 
      men du er svær at slippe, selvom jeg ikke holder fast i noget ” …

Det er svært at slippe noget velkendt – uanset, hvor lidt godt det gør for os. Det vi kender ligger på rygraden – slået fast med syv-tommer-søm, og kommer frem så snart det har mulighed for det. Ubevidst holder vi fast i det, fordi det er noget vi kender. Kroppen holder fast i det. Hjernen holder fast. Altså holder jeg fast. 
De nye spor var ikke nået at blive dybe nok til at jeg valgte den vej da jeg tog hul på det nye. Jeg er røget lige lukt ind på den gamle, velkendte og dog så uønskede vej. 

I morgen skal jeg i terapi. Jeg glæder mig og frygter det. Det bliver hårdt at sidde der med følelserne udenpå tøjet og angsten, der kører slalom på alle bakkerne i hjernen, på alle knoglerne og gennem hver en åre i min krop. 

Men jeg vinder …. basta !!!!

Der er altid to sider af alting – en for- og en bagside. 

I mit nye kapitel her i livet har jeg ventet spændt på at komme igang fordi jeg så gerne ville opleve forsiden. Og som den person jeg er, vil jeg helst se resultaterne igår. Jeg burde egentlig have lært, at når jeg forventer noget, så ender jeg enten med at blive skuffet eller frustreret. 

Det går rigtig godt med at sove med maske på om natten. Altså så godt som det nu kan gå efter kun 2 nætter med min nye sove-ven. I nat sov jeg 8,3 timer og havde et AHI tal på 0.9 (Det er det tal, der sladrer om, hvor mange verjtrækningspauser jeg gennemsnitligt har på en times søvn – og det skal være under 5,0) 

Jeg kan helt sikkert mærke, at jeg er mere klar i hovedet – på en diffus måde. Jow jow, det giver mening, ikk? Men noget er der i hvert fald forandret. Jeg er ikke træt på samme måde. Det er ikke den der følelse af, at være blevet vækket efter kun 20 minutters søvn, hvor man kan føle sig helt influenza-agtig. Jeg vil godt gå så vidt som til at sige, at jeg har en vis følelse af at være frisk om morgenen. 

Og så til bagsiden. Min hjerne kan da bare slet ikke forstå en hujende …. *leder efter et pænt ord* …. hmm.. den fatter ikke, hvad der sker. Hele dagen i dag har jeg haft et angstniveau, der har ligget på 10 (på en skala fra 1-10, hvor 10 er det næsten uudholdelige). Det har kriblet og krablet i hele kroppen af uro. Jeg har haft kvalme og været svimmel og haft en irriterende trykken i hovedet. Altså den velkendte angst, som jeg har haft så mange år. 

Jeg tænker flere ting om det. 

Min første tanke er, at en dårligt iltet hjerne måske ikke optager mine antidepressiver 100%, men det gør den så når hjernen får nok ilt – så det er måske en slags tilvænning jeg oplever nu – ligesom når jeg ændrer medicin. 

En anden tanke er, at en hjerne, der ikke får ilt nok måske er med til at dulme angsten, fordi hjernen ikke opfatter alt, hvad der sker, og nu er den pludselig vågen og modtager alle mulige indtryk, som den skal forholde sig til og det er ligesom at vække Holger Danske, som gør sig klar til kamp. 

Noget sker der i hvert fald, og det er godt nok svært at se det positive i mere angst, men på den anden side – angsten slår mig jo trods alt ikke ihjel – det kan ubehandlet søvnapnø jo ende med. 

Jeg forsøgte at hoppe op på hesten igen ved at gå hen og handle ind. Tror lige, at jeg venter et par dage med det – for hold da op, hvor min hjerne troede, at det var vildt farligt. Jeg var flere gange ved at løbe skrigende ud af butikken, men jeg skulle jo ha’ mad og man skal jo også betale for det man tager med ud 😀 .. 

Jeg kæmper videre i morgen !! .. basta !! 

Man skal lige vænne sig til, at der er andre lyde i soveværelset. 

I aftes var jeg til forundersøgelse på søvnklinikken i Silkeborg. Jeg var så heldig at få en afbudstid – min oprindelige tid var ellers den 27. november. 

Universet har i den grad været med mig i alt det her. Heldet ville, at den læge, der skulle lave forundersøgelsen, var den ørelæge jeg er blevet undersøgt af i Randers, og som henviste mig videre. 

Til klinikken bliver henvist både fra egen læge og ørelæger. Derfor skal alle gennem forundersøgelsen, men eftersom jeg jo havde fået diagnosen “ekstrem søvnapnø” havde han helt ekstraordinært fået sat i stand, at jeg kunne få mit søvnapparat med hjem allerede igår. 

Sygeplejersken, der skulle udlevere min nye sengekammerat, var utrolig sød og meget grundig i at vejlede mig om alt fra, hvordan apparatet virker, hvad jeg kan aflæse på skærmen og hvordan det hele skal holdes rent. Jeg sad med masken på i ca. 5 minutter for at se, hvordan jeg havde det med den. Første gang den blev sat på, blev jeg da godt nok noget forskrækket. Masken dækker kun næsen og fordi den puster luft ind skal man huske at lukke munden og sætte tungen op i ganen, for ellers fiser luften gennem næsen og ud gennem munden. Det er en speciel og meget mærkelig fornemmelse. 

Jeg var lidt nervøs for at gå i seng, for jeg vidste jo ikke helt, hvordan jeg ville reagere i løbet af natten – om jeg ville hive masken af i søvne eller om lydene fra maskinen ville holde mig vågen. 

Sådan så jeg ud da jeg havde installeret mig med det hele og lå klar til at sove: 

I løbet af natten var jeg vågen et par gange, men sov i bund og grund okay. Jeg var spændt på at vågne op og aflæse maskinen, for at se, hvordan mine tal så ud. 

Maskinen måler, hvor længe jeg har sovet, om masken har siddet rigtigt (er markeret med en smiley) og hvor mange pauser jeg har haft i min vejrtrækning. En person uden søvnapnø har under 5 pauser i timen i løbet af en nattesøvn. Mit udgangspunkt var 85 pauser i timen. Se lige resultatet fra min allerførste nat:

Det må i den grad siges at være godkendt !! 🙂 

Fysisk følte jeg mig ikke synderlig anderledes da jeg vågnede end jeg plejer. Jeg var stadig groggy og træt, men jeg vågnede da på den rigtige side af middag og nu, hvor jeg har været oppe i nogle timer synes jeg, at jeg har det en smule bedre end jeg plejer. Min næse føltes lidt tilstoppet de første vågne timer og min hals er øm – ligesom under en forkølelse, men det er sikkert bare her under opstarten. 

Jeg er blevet fortalt af læger, sygeplejersker og andre, at der sagtens kan gå nogle uger inden man mærker den fulde effekt. En belastet hjerne og krop skal lige have tid til at restituere sig, men jeg er fuld af forhåbninger for mit nye liv. 

Bring it on !!! 😀

Hele ugen har vi her i landet haft fokus på cancer. Det hele kuliminerede i aften i et gigantisk indsamlingsshow på TV2. 

Jeg har grinet, jeg har lyttet interesseret og jeg har grædt i stride strømme over de følelsesladede historier. Jeg har nydt de musiske indslag og jeg har følt mig stolt over, at vi, i vores lille land, står sammen og kan stampe så mange penge op i den gode sags tjeneste. 

Jeg er taknemmelig over, at der bliver sat fokus på, hvad cancer betyder for den, der er ramt og for den syges pårørende og omkreds. Hver 3. af os risikerer, at vi en dag står med en cancer diagnose i hånden, så ingen tvivl om, at en tilføring af midler til forskning, oplysning, behandling og efterbehandling er super vigtig. 

Personligt er jeg vild med, at vi har kendte mennesker. En vis kendis-faktor skaber opmærksomhed og fokus på mange ting. 

På de sociale medier er der kommet en helt masse forskellige meninger omkring indsamlingen. Jeg har listet nogle af dem op her og kommer hjertens gerne med min egen mening om dem.

“hykleri”. Hold da helt op, hvor jeg synes, at det er hyklerisk når alle politikerne sidder der og smiler og er så stolte af dem selv over, at de sidder i Call-Centeret for at modtage donationer. Det er jo selv samme politikere (i hvert fald de fleste af dem), der har gjort det så vanskeligt for kræftramte at få et anstændigt liv bagefter. Sygedagpengeregler, regler for at få mennesker uden arbejde tilbage på arbejdsmarkedet og kommunale systemer, der slet ikke møder mennesker, hvor de er, men er bygget på mistænkeliggørelse og regelrytteri – det er ting, som gør livet surt for både den syge, den helbredte og familien. Jeg fatter slet ikke, at politikerne ikke har mere respekt for mennesket. 

TV2 og deres “løn” for at afholde showet: Det har bragt ramaskrig, at TV2 tager sig betalt for at køre denne kampagne og afholde det store indsamlingsshow. Her mener jeg, at vi lige skal stikke fingeren i jorden og huske på, at TV2 er en virksomhed, der ikke har nogen anddel i vores licenskroner. Klart, at de ikke bare kan lave sådan en kampagne gratis. Iflg. Kræftens Bekæmpelse laver TV2 faktisk showet forholdsvist gratis, men de får refunderet nogle af deres udgifter. Fair nok i min bog. Havde det nu været DR, der havde stået for alt det her, så var sagen en helt anden. De får vores licenskroner, så skulle selvfølgelig ikke tjene penge på det. 

“Andre sygdomme er mindre prestigefyldte og det er uretfærdigt, at cancer får så mange penge via indsamlingen”, læste jeg et sted. Jeg vil aldrig kunne forbinde ordet “uretfærdigt” med tilførelse af midler til bekæmpelse af sygdom. Det er uretfærdigt når mennesker bliver ramt af svær sygdom, men ikke, at der bliver indsamlet penge til det. Og hvis man synes, at der er en skævvridning i hvilke sygdomme, der får opmærksomhed, så må man da hjertens gerne være med til at skabe opmærksomhed andre steder også. 

Her til sidst er der kun at juble over, at vi i år samlede endnu mere ind end sidste år. Sådan, Danmark !!!!! 

Del budskabet og vær med …

Husk hashtagget #‎DKBloggersKnækkerCancer‬

Sammen kan vi gøre en masse. Støt vores indsamling ved at klikke på billedet. Du kan også hjælpe ved at dele dette blog-indlæg på alle de sociale medier, du er med på. 

Facebook det – tweet det – insta det 🙂 .. 

Hvis du vil have billedet i den bedste opløsning så skriv endelig og jeg kan maile det til dig – eller kontakt Jeanette, der er en af “bagkvinderne” 🙂 

For nogle år siden blev jeg ringet op af en veninde. Hun havde netop fået konstateret søvn-apnø, og mente, at jeg skulle bliver undersøgt for det samme, da jeg i længere tid havde klaget over en del ting, som hun nu kunne kæde sammen med denne lidelse.

Jeg talte med min læge om det, men han mente ikke, at det var noget jeg skulle bekymre mig om, selvom jeg og google var ret enige om, at jeg havde de rette symptomer. 

Årene er jo så gået – jeg er blevet mere og mere træt. Har ikke haft problemer med at sove op til 16 timer i døgnet, og har været totalt energiforladt i de vågne timer. Ofte sker det, at når jeg vågner hen på formiddagen og rækker ud efter min mobil for at tjekke uret, så er jeg faldet i søvn igen inden jeg har set, hvad klokken er. 

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så fik jeg for en måneds tid siden “overtalt” lægen til, at jeg fik en henvisning til en ørelæge. 
I torsdags var jeg så oppe og få udleveret maskineriet, jeg skulle sove med om natten. Fredag morgen klokken så-tidligt-at-det-for-mig-stadig-var-nat, fik jeg foretaget en prik-test hos sygeplejersken, for at udelukke allergi, og bagefter fik jeg så resultatet af sove-testen ved en samtale med ørelægen. 

Da han kaldte mig hen til computerskærmen og begyndte at forklare resultatet, blev jeg chokeret. Det var han vist også lidt. Testen viste, at jeg under min søvn – som varede 6½ time – var holdt op med at trække vejret 685 gange. Det er 105 gange i timen – altså næsten 2 gange hvert eneste minut. For lige at gyde endnu mere olie på de rørte vande (som snart også kunne ses i mine øjne) kunne han se, at mit længste vejrtrækningsstop havde varet 55 sekunder. 

Så græd jeg! Både af lettelse over, at der var en forklaring på, at jeg har haft det som jeg har, så jeg ikke bare har bildt mig noget ind, men også af forskrækkelse over, at jeg hver gang jeg sover, slet ikke får ilt nok til hjernen. Ikke noget at sige til, jeg har været bange for, at jeg var ved at udvikle demens e.lign. fordi jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at læse en bog, har følt at mine læsefærdigheder generelt var røget tilbage på 5. klasses niveau og bare ikke har orket ret meget. 
Diagnosen blev: ekstrem søvn-apnø. 
Første skridt blev, at jeg med det samme fik at vide, at jeg ikke må køre bil før jeg er i behandling. 
Andet skridt blev, at ørelægen har skrevet “haster” på min henvisning til Silkeborg Sygehus, hvor jeg skal ud 2 gange, så behandling kan sættes i værk hurtigst muligt. 

Nu har jeg haft et par dage til at tænke tingene igennem. 

Jeg er stadig lettet over, at der er fundet en forklaring. Samtidig er jeg ked af, at jeg skal døje med sådan noget resten af mit liv. Resultatet bliver sandsynligvis, at jeg skal sove med en maske på, som blæser ilt ind i min næse, så hjernen får ilt under søvnen. Det vil gøre, at jeg ikke vågner 2 gange i minuttet fordi jeg ikke kan få luft, og det vil give mig en søvn, der rent faktisk gør, at jeg bliver udhvilet af at sove og ikke, som nu, mere træt. Det er en 100% nødvendig behandling, fordi kroppen lige nu har 3 gange så høj risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme, diabetes II, blodpropper, hjerneblødninger og slagtilfælde. 

Jeg er også frustreret og en smule bitter. 
Frustreret over alle de mennesker, der gennem årene har sagt til mig, at grunden til, at jeg er så træt er, at jeg sover for meget, at jeg er doven og mere i den dur. Det har ikke skortet på gode råd til, hvad jeg bør gøre så jeg overkommer mere. 

Bitterhed kan man ikke bruge til noget konstruktivt, men jeg mærker den nu alligevel. Jeg er bitter over, at min læge ikke har tænkt ud af boksen når jeg har nævnt mine symptomer – og især når jeg helt specifikt har nævnt denne lidelse. Mange hjerneceller er gået tabt og mange unødvendige lidelser har været en del af min hverdag i mange år fordi jeg ikke er blevet taget alvorligt. At man har psykiske problemer gør ikke, at alt kan puttes i den kasse, der står “psyke” på .. øv… 

Mit håb er nu, at den rette behandling vil give mig så meget overskud, at jeg kan få gjort noget ved min vægt. At have for meget fedt på kroppen gør i hvert fald ikke, at luftvejene har det nemmere. Mit ønske er at kunne komme i et forløb, hvor der både er en diætist og nogle træningsmuligheder, hvor personalet har erfaring med angst, så jeg kan blive hjulpet når kroppen skriger “flygt”, som den jo gør, når den er aktiv. 

En ny begyndelse – et nyt, og bedre, liv….. 

Fakta om søvn-apnø: Taget fra siden om søvnapnø

Når man sover, slapper musklerne i kroppen af. Det gælder også musklerne i de øvre luftveje (næsen, munden og svælget). Hvis de slapper for meget af, kan luftvejene blive forsnævrede. Dette får mange til at begynde at snorke. Somme tider bliver det også svært at trække vejret.

Hvis luftvejene bliver helt tillukkede, opstår en pause i vejrtrækningen, dvs. en såkaldt apnø. Vejrtrækningspausen kan vare fra 10 sekunder og op til ét minut. Obstruktiv søvnapnø er den hyppigste form for søvnapnø og indebærer, at man har gentagne vejrtrækningspauser, når man sover. En del personer har hundredvis af pauser.

Under vejrtrækningspausen falder blodets iltindhold. Hjernen reagerer med at vække personen, så vejrtrækningen starter igen. Denne reaktion sker helt automatisk. Personen kan normalt ikke huske de gentagne opvågninger, når han eller hun vågner om morgenen.

Ud over at søvnen forstyrres, er kampen for at få vejrtrækningen i gang efter hver apnø meget trættende for kroppen. Det nedsatte iltindhold i blodet medfører, at hjertet skal arbejde hårdere, og såvel blodtrykket som mængden af stresshormoner øges. Uden behandling vil de skadelige indvirkninger ophobes, nat efter nat.

Symptomerne:

Snorken, fordi luftvejene blokeres fuldstændig
Vejrtrækningspauser under søvn, der kan vare fra 10 sekunder til op til ét minut
Udtalt træthed om dagen
Hyppige opvågninger, som personen normalt ikke husker er sket
Mange natlige toiletbesøg
Kvælningsfornemmelse
Mareridt
Nattesved
Hovedpine
Koncentrationsbesvær
Indlæringsproblemer
Irritation
Samlivsproblemer
Vægtproblemer
Depression
Forhøjet blodtryk
Smerter i kroppen
Astma og allergier

Risici ved ubehandlet søvnapnø:

Forskningen producerer flere og flere beviser for, at søvnapnø kan sættes i forbindelse med en række alvorlige sygdomme. Hvis vejrtrækningspauserne ikke behandles, kan de på længere sigt føre til andre sygdomme, som f.eks. forhøjet blodtryk, hjertesygdomme, slagtilfælde og diabetes.

Personer, der ikke sover godt, har også sværere ved at tåle stress og løber en højere risiko for arbejdsulykker. Af samme grund er søvnapnø en stor risikofaktor, f.eks. når det drejer sig om bilulykker, især ved langvarig, ensformig kørsel.

Forhøjet blodtryk
Flere og flere undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem søvnapnø og forhøjet blodtryk. Mere end 35 % af alle med søvnapnø har et blodtryk, der overstiger grænsen for, hvad der anses for normalt (140/90 mmHg).1 Omvendt regner man med, at 30 % af alle personer med forhøjet blodtryk har søvnapnø. Antallet stiger til 83 %, hvis man også medregner personer, for hvem det ikke er lykkedes at sænke blodtrykket trods behandling med tre eller flere lægemidler.2

Behandling af søvnapnø fører i mange tilfælde dermed også til en sænkning af blodtrykket.

Hjerte-karsygdomme
Søvnapnø indebærer en stor belastning af både hjertet og dets funktion. Ubehandlede vejrtrækningspauser kan på længere sigt føre til vedvarende skader på blodkarrene og de andre organer, der styrer blodcirkulationen i kroppen. Forhøjet blodtryk, forstyrret hjerterytme, hjertesvigt og øget risiko for hjerteinfarkt og slagtilfælde er nogle eksempler.

Når søvnapnøen behandles, mindskes også belastningen af hjertet og blodkarrene.

Slagtilfælde
Søvnapnø kan øge risikoen for slagtilfælde. Faktisk menes det, at mere end 60 % af alle, der får et slagtilfælde, også har søvnapnø.3 Chancen for, at man kommer sig igen efter et slagtilfælde, er også mindre, hvis man samtidig har søvnapnø.

Rehabilitering kræver energi og motivation, hvilket kræver, at søvnapnøen bliver behandlet.

Diabetes
Det er blevet beregnet, at ca. 60 % af alle type 2 diabetikere har søvnapnø.4 Undersøgelser viser også, at søvnapnø kan være en årsag til type 2 diabetes ved at bidrage til øget insulinresistens.

Diabetikere med søvnapnø oplever ofte en hurtig forbedring af deres diabetes, når vejrtrækningspauserne behandles.

Overvægt
Overvægt er ikke kun en vigtig risikofaktor for udvikling af søvnapnø (op til 40 % af alle overvægtige personer risikerer at få søvnapnø).4 
Mange gange bliver søvnapnøen også en del af en ond cirkel, hvor personen, der føler sig træt, spiser for at holde sig vågen, tager på i vægt og dermed forværrer søvnapnøen. Trætheden gør det også svært for personer med søvnapnø og overvægt at have overskud til at ændre deres kost- og motionsvaner.

Behandling af søvnapnø kan hjælpe mange overvægtige med at få den energi, som er nødvendig for at kunne starte et mere aktivt og sundt liv. Antallet af vejrtrækningspauser reduceres ofte væsentligt og kan i visse tilfælde helt forsvinde ved vægttab.

Stress
Personer med søvnproblemer synes ofte, at livet er stressende. Oplevelsen af stress øger også risikoen for søvnproblemer.5 For en person med søvnapnø kan det hele blive en ond cirkel.

Smerte
Kronisk smerte kan være en grund til, at man sover dårligt, men det kan også være omvendt. I en undersøgelse, der for nylig er blevet offentliggjort, noteredes tre gange højere risiko for at udvikle kroniske smerter hos personer, der oplever, at de ikke er udhvilede, når de vågner om morgenen6.

Til fare for andre på jobbet og i trafikken

Trafikulykker
Undersøgelser viser, at en person med søvnapnø løber syv gange højere risiko for at komme ud for en bilulykke.7 Søvnmanglen gør, at en person med søvnapnø kan være lige så farlig bag rattet, som en person der kører med alkohol i blodet.8 Professionelle chauffører og andre, der også tilbringer lang tid i bilen, løber selvfølgelig højere risiko. Risici i trafikken indebærer desuden ikke kun fare for den, der falder i søvn, men også for medpassagerer og de øvrige bilister, cyklister og fodgængere på vejen.

Arbejdsulykker
Manglen på nattesøvn fører ofte til, at man føler sig søvnig om dagen. Indimellem kan man endda falde i søvn, hvilket kan indebære store farer, især på arbejdspladser, hvor manglende koncentration kan resultere i en ulykke. Det gælder f.eks. inden for procesindustrien, overvågning og patientpleje m.v. samt ikke mindst erhvervschauffører, piloter og andre inden for transportindustrien.

Hvordan behandles søvnapnø?
Der findes i dag forskellige muligheder for behandling af søvnapnø. Hvilken behandling der vælges, beror på sygdommens sværhedsgrad, patientens alder, andre sygdomme (især hjerte-karsygdom) og eventuelle fysiske abnormiteter i næse og svælg.

Den behandling, der bruges hyppigst, og også er mest effektiv, er med et CPAP-apparat og en maske, men lettere tilfælde kan også behandles med snorkeskinne. Kombinationsbehandling bruges også. Man plejer i dag at undgå operation, men i tilfælde af fysiske hindringer, kan operation være nødvendig.

(ansigtsmaske fra Matas)

Mandag måtte jeg tage skeen i den anden hånd og meddele mine omgivelser – og især mine børn – at jeg er nødt til at sætte nogle rammer op for mig selv, hvor det er tilladt for mig, at jeg ikke konstant står til rådighed for hvem, der nu har brug for at tale med mig om et eller andet. 

Min terapeut fik mig overbevist om, at jeg er ved at blive rigtig syg – af stress. 

“Nu må du undskylde, at jeg spørger. Jeg har stor respekt for din terapeut, men ….. ” siger min voksne søn, og fortsætter: “Du arbejder ikke og har hele dagen for dig selv. Hvordan kan du blive stresset?” 

Spørgsmålet kommer da jeg ringer til ham og fortæller, at for fremtiden er min mobil sat på lydløs efter kl. 21.00. De nye rammer indebærer også, at jeg fremover kan finde på at sige, at jeg lige er i gang med noget så jeg ikke kan tale nu, men vil ringe tilbage senere. 

Jeg kan sagtens følge ham i hans spørgsmål, for jeg har da selv tit tænkt, at jeg har de allerbedste betingelser for ikke at blive plaget af stress. Men sådan hænger det bare ikke sammen. Kroppen fortæller mig noget andet. 

Min krop og min hjerne bliver stresset af hele tiden at være på standby. Konstant står jeg til rådighed, via mobilen og facebook, for mine børn. Naturligvis gør jeg det ! Jeg føler jo, at jeg har en evig gæld til dem, fordi vores liv (deres og mit) ikke har været levet sammen 24/7 i mange år. Jeg skylder dem, at de altid kan få fat i mig og diskutere ting og sager, spørge mig til råds, læsse af når noget går dem på osv. 

Min terapeut og jeg arbejder på denne skyldfølelse, for den dræner mig for energi og giver ikke min krop og hjerne ro. Jeg skal indse, at mine børn er voksne nu og jeg skal tro på, at jeg har været med til at give dem så meget ballast, at de sagtens kan klare sig selv og underholde sig selv på en kedelig efterårsaften. 

Så nu er min mobil sat på lydløs efter kl. 21 og nu skal jeg lære at gøre ting for mig selv, som gør mig godt. 

Som billedet viser forkæler jeg i aften min hud. Det gør jeg nemlig alt for sjældent – og i min alder er det vist ikke spor for tidligt at sætte ind mod begyndende rynker og træt og trist hud. 

Det er noget helt nyt, at jeg udstiller mig selv – og så med sådan et billede – gosh !!!

Men nu gider jeg ikke længere gemme mig. Livet skal nydes og opleves og mine læsere slipper ikke for at se på det. Basta !! 

Stilladset omkring blokken er ved at blive pillet ned, så nu kan jeg igen se den dejlige udsigt, som jeg har fået efter, at jeg er flyttet. Og i dag er det regnvejr. I min verden er det positivt, for jeg har en grund til ikke at gå ud. Når det regner er det tilladt at slappe af og lave absolut ingenting. Jeg elsker lyden af regnen på ruderne og at se dråberne der løber ned ad glasset. 

Jeg har dog været ude. Min læge har henvist mig til en ørelæge med henblik på nærmere undersøgelse af om jeg lider af søvnapnø. Jeg har altid snorket meget, men gennem de sidste mange år er det blevet værre og jeg har oplevet, at jeg vågner med et sæt fordi jeg føler, at jeg ikke kan få luft. Jeg har været konstant træt og kan ikke huske, hvornår jeg sidst er vågnet og har følt mig udhvilet. 

Ørelægen udspurgte og undersøgte mig og var 99% sikker på, at det er det jeg fejler. Heldigvis sad min mor ude i venteværelset imens, for hun måtte lige kaldes ind da lægen fandt en lang, tynd slange frem, som han skulle bruge for at kigge mig i halsen. Det har helt mit liv været min allerstørste skræk, at jeg en dag skulle have en slange ned i halsen. Mor kom ind og holdt mig i hånden mens lægen førte slangen gennem næsen og ned i halsen. Indrømmet – jeg græd bagefter – af lettelse!! For den undersøgelse tager jeg altså gerne igen. Det var slet ikke slemt. 

Lægen fortalte om symptomer og især om risici ved den her lidelse. Når man døjer med søvnapnø er man i højrisiko for at udvikle type 2 diabetes, blodpropper, hjerte- karsygdomme og …. *trommehvirvel* … depression! Jeg ligger i forvejen i risikogruppen for de fleste af disse lidelser qua min overvægt. 

Den 16/10 skal jeg op og have tilsluttet et lille overvågningsapparat, som jeg skal sove med om natten. Dagen efter skal jeg op til ham og aflevere målingerne og have lavet en prik-test for allergi – for at udelukke den del. Indtil da skal jeg bruge næsespray om aftnen for at sikre så frie luftveje som muligt til natten. 

Lige nu sidder jeg så her i regnvejret og synes, at jeg aner et kæmpe lys forude. Tænk, hvis jeg snart kan opleve at være frisk efter søvnen, og genfinde overskuddet i hverdagen. Nøiii, hvor vil det være skønt 🙂

Åh ja, livets vej er lang, snoet og fyldt med bakker og dale. En lang soap serie lavet om til et reality program, hvor du selv er hovedpersonen. En udvidet test i til- og fravalg. En shoppingtur, hvor listen er fyldt med ønsker og drømme, og en ironman bestående af 10 års skolegang (3800 m svømning), 18 år med oplæring i at være voksen (180 km cykling) og ca. 42 år før man er sådan rigtig “mentalt” voksen (ca. 42 km løb). 

Undervejs bliver vi udsat for alverdens indtryk, fristelser og pligter. Alting er noget, der styrker os og lærer os at agere i forskellige situationer. Vi har lært vigtigheden af at overleve fysisk. Vi er blevet oplært til at tjene samfundet og fællesskabet – økonomisk og med vores kvalifikationer. Vi skal stadig lære mere, så vi kan gøre denne del bedre og alt sættes ind, så de gode bliver endnu bedre. Vi bliver testet for at måle vores fremgang – i forhold til os selv og i forhold til resten af verden. 

Jeg er optaget af, hvordan vi lærer empati. Hvor og hvornår skal vi lære at alle IKKE er lige? – at ikke alle har det ligesom dig? – at nogle mennesker falder mens de bestiger en bakke? 

De seneste år er det blevet stuerent at se ned på de af vores medmennesker, der ryger i grøften på den sti, der er blevet udstukket. For 100 år siden hjalp du mennesket op – nu får han lov til at blive liggende. Hvis han er heldig er der endnu en krumme tilbage i det madpapir en anden har krøllet sammen og kastet over skulderen og som rammer ham.

“Survival of the Fittest”  – Overlevelse af den med de skarpeste rundsave på albuerne (frit og ikke helt objektivt oversat).

Jeg synes, at det ville være en rigtig god ide, at skolen lægger ligeså stor vægt på oplysning om livets bagsider, som den gør på f.eks. idræt. Fortæl om alle de ting, som eleverne ikke kan se eller måle. Fortæl om alkoholisme, fortæl om arbejdsløshed, fortæl om handicap, fortæl om psykiske sygdomme. Gør det til noget almindeligt – noget, der ikke er farligt at komme i nærheden af. Fjern tabuerne, så lille Frida ikke går og skjuler, at alt ikke er lyserødt hjemme hos hende, hvor far drikker lidt for meget. Så Hans mærker, at han er med i fællesskabet og at der bliver talt åbent og dagligdags om, at han bor hos en plejefamilie fordi hans forældre tager stoffer. Så Anne-Lise får det bedre med at have en mor, der er skizofren. Så Anton ikke behøver at gå og skamme sig over, at hans far er arbejdsløs.

Et samfund, hvor vi samler mennesket op istedet for at smide vores brugte papir i hovedet på det. 

Vi har dem alle sammen. De der små pletter på huden – modermærkerne. Normalt er de ganske ufarlige, men medierne er gode til at holde os vågne og opmærksomme på, at vi skal holde øje med dem. 

Jeg har selv en del. Måske har jeg flere end jeg ved, for jeg er jo en typisk Skandinav – den nordiske type. Blå øjne (med lidt gråt og grønt iblandet), lys hud, født blondine med et rødligt skær, der er kommet til efterhånden som håret er blevet mørkere og et hav af fregner. Fregnerne har haft kronede dage her i sommersolen og har formeret sig med lynets hast. Jeg bliver ikke brun, ligesom de der “irriterende” typer med fin og næsten u-fregnet hud gør. Jeg bliver rød/brun – hvis jeg da ikke er så heldig at få så meget sol at fregnerne flyder helt sammen 😉 .. 

Tilbage til modermærkerne. Ja, vi skal være opmærksomme på dem, for de kan være farlige. Selv har jeg fået fjernet nogle stykker i årenes løb – for at være på den sikre side, men de har heldigvis alle været udenfor fare. 

Nu skal jeg på den igen. Denne gang er det anderledes. Denne gang har jeg en anden følelse omkring det. Denne gang var lægen ikke sikker på, at det ikke kan være noget skidt. 

En dag jeg løb forvirret rundt i lejligheden inden jeg skulle ud af døren, bemærker min datter et mærke på min ene balde. Hun synes det ser underligt ud og siger, at det skal jeg da vist lige ha’ undersøgt. Nu er det jo ikke et sted jeg selv har nærstuderet og andre har heller ikke nævnt noget før. Mobilen kommer i sving og jeg tager billeder fra alle leder og kanter og kan godt se, at det her modermærke ser anderledes ud end de andre tusinde jeg har. 

Jeg har i hele mit voksenliv været opmærksom på de her mærker, fordi jeg ved, at min hudtype er en risikofaktor sammenholdt med, at jeg har været solskoldet et hav af gange. Jeg tilhører en generation, hvor det med solcreme og høje faktor-tal ikke var det, der blev brugt mest tid på. 

Lægen kiggede på det i mandags. Han kunne godt se, at det ikke har lige kanter og at det er forskelligfarvet. Altså lige præcis de ting, der kendetegner noget ikke så godt. På onsdag skal det fjernes og sendes ind til undersøgelser. 

Tankerne ræser omkring emnet – også uden, at jeg egentlig kan hive fat i en af tankerne. Jeg kan mærke, at min krop reagerer på den ukendte faktor med de klassiske angstsymptomer, som jeg bare hader så meget og som jeg troede, at jeg havde nogenlunde styr på. 

Der er lang tid til onsdag og der er endnu længere tid til svaret ligger klart – 10 dage efter onsdag. 

Det er nu jeg skal arbejde med mig selv så godt jeg formår. Bruge alle de teknikker jeg har lært gennem årene for at angsten ikke får lov til at overtage mine dage. Jeg har fortalt mig selv, at det er ok, at jeg sover alt for meget lige nu. Det er ok, at jeg ikke får lavet så mange dagligdags ting og det er ok, at jeg ikke laver min eksponering og udfordrer min angst i denne periode. Angsten er jo udfordret rigeligt 🙂  

Når man er angst og/eller deprimeret kan det gå ud over ens hukommelse !!

Den er jeg helt med på, men hvorfor er det så lige, at min hjerne ikke glemmer at være angst?
Jeg synes faktisk godt, at min hjerne kunne gøre mig den tjeneste, når nu den gladeligt lader mig glemme aftaler og koder. Den lader mig også have problemer med at læse og bytter rundt på bogstaver og ord, så jeg nogle gange føler mig som en dement på 137 år. 
Men angsten – den er åbenbart blevet lagt i allerforreste rum så den ikke bliver glemt.

Jeg har gennemskuet min hjerne. Den er simpelthen en lille, trodsig pige på 5 år, der kræver, at min opmærksomhed bliver lagt lige der, hvor hun vil ha’ det. Og hun har bestemt, at vi skal være bange – ja, faktisk har hun bestemt, at vi skal være bange for at blive bange.

Mine terapeuter gennem tiden har alle sagt, at det er fordi min hjerne er pænt veludviklet og gennem livet har tænkt sig ud og ind ad situationer.
Men nu skal jeg lære at mærke – ikke tænke, men mærke!

Det bliver hårdt arbejde at få det lært. Angsten har jo netop lært mig, at jeg ikke vil mærke noget, for når jeg mærker min krop, så er det jeg bliver angst.
Og når jeg er angst, så tager jeg vare på den lille pige indeni. Så får hun den opmærksomhed hun kræver. Nu bliver kunsten så, at give hende den uden at give køb på mig selv og mærke ubehag.

Jeg glæder mig til min næste terapi. Der skal vi arbejde med at give slip på det kæmpe behov jeg har for anerkendelse fra en person, som med alt tydelighed har vist, at han ingen interesse har i mig. Jeg har altid troet, at blod var tykkere end vand, men jeg skal have lagt låg på en drømmeverden, som aldrig kan blive sand.

Og jeg skal mærke det helt ind i mit hjerte !!! 

Som et lille barn, der glæder sig til juleaften, så meget glæder jeg mig til i morgen.

Jeg skal have terapi efter en god sommerpause. Jeg skal have vendt mit hjerne, så jeg finder styrken til at fastholde min gode udvikling. 

Den sidste uges tid har jeg mærket rigtig meget, at jeg har kørt i et højt gear sommeren over. Ikke at jeg er ked af det – slet ikke – men jeg har brug for nogle værktøjer til at huske mig selv og huske at geare ned en gang imellem. Erfaringen har jo vist mig, at jo højere jeg flyver, jo dybere falder jeg, og jeg er slet ikke klar til at falde. Jeg skal bare lige have lidt hjælp til at takle det hele på en mere hensigtsmæssig måde, så jeg selv styrer “faldet” så det ikke slår så hårdt. Drømmen er jo, at jeg med tiden kan styre helt udenom faldet; at jeg lærer at passe på mig selv indimellem, så jeg slet ikke falder – det kunne være så fedt!!

Jeg har nydt at kunne en helt masse igen, men min kloge hjerne har banket på den sidste uges tid og fortalt mig, at der er noget jeg skal have ændret.
Angsten har vist sit grimme ansigt – ikke helt så tydeligt som den plejer, men klart nok til, at jeg slet ikke er i tvivl om, at den gerne vil have min opmærksomhed. Det skal den også nok få, men på mine præmisser.

Så jeg glæder mig til, at jeg skal mødes med min terapeut i morgen, for jeg ved, at hun er den, der kan hjælpe mig allerbedst.  

This is such a powerful song. The lyrics mean a lot to me. 
It brightens a dark day and makes me feel a little bit better when I struggle.

Let me into your mind for a while 
Listen, my dear friend, it’s okay that you’re in pain
I know that you are hurting 
You don’t have to act like a hero 
Ask for help 

Even soldiers get fragile like glass
When dark thoughts take root and get stuck
Break loose from your anxiety now
Life is waiting for you 
Follow me

So you can see thousands of colors in the darkness
The fireworks in life
Sing – then we can drown the silence 
on a rainy day in November

Just because everything’s falling apart right now
Doesn’t mean that you are all broken to pieces
I know your prison is dark as coal
Come – let’s break a hole

This has been going on way too long
Time has stalled in your apartement
Open your window
Let the sunshine into your mind

So you can see thousands of colors in the darkness
The fireworks in life
Sing – then we drown the silence 
on a rainy day in November

You are not alone
Sing – then we can drown the silence
You are not alone
Sing – then we can drown the silence,
Together

Here you can listen to the song in Danish.
https://www.youtube.com/watch?v=vv5leGyfZVk

*Musikken drøner ud af stamdiskotekets højttalere. Rummet er fyldt med glade mennesker, der hygger sig i hinandens selskab. Jeg kommer op i baren efter en tur på dansegulvet og mit blik fanger den her høje, mørkhårede fyr med de flotteste øjne, jeg til dato har set. Mine øjne fanger hans et kort sekund, men genert som jeg er, skynder jeg mig at kaste blikket videre rundt i lokalet. Da jeg kort tid efter kigger efter ham igen er han væk.
Lidt efter tager jeg den sædvanlige “runde” til de nærliggende dansesteder og får et sug i maven, da jeg ser ham et af de steder. Før jeg ved af det danser vi tæt og aldrig – hverken før eller siden – har mit hjerte hamret så hårdt og mine sanser været så modtagelige. Natten forløber som den slags møder ofte gør – og sådan fortsætter det i nogle måneder – vi mødes i byen osv….. *

Nogle mennesker behøver kun at være i ens liv ganske kort for at sætte et livslangt fodtryk, og her i sommervarmen koger min hjerne over med minder – fodret af opdagelsen om, at denne mand har været ledig på markedet for ganske kort tid siden.

Nogle mennesker vil sikkert synes, at jeg her krænger lige lidt for meget ud omkring mig selv. Andre vil mene, at det er spild af tid at hænge sig i noget, der skete tilbage i 1988.
Selv mener jeg, at det jo er min fortid, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Alt hvad jeg har oplevet på godt og ondt, har været med til at skabe min nutid.

Tiden med denne fyr har, set i bakspejlet, lært mig rigtig meget. Flere ting ville jeg måske aldrig have lært at værdsætte – såsom bandet D.A.D. eller, at SIF er et fodboldhold, man for altid har i hjertet. Jeg ville nok heller ikke have lært at sætte så stor pris på en tur forbi bagerens bagdør på vej hjem fra byen, og den glæde, der faktisk er ved at gå hånd i hånd over banelegemet med en pose rundstykker og en liter kakaomælk.
Jeg har også lært, at “You Only Live Once” og vil ikke igen lade tilbageholdenhed lade et forhold løbe ud i sandet, fordi jeg ikke tør springe ud i at fortælle, at jeg ønsker mere.

*Jeg sidder på radiatoren på stamdiskoteket. Han er der også og bemærker, at jeg er usædvanlig tavs. Jeg føler mig trist fordi jeg gerne vil tage forholdet et niveau op og lære ham at kende i hverdagen også. Vi har jo “kun” weekenderne sammen og jeg kan mærke, at jeg vil så meget mere. Han kommer hen flere gange og snakker lidt og på et tidspunkt spørger han, hvad der er galt. Jeg svarer, at jeg bare er lidt trist. Jeg føler, at han ved præcis, hvad jeg tænker for næste spørgsmål er: “Fortæl mig, hvad det er du gerne vil”, men min frygt for at blive afvist får mig til at sige, at der ikke er noget* 

Er det ikke bare så velkendt? At man ikke tør !

Det er bare slut med ikke at turde springe ud i noget, som jeg virkelig har lyst til. At sidde her et kvart århundrede senere og fortryde er simpelthen for dumt. 

Jeg deler lige et digt med jer, som jeg skrev tilbage i 2004. Ingen grund til at pensle ud, hvem det handler om, men det viser jo også, at den her fyr har været i mine tanker lige siden……. 

YOLO – husk det !! 

“Penge er ikke alt” – hvor mange gange har du ikke hørt den sætning? Og nej, penge er virkelig ikke alt, men de er så svære at mangle. 

Min flytning har bestemt ikke været gratis, og nu begynder bunden af kisten at kunne anes. Er der noget, der kan påvirke min psyke, så er det når der kommer uventede regninger. Jeg har styr på mit budget og kan li’ det sådan, så uforudsete ting giver mig indre uro og kvalme. 

Egentlig er det lidt af et paradoks. 
Mine handlinger fungerer bedst for mig, når det ikke er planlagt på forhånd, men min økonomi skal være planlagt ned til mindste 50-øre. Her tåler jeg ikke overraskelser. De får mig til at være meget bevidst om, at jeg ikke bare lige kan arbejde over et par timer og så få lidt ekstra i lønningsposen. Sådan fungerer en førtidspension jo ikke. Tænk, om man kunne skrive de ekstra timer på, som man bruger hver dag på at arbejde med sig selv. Min førtidspension kan jo egentlig betegnes som en slags kompensation for at jeg ikke kan arbejde, men det arbejde jeg udfører overstiger langt de 37 timer, som andres arbejdsdag er. Jeg arbejder 16 timer i døgnet – eller 112 timer om ugen. Mit job kan ikke måles i papirstakke, der reduceres eller antallet af fittings, der bliver produceret. Livskvalitet og mængden af angstdæmpende øvelser og tanker kan bare ikke måles, men er i den grad også et værdigt arbejde. 

Ups – tilbage til økonomien. Som skrevet, så kan jeg mærke kroppen reagere når jeg ikke kan se, at enderne mødes og jeg mangler stadig at holde sommerferie med min datter. Hun kommer en uge i starten af august og jeg krydser fingre for, at jeg har det så godt, at vi kan lave noget sammen. 

Så – jeg ønsker mig et pengetræ. Det behøver ikke at blive stort og fyldt med sedler – bare lige så jeg kan klare mig …. 

(bare with me since english is not my first language – but I try my best)

Have you ever tried to be in a state of fear 24 hours a day? I hope you haven’t, because being in that position is sometimes too hard to cope with. 

I have lived with anxiety for about 14 years now. In between I have had great times, where I was able to control my mind, but I have certainly had really bad times, where the anxiety had a firm grip of my mind and every day was only about surviving. 

People, who have never experienced anxiety have no chance of knowing what we are going through. They cannot imagine how painful and limiting it is, when your body reacts with fear towards a non existing threat. 

There is a huge difference in how people chose to deal with their anxiety. Some take larger or smaller doses of medication, some go through a lot of therapy and some chose to fight the anxiety on their own. No matter what you do it is – in my opinion – important, that you do something. Only from awareness you are able to deal with it. 

This blog is my story. This is how I have chosen to fight anxiety, and even more important to me, my contribution to raising awareness about Anxiety and Depressions. 

Today I am letting you in on the general part. More will come in the following days, weeks and months. 

So – I have lived with Anxiety and Depressions for 14 years now. It all broke out from stress. I was a working mom of two small children, married, living in a house and had a great life. I started this new job after having been on maternity leave with my youngest. It was a stressful job and suddenly I found myself having migraines way too often. Aura attacks where I couldn’t see and couldn’t speak. I tried to hang in there, but one day I broke down crying in a huge panic attack. I was hospitalized and my brain got scanned – nothing there (except what is supposed to be there). My doctor prescribed anti depressives, but I had to change the medication a few times before we found the right kind for me.

During this time my marriage suffered big deal. After having been sick for a year we ended the marriage. Due to my mental challenges it was decided that the kids should be living with their father, because at that time, he was the one, who could provide a stabil home for them, and through everything my main concern has always been my children.

Through 14 years I have tried almost everything. Medication, psychologists, shrinks, acupuncture, NLP (neurolinguistic programming), psychotherapy, combinations of them all – yeah, you name it.

For the past 6 weeks I have felt better than ever. I have been doing all the stuff I couldn’t do for 14 years. I am now combining more kinds of medication with a new psychotherapist, with whom I feel so safe and I feel she understands everything I say and feel.

First important step is to aknowledge the problem and then find the treatment that works for you.

Don’t give up – treat yourself like you would treat your suffering child. You wouldn’t give up on your child, right? Never give up on yourself either 🙂

—– More to come —— 

Sommeren er på sit højeste og jeg tør allerede nu – uden at blinke – sige, at denne sommer har været den bedste sommer i mange år. 

Jeg har oplevet mere den sidste måned end jeg har oplevet i de sidste 14 år – tilsammen. Eller næsten. Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men følelsen af, at det er sådan er ganske virkelig. 

For de fleste mennesker er det jo helt normalt at handle ind, besøge familien, selv at få besøg, tage bus og tog osv., men for mig er det som at have besteget Mount Everest, hver gang jeg laver en af disse ting. Høj puls og besværet vejrtrækning på turen op, og en eufori af universielle dimensioner når man er nået toppen og mærker rusen over, at man klarede det.

Indkøb foretages nu af mig selv – nogle gange i selskab med min mor, men for det meste kun i selskab med min lille, rullende kuffert. 
Lejligheden er blevet indviet med en middag for noget af familien. 
Min søn har været hos mig i 14 dage og vi har hygget os så meget, at mit hjerte næsten bobler over af lykkefølelse. Sammen var vi på en heldags togtur og sammen fik vi sat hans nærmeste fremtid i system.

Jeg har en indre ro og mærker en enorm styrke.

En styrke, der gør, at selv lidt økonomisk udfordring ikke giver plads til mørket.
En styrke, der gør, at jeg kun har et skuldertræk tilovers for den, der førhen havde held til at køre mig ned.
En styrke, der gør, at nogle mennesker er blevet så bitte, bitte små i mine øjne.
En styrke, der gør, at jeg kan fokusere på det vigtigste i mit liv – nemlig mine børn – og bakke dem op når de har det mindre fedt.

En styrke, der bobler inde i mig og kæmper med glæden om at få mest plads.

Jeg elsker sommer og jeg elsker livet …….. 

De siger, jeg blot skal vende den anden kind til
men hvad nu, hvis det ikke er det, jeg inderst inde vil
Hvad nu, hvis jeg har lyst til skrige min frustration ud?
råbe dem ind i hovedet – og stikke dem en blodig tud
Råbe til dem, hvor såret jeg inderst inde er
fordi de gi’r mig følelsen, at jeg ingenting er værd

Jeg ved godt, jeg ikke er som mange andre
at jeg ikke kan styre tankerne når de vil vandre
at jeg ikke selv kan tjene til dagen og vejen
men hvad er det galt med blot at være sin egen?

Hvem er det fjols, der har opfundet samfundets kasser?
og hvad med os – der ikke i en boks, sådan lige passer?

Når selvværdet dykker og mørket invaderer sindet
Når tiden med glæde og styrke kun findes i mindet
Hvordan er det så egentlig, at de hjælper mig?
så jeg igen kan finde ind på livets landevej

Er det ved at fortælle mig, at min tilstand kun er en form for pjat?
At dem der virkelig er syge, er dem, der kun har den evige nat
Dem, der er fysisk syge og ikke kan reddes
men ikke mig, hvor kun dårlige tanker konstant spredes

Har I egentlig prøvet at have det ligesom mig?
At føle, at livets lektie nogle gange er alt for sej
Ikke at kunne fatte, at nogen kan elske èn
Ikke at kunne se, hvor man skal sætte sine ben
Hvor hjemmets vægge er det eneste trygge
Hvor ensomhed af og til er den eneste lykke
Hvor glæde og begejstring bare ikke trænger ind
men flyver hen over hovedet som en sagte vind
Det eneste der virkelig trænger direkte ind i ho’det
er alt det man ikke når – ja, alt støvet og rodet
Beskidte ruder ud i mod den pulserende verden
måske perfekt – for så er der ingen, der ser smerten

Den dårlige samvittighed er min bedste ven
Den vender nemlig tilbage – igen og igen
Den kan jeg stole på – for den er ved min side
Hvor ville jeg ønske, det var jer, der kom i tide og utide.

Rundt omkring i min lille lejlighed står der flyttekasser. Nogle er fyldte – de fleste er ikke samlet endnu. Jeg føler, at jeg er med og samtidig, at jeg mangler så meget. 

Jeg ser det lidt som et billede på, hvordan min liv er lige nu. 
Kasserne i min rygsæk og også igang med at blive pakket ud og pakket ned igen, så tingene kan ligge bedre og skabe en ny virkelighed. 

I morgen starter mit nye liv. Dvs. jeg får nøglerne til mit nye liv i morgen. I løbet af de næste 14 dage skal det liv så formes. 
Jeg kan mærke, at jeg står et nyt sted i mit liv. Et sted, hvor jeg ikke længere vil gå på kompromis. Et sted, hvor jeg tør sige, hvad jeg mener og hvad jeg vil ha’. Et sted, hvor jeg tager ansvar – ikke kun for mit liv, men også for mig selv. Jeg giver mig selv det som jeg vil ha’, og lader mig kun begrænse af min kassebeholdning 😉 Samtidig er der stadig en masse arbejde at tage fat på, men jeg føler, at jeg nu kan tage fat på at gøre noget godt bedre, og ikke blot se terapi som en redningsplanke for overhovedet at overleve dagen. 

Den terapi jeg har modtaget gennem den sidste tid bærer frugt synes jeg. I den sidste uges tid har mit angstniveau ligget lavere end det plejer, og jeg får mere fra hånden i det daglige. Jeg føler mig gladere og kan faktisk mærke små bobler, der rører på sig. 

Min flytning er planlagt i detaljer. Jeg har haft rigtig god nytte af at bruge en kalender til at holde styr på datoer og aftaler. Det er første gang i mit liv, at det rigtigt har virket for mig. Det gør mig roligere og giver mig et større overblik. 

Jeg glæder mig over min personlige fremgang og jeg glæder mig for vildt til at flytte i en anden og større lejlighed, hvor jeg endelig får en stor stue og en altan. Jeg har gennem de 4½ år, jeg har boet i min nuværende lejlighed, opdaget, hvor vigtigt det er for mig, at kunne se natur og have mulighed for at sætte mig ud på en altan, hvor jeg være udenfor og samtidig være mig selv. 

Rigtig god sommer allesammen – mine blogindlæg vil nok blive en smule begrænsede i den kommende tid, for jeg skal ud og leve livet 😀 

Det er ikke for sjov, at jeg sagde ja til at supplere mine antidepressiver med anden medicin. Og det er ved Gud heller ikke særlig sjovt lige nu. 

Jeg har nu været på den dosis, som lægen mener jeg skal ligge på, i en god uges tid. 
Jeg ved, at jeg skal tage pillerne 4-6 uger for at opnå den fulde virkning. Jeg håber bare ikke, at sådan som jeg har det nu, er en del af den fulde virkning, for det holder  jeg simpelthen ikke ud. 

Medicinen skal tage toppen af min angst, men lige nu sidder jeg med en masse tanker om, at den supplerende medicin måske modvirker min daglige medicin. Kan det være tilfældet? 
Jeg har så meget angst, at hver dag er en kamp for at overleve. Kroppen sitrer og jeg oplever de her ufrivillige ryk i alle kroppens lemmer, så det er svært at sidde stille eller lave noget, der kræver en eller anden brug af min finmotorik. Rent tankemæssigt føler jeg ikke den store forandring, det er alt sammen fysisk. Men det er jo netop også de fysiske reaktioner, der fodrer min angst. 
Jeg har i den sidste uges tid haft flere angstanfald. Noget som jeg kun oplevede lige i starten af min sygdom, for 14 år siden, og som jeg igennem alle årene har været lykkelig over ikke at døje med. Det er klart, at det føles som et enormt tilbageskridt. 

Det sociale er blevet et helvede igen. Det er ikke som det plejer, med at jeg er vildt nervøs inden der kommer nogen, og så går det over når de er her. Jeg er rystende angst inden der kommer nogen, og jeg kan næsten ikke holde det ud, mens jeg er sammen med andre, og jeg kan slet ikke overskue at skulle ud af mit hjem. 

Allerhelst vil jeg bare sove og håbe på at vågne op en dag og være normal.

Efter en hård, men meget givende terapi i dag, er der nogle ting, der er faldet på plads for mig. Eller – nogle ting, som jeg skal arbejde med for at de bliver 100% sande for mig. 
Nogle af jer kender måske spejløvelsen. Den går ud på, at man hver dag (gerne flere gange om dagen) stiller sig foran sit spejl og siger noget pænt til sig selv. Det kunne være: “Jeg er god nok!”. Det fungerer nemlig sådan, at jo mere man siger noget højt for sig selv – og til sig selv – jo mere sandt bliver det, for til sidst at være en ny måde at se på sig selv. 

Jeg er ikke god til spejløvelsen. Jeg bliver svimmel når jeg ser på mig selv i spejlet. Det gør jeg fordi mit indre billede af mig selv, slet ikke hænger sammen med den person jeg ser i spejlet. Personen i spejlet skræmmer mig. Personen i spejlet ser ikke ud, som jeg gerne vil have hende til at se ud. Personen i spejlet er ikke den unge kvinde, som jeg stadig tror jeg er – eller som jeg bare så frygtelig gerne vil være igen. Her skal jeg lige have set nogle realiteter i øjnene. 

Men det var slet ikke det, jeg ville skrive om. 

Jeg er god til at tænke. Rigtig god til at tænke. Faktisk er jeg så god til det, at jeg tænker mit liv i smadder. Alt foregår i mit hoved og ikke i mine følelser. Jeg mærker ikke mig selv. Jeg mærker ikke efter, når min terapeut stiller et spørgsmål. Jeg tænker mig til svaret – og gerne det svar, som jeg tror vil gøre hende glad og får mig til at fremstå som en god klient. Mens jeg svarer (det som hun sikkert gerne vil høre) tænker jeg videre på, hvad jeg skal svare når hun sikkert spørger om det eller det. Jeg roder mig ud i lange vævende forklaringer for at udstråle, at jeg er helt med på, hvad hun mener. Det er jeg også. Jeg er udemæket klar over, hvor hun vil hen og hvad meningen med det er. Lige indtil hun fanger mig med et spørgsmål eller en sætning, som jeg ikke havde forudset. Det sker som regel lidt inde sessionen, hvor min hjerne begynder at blive en lille smule træt og slappe en lille smule af. BUM ! Så sidder jeg der og aner ikke hvad jeg skal svare, for lige pludselig kan jeg ikke tænke mig til det. 

Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Altså det, der med, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare for at svare “rigtigt”. Jeg ryger ind i nogle automatiske og indgroede tanker om, at jeg er kommet til kort i en diskussion og jeg ikke længere ved, hvad jeg selv mener og står for. Jeg hader at komme til kort. Hader at tabe en diskussion, fordi det får mig til at føle mig dum og mindre værd. 
Jeg føler mig ikke mindre værd i forhold til min terapeut – men tankerne er de samme – jeg ryger ind i noget velkendt. 

Men jeg tænker i stedet for at mærke efter. Mine følelser mærkes ikke automatisk. For det ryger automatisk en tur op i hjernen og så kan jeg hurtigt for tænkt det i smadder. Glæden mærker jeg ikke i maven, for tankerne kører sit eget ræs og de har bestemt, hvordan jeg skal opleve glæde. Det skal jeg nemlig åbenbart ikke, for til glæde hører også sorg, og min hjerne har bestemt, at jeg ikke vil være ked af det. 

Det er hvad jeg lige kan huske her på siddende bag. 

Ved ikke om det giver mening for andre end mig selv, men jeg har virkelig fået noget at arbejde med. Det er super dejligt at vide, at jeg får en terapi, som jeg er 100% overbevist om vil gøre mig velfungerende igen. 

Jeg kan mærke glæden over det – en lille bitte smule – små bitte bobler lige der, hvor jeg har mit helt eget sted ind i brystkassen. Det sted, hvor jeg kan finde ro og det sted, hvor jeg skal mærke følelserne. Stedet er der og det er åbent for mig. Det er her jeg skal finde livets glæder frem igen – ikke i hjernen !! 🙂 

Hvor er jeg glad for, at jeg skrev et indlæg om min opstart på supplerende medicin den 3/4-2014. I dag er nemlig første dag på optrapningen af medicinen, og jeg har hele dagen været overbevist om, at jeg har det meget værre end da jeg startede på pillerne dengang. Nu kan jeg jo så læse, at jeg vist har det nogenlunde på samme måde i dag, hvor jeg har fordoblet dosis. Det giver mig håb om, at det bare lige er i nogle dage, at jeg kan mærke forandringen. 

I samråd med min læge trapper jeg kun meget langsomt op. Det er da også derfor, at jeg har ligget på den første dosis i lidt mere end 3 uger. Min datter har været her i påskeferien, så der ville jeg ikke til at trappe op, når jeg nu kender mig selv så godt, at jeg ved, at jeg flipper lidt ud og også får nogle fysiske udfordringer. 

Jeg er overbevist om, at allerede den lave dosis har gjort mig godt. Påsken med datteren er gået rigtig godt. Jeg deltog endda i en påskefrokost hos min søster og datteren og jeg blev en time efter, at de andre var gået. Min søster er super skøn. Hende og jeg fik lige vendt dagen og det var en rigtig dejlig afslutning på nogle gode timer sammen med familien. 
I påsken har jeg også været ude at handle ind flere gange (sammen med datteren) og vi har gået nogle gode ture. Så alt i alt har det været en tid, hvor jeg har haft det bedre end jeg har haft i meget lang tid. 

Jeg har også endelig gået igang med min terapi igen. Psykoterapeuten var her i onsdags og kommer igen torsdag den 1/5. Vi vil gå i dybden med nogle ting, der er meget svære for mig at tale om, og som heller ikke vil blive belyst her på bloggen. Selvom jeg er meget åben omkring mig selv, er der nogle kort, jeg holder meget tæt på kroppen 🙂 

Det var blot en lille update på situationen herfra – glæder mig til, at jeg om kort tid kan skrive et indlæg om, at angsten ikke længere er den, der styrer mit liv, men at det er MIG, der styrer mine tanker i en positiv retning. 

Jeg har endnu en gang valgt at afprøve om et supplement til mine antidepressiver kan have en positiv virkning på mig.  
Denne gang er jeg mere besluttet på at give det en reel chance og ikke opgive efter det første døgn. 

Har du læst nogle af mine seneste indlæg, vil du nok have lagt mærke til, at angsten fylder alt for meget i mit liv. Det må der gøres noget ved. Jeg håber, at jeg kan holde tilvænningsperioden for supplerende medicin ud denne gang, så jeg kan få et fundament for at kunne arbejde mere med angsten, så den ikke længere vil have magten over mig. 

Det præparat jeg har accepteret er et middel jeg også fik i starten af min sygdom, så jeg kender pillerne og ved, at jeg dengang havde det ok med dem. Jeg skal kun have en lille dosis som supplement, så det er bare om at knibe ballerne sammen og stå opstarten igennem. 

Her på dag 1 (jeg tog pillen sammen med den medicin jeg har fået de sidste 7 år inden sengetid i aftes) kan jeg godt mærke, at jeg har noget andet medicin i kroppen. Jeg lagde ud med at sove fra kl. 1 i nat til kl. 20 her til aften. Har været vågen et par gange i løbet af dagen, men er faldet hurtigt i søvn igen. Det kan både være pga. pillerne, men det kan også være mit normale reaktionsmønster, der sætter ind. Jeg har det med at blive meget, meget træt og sove for at holde det svære på afstand. 
Mit hoved er lidt som fyldt med vat og det er lidt svært at tænke og mærke kroppen helt. Jeg er mere svimmel end jeg plejer at være og kroppen føles ret tung. 

De 2 andre gange, hvor jeg har prøvet et supplement, har jeg også sovet hele dagen efter første portion. Derudover var jeg totalt zombie-agtig og frygtelig skræmt af reaktionerne og tog aldrig mere end den første pille. 

Denne gang vil jeg give det en chance og finde trøst i, at det er en medicin jeg har fået før, så jeg ved, at jeg ikke bliver syg af den og jeg ved, at jeg kan tåle den. 

Kommer med en up-date, når der er gået nogle flere dage. …. 

The sun is shining and spring has arrived. The birds chirp merrily at dawn. Everything sprouts and the colors are back. Can you be anything but happy at this time of the year?

I can. I am not happy. My dark room won’t let the light in – no matter how much I want it to. No matter how much I fight for it. No matter how many positive suggestions I repeat to myself during the day.

Actually, I don’t mind despair. I know how to handle that. What I do mind, is that ugly face of anxiety, that is glued to my brains. The anxiety puts a stop to everything that I am and everything that I want to be. It puts me down over and over again. It paralyzes me and it puts me on the roller coaster of self-pity and gives me constant physical symptoms.

Why did this happen to me? What did I do wrong, since I have to feel like this? Why am I not allowed to enjoy life? Why can’t I just say: “f*ck you anxiety – get out, I don’t need you!”? Why am I this weak, that I let it beat me down? 

I do know what to do. I do know, that I have to expose myself and put myself in the positions where it gets hard – to win the battle on the long run. I do know, that the physical symptoms are not because I am physically ill, but it’s the way that anxiety shows. I do know that I have to fight small battles at first, and gradually increase the pressure.

I also know how difficult it is to get out of bed, when the whole world is spinning in front of your eyes. And I know how hard it is to go out into the sunshine, when the pavement magically has turned into a path of cotton, and the rubberband is crawling up to your head trying to squeeze out both your throat and your brains. When your stomach rolls and you feel more nauseous than ever. – When your thoughts are running at a speed that even a marathon contestant can’t cope with. – When just sitting on the couch you feel like you lose your consciousness for a second or two – just by turning your head. 

That is the moment I feel oh so sorry for myself. That is the moment I lose faith in getting a good life. That is the moment I lose the will to fight. 

And that is the moment I think: “Why me?”

Solen skinner og foråret er kommet. Fuglene kvidrer lystigt lige før solen står op. Alting spirer og verden bliver igen fyldt med farver. Det er jo lige til at blive glad i låget af.

Jeg er bare ikke glad. Mit mørke rum vil ikke lade lyset komme ind – uanset, hvor meget jeg ønsker det. – Uanset, hvor meget jeg synes, at jeg kæmper. – Uanset, hvor mange positive ting, jeg gentager for mig selv i løbet af dagen. 

Jeg har faktisk ikke noget imod modløsheden. Det jeg har noget imod er angstens grimme ansigt, der har limet sig fast på min hjerne. 
Modløshed ved jeg, at jeg kan vinde over. Angsten der imod, det er den, der sætter en stopper for alt, hvad jeg er. Det er den, der får mig ned med nakken – gang på gang. Det er den, der får mig til at blive handlingslammet, og den, der får mig ind i karrusellen med selvmedlidenhed og et hav af fysiske symptomer. 

For hvorfor skulle det ske for mig? Hvad har jeg gjort forkert, siden at jeg i dag skal have det sådan her? Hvorfor må jeg ikke få lov til at nyde livet? Og hvorfor kan jeg ikke bare sige “f*ck af angst – jeg gider dig ikke”? Hvorfor er jeg så svag, at jeg lader den vinde over mig?

Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, at jeg skal eksponere mig selv. Jeg ved, at jeg skal sætte mig i de svære situationer for at vinde på den lange bane. Jeg ved, at de fysiske ting ikke er “sygdom”, men angstens måde at vise mig sit ansigt på. Jeg ved, at jeg skal starte med de helt små ting og gradvist øge “presset”. 

Jeg ved også, hvor svært det er at stå ud af sengen, når hele verden sejler for øjnene af en. Og jeg ved, hvor svært det er at gå ud i solen, når fortovet på forunderligvis er lavet om til en sti af vat og elastikken kravler helt op omkring hjernen og prøver at mase hals og hoved sammen. Når maven ruller rundt og kvalmen stiger til uanede højder. Når tankerne løber stærkere end deltagerne ved et marathon. Når bare det, at sidde stille i sofaen og dreje hovedet synes som om besvimelsen er lige på trapperne og man føler, at man lige mister et sekund eller to i sin bevidsthed. 

Ja, så er det altså, at jeg synes det er hamrende synd for mig. Det er her, at jeg mister troen på det gode liv. Det er her, hvor jeg mister gejsten for at kæmpe. 

Og det er her, jeg tænker: “Hvorfor lige mig?” 

“Oh, I have a lot of compassion”, she says and talks about her mother being sick from depressions while having to work three jobs. Her hand makes the well-known move to put the long, black hair in place.
She sits in her place with a huge amount of grace. She seems calm and centered. A woman, who is at peace with herself.  She radiates strength when she says: “But it’s not an excuse!”

When I watch the Reunions of “The Real Wives of Beverly Hills” I am amazed by her beauty, but I have to admit, that I am not amazed by her words.

Joyce (if you watch the show, you have guessed it already, right?) is right, when she claims that Brandi’s depression is no excuse for a potty mouth. But suffering from depression explains a great deal!  I am surprised, that Joyce can not look behind the harsh words and see the real reasons for Brandi’s behaviour during the last season of the show. If Joyce has seen her mother suffer from such a bad mental health, and if she is this all-embracing person, that she works hard to appear like, she would understand and find it in her heart to forgive Brandi’s behaviour – no matter what. She might not be able to be her best friend – after all, harsh words hurt no matter what condition you are in when you say them – but still – she would not take it all so serious and be able to move forward and not pay attention to Brandi. Oh, and I think that’s what being a christian means, too 😉

There is a saying: “Avoid what doesn’t bring you happiness”

So I would suggest, that Joyce simply aknowledge, that you  cannot be friends with everybody and not everybody wants to be your friend. That’s it. Actually this goes for Brandi, too. She as well, should just avoid people, who don’t make her feel good.

My own purpose in this earthly life is to raise awareness about depression and anxiety.
This is something that can strike everyone. You cannot say, that just because you are beautiful and talented and succesfull you shouldn’t feel depressed. It’s all chemical stuff that happens in your brains. Being stressed, for a longer period of time, can make it happen. So no wonder it happened to Brandi at this time of her life, where she has had to go through some extremely difficult things.

I wish more people would be able to see beyond actions and look into the reasons. And I especially wish, that people, who have the public’s attention through the medias, would think twice before picking on someone who’s already falling.

“It’s not an excuse”

– no, but it’s an explanation.

Please notice, that this blog-update is ONLY about the theme “depression”, that was brought up in the Reunion part II – other things will be on my blog in the time to come… 

Dér var igen én af dem. Jeg kan slet ikke undgå at se dem. Uanset, hvor jeg kigger hen, så får jeg øje på dem, ordene. De kloge ord om, hvordan jeg bør tænke. De små belærende sætninger, der på én gang signalerer både styrke og svaghed. Styrke for den, der kan, og svaghed for den, der kæmper for at kunne.

På den gode dag bliver også jeg styrket. 

På den dårlige dag bliver jeg yderligere svækket. Ramt af ordene. Mærker den dårlige samvittighed over, at jeg ikke altid kan få min hjerne til at tænke positive tanker. Ryger ind i den dumme spiral, hvor kroppen reagerer fysisk på mine negative tanker – reagerer på den hammer, jeg er så god til at slå mig selv i hovedet med. Kroppens reaktioner skræmmer mig -> tankerne bliver mere negative -> kroppen reagerer voldsommere og så kører spiralen sin vante gang.

Jeg deler dem selv, de kloge ord. På Facebook og på Twitter. Ordene er jo sande. Og det siges jo, at gentagelser skaber virkelighed. For hver gang jeg læser ordene bliver meningen lidt mere virkelig i min hjerne. 

En dag vil de påvirke mig positivt – også på en dårlig dag. 

Ingen går igennem livet uden at få knust sit hjerte – mindst én gang.

Når jeg nu sidder som single kvinde på 40+ kan jeg af og til savne det at være to. At have en i livet, som man vil gøre alt for – én man kan dele tanker og oplevelser med – én, hvor man føler sig 100% tryg og 100% elsket.

Jeg har mødt en del, som har været bange for at være alene. Ikke at de har sagt det direkte, men de har vist det i deres handlinger. De er gået fra det ene forhold og direkte over i det næste. Sådan er jeg ikke. Jeg har det godt i mit eget selskab. Det er jo kun nogle gange, at det kunne være rart at dele sit liv med en anden voksen person.

På den ene side kan jeg godt misunde de personer, der straks går videre. Dem, der lynhurtigt forelsker sig på ny og starter et nyt forhold op. På den anden side har jeg faktisk også lidt ondt af dem. Signalerer det ikke, at de er lidt overfladiske? Hvor dybe er følelserne, hvis man så hurtigt kan pakke dem væk for én person og putte dem over på en anden?

Nogle gange har man brug for længere tid til at hele end man har andre gange. Det er jeg helt med på. Af og til når man ikke så langt ind i forholdet, at følelserne når helt ind i hjerte og sjæl. Andre gange har man (forhåbentlig) været dybt involveret og har derfor brug for en vis tid til at få styr på det hele igen. 

Men hvordan heler man et hjerte, der er blevet trampet på? Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når det ikke er ens følelser man er blevet såret på, men det er ens grundliggende tro på, at den man er sammen med altid vil dit bedste? Når alle ens grænser er blevet overskredet med langdistanceraketter? 

I min verden er man sammen med en anden person, fordi denne person indeholder en hel masse ting, som man godt kan lide. Alle mennesker indeholder selvfølgelig også ting, man synes mindre godt om. Men når man vælger at være i forhold med et bestemt menneske, så er det fordi det positive i stor grad overskygger det mindre positive. Når man så er nået så langt, at man elsker personen, så står man last og brast i gode, som i dårlige tider – eller hvad? Er det okay, at have den indstilling, at så længe man havde de bedste intentioner da man gik ind i forholdet, så gør det ikke så meget at bakke ud, hvis der kommer en periode, der ikke er så lyserød? Er det også okay, at man så afsøger jagtmarkerne for at se, om man skulle være heldig at finde noget, der er mere lyserødt? Er det naivt at indgå i et forhold med én, som i en moden alder har adskillige brudte forhold bag sig, og som har en masse dårligt at sige om hver eneste kvinde han har været sammen med før dig? 

Jeg svarer selv på det sidste spørgsmål. JA, det er naivt. En person, der ikke kan tale pænt om tidligere partnere, vil temmelig sikkert heller ikke tale pænt om dig, hvis jeres forhold ender en dag. 

Tilbage til et af mine tidligere spørgsmål. Hvordan genfinder man troen på andre mennesker, når man står i en situtaion, hvor hjertet ikke er knust pga. tabet af partneren, men knust pga. hans handlinger? Kan man genvinde evnen til at have tillid til et andet menneske? Hvordan finder man modet til at være sårbar og åben? 

Én ting er at blive såret på sine følelser. At skulle affinde sig med, at den person du holder af ikke længere har samme følelser for dig. Noget helt andet er, at blive fravalgt for den du er. At blive fravalgt af én, hvor du har taget mod til dig og åbnet for dine inderste tanker, frygt og sårbarhed. At blive fortalt, at uanset, hvad der sker, så vil din partner bakke dig op 100% – og når du så får en periode, hvor sindet er mørkere og tungere, bliver du valgt fra – ikke med ord, men med handling i form af tavshed, kulde og afvisning. Følelser kan jeg deale med, der skal alligevel gå mange år før jeg mærker kærligheden helt ind i mit hjerte. Faktisk er det værre for mig at blive “narret” ind i en overbevisning om, at man er to om alt – både op- og nedture.

Alt hvad vi kommer ud for modner os. Det lærer os en lektie. Det giver os en ekstra lag af viden på vores sjæl. 

Jeg har lært, at jeg aldrig mere vil gå på kompromis med mig selv. Første gang jeg mærker og hører alarmklokkerne bimle vil jeg reagere på dem og sige fra. Aldrig mere vil jeg lade en person bruge mine psykiske sårbarheder til at opnå egen tilfredsstillelse. Aldrig mere vil jeg lade nogen trampe på mine principper for at han selv føler sig som et stærkere menneske. Og aldrig mere vil jeg lade mig narre af én der siger et og gennem handlinger viser noget helt andet. 

Mit liv er for kort til små og usikre mennesker, der har brug for at gøre andre ondt for selv at have det godt. 

Basta !!! 

Jeg har i længere tid overvejet at dekorere min stue med en wallsticker. Jeg har ledt på nettet for at finde den helt rigtige, fordi det var vigtigt for mig, at det blev en dekoration, der virkelig sagde mig noget og ville give mig en positiv oplevelse når jeg opholder mig i stuen. Min stue er indrettet fortrinsvist i sort/hvid – mine vægge er hvide og kun dekoreret med en hylde over mit spisebord. Den plads jeg havde udset til at blive pyntet var pladsen over min sofa. Et sted jeg ser hver gang jeg kommer ind i min stue.

Jeg fandt den helt rigtige hos COOLPRINT.dk 

Jeg modtog min wallsticker ca. et døgn efter, at den var bestilt. Sikkert indpakket i et rør og med en udførlig vejledning i, hvordan den skulle sættes op. Selv jeg, der er udstyret med flere tommelfingre end de fleste, forstod, hvad jeg skulle gøre. 

Og hold da helt op – det var SÅ nemt at sætte den op på væggen, selvom jeg har savsmuldstapet med ret grov tekstur. Det ser ud som om ordene er malet på min væg og jeg er totalt vild med resultatet. 

Teksten – LOVE THE LIFE YOU LIVE – live the life you love – er blevet min daglige kilde til positive tanker. Hver gang jeg læser ordene bliver jeg i bedre humør og føler mig styrket i mine kampe i livet. (dem kan du læse om i tidligere opslag, hvis du har interesse for det).

Til sidst vil jeg lige påpege, at jeg har wallstickers i andre rum og har også haft i stuen før, men ingen af dem har været så nemme at sætte op som den her, og jeg har ikke før oplevet så hurtig en levering og så fyldestgørende en forklaring til, hvordan man sætter wallstickeren op.

Igår læste jeg en artikel omkring søvns indvirken på depressioner. 

Læs artiklen her

Jeg har i de sidste dage haft en del aha-oplevelser – altså, hvor tanker pludselig er faldet i hak og har givet mening på en helt ny måde. Det samme skete da jeg læste den nævnte artikel. 

Jeg er nemlig en rigtig syv-sover. Hvis jeg har det dårligt, er min første og “bedste” løsning at sove fra det hele. Når jeg sover slipper jeg for at tage stilling, og jeg slipper for at tage ansvar for min situation. Jeg behøver ikke at mærke, at jeg har det skidt når jeg svæver rundt i drømmeland. Hov, her kommer igen en lille aha-ting. Min psykoterapeut spurgte for nogle uger siden, hvad jeg er god til og jeg havde meget svært ved at finde noget. 
Jeg er super god til at sove og super god til at drømme. Mine drømme er meget virkelige og for det meste skønne og fulde af oplevelser. Derfor er det også så nemt for mig, at bruge søvnen som en overspringshandling for ikke at skulle deale med det, der er svært. 

Tilbage til artiklen. Jeg var godt klar over, at for lidt søvn påvirker kroppen i en negativ retning, og at træthed ikke giver en velfungerende psykisk tilstand. Jeg var dog ikke klar over, at for meget søvn faktisk har den samme virkning. 

Her er det, at jeg vil sætte ind nu. En fast soverytme og max. 9 timers søvn i stedet for op til 17-18 timer, som jeg snildt kan nå op på når det står værst til. Jeg vil arbejde på at fortælle mig selv igen og igen, at når jeg har sovet 9 timer, så ER jeg udhvilet og kroppen har ikke brug for mere. 

Det kræver ændring af vaner, og der er ingen, der kan love mig, at det bliver nemt. Faktisk er der ikke ret meget, der er nemt når man skal lave om på gamle mønstre. Det har altid været enormt skræmmende for mig, at det er MIG, som skal gøre arbejdet – det kan hverken gøres af andre eller af medicinen. Det ville være så nemt, hvis man lige kunne vende harddisken og starte forfra med at lægge ind på den, men sådan er livet ikke. Livet er én lang proces af indlæring, afkodning og kursændringer. 

Mit første mål vil være at fjerne fokus fra den træthed jeg ofte føler i løbet af dagen. Fokus skal flyttes hen på ting, der kan friske mig op – bevægelse vil være et rigtig godt bud 😉 Mon ikke det skulle være muligt at gå en tur i stedet for at sove ? 

For når jeg HAR sovet det jeg skal, så kan der altså ikke ske mig noget når jeg går ud. Jeg falder altså ikke i søvn undervejs 😉 

Sådan skal det være – basta !!! 

Nu skal det simpelthen være ! 

De ord sagde jeg til mig selv for ca. 14 dage siden og for første gang i mit liv (så vidt jeg husker) har jeg holdt ord.
De 14 dage er gået udemærket. Jeg har lagt alt, hvad der hedder sukker, hvidt brød, slik og andre former for tomme kalorier på hylden – og håbet er, at jeg en dag tager dem ned af hylden igen – for at smide dem helt ud!
Min største opgave i at lægge min livsstil om, er faktisk at nå at spise alt det jeg skal i løbet af en dag.
Hidtil har jeg ofte kun fokuseret på aftensmaden og faktisk kun fordi jeg var bange for at blive dårlig, hvis jeg slet ikke får noget mad. Så har jeg smidt en færdigret i microen – I ved – en af dem, hvor der overhovedet ikke er grøntsager i, men bare kød og sovs og kartofler.
I de her 14 dage har jeg lavet mere mad selv, end jeg har gjort i de 4 år jeg har boet i min nuværende lejlighed. OG jeg har tabt 5,3 kg. siden 16. januar 2014, som er dagen, hvor jeg vejede mig første gang. (jeg startede omlægningen den 14. men fik ikke lige vejet mig før).

Nu ser mit daglige indtag således ud:
Morgenmad: en skål havregryn med mælk og frugt til. Nogle gange laver jeg også noget juice af 3 gulerødder og en appelsin.
Frokost: 2 skiver rugbrød med fedtfattigt pålæg (kylling, kalkun, tun o.lign.). Har iceberg salat under pålæget og tykke agurkeskiver ovenpå.
Dertil spiser jeg enten en råkost af revet gulerod, revet hvidkål, revet blegselleri, revet rød peber og små blomkålsbuketter eller en salat af iceberg, agurk, majs og blomkål – eller hvad jeg lige har lyst til og har i køleskabet.
Eftermiddag: 2-3 af mine hjemmebagte knækbrød (lavet af Græskarfrø, Solsikkekerner, Hørfrø, Sesamfrø og Havregryn) og en appelsin eller et æble eller en banan.
Aftensmad: Her er jeg begyndt at eksperimenter en lille smule. Jeg er ikke til det at stå i køkkenet flere timer og kokkerere, så det skal være nemt og hurtigt – for det meste.
Måltiden kan bestå af en salat (som den fra frokost) med en dåse tun på eller salat med en tørstegt laksefilet til … eller noget helt andet 🙂
Aften: Her spiser jeg lidt knækbrød eller en banan eller et læs appelsiner  (jeg elsker appelsiner og allerede efter et par dage med nye spisevaner, havde jeg ikke længere halsbrand og kunne igen spise syrlige frugter).

I dag (1/2 2014) har jeg så overgået mig selv helt vildt hehe. Jeg har stået i køkkenet en lille time og maden er slet ikke færdig endnu.
Jeg har nemlig lavet kåldolmere på min helt egen måde og for at dokumentere det, har jeg sør’me taget billeder af processen haha.

Først lavede jeg farsen, som består af kyllingefars, rødløg, græskarkerner, mælk, salt og peber.

Så satte jeg 4 kålblade over. (De kan fjernes fra kålhovedet ved at løsne dem forsigtigt med en spiseske hele vejen rundt og skæres løs ved stokken og med en masse tålmodighed 😉 )

Imens kålen kogte skar jeg gulerødder, rød peber, aubergine og rodselleri i stykker. Penslede et ovnfast fad med ekstra jomfruolivenolie og lagde dem deri.
Da kålbladene var kogt godt bløde dryppede de lidt af på et viskestykke og derefter kom der en klat fars på hvert blad.

Så blev farsen pakket ind i bladet og det hele lagt i fadet og sat i ovnen..

Efter en time havde jeg resultatet.
Kåldolmere med kyllingefars, ovnbagte rodfrugter og “sovs” af Græsk yoghurt, karry og ketchup.

I vores, ellers så skønne, lille land, går tingene helt skævt for tiden.
Den ene uforstålige lov efter den anden bliver indført og efterhånden minder det mest om en omvendt Robin Hood fortælling. 
Tag for eksempel den nye kontanthjælpsreform, hvor gensidig forsøgerpligt er et af punkterne. 

Lad mig lige lægge ud med, at jeg grundlæggende ikke er uenig i, at lever man fast sammen med en partner skal man selvfølgelig have samme fordele/ulemper som hvis man var gift.

Der, hvor det går galt med min forståelse er den måde som regering og kommuner i de sidste år har arbejdet hen imod reformen og har kørt sig i stilling til at kunne vaske sine hænder i den nærmeste håndvask overfor de personer, der bliver ramt. 

Lad mig kommer med et eksempel:

En 40-årig kvinde, der er i job og har en normal hverdag med venner og veninder, et hjemmeboende barn, lejet rækkehus og vovse – og en cykel ;). Kvinden bliver opereret og planen er jo så, at hun skal være sygemeldt en periode og derefter vende tilbage til sit job. Nogle uger efter operationen har hun det dog stadig dårligt og en nat bliver hun indlagt akut med store smerter og undersøgelser viser, at kirurgen har skåret hendes urinleder over 😮 . 
Nu følger en re-operation og en lang periode på sygedagpenge. 
I første omgang betyder det, for kvinden i mit eksempel, at hun må flytte i en billigere bolig. 
I næste omgang betyder det, at hun bliver nødt til at sælge sin hund, da hun efter måneder stadig har så store smerter, at hun ikke kan holde til at lege med den og gå de ture som sådan en har krav på. 
Smerterne fortsætter og hun bliver sendt til diverse undersøgelser og selvfølgelig skal der ske en udredning i forhold til sygedagpengene. På et tidspunkt siger hendes læge til hende, at han har noget smertestillende medicin, som hun skal tage og det gør hun selvfølgelig også. Efter et par uger taler jeg med hende og hun fortæller, at hun har det meget underligt efter hun er begyndt på medicinen. Hun giver mig navnet på pillerne og stor er min forbavselse, da jeg genkender dem som antidepressiver 😮 Efter den behandling fra lægens side skifter hun læge. Der er på det her tidspunkt gået et års tid siden operationen. 
For at hun kan få forlængelse på sine sygedagepenge, kræver kommunen/jobcenteret, at hun begynder at gå til fysioterapeut og da hun samtidig er ved at gå ned psykisk over al den her uvished og alle smerterne, beder de hende gå til psykolog også. 
Disse behandlinger er egenbetaling, men nødvendige for, at hun kan fortsætte på den ydelse hun modtager nu. 
Ak ak ak – efter kort tid tager kommunen alligevel sygedagpengene fra hende og sætter hende over på kontanthjælp, hvilket betyder en nedgang i indtægt på omkring 2500,- udbetalt om måneden. Et naturligt resultat er jo så, at hun i hvertfald ikke kan fortsætte sine behandlinger. 
I det her forløb har hun måttet alliere sig med en bisidder, da hun flere gange har fået ny sagsbehandler, som hver især har stillet svartider i udsigt, som for det meste er blevet overskredet med adskillige uger/måneder og først er kommet når hun har rykket for det mange gange – og først når hun er gået til lederen fordi hun ikke modtager svar på mails eller de beskeder hun lægger på tlf.svareren. 

Diagnose fra psykiatrien er nu blevet til Depression og flere angstlidelser.
Både psykolog, fysioterapeut og egen læge rapporterer til kommunen, at hun ikke vil være i stand til at udføre et job i mere end max. 1-2 timer om dagen pga. konstante smerter. 
Med til historien hører, at kirurgen ganske vist indrømmer, at han har lavet en fejl, men at det var et “hændeligt uheld” så i øjeblikket kører en ankesag, da sagen faldt ud til hans fordel (det kan man jo så undre sig gevaldigt over, men måske skal det ses i lyset af at kirurgen og hendes læge er gode venner?).

En lang forklaring, men den er vigtig for at kunne forstå, hvordan mennesker bliver taget som gidsler i det kommunale regi, for at de kan spare nogle penge. Sagen er nemlig den, at var vores eksempel kommet i fleksjob mens hun var på sygedagpenge, ville hun skulle have én sats, men kommer hun det mens hun er på kontanthjælp er det en væsentlig lavere sats, hvilket jo KUN er til kommunens fordel. 

Så i dag sidder vores eksempel alene i sin bolig, modtager kontanthjælp, har psykiske problemer og konstante smerter (som der ikke kan gøre noget ved og som ingen anerkender, trods det, at det jo er logik for perlehøns, at en sund, frisk kvinde der før havde job og kunne alt og så bliver fejlopereret og nu må leve med kraftige smerter, kun kan skyldes den operation) og har mistet store dele af sit sociale netværk, da angst og depression også er en del af hendes dagligdag nu – og kan ikke få de økonomiske ender til at hænge sammen. Der er knapt nok råd til mad og da slet ikke råd til den behandling, der ville gøre hende så godt. 

Så kommunen/jobcenteret har gjort hvad de kunne – for at vore eksempel her bliver så billig i drift som muligt. De har tilsidesat de rapporter de selv har bedt om fra diverse behandlere og hvem er det der sidder tilbage med fletningerne i brevsprækken? 

Jeg forstår ikke, hvordan en regering som den nuværende kan gøre det endnu sværere at være udenfor arbejdsmarkedet i Danmark. Hvordan kan de se sig selv i øjnene? Hvordan kan de gå til valg med løfter om bedre forhold for alle – bedre ældrepleje – bedre vilkår for socialt udsatte – bedre vilkår for børn og unge?
For hvad er det vi har fået? 
Ældrepleje: Helle Thorning Schmidt var en af dem, der talte højest om, at vi skyldte de ældre, at de blev behandlet ordenligt, at de skulle have ret til et bad HVER dag, at de skulle have mere hjemmehjælp osv. osv. det er nu blevet til, at antallet af hjemmehjælpstimer er sat ned, og den nye finanslov ville de ikke ha’ skulle indholde et retskrav om bad bare 2 gange om ugen … *man undres*
Socialt udsatte: Her skal vi igen huske på, at ikke alle på kontanthjælp er mennesker, der reelt kan varetage et normalt job og som bare ikke lige har lyst, men gruppen indeholder i stor grad mennesker, der er blevet syge, men hvor kommunerne gør ALT for at få dem væk fra sygedagpenge-puljen og over på kontanthjælp, for det mindsker kommunens udgifter og får deres tal til at se pænere ud – på papiret. Vi har ikke penge til at hjælpe de som uforskyldt er kommet blandt de svageste, men vi kan sagtens spænde et sikkerhedsnet ud under de mennesker, der selv har valgt at løbe en økonomisk risiko (læs F1 lån)
Børn og unge: Målet og valgsnakken gik på, at vi nu skulle have en af verdens bedste folkeskoler og de bedst uddannede unge mennesker i verden. Straks stillede man sig stejlt overfor lærernes arbejdsvilkår og nægtede dem at gå på arbejde. Hurra – det giver ganske rigtig suværn uddannelse til børnene (ironisk). Så reformerer man SU ydelserne, så de unge er nødt til at arbejde endnu mere ved siden af studierne for at det kan løbe rundt. Uanset, hvor mange brikker man måtte have, der står i vejen for hinanden er det vist logisk, at det ikke ligefrem giver mere tid til at fordybe sig i sit studie.
Man laver inklusion i folkeskolen så børn med specielle behov skal ind i normaltfungerende klasser. Stakkels lille Peter, der er autist – han vil jo helt klart lære en masse af at være i et miljø, der i den grad stresser ham (ironi). 

Man sidder ikke tilbage med en følelse af, at der bliver arbejdet for borgeren, men for at stille sig som politiker, sagsbehandler o.lign. bedst muligt. Også her skal vi huske på, at det jo ikke er politikeren, der mister indtægt. Tvært imod var noget af det første denne regering gjorde, da de fik magten, at varsle reformer og nedskæringer – og derefter give sig selv en lønforhøjelse – det hele klinger lidt hult, ikk? 

I min optik er en venstre-orienteret regering en sammenslutning af mennesker, der varetager de svagestes interesser. Hvor er deres ideologier blevet af?
Vi er et lille land med ca. 6 mio. indbyggere. Alligevel er vi et af de lande der betaler højest kontingent for at være medlem af EU. Vi er et af de lande, der sender mest i udviklingsbistand til u-landene. Vi er et af de lande der først falder til patten, når USA lufter tanker om krigsindsatser rundt om i verden. Vi er et af de lande, der har den højeste udgift på integrationsområdet.
Måske kunne vi skære bare lidt ned på de udgifter og gøre noget godt for de svage i vores eget land i stedet? Og vær lige opmærksom på, at jeg IKKE siger, at vi skal afskaffe udviklingsbistand – vi kunne måske bare lægge os lidt under det niveau, som de store lande betaler. 

Medmenneskeligheden  er væk – pist borte og forsvundet. 

Før i tiden var min tanke om fremtiden, at jeg håbede vi havde passet godt nok på vores jord, så vores børn kunne få et skønt liv. 
Nu er min tanke blevet til frygt for, at vores børn ryger ud af de kasser, som samfundet har opstillet – for så er de sq godt nok lost. 

Selv ikke en influenza, med hals- og lungebetændelse og en hestekur af medicin, har kunnet holde min hjerne fra at tænke. De fleste tanker går på, hvordan jeg langsomt slår mig selv ihjel ved konstant at være i en stresstilstand og en handlingslammet passivitet, og hvordan den tanke ikke engang er nok til at finde en smule overskud og hive mig op af dyndet.

Med min fornuft ved jeg jo godt, hvad jeg burde gøre, og jeg er udemærket klar over, at det er mine tanker, der “ødelægger” det hele for mig. Dog er det mine automatiske reaktioner og handlingsmønstre, der overtager så snart jeg føler en smule ubehag og bliver skræmt.

Tiden skræmmer mig enormt meget i øjeblikket. Det gælder både det at have for lidt tid, og det at have for meget tid.
Julemåneden står for døren og i år har jeg planlagt, at jeg bare skal have styr på det i ordentlig tid. Eftersom jeg ikke går i butikker, bliver alt handlet ind på nettet. Det betyder så også, at jeg jo ikke kan sove hele dagen, for tænk, hvis jeg ikke hører, at det ringer på døren når mine varer kommer. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, for de sidste dage har jeg faktisk været vågen på helt andre tidspunkter end jeg plejer. Jeg sørger for at komme op mellem kl. 7 og 8 (som i perioder plejer at være det tidspunkt, jeg går i seng på) så jeg ikke ser endnu værre ud end normalt når pakkeposten kommer. 

Det positive er, at jeg kan mærke, at jeg er glad for at jeg er ved at have klaret alle julegaverne – yay for det! Det negative er så, at jeg slet ikke kan finde ud af, hvad jeg skal bruge tiden til, for jeg er jo stadig handlingslammet. Hjemmet er der overhovedet ikke styr på og julepynten kommer nok heller ikke op i år. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg ikke skal forlange for meget af mig selv – ligger trods alt med influenza (på 2. uge – øv ) og at jeg jo nok når det hele en dag. 
Lige nu er kl. ikke engang 10. Jeg har været oppe i 4 timer og har faktisk, for første gang i 14 dage, været udenfor for at gå en lille tur. Men nu sidder jeg så her, og er vildt skræmt over al den tid, der er tilbage af dagen. Jeg kan mærke, at det stresser mig, at der er ting jeg burde gøre, men ikke magter at gå igang med, og det er jo begrænset, hvor spændende det er at se TV og spille spil på Facebook i mange timer ad gangen. Nå, det ender jo nok med en middagslur – hvis altså pakkeposten har været her inden da 🙂

Men tilbage til det med, at jeg ikke gør nok for min egen sundhed. Mit kolesteroltal er for højt og jeg er udemærket klar over, at jeg spiser totalt usundt. Hvorfor er det så, at jeg ikke kan tage mig sammen til at gøre noget ved det? Jeg bruger mange timer på at tænker over, at jeg jo inviterer blodpropperne og hjerte/kar-sygdommene hver eneste gang, jeg sætter en færdigret i microovnen og hvert eneste måltid, hvor jeg ikke spiser noget grønt. Og hvert eneste måltid, som jeg springer over, fordi jeg bare ikke magter, at gå i køkkenet og finde noget. 
De gange jeg “tager mig sammen” og går i køkkenet for at lave mad selv, får jeg de vildeste angstanfald og jeg er SÅ bange for at falde om og miste bevidstheden, så hytten futter af – med mig selv som ekstra brændsel. Og jeg er stadig der i livet, hvor jeg kun tør udfordre de mindre angstprovokerende ting. 
Men jeg er stadig træt af, at jeg ikke kan hive rumpetten op på mig selv og gøre noget ved den frygt jeg har for at blive syg fordi jeg ikke passer ordentlig på mig selv ..

Et lidt rodet indslag i dag, men sådan er min hjerne jo indrettet hehe. 

Jeg faldt i dag over et opslag i en af de angstgrupper, jeg er med i på Facebook.
“Bliver jeg nogensinde rask?”, stod der.
Samtidig har jeg fået en opgave af min terapeut, som går ud på, at jeg skal definere hvad jeg gerne vil have ud af mit liv.
Det er ting, der virkelig har sat gang i mine tanker og dette indlæg har taget mange dage at skrive.

I mange år havde jeg også tanken om, om jeg nogensinde kunne blive rask – og jeg har den vel til dels stadig – men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at tænke en smule anderledes. For mig hedder det nu: “Kommer jeg nogensinde til at fungere nogenlunde?”
For 7 år siden ville jeg være rask – i dag vil jeg bare gerne kunne klare de ting, jeg kunne for 7 år siden.

At tænke sig, at jeg en dag skulle nå dertil, at jeg ikke længere drømmer om at blive angst- og depressionsfri, men har slået mig til tåls med at måtte nøjes! Det strider imod alt det, jeg ellers står for. Inderst inde hader jeg ordet “nøjes”, for hvorfor skal man tage til takke med noget, der er mindre end det aller bedste?

Er det et spørgsmål om, at jeg er blevet mere realistisk i forhold til mit liv eller betyder det, at jeg har givet op?
At jeg skulle have givet op er totalt skræmmende, for man giver da ikke op – og man opgiver slet ikke sig selv.

Jeg kan bedre li’ tanken om, at jeg måske er blevet mere realistisk. At jeg har fundet ud af, at man altså ikke kan få alt det man peger på her i livet. Det er der meget få – sikker ingen – der får. Alle har vi ting, som vi gerne ville have var bedre. Men det behøver jo ikke at betyde, at man ikke kan være tilfreds med det man så har. Og det behøver slet ikke betyde, at man ikke må stile efter noget mere.

Hvad er det så, at jeg gerne vil have ud af mit liv?

Jeg har “altid” været sikker på én ting jeg vil opnå, og det er, at jeg – den dag jeg stiller sivskoene – ikke bare vil være et navn i en dødsannonce, som kun familie og nogle få venner genkender. Jeg vil have udrettet noget, så mange mennesker vil sørge over tabet af mig. Jeg ved bare stadig ikke, hvad det skal være hehe.

Jeg ved, at jeg har en smule talent for at skrive, og har også en drøm om at skrive en bog en dag. Lige nu virker det bare uoverskueligt, for det kræver tid og hvis man vil skrive noget, der har bare en smule historie eller hold i virkeligheden, så kræver det også en masse research for at have styr på detaljerne. Nå, det må jeg se på en dag. 

Et andet mål er, at når jeg engang kommer ud på den anden side af det her psykiske helvede (et grimt ord, men det er sådan jeg oplever det), så vil jeg hjælpe andre, der har det svært med livet og være noget for dem. Jeg har nemlig selv enorm respekt for dem, der formår at hjælpe mennesker igennem de kriser som livet byder på, og det er med stor taknemmelighed, at jeg selv modtager denne hjælp. Jeg virker sikkert ikke altid taknemmelig, for det er faktisk ret svært at skulle udsætte sig selv for det ubehag der følger med når man begynder at arbejde med sig selv. 
Jeg mærker meget tydeligt i øjeblikket, hvordan min krop reagerer på arbejdet og forandringerne. Jeg vil ikke gå i detaljer med den side af sagen, bare pointere, at når man er et ængsteligt menneske, vil selv den mindste forandring kunne mærkes. Kunsten er så at lære at blive i det, for at bibeholde en udvikling. – At få smidt de ting ud af rygsækken, som ikke gør gavn. 

Og – som det jo hedder sig – ingen har sagt, at det skal være let. 

Her til sidst tror jeg, at min konklusion bliver, at jeg nok alligevel ikke har slået mig til tåls med, at jeg må nøjes med et mindre udbytte af mit liv end jeg inderst inde ønsker. For jeg vil skisme ikke nøjes. Jeg er nødt til at arbejde hen imod kun at forvente det bedste, for jeg nægter at sidde som 90-årig og være en sur og bitter gammel kone, der bare ikke fik det ud af livet, som hun ønskede. 

Jeg dør jo ikke af at kunne mærke, at jeg arbejder med mig selv – Jeg bliver stærkere af det!! ..
BASTA !!! 

Nogle gange må man bare tage sig selv i at være nødt til at samle kæben op fra et sted langt mod syd.

Det har jeg oplevet i dag.

Jeg har gennem mit 44 årige lange liv indset, at der faktisk findes mennesker, der ved mere end mig. Dvs. på nogle punkter er der nogen, der har en større viden end jeg har.  Det er jo bestemt ikke en generel ting, vel 😉

Pga. af, at jeg har et par vævefejl i kysen, har jeg 2 personer tilknyttet, som hjælper mig på forskellig vis. Den ene er en følgesvend og den anden er en støtte-kontakt-person via kommunen. 
I dag  havde jeg besøg af min støtte-kontakt-person. Vi talte lidt om, hvordan det var gået siden sidst og kom jo helt naturligt ind på, at mit angstniveau ligger temmelig  højt for tiden. Vi talte lidt om, hvad grunden kunne være og så var det jo, at vi selvfølgelig skulle omkring, hvad jeg kunne gøre for at mindske min angst. Han har gang på gang sagt til mig, at en af de mest sikre metoder til at gøre det er at handle. Handle – handle – handle. (Det siger min følgesvend faktisk også hver gang vi ses). 

Heldet/uheldet ville, at jeg i dag var ved at løbe tør for cigaretter. Den situation har jeg stået i et par dage, men jeg har simpelthen ikke kunnet overtale mig selv til at gå hen på tanken og købe nogen. 
Vi blev så enige om, at det da var det, vi skulle i dag. Hen på tanken og købe smøger!! 

Enhver, der døjer med angst ved, hvad der skete herefter. Sveden piblede frem, hjertet begyndte at hamre, musklerne sitrede og spændebåndet omkring panden blev strammet ind så alt begyndte at svimle. Der var ikke andet for end at lade være med at tænke mere og så gøre, som der blev sagt: “Handle!” 

Jeg husker ikke turen hen på tanken – der er nu heller ikke ret langt ;). Selvfølgelig var det lige i et frikvarter for den nærliggende skole, så butikken var fyldt med smukke, unge mennesker – de der irriterende væsner, der har hele livet foran sig og som altid bringer minderne tilbage på en svunden tid. 
Nå, men smøgerne blev købt og så var det jo, at det “utænkelige” skete: jeg begyndte at nyde solens stråler på vejen tilbage. Faktisk nød jeg det så meget, at jeg accepterede at udvide turen – say what?. Vi satte os endda på en bænk i solen og snakkede et pænt stykke tid. Da hans besøg var ovre indså jeg, at mit angstniveau var dalet en hel del og har været til at holde ud resten af dagen. 

En lille krølle på dagen er, at jeg har været henne på tanken igen i aften. Syntes jeg var berettiget til en belønning, så der er røget lidt chokolade indenbords i aften 🙂 🙂 

Så jeg har i dag måttet krybe til korset og indrømme, at en anden var klogere på mig , end jeg selv var ….

Separationsangst

Denne type angst indebærer usædvanlig stor frygt for adskillelse fra en tilknytningsperson, som regel mor eller far, som strækker sig ud over den almindelige aldersperiode for sådanne reaktioner. Hvis en sådan adskillelse sker, er det vigtigt for barnet hurtigt at genoprette kontakten. Symptomer på sådan angst vil starte, før barnet er 6 år, og vil ofte medføre kropslige symptomer på angst. Barnet vil desuden ofte vægre sig mod at gå i skole.

( kopieret fra Sundhed.dk )

Jeg er slet ikke er noget specielt. Noget af min angst er simpelthen opstået lige efter bogen. Baggrunden for, at jeg som voksen, er bukket under med psykiske problemer er ”bare”, at det, der kan tricke en angstlidelse, altså er sket lige på rette tid og sted.

Jeg er jo født med en sensitiv personlighed. Mit filter for, hvad jeg opfanger af følelser, stemninger, lyde, farver osv. er fyldt med større huller end det filter mange andre er udstyret med. Jeg lader mig nemmere gå på af det, som normalt betegnes som ”småting”, og jeg har svært ved ikke at tænke i farer og katastrofer. Min krop er konstant på vagt og i alarmberedskab.

Men bortset fra det, så har der så også været hændelser på de ”rigtige” tidspunkter, som har lagt bunden for, at jeg skulle få svært ved nogle ting senere i livet.

Med udgangspunkt i ovenstående citat fra sundhed.dk vil jeg her fortælle om en af disse hændelser.

Jeg var fyldt 5 år i februar, som jeg startede i børnehaveklassen i august.  Jeg mindes stadig min stolthed når min far bad mig læse noget i avisen, og jeg kunne læse det flydende for ham. Jeg var skoleklar !

Skæbnen ville, at jeg efter en uges skolegang, skulle på sygehuset og have fjernet polypper.

Dengang ( tilbage i starten af 70’erne ) var det ikke kutyme,  at forældrene blev indlagt sammen med børnene som det er i dag, så jeg blev afleveret på sygehuset, modtaget af en sygeplejerske og så måtte min mor gå igen. Det eneste jeg husker fra opholdet er, at jeg savnede min mor helt forfærdeligt, og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg ikke måtte komme med hjem, når hun besøgte mig.

Da jeg var blevet rask igen, skulle jeg så tilbage til skolen.

De andre børn havde jo lært hinanden noget mere at kende, og jeg har senere fået fortalt, at jeg var meget, meget ked af at blive afleveret hver morgen. Min mor har oplevet at blive ringet op og bedt om at komme fordi jeg var utrøstelig.

Så den fase med separationsangst, som alle børn skal igennem i netop den alder, blev i den grad penslet godt og grundigt ud for mig.

Det var nemlig lige præcis i den alder, at jeg husker mine første små anfald af panikangst. Jeg vidste jo bare ikke, hvad det var – kun, at jeg i mørket om aftenen blev overmandet af tanken om, at jeg en dag skulle dø. At jeg en dag SKAL dø! Følelsen af afmagt over det uundgåelige gav mig åndenød og stærk hjertebanken – og en uudholdelig følelse af panik. Tankespiralen kunne kun brydes ved at slå hånden hårdt ned i madrassen. Få gange var det ikke nok og så så man en lille pige rende grædende op til sine forældre. Med en undskyldning om ”mareridt” kunne man så være heldig at få lov til at putte under mors dyne resten af natten.

Allerede dengang tav jeg om mine virkelige tanker – for hvem skulle dog kunne forstå dem? Jeg forstod dem jo ikke engang selv.

Mit håb er, at jeg nu, hvor jeg har fået sat ord på en af hændelserne, formår at hele mig selv, og med den voksnes fornuft fjerne nogle af de ubehagelige tanker….

Må freden og roen sænke sig over min hårdt prøvede hjerne 🙂

Jeg stod med en whisky-cola på Boudisque i Silkeborg. Så kiggede jeg mig lige rundt og sov vist nok en enkelt gang og pludselig sidder jeg som fraskilt mor til 2 i en lejlighed i Randers og modtager førtidspension . 

Hvordan gik det lige til ?

Jeg er blevet ramt af det uundgåelige: Tiden ! *skriiig*

Indrømmet – jeg kan ikke genkende den person jeg ser i spejlet. Hvor blev den 20 årige unge kvinde af? Hende med store, strålende øjne og stram hud? En ond ånd har besat mit spejl og mærkeligt nok, skal den altid være der, når jeg kigger ind. Min onde ånd ser altid træt ud, mangler liv i blikket og det er ligesom om, at de der nedadvendte mundvige har fået overbevist huden om at give efter for tyngdekraften. (Det er nu ikke kun i ansigtet det er sket – fortrinene og bagdelen er også voldsomt tiltrukket af jordens indre magnetfelt)

 Ja, over natten gik jeg fra at være hende, der altid var klar på en fest og som forlod drinken i baren når DJ’en satte remixet af alle Shakin’ Stevens’ hit på pladespilleren og styrtede ud på dansegulvet – alene eller sammen med veninderne, til at være Frøken kedelig, der har mest kontakt med andre via internettet. Fra jævnligt indtag af ret pæne mængder af alkohol og livet og med store drømme om, hvordan mit liv skulle være når jeg blev “voksen” til nu kun at indtage pæne mængder af diverse antidepressive midler. Drømmene om hvordan mit liv skal være er der dog stadig, og håbet om, at jeg får mulighed for at indhente noget af det forsømte, nægter jeg at give slip på. 

Ak ja, tiden går stærkt, så jeg har travlt. Travlt med at finde tilbage til livet og få det levet ……. mens tid er 🙂

Øjnene svider – hovedet værker
Tårerne laver dybe furer på min kind

Det bruser for mine ører – tankerne kører i ring
Min krop gør ondt, men jeg mærker det ikke

Langt væk fra mig sidder du – lever dit liv
Et liv som du ikke ønsker, jeg skal være en del af

Du afviser mig ikke – du ignorerer mig blot
Du føler intet bånd med mig – forstår ikke min smerte

Tårerne laver dybe furer på min kind 

Jeg har prøvet alt – vist interesse for dig
Skældt dig ud og talt til din fornuft uden at stille krav

Alt jeg modtager er tavshed – jeg er dig ligegyldig
Blodets bånd vækker ingen nysgerrighed hos dig

Min psyke er splintret – mit hjerte er knust
Det ødelægger mig, at jeg ikke bliver anerkendt af dig 

Tårerne laver dybe furer på min kind

Du gav afkald på mig uden at blinke – med lynets hast
Jeg ønskede så meget, at du ville nægte

Jeg elsker den familie jeg har – men dit fravær gør ondt
Din fornægtelse og din ligegyldighed har ødelagt mig

Tårerne laver dybe furer på min kind

Gosh, hvor har jeg bare sukket hele den kolde, lange vinter efter sol og varme, og hvad er det så der sker, når solen endeligt står højt på en skyfri, lækker-blå himmel ?

Jeg sidder stille og dryp-sveder og kan næsten ikke holde det ud !!

Hvorfor er det, at livet ikke bare kan være præcis som jeg vil have det ?

Stik mig lige en “date” med en person, der er nået så langt i sin personlige udvikling, at han/hun ser det positive i alt. Jeg skal bare snakke med personen i en halv time … bare en lille halv time. Så skal jeg dulleme nok få vendt den positive udvikling til noget helt andet.

Sådan er jeg nemlig !!

Det hedder sig, at mennesker med borderline-diagnosen ser livet sort eller hvidt.
Jeg kan så konstatere, at jeg ikke har Borderline – for mit liv er bare gråt i gråt. Ganske små nuance-forskelle er der, men så heller ikke mere end det da.

Hvorfor putte farver på lærredet, når det alligevel bare er noget klatmaleri , der aldrig kommer til at ligne det billede, jeg har i hovedet ? Nå ja – tegne og male kan jeg heller ikke!

Solen skulle jo komme og lette på det hele, ikk’ ? Okay – der er stadig lidt tid at give af – sommeren er jo trods alt ikke forbi endnu, men for dullen da – der er kun knap 5 måneder til jul *skriiiig* – og i år SKAL jeg bare være på forkant med de gaver – det SKAL jeg altså!

Nå, måske skulle jeg skylle blodet igennem med noget koldt vand – det er jo trods alt stadig sommer. Den sommer, der skulle blive MIN sommer! I det år, der skulle blive MIT år! Godt, at vi lige er blevet enige om, at der dog er 5 måneder tilbage af året at rykke i.

Gosh – det er jo for galt. Sidder og ser den über lækre Colin Farrell på TV – og tænker bare på, at jeg snart skal i seng – og sove.

Der er godt nok ingen grænser for, hvordan den snigende alderdoms endnu sløvere sind sørger for at give sig til kende, hva?

Forresten, kom ikke med gode forslag om at tage til stranden for at køle af – jeg har opsagt mine abonnementer hos både BMS-kraner og Greenpeace.

Sikke en fest !!!

En af mine “gamle” skoleveninder skulle giftes. Jeg havde ikke set hende siden folkeskolen og besluttede mig for at overraske hende med en superflot bryllupskage, som min far lavede.

Vi blev alle hentet med bus og skulle så transporteres hen til stedet, hvor brylluppet skulle stå. For at overraskelsen med kagen ikke skulle gå i vasken, skulle min far selv sørge for at få den frem til rette sted. Han satte den flotte, lyserøde kage i mange, mange lag op på en trækvogn og begav sig af sted. Jow jow, man er vel på landet…..

Nå, men i bussen retter vi lidt på brudens kjole, som i øvrigt er super flot – og lyseblå.
Jeg spørger lige ind til, hvor de skal giftes og får at vide, at det er på det katolske rådhus.

Ups – tankerne begynder at vrimle. “Bruger man bryllups-kage til sådan en begivenhed?”

Undervejs går bussen desværre i stykker og min mor kommer og henter nogle af os.
Da vi skal over en lille bro, render vi ind i næste problem. En hestevogn er væltet lige i svinget, og der lå jord og halm ud over det hele. Yay – mere stress og mere forsinkelse. Værre bliver det, da min mor vælger at bakke ud i rabatten, hvor bilen jo selvfølgelig sætter sig fast og laver de flotteste kaskader af mudder bagud, fordi hun jo træder klampen i bund.

Vi når dog frem til selve festen. Bryllupsceremonien gik vi glip af. Øv også – skuffelse !!!

Ved festen mingler jeg og glæder mig over at hilse på folk, jeg ikke har set i mange år.
Blandt andet brudens forældre, som dog ikke synes at huske særlig meget om mig. Ok, jeg var jo også den stille pige dengang i folkeskolen og ikke den, der blev mest bemærket.

Men alt i alt – så er det, det mest forvirrende bryllup jeg nogensinde har været til.

Da vækkeuret ringede, blev jeg utrolig lettet over, at det bare var endnu en total mærkelig drøm 😀

“Lyng vokser i fuld sol på udpint og kvælstoffattig jord i f.eks. Danmark. Den har sin niche på sure, næringsfattige heder. Erfaringen har vist, at lyngen ikke selv kan opretholde sin habitat, og at heden egentlig blot er et trin på vejen fra udpint jord mod skov.” (citat wikipedia)

Ved første øjekast virker lyng som en stabil og solid plante. Stifter man nærmere bekendtskab med den, viser det sig dog, at den er enormt afhængig af mange faktorer for at kunne trives.

Den kræver sol (shine) og den kræver, at den konstant bliver vandet og næret. Bliver der for tørt omkring den, vil den begynde at visne og drysse, og med en let vind vil blomsterne blive kastet som med spredehagl. Lyng danner sit rodnet i sur bund, og kun i det sure, vil den trives og sætte en blomsterstand, som står struttende og venter på at bierne sværmer omkring den og stikker sin snabel ind.

…… og så til noget helt andet …..

Skal man overholde vores lands love selvom man synes nogle af lovene er ude af trit med udviklingen?
Er det ok, at overtræde en lov når man synes den er dum?

I min verden er der ingen tvivl. Man overholder loven uanset hvad, og er man utilfreds med den, må man aktivt forsøge at få den ændret. Der er intet, der undskylder, at man overtræder en lov med vilje, blot fordi man har sin egen agenda og ikke er enig i lovens berettigelse.

Lad mig komme med et eksempel:

En mand har et stort ønske om at udsmykke sin krop med tatoveringer. ( I Danmark er det forbudt at tatovere i hoved, på hals eller på hænder iflg. lov, der trådte i kraft den 15. juni 1966).

Manden tager hen til sin tatovør og kommer ud med tatoveringer på sine hænder, med ordene, at “nålen smuttede” og, at det i øvrigt er en dum lov og nogle gange må lov vige for egne ønsker.

For mig er dette så forkert, som noget kan være. For min skyld kan folk opføre sig som de vil – så længe de ikke gør andre ondt eller bryder loven. Man negligerer ikke bare en lov fordi man ikke kan lide den og tror man kan slippe afsted med det, fordi man nu engang er den man er. Hvor var vi henne, hvis alle blot gjorde som de havde lyst til og blæste højt og flot på, at der er en lovgivning?
Er man utilfreds med noget, må man gøre sit til at få politikkerne til at se på loven og forsøge at overbevise dem om, at man har en pointe. Man gør ikke bare noget, fordi man selv synes det er ok.

—– Kæmp for dine meninger – men kæmp via de kanaler der findes —–